Billede tekst: Mislykkede opstand i Hamburg 1923 Foto: Welt.
Den akkumulerede bitterhed, folk følte mod deres herskere, brød ud. Monarkiet blev fejet væk, da kejseren trådte tilbage. Over hele landet etablerede arbejdere, soldater og matroser deres egne valgte råd, ofte støttet af væbnet magt. Disse holdt effektivt magten. Selvom statsmaskinen ikke var helt brudt ned, var den stort set hjælpeløs.
På trods af dette gav arbejderrådene til sidst magten tilbage til den kapitalistiske stat, hvilket gav Tysklands herskere et vigtigt pusterum til at organisere sig mod revolutionen.
Hvorfor opgav flertallet af arbejderne den magt, de havde?
Der var to grunde hertil. For det første Socialdemokratiet (SPD). Med over en million medlemmer var det den største arbejderklasseorganisation i verden på det tidspunkt. Men SPD var et reformistisk parti. Den søgte at vinde forandring under kapitalismen, ikke at vælte den.
Den anden grund til, at den revolutionære bevægelse blev besejret, stammede fra svagheden i de politiske organisationer, som kunne udfordre SPD.
De fleste arbejdere søgte stadig forandring ovenfra. Det betød, at man så en SPD-ledet regering som vejen til et bedre liv.
Men selv arbejdere, der oprindeligt støttede SPD, ønskede stadig reelle ændringer. Ideerne ændrede sig i revolutions-processen, og det samme gjorde kravene. Antallet af strejkedage gik fra 1,2 millioner i 1918 til 5,4 millioner i 1920.
Kontrarevolution
Kombinationen af, at SPD indgik en alliance med den herskende klasse, og svagheden af alternativer betød, at en del af den herskende klasse i marts 1920 forsøgte et militærkup og at dumpe SPD. Det såkaldte Kapp-”putsch”.
Men som Karl Marx engang bemærkede, kan kontrarevolutionens pisk nogle gange drive en revolution fremad. Arbejderne reagerede med en massiv generalstrejke. Den væbnede arbejdermagt fra 1918 dukkede op igen i store dele af Tyskland, kuppet kollapsede, og der skete en radikalisering i arbejderklassen. SPD mistede støtte til partier til venstre.
Organisationer til venstre for SPD
Partiet “Det uafhængige SPD” (USPD) voksede hurtigt. Men det var heller ikke i stand til at levere en effektiv revolutionær ledelse. Derfor søgte hundredtusinder mod den mest konsekvente revolutionære kraft – det tyske kommunistparti (KPD).
KPD blev først grundlagt i begyndelsen af 1919 og var derfor svagt i begyndelsen af revolutionen. Men mange millioner arbejdere lyttede til det for lederskab. I revolutionens første fase gik nogle af disse militante arbejdere straks i gang med at tage magten uden at have vundet flertallets støtte i de såkaldte Spartakus-dage (se del 28).
Opstanden var en katastrofe. Mange blev myrdet af det for nylig oprettede Frie Korps. Da mange KPD’er var involverede, mistede det unge parti tilliden fra mange mere besindige arbejdere, og medlemstallet blev halveret.
KPD havde brug for at finde andre måder at trække reformistiske arbejdere til sig. KPD’s ledelse begyndte mellem 1920-23 at foreslå en række enhedsfront. KPD appellerede til SPD om alliancer på spørgsmålet om at forsvare arbejderne mod det yderste højre samt økonomiske krav. SPD’s ledere ignorerede disse opfordringer, men mange af partiets græsrødder ville gerne være med. Som følge heraf fik KPD mellem 1921 og 1922 omkring 40.000 nye medlemmer.
Revolutionær krise i 1923
I 1923 opstod en ny revolutionær krise, der rystede tysk kapitalisme i sin grundvold. Franske tropper havde besat den centrale Ruhr-industriregion. Økonomien blev næsten lammet af inflationen.
Den tyske revolutions nederlag havde forfærdelige konsekvenser. Det efterlod den russiske revolution isoleret og banede vejen for Stalins fremgang. Senere kulminerede den store depression i 1930’erne med, at Adolf Hitler kom til magten
Citat: Charlie Lywood
Massestrejker brød ud. Den manglende ingrediens i revolutionens indledende faser eksisterede nu også – et kommunistisk masseparti med reel indflydelse i arbejderklassen.
Men ledelsen af KPD begik nu den modsatte fejl sammenlignet med i 1919. Deres succes med enhedsfront betød, at de troede for meget på de venstre-reformistiske kræfter, de havde haft et godt samarbejde med. Og undlod derfor at tage selvstændige initiativer. Da det kom til mulighederne for en revolutionær opstand, svigtede partiets lederes mod. Da deres venstre-reformistiske venner ligeledes svigtede, blev de handlingslammede. Og således blev øjeblikket passeret.
Konsekvenser
Den tyske revolutions nederlag havde forfærdelige konsekvenser. Det efterlod den russiske revolution isoleret og banede vejen for Stalins fremgang. Senere kulminerede den store depression i 1930’erne med, at Adolf Hitler kom til magten.
Læs alle de tidligere artikler i serien “Almindelioge menneskers historie” her
