Det er dog rigtigt at nogle år i de tidlige 1930’ere var ekstra slemme. Med Wall Street krakket 24. oktober 1929 (Sorte torsdag), bredte en enorm krise sig ud over verden. Også Danmark blev ramt, men lidt forsinket, fordi det første der blev ramt, var råvarepriserne, så faktisk steg det danske industri indeks i 1930.
Det var dog en kortvarig fornøjelse, og i 1931 vendte konjunkturerne. Det kulminerede i 1932 med en gennemsnitlig arbejdsløshed på knap 32% for hele året, og det var især slemt i vinteren 1932-33, hvor arbejdsløshedsprocenten nåede over 40. Herefter faldt arbejdsløsheden igen, men lå dog fortsat på omkring 20% helt frem til 1942.
Stor ungdomsarbejdsløshed
Det var i høj grad de unge der blev ramt. I januar 1933 viste en optælling af a-kassemedlemmer under 25 år i Esbjerg, at 97 af 113 arbejdsmænd var arbejdsløse, 13 af 67 tobaksarbejdere, 36 af 36 kvindelige arbejdere, 30 af 40 malere, 30 af 33 murere, 120 af 130 smede, 27 af 32 snedkere, 40 af 40 sømænd og 35 af 49 tømrere. Tallene er nok ikke repræsentative for hele landet, men tendensen er klar nok.
Det var heller ingen dans på roser at være arbejdsløs i 30’erne. Den periode man kunne få a-kasse understøttelse var 70 dage om året, i særlige tilfælde 120 dage, og for at være berettiget skulle man have haft 10 måneders arbejde inden for 2 år. I 1932 var a-kasseunderstøttelsen højst 3 kr. om dagen. I forhold til den gennemsnitlige arbejdsløn på 50-60 kr. om ugen, var det altså ofte under 1/3 af lønnen. Efter de 70 dage måtte man til den kommunale hjælpekasse, hvor udbetalingen var efter skøn, og gik det helt galt så var det fattighjælp, men det betød fortabelse af borgerlige rettigheder, herunder stemmeretten.
Det var altså hårde tider for arbejderklassen. Som beskrevet i tidligere afsnit, var der konstant krav fra arbejdsgiverne om lønnedgang, og reallønnen falder i flere omgange fra 1920. Kun i 1930/31 er der en reallønsstigning, men det er fordi priserne falder hurtigere end lønnen. I 1939 er reallønnen under såvel 1920 som 1930/31 niveauet.
Forarmelsen af de arbejdsløse var ikke noget nyt, men blev alligevel forstærket under Madsen-Mygdal regeringen der afløste Stauning i 1926. Det betød at mange blev hjemløse, ikke mindst unge. SD stemte selvfølgelig imod forringelserne af de sociale vilkår, og fagbevægelsen fordømte dem, men ud over det blev der ikke gjort meget for eller med de arbejdsløse.
Hjemløsemarch
De arbejdsløses styrke var selvfølgelig ringe, som stående isoleret uden for arbejdspladserne, men en lille gruppe hjemløse organiserede i 1928 ”De Hjemløses Forbund”, der stillede krav til fagbevægelsen om at tage såvel hjemløse spørgsmålet som arbejdsløsheden op. Og så organiserede de en hjemløs march, der startede i Kjellerup mellem Viborg og Silkeborg, med København og Rigsdagen som mål.
I knap et par måneder organiseredes der på herberger og andre steder hvor hjemløse kom. Og det med succes. Den 5. marts 1928 marcherede op mod 300 hjemløse ud af Kjellerup på vej mod Silkeborg. Da de nåede Skanderborg var de vokset til 600, og flere kom til.
Nu begyndte politikere og myndigheder at få kolde fødder, og landsaviserne fulgte op med afskrækkende (løgne-) historier. Der blev nu sendt politiforstærkning til Vejle, for at møde og stoppe marchen. Marchdeltagerne besluttede at følge politiet, og opløste marchen. Men på trods af myndighedernes forsøg på at undgå det, lykkedes det dog de fleste af deltagerne at komme til København, og deltage i demonstrationen til Rigsdagen.
Mobiliseringen fiser ud
Den 20. marts, den planlagte afslutningsdag, marcherede mellem 15 og 25.000 arbejdende og arbejdsløse i demonstration fra Søndermarken til Christiansborg. Myndighederne var nærmest i panik, politiet i højeste alarmberedskab, og havde fået udleveret skarp ammunition. Men alt forløb fredeligt, og på trods af massemobiliseringen – formentlig en af de største i 2. halvdel af 20’erne – løb det ud i sandet. Der var ingen reel organisering omkring det, og derfor heller ingen videre opfølgning. Der skulle nu gå yderligere næsten 3 år før DKP begyndte at kaste kræfterne organiseret ind i arbejdet blandt de arbejdsløse.
I mellemtiden forsøgte nogle gamle syndikalister og nogle hjemløse (plus enkelte politiprovokatører, ligesom i hjemløsebevægelsen), at gendanne De Arbejdsløses Organisation (DAO), der havde haft en vis succes i 1918. Men DAO 1930 kan på ingen måde sammenlignes med DAO 1918. Det blev en meget lille bevægelse, stort set uden tilknytning til arbejderklassen. Og deres aktioner var også herefter. Det var primært butiksplyndringer og rudeknuserier, begrundet i at når magthaverne ikke overholder grundlovens paragraf om arbejde til alle, så skal vi heller ikke overholde lovene.
De intervenerede også i radiotransmitterede gudstjenester, og var sågar involveret i affyring af en pistol (op i luften) i Folketinget, mens socialminister Steincke var på talerstolen. De opnåede ingen politiske resultater, men deres aktioner fik dog det konkrete resultat, at folk fra det bedre borgerskab, sammen med Steincke, startede indsamlinger til de stakkels arbejdsløse.
Det røde Nakskov
Et tredje eksempel på de arbejdsløses kamp før DKP træder organiseret ind på scenen i 1931 (behandles i næste afsnit af serien), er de arbejdsløses kamp i Nakskov 1930/31.
I slutningen af 1930 dannedes DAO-Nakskov. Organisationen var lokal, uden forbindelse til DAO i København. De forhandlede med byrådet om øgede bevillinger til de arbejdsløse og den socialdemokratiske borgmester lovede at se velvilligt på det. Men der skete ikke noget. Nakskov var en af de ”røde” byer, hvor SD tidligt havde flertal, og den såkaldte kommunesocialisme blev brugt til at forbedre lokale sociale forhold, men det var ikke alt man gik med til. Det tyder da også på at udviklingen 1930/31, hang sammen med en utilfredshed blandt SDs medlemmer.
Den 1. februar 1931 var Thøger Thøgersen (DKP) i Nakskov og talte på et møde. Mødet besluttede at det ikke længere var nok med ”besindige” henvendelser til borgmesteren, så dagen efter gik en demonstration på op mod 1.000 deltagere til rådhuset og byrådsmøde. Byrådet blev presset til at bevillige 20.000 kr. til hjælpekassen. Men efter pres fra de borgerlige aviser og SD centralt, blev bevillingen trukket tilbage, og lederne af demonstrationen fængslet.
Men oprøret i Nakskov stoppede ikke her. DKP, der var vokset lokalt pga. sagen, indkaldte til 1. maj møde, men byens politimester forbød demonstrationen. Og da arbejderne trodsede forbuddet, blev de overfaldet af politiet. Det var byens arbejdere dog ikke helt tilfredse med, så 2. maj samledes igen, og denne gang var de parate, slog politiet tilbage og angreb politistationen. Byens politi låste sig inde i sikkerhed, og tilkaldte forstærkninger. Både politi fra omliggende kredse og militær fra Vordingborg. Men inden forstærkningerne nåede frem, syntes arbejderne at de havde vundet dagen, og var gået hjem. Ud over det retslige efterspil, skal det dog siges at aktionerne trods alt betød at byrådet i løbet af foråret både smed flere penge i hjælpekassen og lavede beskæftigelsesprojekter.
De første 8 dele af Arbejderbevægelsens historie kan læses her
