Billede tekst: Oprøriske arbejdere marcherer gennem Carrer de Ample i Barcelona, juli 1936. Foto: Radical Carbon
Generalstrejker i Madrid og flere andre store byer, fabriksbesættelser og gadekampe tvang store dele af borgerskabet væk fra deres støtte til monarkiet. Den nybagte regering kunne imidlertid ikke standse arbejderklassens aktivitet.
Jordejerne og kapitalisterne blev mere og mere utålmodige med regeringen. De knyttede derfor deres håb og støtte til general Franco, som startede et kontrarevolutionært militærkup i juni ’36.
Arbejderne organiserer
Regeringen tøvede med at gå til modværge; men det gjorde arbejderklassen ikke. Der blev organiseret spontan modstand. Dette skete via arbejdermilitser opbygget med udgangspunkt i de arbejderråd, der blev dannet under de tidligere fabriksbesættelser.
Arbejderne fik reelt kontrollen over Barcelona, hovedbyen i Catalonien, og det var arbejderne i Madrid, Valencia, Asturias og Malaga, der i første omgang standsede Francos planer
Citat: Charlie Lywood
Arbejderne begyndte kampen mod fascisterne uden om regeringen i Madrid. Arbejderne var også blevet nægtet våben af regeringen, men de kunne kæmpe næsten uden. De omringede kasernen og appellerede til soldaterne: “Hvorfor skyder I jeres egne brødre?”. Soldater deserterede eller forblev i deres kaserner i hobetal. Våben blev beslaglagt.
Arbejderne fik reelt kontrollen over Barcelona, hovedbyen i Catalonien, og det var arbejderne i Madrid, Valencia, Asturias og Malaga, der i første omgang standsede Francos planer.
Arbejdermagten suveræn lokalt
Der fulgte nu nogle måneder med reel arbejdermagt i de delstater, hvor Franco var slået tilbage, særligt i Barcelona. Forfatteren George Orwell beskriver det i bogen Hyldest til Catalonien:
“Der var revolutionære plakater overalt, højttalere brølede revolutionære sange. Folk på gaden var alle klædt som arbejderklassen eller i militsuniform.”
Størstedelen af arbejdere var organiseret i CNT, en anarkistisk ledet fagforening, og herfra blev de forskellige arbejderkomiteer dannet. Alle kommunale forvaltninger blev overtaget af arbejderkomiteer. Arbejdermagt herskede overalt.
Men borgerskabet fik hjælp.
Revolutionen udsat
Caballero, lederen af Socialistpartiets venstrefløj, lod sig vælge til premierminister. Han begyndte genetableringen af regeringens magtmonopol. Han opbyggede en ny central hær med hierarki, privilegier og disciplin ‒ i skarp modsætning til de demokratiske arbejdermilitser, hvor ingen stod højere end andre.
Alt dette skete under parolen: “Kampen mod fascismen er den vigtigste opgave – alt andet er underordnet denne.” Revolutionen måtte altså vente. Og det døde den af.
Der var revolutionære plakater overalt, højttalere brølede revolutionære sange. Folk på gaden var alle klædt som arbejderklassen eller i militsuniform
Citat: George Orwall, da han ankom til Barcelona i sommeren 1936 i bogen “Hyldest til Catalonien”
Kampen mod Franco fortsatte, men hvor man før havde kæmpet for at forsvare sin egen revolution, blev der nu agiteret for at forsvare den borgerlige stat. Socialisten Caballero gjorde, hvad borgerskabet ikke kunne. Han kunne genopbygge den borgerlige stat, fordi han havde massernes tillid; reformismen i en nøddeskal.
Til dette arbejde fik borgerskabet dygtig hjælp af stalinisterne i kommunistpartiet. En del af de våben, der blev sendt fra Moskva, blev brugt af politiet mod arbejderne – i stedet for at blive sendt til fronten.
Caballero banede altså vejen for kontrarevolutionen.
Hvad med de revolutionære?
POUM (Partit Obrer d’Unificació Marxista) var til venstre for stalinisterne og Caballero. Og så var der anarkisterne i FAI (Federación Anarquista Ibérica), som var den politiske drivkraft i CNT. Både anarkisterne og POUM gik ind i Generalidad (den lokale regering i Catalonien). De accepterede kravet om at forbyde enhver våbenbesiddelse udover regeringshæren. Det var en svækkelse af arbejdermagten.
Uden deres ledere kunne arbejderne ikke holde deres magtpositioner. Opgøret kom i Barcelona i maj 1937, hvor et spontant arbejderoprør blev nedkæmpet af regeringen.
Da først kontrarevolutionen var gennemført og arbejderklassen passiviseret og splittet, var det kun et spørgsmål om tid, før Franco kunne vinde en militær sejr, takket være en strøm af våben fra nazi-Tyskland og det fascistiske Italien.
Stalinisterne i Moskva ønskede også at holde sig på god fod med Frankrig og England i det storpolitiske spil og modarbejdede derfor revolutionen og tog del, via deres hemmelige politi GPU, i at fængsle, torturere og dræbe de revolutionæres ledere; blandt andet POUM’s leder, Andreu Nin.
De objektive muligheder, for at arbejderklassen kunne sejre over Franco, var til stede. Men den subjektive faktor fejlede desværre. En sejr mod Franco i Spanien ville formentlig have været et vendepunkt i kampen mod fascismens fremmarch i 1930’ernes Europa.
De første 30 dele af serien “Almindelige menneskers historie” kan læses her
