Billede tekst: Spartakus oprøret i januar 1919. Bevæbnede arbejdere patruljerer i Berlins gader. Foto: Getty images.
Arbejderklassen var ikke alene træt af krigens myrderier, en anden samfundsorden med mere social retfærdighed og en mere ligelig fordeling af goderne var på dagsordenen. Socialismen var blevet legemliggjort af den russiske revolution i efteråret 1917.
Spartakus dagene i Berlin
Efter at store dele af den tyske hær havde stemt med fødderne og forladt slagmarken i november 1918, blev der etableret arbejderråd overalt i Tyskland efter russisk forbillede. Den 9. november 1918 udråbte Karl Liebknecht ”Den Frie Socialistiske Republik” i Berlin. Spartakus-oprøret var indledt.
Den 1. januar 1919 stiftedes Tysklands Kommunistiske Parti med Rosa Luxemburg og Liebknecht i spidsen. I partiorganet ”Røde Flag” opfordrede man til at besætte den borgerlige presses redaktioner. I de følgende uger var der oprør og gadekampe i Berlin. Den socialdemokratiske leder Friedrich Ebert opfordrede de nydannede såkaldte “frikorps” til at smadre oprøret.
Frikorpsene var bevidst blevet dannet for at drukne revolutionen i blod. Frikorpsfolk arresterede Liebknecht og Luxemburg den 15. januar 1919, og henrettede dem. Det første slag i den langstrakte tyske revolution var tabt (mere om i næste afsnit af almindelige menneskers historie).
Ungarn
Den 21. marts 1919 blev Den Ungarske Sovjetrepublik oprettet. Kaos, fattigdom og hungersnød herskede i Ungarn. Regimets valuta, som alle fik udbetalt deres løn i, blev ikke accepteret som betalingsmiddel i hverken butikker eller hos bønder, som leverede fødevarer til byboerne. Man måtte bytte sig til føden.
Arbejderklassen var ikke alene træt af krigens myrderier, en anden samfundsorden med mere social retfærdighed og en mere ligelig fordeling af goderne var på dagsordenen. Socialismen var blevet legemliggjort af den russiske revolution i efteråret 1917
Citat: Charlie Lywood
Under ledelse af Bela Kun, som havde været i Rusland under revolutionen, tog det lille kommunistparti magten på baggrund af arbejdernes aktivitet og det almindelige kaos. De erklærede sig som nye ledere af Den Ungarske Sovjetrepublik. Sovjetrepublikken varede dog kun i 133 dage, hvor en kontrarevolutionær admiral med støtte fra rumænske antikommunister knuste den.
Italien – de to røde år
Inspireret af udviklingen i Rusland opstod i sommeren 1919 arbejderråd på arbejdspladserne i de norditalienske industricentre. I december havde over 150.000 arbejdere i den store og vigtige industriby Torino organiseret sig på denne måde. Rådene fremsatte krav om medbestemmelse i virksomhederne.
Året efter begyndte fabriksbesættelser i større stil, men da besættelserne og rådene hverken blev støttet af det store socialistiske parti PSI eller af fagbevægelsen, blev de isoleret. Nederlaget banede vej for Mussolinis March mod Rom i 1922 og fascisternes magtovertagelse.
Britisk ballade
Efter krigen kom mange soldater hjem til nød og arbejdsløshed. I den skotske by Glasgow begyndte en bevægelse for nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 47 til 40 timer. Det ledte til en storstilet strejke, der begyndte den 27. januar 1919. Krigsminister Winston Churchill satte hårdt ind, så strejken ikke bredte sig til andre dele af landet. Borgerskabet var bange.
Den 31. januar var tusinder af strejkende samlet på George Square, en central plads i Glasgow. Politiet begyndte at sprede menneskemængden ved hjælp af knipler, og det udviklede sig til et stort slagsmål mellem arbejdere og politi, der varede ved til ud på natten. Arbejdernes ledere blev arresteret og militæret sat ind for at sikre ro og orden. Strejken sluttede den 12. februar, og kravet om en 40 timers arbejdsuge blev opgivet. For denne gang.
Danmark
Heller ikke Danmark gik fri, og revolutionen kom tæt på. Als, Tønder og Haderslev blev styret af arbejder- og soldaterråd. Det var før genforeningen i 1920, og disse områder lå derfor endnu inden for Tysklands grænser. De varede kort tid, men var uden tvivl til inspiration for danske arbejdere.
Mens 1918 havde været arbejdsløsheds-demonstrationernes år, blev 1919 strejkernes år. Hvor der i 1916 havde været 75 strejker, og 242 i 1918, så var der i 1919 hele 504 – primært ”vilde” strejker.
Allerede i 1918 var murerne i København gået foran i kampen for 8-timers-dagen – de krævede en ”engelsk uge”, som de kaldte det, altså weekend med kortere arbejdstid om lørdagen. Og da forhandlingerne ikke førte til noget, gik de over til selv at reducere arbejdstiden, og gik hjem kl. 12 om lørdagen.
Og selv om fagbureaukraterne indgik et lunkent kompromis, accepterede arbejdspladserne det ikke. Aktionerne fortsatte, og det var atter bygningsarbejderne, der pressede på.
Enden blev, at 8-timers-dagen indførtes senest 1. januar 1920, stadig med forskellige begrænsninger, men dog bedre end det første resultat.
Læs alle artikler i serien “Almindelige menneskers historie” her
