Pensions-udspillet: Et lille skridt frem – et alt for lille skridt – efter år med voldsomme tilbageskridt. Regeringens pensionsudspil er et fremskridt, men absolut minimalt. At det overhovedet kommer, skyldes, at Socialdemokratiets vælgere er tiltagende utilfredse med pensionsalderens stigning til absurde højder.
Fagbureaukratiet var påfaldende hurtig til at skamrose regeringens peanut-pensionsudspil. Herved vil lederne i Fagbevægelsens Hovedorganisation kunne slippe for at mobilisere medlemmerne. Det ville uundgåeligt have skadet samarbejdsklimaet ift. regeringen og arbejdsgiverne.
Mette F’s tryllekunst: Arne-udspillet går ud på at få det til at se ud, som om den socialdemokratiske kurs skulle have ændret sig siden Helle Thornings og Bjarne Corydons tid: En kronik af Jan Hoby, Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, i bladet “Solidaritet” 7. sept. 2020: https://solidaritet.dk/jan-hoby-pensionsudspillet-er-de-sidste-krummer-til-arne-fra-socialdemokratiets-bord/
Kampen om de offentlige pensioner hører til en af klassekampens potentielt mest betydningsfulde
Det skyldes, at de helt eller delvist offentligt betalte pensioner – folkepension, efterløn, førtidspension, seniorpension m.fl. – samlet hører til nogle af de største og dyreste poster på de offentlige budgetter. Skal alle disse mange penge gå til pensioner til arbejderklassen – eller i stedet til skattelettelser til de rige? – Længere nede går vi ind på spørgsmålet.
Derfor har vi set de økonomiske såkaldte “vismænd” og hele den økonomiske “sagkundskab” tordne om, at pensionsforbedringer vil betyde noget nær nationens undergang – og i det mindste “velfærdsstatens undergang”, fordi der angiveligt ikke skulle være råd til øgede pensionsudgifter finansieret af det offentlige.
Det er yderst betegnende, at Mette Frederiksens pensionsudspil rent økonomisk er i den absolutte peanut-størrelse: Det vil årligt kun koste 2 – 3 mia. kr. Det afspejler, at betingelserne for at opnå tidlig pension er så skrappe, at kun nogle få tusinde vil være omfattede af dem hvert år. 2 – 3 mia. kr. er så lidt, at det nærmest er et støvfnug ift. de offentlige budgetter. Til sammenligning udgjorde disse i 2017 1.100 mia. kr. – så “Arne-planen” er mildest talt ikke dyr.
Hvorfor har de borgerlige, erhvervslivet og alle de professorer, der lever af at rådgive toppen af Danmark, så reageret med en sådan voldsomhed, som de har gjort? Dels forsvarer de myten om arbejdsudbuddet: De vil ikke tillade, at pensions-reformen reducerer antallet af arbejdsdygtige. Uanset hvor begrænset dette end vil være. Det kunne jo bidrage til knaphed på arbejdskraft og dermed stigende lønpres. Men hernæst kunnet det tænkes, at de frygter, at selv dette nationaløkonomisk fuldstændigt ubetydelige pensionsudspil vil kunne blive opfattet af arbejderklassen som en sejr – og derved opildne arbejderne til at tage skridtet fuldt ud og kræve helt anderledes pensionsforbedringer! Og det vil true skattelettelserne!
Den politiske virkning i arbejderklassen
I de sidste 20 år har de borgerlige og Socialdemokratiet konstant sagt, at der ikke skulle være råd til pensions-forbedringer. Denne propaganda-offensiv har haft en betydelig virkning i arbejderklassen. Det afspejler sig i, at 100.000’er af især unge og yngre har valgt ikke at blive medlem af efterlønsordningen og indbetale til den via deres A-kasse. Det er der to årsager til: Dels har mange frygtet, at den “alligevel dør på et tidspunkt”. Og da regeringen i hhv. 2012 og i 2018 gav mulighed for at, A-kassemedlemmerne kunne udtræde af efterlønsordningen og hæve det indbetalte efterlønsbidrag, var der tusinder, der lod sig friste. – Men dels forholder det sig også således, at mange yngre ikke føler, at de har råd til at indbetale til efterlønnen, da deres ansættelse er meget usikker. Og endelig er der nye brancher, hvor traditionerne for kollektive overenskomster – og herunder medlemskab af efterløn igennem A-kassen – er svage. Det er brancher, hvor individuelle ansættelseskontrakter er normen.
Nu kommer så “Arne-udspillet” som den første – mikroskopiske – forbedring i et par årtier. Det har en politisk betydning ved at indrømme, at der rent faktisk – hvad alle i arbejderklassen til fulde ved – er et skrigende behov for pensionsforbedringer. Politisk kunne udspillet derfor – trods dets yderst beskedne størrelse – blive potentielt farligt for de borgerlige, fordi det risikerer at mobilisere arbejderklassen til at kræve langt større pensionsforbedringer, end Mette Frederiksens forslag lægger op til.
Mindre stat og mere marked
I de sidste 35 år har de borgerlige politikere – med fagbureaukratiets fulde deltagelse – arbejdet på at udhule de offentligt finansierede, skattebetalte pensioner for i stedet at overgå til private, individuelle / selvbetalte ordninger, som ikke belaster statskassen.
Således indgik fagbevægelsens top i en meget vigtig trepartsaftale med den borgerlige regering under Poul Schlüter i 1987, hvor man besluttede sig for at gå helt ind for arbejdsmarkedspensioner – dvs. private pensioner, som den enkelte arbejdsgiver og lønmodtager indbetaler til.
Det skete på bekostning af folkepensionen. Dengang turde man endnu ikke direkte angribe folkepensionen – men naturligvis skulle dens købekraft fra nu af udhules. Siden 1995 er pensionen for en enlig med fuld pension årligt blevet 8.000 kr. mindre værd. Det svarer til 8/10 af en måneds folkepension for en enlig efter skat – så det er et meget betydeligt beløb, pensionen er udhulet med.
“Langsom nedsmeltning af velfærden (II): Udhulingen af overførselsindkomsterne 1990 – 2019” – Henrik Herløv Lund, marts 2019: https://henrikherloevlund.dk/artikler/
Hermed sagde fagbureaukratiet ja til en udvikling, der accelererede den stadigt stigende ulighed på pensionsområdet: De rige har råd til at oprette private pensioner, der gør dem særdeles velhavende på deres ældre dage. De lavtlønnedes arbejdsmarkedspensioner er imidlertid for manges vedkommende så beskedne, at de dårligt kan kompensere for den udhuling af den statslige folkepension, der lige siden er sket siden forliget i 1987. Det kunne ske, for nu “var alle jo efterhånden dækket” med supplerende arbejdsmarkedspensioner.
Hermed har fagbureaukratiet bidraget meget aktivt til opfyldelsen af de nyliberales drøm om mindre stat og mere marked.
Fagbureaukratiets interesser
Løntilbageholdenhed: Fagbureaukratiet ønskede at understrege dets betydning ved at indgå i trepartsaftaler med arbejdsgiverne og regeringen. Her indgik fagbureaukratiet den handel med de to andre parter, at hvis det kunne komme igennem med arbejdsmarkedspensioner, ville det arbejde for at holde igen med lønkravene, “for i stedet ville arbejdsgiverne bidrage til pensionen”. Og det er en løgn, for igennem løntilbageholdenheden blev arbejdsgivernes indbetalinger nærmest gratis for disse. Så på den måde betaler arbejderne i realiteten selv for deres arbejdsmarkedspensioner.
Fagbevægelsens pensionskasser er siden blevet meget store spillere på finansmarkedet. De bidrager til den illusion, at fagbevægelsen herigennem kan øve indflydelse på udviklingen indenfor kapitalismen – f.eks. væk fra våben og olie.
De pensionskasser, der blev opbygget igennem arbejdsmarkedspensionerne, har styrket fagbureaukratiets magt. Starten på arbejdsmarkedspensionerne i 1987 kom yderst belejligt for fagbureaukratiet, efter at det forinden havde lidt nederlag med dets ØD (“Økonomisk Demokrati”)-forslag. Med ØD havde det håbet at kunne opbygge kæmpe “medejer”-fonde, der ville kunne øve indflydelse på udviklingen indenfor erhvervslivet. Man påstod, at arbejderne ville kunne opnå medarbejderskab af deres virksomhed. En af bagtankerne var, at arbejderne pga. medarbejderskabet skulle blive mere interessererede i løntilbageholdenhed og i et “ansvarligt” samarbejde med arbejdsgiverne. ØD-forslaget blev fremsat kort efter krisens udbrud i 1973. Men i forsøget på at sælge det til arbejderne som en indflydelse på egen arbejdsplads, fik fagbureaukratiet oversolgt det, så det blev uspiseligt for arbejdsgiverne, og arbejderne var heller ikke så vilde med det. – Arbejdsmarkedspensionernes kæmpe pensionskasser var derfor for fagbureaukratiet en særdeles kærkommen erstatning for de kæmpestore ØD-fonde.
Angrebene, der muliggjorde historisk store skattelettelser
Det næste store angreb på de offentlige pensioner kom under den borgerlige regering Anders Fogh Rasmussen. Denne nedsatte i 2003 en såkaldt “Velfærdskommission”. Navnet var pure løgn, for kommissionens opgave var at angribe de offentlige pensioner: Man opfandt ordet “ældrebyrden”, hvormed det blev påstået, at der med stigende levealder ville komme så mange ældre, at det offentlige og velfærdsstaten ville bryde sammen, hvis ikke der blev skåret i adgangen til at kunne blive pensioneret.
I 2006 kom det såkaldte “velfærdsforlig”, hvori Socialdemokratiet indgik. Her blev det besluttet, at pensionsalderen skulle begynde sin absurde stigning i takt med den gennemsnitligt stigende levealder. Fortsætter udviklingen, kan en ung, der starter på arbejdsmarkedet i dag, først gå på pension i en alder af 74,5 år om 40 år!
I 2010 blev arbejdsløsheds-dagpengeperioden forkortet fra 4 år til 2 år.
I 2011 under tilbagetræknings-reformen blev efterlønnen beskåret fra 5 år til kun 3 år, og forhøjelsen af pensionsalderen fremrykket. Socialdemokratiet deltog ikke i dette forlig – men da den socialdemokratisk ledede Helle Thorning-Schmidt regering kom til, blev 2011-forliget og forkortelsen af dagpengeperioden ikke ophævet. Og fagbureaukratiet undlod at mobilisere til kamp.
Imidlertid var der råd til historisk store skattelettelser på 45 – 50 mia. kr. årligt, gennemført af Anders Fogh Rasmussen. Samtidig blev Skat smadret – også primært til fordel for de rige. Alt dette blev ikke ophævet af Helle Thorning-Schmidt regeringen.
Folkepensionens købekraft blev ikke opretholdt i takt med prisstigningerne. – Under Helle Thorning-Schmidt gennemførte daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i 2013 et angreb på førtidspensionerne, som det blev langt sværere for syge og uarbejdsdygtige at få. Her blev de vanvittige ressource-forløb ved jobcentrene indført. – Under Løkke-regeringen blev titusinder presset ud i fattigdom på grund af kontanthjælpsloft, 225-timers regel og en stærkt beskåret integrationsydelse for flygtninge. Det er ikke blevet ophævet af Mette Frederiksen-regeringen.
Kræv ordentlige pensioner – støt bevægelsen #68 er mere end nok
Det ser imponerende ud, at 91 fagforeninger med ialt 445.000 medlemmer deltager i denne kampagne.
Se Facebook-gruppen #68 er mere end nok: https://www.facebook.com/68ErMereEndNok/
Men det beskedne omfang af demonstrationen den 11. september i København – hvor nogle hundrede deltog – og i en række andre byer viste, at disse 91 fagforeninger langt fra har mobiliseret deres medlemmer tilstrækkeligt. Enhedslisten og SF har ligeledes “brilleret” ved ikke at røre en finger ift. mobiliseringen – eller kun gøre en smule: Enhedslisten har sendt breve ud til partiets faglige netværk – men ret meget mere er det ikke blevet til
Modviljen mod pensionsalderens absurde stigning er meget stor i arbejderklassen: Og det betyder, at hvis fagbevægelsen kan opbygge mobiliseringer, der ser ud til virkeligt at batte noget, så vil mange arbejdere tro på, at det faktisk vil nytte at protestere – og så vil de derfor også rent faktisk deltage!
Er fagbevægelsens venstrefløj bange for at udfordre toppen i Fagbevægelsens Hovedorganisation?
I Esbjerg blev demonstrationen den 11. september aflyst med henvisning til corona. – Men hvis arrangørerne (især 3F Transport i Esbjerg) havde sørget for mundbind, hånd-desinfektion og en passende afstand mellem deltagerne, ville demonstrationen sagtens have kunnet finde sted på en sikker måde. Det ville blot have krævet lidt mere vilje hertil.
Følg med i klassekampen i Danmark
Tegn abonnement – se mere nedenfor billedet
