Bilolede tekst: Medlemmer af Kvindeligt Arbejder Forbund afd. 5, Jernpigerne til strejkekontrol i foråret 1961. Foto: Arnejdermuseet/ABA
Ved folketingsvalget i november blev der vendt op og ned på et og andet på venstresiden. SD’s indgreb i OK-56 syntes glemt, og med 42,1% af stemmerne og 76 mandater, blev det partiets bedste valg siden 1943, og faktisk ikke overgået siden. DKP derimod, gik det rigtig skidt, med 1,1% mistede partiet under ledelse af Knud Jespersen alle sine 6 mandater.
Den store overraskelse var Aksel Larsens nye parti, Socialistisk Folkeparti (SF), der med ca. 6% kom i Folketinget med 11 mandater. Det kom helt bag på nogen.
I sommeren ‘60, skrev Carl Heinrich Petersen i en kommentar til udenlandske syndikalistiske blade, at ”SF har heller ikke høstet nævneværdige politiske gevinster”, og kaldte det et ”afhopperparti”. På DKP’s landspartikonference to måneder før valget, talte Knud Jespersen i sin indledende tale om ”en stemmespildssamler ved navn Aksel Larsen”, som sin opfattelse af SF.
Men virkeligheden var i stedet et skred, der også udtrykte utilfredshed med de to gamle partier i dele af arbejderklassen.
Skift i arbejderklassen
I det hele taget kan der spores et begyndende skift i arbejderklassen, ikke mindst affødt af et ønske om, at også arbejderne skulle have del i velstandsstigningen.
De mange lønstrejker i 1960 blev hovedsagelig ført af ufaglærte kvinder og mænd inden for normallønsområdet. De havde kun de bagudrettede dyrtidsportioner til at holde skindet på næsen mod inflationen.
I det hele taget kan der spores et begyndende skift i arbejderklassen, ikke mindst affødt af et ønske om, at også arbejderne skulle have del i velstandsstigningen
Citat: Freddie Nielsen
Dyrtidsportionerne var en generel aftale mellem LO og DA om at hæve lønnen med et forud aftalt ørebeløb, hver gang pristallet (forbrugerindekset) steg med et bestemt antal point. Men det var bagudrettet, og ikke alt blev indregnet i pristallet (politisk bestemt). Så selv med dyrtidsreguleringen gik det skidt.
De i forvejen lavtlønnede haltede bagefter. Imens fik faglærte og andre indenfor minimallønsområdet, der kunne forhandle i OK-perioden, faktisk en del lønstigning. Mange arbejdsgivere foretrak at give indrømmelser og holde produktionen i gang, frem for at ligge stille under en strejke.
Kvinder i strejke
Blandt de mere bemærkelsesværdige var de mange kvinder, der stillede krav og strejkede for dem. Ganske vist havde fagligt aktive kvinder været centrale i at udvikle støtten til Philips-strejken i ‘54, men det kom bag på en del arbejdsgivere, at kvinder strejkede. Nogle arbejdsgivere stillede sig nok stejlt an og satsede på, at kvinder var lettere at knække. Men sådan var det heldigvis ikke ret tit.
En anden ting var at bruge kvinder som et splittelsesvåben, som fx de københavnske bryggerier gjorde ved at fyre samtlige arbejdere under kvindernes strejke. Strategien lykkedes dog ikke. Mændene fortsatte med at være solidariske. Og efter 14 dages strejke vandt kvinderne en lønforhøjelse på 9 kr. om ugen.
Mange af strejkerne førte altså til sejre, helt op til 15 kr. om ugen. Det lyder måske ikke af det store, men OK-56 og OK-58 havde sammenlagt givet 10 kr. om ugen. Vi kan tale om, at nu starter en periode med gør-det-selv-reformisme, hvor grupper af arbejdere er blevet trætte af at vente på træge og mådeholdende fagbureaukrater.
Produktivitetsstigning
Arbejderne havde også god grund til at kræve del i væksten. I 1963 producerede hver eneste arbejder i snit 17% mere end i 1960. Det havde til en vis grad sin baggrund i den nye hovedaftale, hvor fagbevægelsen nu forpligtede sig til mere aktivt at gå ind i indførelsen af produktivitetsfremmende lønsystemer.
Bureaukratiet og SD havde ganske vist længe støttet rationaliseringer og produktivitetsstigninger, så DA har næppe måttet vride armen ret meget om på LO. Det bliver det dog ikke mindre problematisk af.
Men havde der i 1960 været mange strejkedage, så blev det helt vildt året efter. 1961 var overenskomstår, og uanset hvor gode konjunkturerne er, så giver arbejdsgiverne ikke indrømmelser, hvis de kan blive fri. Men vil de ikke frivilligt, så kan de blive tvunget. OK-61 er siden blevet kaldt ”den store lønfest”, og det er da også rigtigt, at der kom pæne lønstigninger.
Problemet var stadig de lavtlønnede. Ufaglærte mænd lå ca. 20% efter faglærte, og kvinderne ca. 30% efter mændene. Og ligesom forhandlingerne mellem LO og DA i 1960 om et lavtlønsværn led skibbrud, så var det stadig problemet i OK-61 at de lavtlønnede ikke kom med.
Arbejdsmandsforbundet (fra 1959 Dansk Arbejdsmand og Specialarbejderforbund, DASF) med forbundsformand Alfred Petersen i spidsen, krævede en mindsteløn på 250 kr. om ugen. Og det bemærkelsesværdige var, at Alfred Petersen stod fast på kravet gennem hele forløbet.
Efter OK-56, hvor det lykkedes medlemmerne at stemme et mæglingsforslag ned, ændredes urafstemningsreglerne, i et forsøg på at undgå gentagelser.
Nye afstemningsregler
Urafstemninger blev nu afholdt i 8 brancheopdelte afstemningsområder. Tanken var især at få delt de ufaglærte ud, fordi det ofte var dem der fik mindst opfyldt og derfor stemte nej. Strategien var dog ikke helt skudsikker.
Ved urafstemningen i april var der alt i alt et mindre nej. Det blev traditionen tro ændret til et større ja, med de kompetente forsamlingers supplerende stemmer. Men det samlede resultat blev alligevel kun ja for 5 områder, mens jernindustrien og transportområdet sagde nej. (Det 8. område, HK, var ikke færdig).
90.000 metalarbejdere og 40.000 transportarbejdere blev sendt i strejke. Det lyder af meget, og det var det også. Men det var ikke nødvendigvis effektivt af den grund. Friholdelse af såkaldt ”samfundsvigtige” områder og dispensationer svækkede strejkens effekt.
F.eks. holdt CO-Metal (Centralorganisationen af Metalarbejdere) industrireparatører uden for strejken, selvom det hurtigt kunne have øget effekten af strejken. Argumentet var, at de øvrige områder havde stemt ja til OK-61, derfor skulle man ikke lade strejken berøre dem.
Manglende effektivitet
Lignende problemer var der inden for transporten. DASF friholdt olie- og benzintransport og landbrugseksporten fra strejken. Det gav en del utilfredshed blandt medlemmerne, ligesom de kritiserede det mærkværdige forhold, at strejker mod lastning og losning i havnene blev igangsat på forskellige tidspunkter.
DASF’s hensyn til landbrugseksporten fik dog ikke større betydning, da sømændene nægtede at tage de samme hensyn.
Jernstrejken løb i 14 dage, hvorefter der blev stemt ja til et mæglingsforslag uden større forbedringer. Transportstrejken varede 4 uger, hvorefter arbejdersiden stemte ja til et mæglingsforslag, mens arbejdsgiverne sagde nej.
Rygtet vil vide at undervejs i de hede dages sammenstød, lykkedes det havnearbejderne at smide et par betjente i havnen
Citat: Freddie Nielsen
Siden strejkens start havde de borgerlige krævet regeringsindgreb. Kampmann sagde nej, men med arbejdsgivernes nej, valgte han nu at gribe ind.
Undervejs var det kommet til flere sammenstød. Et af de mere pudsige var, at Livgarden stoppede et optog på 1.200 havnearbejdere, der, på vej til at protestere mod LO, ville krydse Amalienborg Slotsplads.
Mere alvorligt var det i Århus havn, hvor havnearbejderne blokerede Halmstad-færgen, fordi den tog lastvogne med skruebrækkergods med over. Det førte til at politiet i flere omgange overfaldt havnearbejderne og også forsøgte at anholde deres formand. Men i sidste ende, accepterede rederiet at undlade at føre skruebrækkergods over. Rygtet vil vide at undervejs i de hede dages sammenstød, lykkedes det havnearbejderne at smide et par betjente i havnen.
De andre 22 dele af denne serie kan læses her
