I del 1, som vi bragte i forrige nr. af Socialistisk Arbejderavis, så vi på de første mennesker på de amerikanske kontinenter og den avancerede maya-civilisation. I denne artikel vil vi se på de to andre udviklede civilisationer, nemlig aztekerne og inkaerne.
Billedet ovenfor viser den største by i Nord- og Sydamerika med op til 200.000 indbyggere: Aztekernes hovedstad Tenochtitlán opført på en ø i Texcoco-søen – i midten af det nuværende Mexico City. Byen opstod omkring år 1300 og blev ødelagt i 1520’erne af de spanske conquistadorer. I midten ses det store tempel.
Aztekerne i Mexico
Ordet azteker betyder på sproget nahuatl ”en person fra Atlãn”, altså en person fra det mytiske ”hejrested” der måske har ligget i det nuværende sydlige USA’s ørken, og som vandrede mod syd til den mexicanske dal i det centrale Mexico. Så begrebet azteker betyder egentlig ”en person fra nord” og dækker over alle de mange forskellige folkeslag, der indvandrede fra nord omkring år 500, og skulle egentlig benyttes til at fremhæve det fællesskab, man havde som indvandrer fra nord på tværs af etniske og sproglige skel. Når nahuatl-folket skulle omtale sig selv, var det som ’mexicaer’.
På dette tidspunkt var der allerede flere rimeligt veludviklede bystater, bl.a. maya-staterne, og aztekerne, ligesom andre indvandrede folk, overlevede i udkanten af de forskellige bystater, i bjergene og tørre, ufrugtbare områder som mere eller mindre nomadiske jæger/samlere. De blev set ned på af de andre folkeslag i området.
Men undervejs lærte de af de omkringliggende rige og mere avancerede bystater og begyndte at dyrke jord med større succes, men blev stadigvæk undertrykt af de omkringliggende bystater. I 1322 førte det til en opstand, hvor aztekerne måtte flygte til et sumpet flodområde. Det var her, de udviklede kunstigt anlagte øer i floder ved navn ’chinampas’, hvor de kunne dyrke afgrøder.
Det gav en enorm rigdom og ud af denne voksede en aristokratisk klasse frem, der indførte hårdt tvangsarbejde for sin egen befolkning, der mistede de rettigheder, de ellers havde i mere lige jæger/samler-samfund. Men udbytningen af egen befolkning var ikke nok, og da Tolteker-civilisationen samtidig var i nedgang, udnyttede aztekerne dette magttomrum. Det gjorde de vha. en kombination af politisk list – bl.a. en vigtig alliance med to andre azteker-folk (Texcoco og Tlacopan) – og brutal kampdygtighed på slagmarken, godt gejlet op af en ny militær-religiøs ideologi, som havde talsmænd blandt præster og et voksende lag af befalingsmænd.
Menneskeofringer
Huitzilopochtli (en krigsgud i form af en kolibri) blev omdrejningspunktet for en militær blodskult, der lovede evigt liv til dem, der døde på slagmarken kombineret med, at der skulle ofres mennesker til kolibri-guden ved templet i rigets center, Tenochtitlán. Menneskeofringerne tjente flere formål; dels at skabe underholdning for den udpinte befolkning på samme måde som romernes gladiatorkampe, dels at sprede frygt blandt befolkningen og dens fjender og endelig at understrege den militære, adelige klasses magt.
Som vi har set i andre bondekulturer ledet af adelige klasser, tærede eliten mere og mere på bøndernes afgrøder, og det skete også her. En række perioder med hungersnød i slutningen af 1400-tallet betød blot endnu mere undertrykkelse, flere, større og mere barbariske menneskeofringer og i højere grad også af egne aztekere.
Det fik bitterheden i befolkningen til at stige, og myten om, at guden Quetzalcoatl ville vende tilbage og bringe fred og stoppe menneskeofringer og undertrykkelse var udbredt, bl.a. i kunsten lavet af de lavere klassers kunstnere.
Så da en lille flok spanske kolonisatorer ankom i 1519, var en af grundene til, at de faktisk kunne tage magten fra Aztekerne (udover, at spanierne havde metalrustninger, sværd og geværer), at mange undertrykte aztekere og andre oprindelige folk tilsluttede sig de spanske kolonisatorer i håb om, at de repræsenterede Quetzalcoatl. Blot få år efter lærte de, at det ikke var tilfældet, og at de spanske kolonisatorer havde deres egen version af menneskeofringer, hvor ”de hedenske”, der ikke konverterede til kristendommen, blev brændt levende på markedspladsen i Tenochtitlán.
Inkariget i Andesbjergene
De første folk, der blev til inkaerne, var et hulefolk, der under ledelse af deres høvding Manco Capac drog fra Titicaca-højlandet i det nuværende Peru til Qusqo (Cusco) i 1100-tallet. De blev agerdyrkere af bl.a. kartofler, majs og bønner og skabte en bystat der. Manco tilskrives de første love og sagdes at være søn af solen, og de efterfølgende kejsere (inkaer) hævdede ligeledes at være sønner af solen.
I løbet af 1400-tallet skete enorme udvidelser af riget ved en kombination af diplomati og gaver til forskellige stammer, løfter om adgang til stor rigdom og endelig ved rå militær magt. Under Kejser Tupac Inca voksede hæren fra 70.000 til 2,5 mio. soldater og erobrede store dele af det nordlige nuværende Peru og Ecuador.
De enorme udvidelser af riget rejste spørgsmålet om, hvordan inkaerne kunne regere i et rige, hvor de kun udgjorde 0,5 procent af en befolkning, der i sin storhedstid udgjorde 10 mio. mennesker.
Som svar herpå blev inkaernes sprog, quechua, spredt i de erobrede områder, og arkitekter fra hovedstaden Qusco skulle opføre fastlagte statsbygninger i de fjerneste egne af riget. Endeligt udviklede man et sindrigt system af guvernører på forskellige geografiske og politiske niveauer, og på de lavere niveauer var de lokale høvdinge ansvarlige over for inkaen og skulle bl.a. registrere og opgøre områdets beboere, hvor de raske mænd skulle gøre stats-tjeneste 2-3 måneder om året, fx ved vejarbejde eller markarbejde.
En storslået infrastruktur
Tvangsarbejdet sikrede, at store anlægs-projekter var mulige, og det var især vigtigt med vejnettet.
Vejnettet dækkede 40.000 kilometer veje i alt muligt svært terræn og havde bl.a. konstrueret hængebroer i de bjergrige områder gennem Andesbjergene. Vejnettet var afgørende, da Inkariget trods dets størrelse ikke havde noget skriftsprog. I stedet for udgjorde vejene en kommunikationslinje baseret på et vagtpostsystem, hvor den enkelte vagtpost skulle spæne nogle få kilometer til den næste vagtpost og mundtligt overleve beskeden til den næste, der så fortsatte til den næste vagtpost. Således kunne man nå de fleste steder i riget inden for tre dage.
Desuden var der strategisk placeret landevejskroer til de mange rejsende med overnatning og bespisning samt militære lagerrum. Inkaernes vejnet var det mest udbyggede i hele verden, da de spanske kolonisatorer kom til Amerika.
Koloniseringen og enden på Inkariget
Og netop disse veje med opholdssteder og proviant fik de 168 spanske kolonisatorer, ledet af Pizarro, lov til at benytte, da de i 1532 fik etableret kontakt med repræsentanter for Atahualpa, inka-tronfølgeren i nord. Uden disse veje ville de ikke være kommet særlig langt i det bjergrige Peru. De lod som om, de kom med gode hensigter og skjulte en del af deres mænd med geværer og kavaleri uden for byen Cajamanarca i Andesbjergene, hvor de skulle møde Atahualpa.
En munk fra det spanske følge forsøgte at overbevise inka-repræsentanterne om, at Atahualpa skulle konvertere til kristendommen, og underlægge sig den spanske konge, men Atahualpa afslog, og Pizarro gav et tegn, der betød, at de spanske soldater rykkede ind og slagtede mange tusinde inkaer. Dette var begyndelsen på mange års uhyggeligt brutal undertrykkelse af inkaerne samt andre oprindelige folk på kontinentet.
Den sidste inka-kejser, der stod imod kolonisatorerne, var Tupac Amura, som blev henrettet i 1572. Kolonisatorerne var i bitter strid over jagten på ædelmetaller. Det udviklede sig til borgerkrige, der ødelagde meget af den infrastruktur, som inkaerne havde bygget op. Sygdomme bragt med fra Europa gjorde massivt indhug i befolkningen, og de, der var tilbage, var i risiko for at blive slaver i de nyåbnede sølvminer, der skulle stille kolonimagternes umættelige sult efter ædelmetaller.
Inkaerne og aztekerne havde nogle af de mest forfinede kulturer, men havde ikke som europæerne og kineserne, fundet og udviklet jern- og stålredskaber, som blev til navigationsudstyr, krudt, kugler og kanoner, som blev de europæiske magthaveres redskaber til at underlægge sig ’den nye verden’ drevet frem af en intern konkurrence mellem de forskellige europæiske magthavere.
Sølvet fra Potosí udgjorde grundlaget for verdens første, globale kapitalistiske boom
Opdagelsen af den daværende verdens rigeste sølvminer førte til det første kapitalistiske boom. Sølvet blev eksporteret så langt væk som til Kina. Det blev grundlag for datidens penge, og således kom den spanske kolonimagt og især den spanske krone i besiddelse af pengemængder, som slog alt andet i den daværende verden.
Spaniernes sølvhandel og portugisernes krydderihandel blev de første globale handelsruter. 80% af den daværende verdens sølv kom fra Potosí. Sølvpengene boostede verdenshandelen, ikke mindst handelen med Kina, som accepterede sølvet som betaling.
Men udvindingen skete under de mest uhyrligt barbariske former, hvor tusinder af indfødte samt importerede slaver fra Afrika gik til grunde under ubeskriveligt rå former.
