Billede tekst: Demonstration i Paris i 1935 til fordel for Folkefronten. Foto: Store Norske leksikon.
Den officielle idé var, at fascismen var så alvorlig en fare, at det var nødvendigt at samle arbejderpartier og demokratiske, småborgerlige kræfter til fælles forsvar. Stalin frygtede, at de fascistiske lande skulle gå i krig mod Sovjet ‒ derfor havde Sovjet haft brug for alliancer med vestlige demokratier. Det var noget, der var svært opnåeligt, hvis arbejdere i England og Frankrig førte kamp for socialismen under ledelse af kommunistpartierne
De franske kommunister (PCF), socialdemokrater (SFIO) og det småborgerlige Parti Radical aftalte et fælles program til valget i foråret 1936. Programmet kaldte til forsvar for borgerrettigheder og bevægelse for fred over for fascismens trussel. For kortere arbejdstid med fuld lønkompensation og indførelse af arbejdsløshedsunderstøttelse og folkepension. Valget i 1936 førte til et flertal for folkefrontspartierne.
Arbejderklassen greb situationen
Arbejderne havde fået oplevelsen af at have slået fascismen tilbage, de havde forenet den splittede fagbevægelse, og endelig havde de fået valgt deres egen regering. Nu ville de til fadet. De strejkede!
De tidligste strejker var en strejke i Lille 11.-12. maj og en i Toulouse den 13. ‒ begge for at få genansat kammerater, der var blevet fyret for at udeblive fra arbejdet 1. maj, og begge hurtigt vundet. Arbejderne på Bloch Flyfabrik i det nordlige Paris gik i strejke for lønkrav og kortere arbejdstid, og allerede dagen efter vandt de. Alle tre var karakteriseret af tre ting: Hele arbejdsstyrken var med; man blev på fabrikken og besatte den; og endelig nød strejkerne stor opbakning i lokalområderne. Denne stemning bredte sig.
Arbejderne havde fået oplevelsen af at have slået fascismen tilbage, de havde forenet den splittede fagbevægelse, og endelig havde de fået valgt deres egen regering. Nu ville de til fadet. De strejkede!
Citat: Charlie Lywood
Sidst i maj udviklede det sig til en massiv strejkebølge, der i første omgang lammede metalindustrien i Paris og de omliggende departementer, men hurtigt bredte sig til de store industridepartementer Pas de Calais og Nord. Strejkerne, som nogle kaldte et “virus”, bredte sig her til andre industrigrene, bl.a. minerne i Nord.
Snart bredte strejkerne sig også til de store sydlige industricentre Lyon, Marseilles, Bordeaux og mange andre byer. Ligeledes blev industrigren efter industrigren inddraget. Nu fulgte stormagasiner som Galeries Lafayette og Bon Marché, forsikringsselskaber og også caféer og restauranter i massevis.
De fleste af strejkerne var også besættelser. Denne taktik var et forsvar for at undgå fyringer og strejkebrydere. Arbejdsgiverne turde heller ikke kræve politi og militær sat ind af frygt for at få ødelagt deres ejendom.
Strejkens resultater
Det vigtigste fagforbund var Confédération Générale du Travail (CGT). CGT havde netop lovet Folkefrontsregeringen sin fulde støtte. Strejkerne kom ikke særlig belejligt, men CGT ville undgå at blive koblet af, genvinde initiativet og blive styrende i forhandlinger. Det lykkedes ‒ CGT var en væsentlig faktor i at få afviklet strejkerne.
Den sidste centrale kraft på arbejdersiden var kommunistpartiet PCF. Også PCF arbejdede i en dobbeltrolle. På den ene side skulle det bevise sin totale loyalitet over for folkefronten. På den anden side var de nødt til at vise, at de støttede arbejdspladsernes krav og strejkerne.
Menige kommunister havde været drivkræfter i strejkerne, men kommunistpartiet viste sig også at være den største stopklods
Citat: Charlie Lywood
Da regeringen opnåede et kompromis mellem CGT og arbejdsgiverne, indkaldte PCF til et medlemsmøde i Paris, hvor PCF’s leder, Maurice Thorez, i en tale sagde:
”Det er vigtigt at vide, hvordan man leder en strejke, men det er også vigtigt at vide, hvordan man ender den!”
Allerede dagen efter begyndte situationen i Paris at ændre sig. Den 11. juni havde delegerede fra de strejkende metalvirksomheder nægtet at gå med på aftalen, men den 12. juni besluttede et nyt møde at sige ja. Den samlede stemning var forandret.
Menige kommunister havde været drivkræfter i strejkerne, men kommunistpartiet viste sig også at være den største stopklods.
Borgerskabet slår tilbage
Når arbejderklassen viger, slår borgerskabet til. I anden halvdel af ‘36 var der en voldsom inflation. Folkefrontsregeringen kom under pres. Léon Blums 1. regering faldt i sommeren 1937. En højrefløjsregering under Daladier tog over, og snart var også 40-timers-ugen under angreb. Folkefronten er slut.
En storslået arbejdskamp endte som en tam affære. En kamp, der havde potentialet til at udvikle sig til noget langt mere end det gjorde.
Problemet var ikke energien i arbejderklassen, men at arbejdernes organisationer havde parkeret deres loyalitet i det borgerlige samfund for CGT’s og Socialistpartiets vedkommende eller i Moskva under USSR’s udenrigspolitiske interesser for PCF’s vedkommende.
Læse hele serien her
