I skrivende stund finder der et drama sted i Hviderusland. Vil det lykkes Lukashenko (og regimet) at ride stormen af? Det afhænger ikke så meget af, hvad han selv gør, men hvad den hurtigt opståede, men magtfulde bevægelse imod ham udvikler sig til. Han har allerede brugt vold som middel og er blevet tvunget til retræte og til at løslade de fleste anholdte.
Læs mere om den allernyeste udvikling i kampen mellem arbejderklassen og de herskende i “Regimet i Hviderusland slår tilbage” – Socialistisk Arbejderavis 20. aug. 2020: http://socialister.dk/regimet-i-hviderusland-slaar-tilbage/
Billedet ovenfor viser arbejdermødet den 14. august på lastbil- og bus-fabrikken MAZ / МАЗ, en af landets største arbejdspladser.
Så meget selvtillid har oppositionen, at dens symbolske talskvinde Sviatlana Tsikhanouskaya (Svetlana Tikhanovskaya på hhv. hviderussisk og russisk) har kunnet opfordre til mytteri blandt sikkerhedsstyrkerne.
Denne diskussion af betydningen af den hviderussiske arbejderklasses handlen bygger på denne artikel: “Hvideruslands arbejdere har overvundet angsten og udfolder arbejdermagt !” Heri fremlægges videoer og omtaler, som er vigtige at have set og læst for at kunne følge med i denne artikels gennemgang af betydningen af den hviderussiske arbejderklasses oprør og dets videre perspektiver: – Socialistisk Arbejderavis 18. august: http://socialister.dk/nyt-hvideruslands-arbejdere-har-overvundet-angsten-og-udfolder-arbejdermagt/
Lukashenkos magtapparat turde ikke gribe ind imod den store demonstration på mindst 100.000 til 200.000 (måske endda 300.000) søndag den 16. august, der krævede hans afgang, nye valg og løsladelse af alle politiske fanger (hvoraf han er blevet tvunget til at løslade en del). – Hans svaghed kan også aflæses i hans appel til Putin om militær hjælp til at kvæle bevægelsen.
Det er muligt, at Lukashenko kan få en gylden aftale og diskret forlade magtens tinde. Men massebevægelsen, som er opstået som følge af regimets valgfusk, har i mellemtiden vokset sig så stærk, at den næppe vil affinde sig med at blive “proppet ned i en sæk” igen.
Oppositionen selv håber på en eller anden form for fredelig overgang til en mere demokratisk og “normal” tilværelse for landet, som måske har en mindre tilknytning til Rusland og en større tilknytning til EU.
Men på grund af regimets handlinger er der som reaktion herpå blevet vakt en dybtgående, aktiv bevægelse i samfundet. Først og fremmest gennem de modige mennesker fra oppositionen, som i de første dage turde protestere imod valgsvindel – men som hurtigt blev efterfulgt af en massebevægelse i arbejderklassen.
Det viste sig, at utilfredsheden med styret stak dybere ned i samfundet, og at de få oppositionelles protester i de første dage blot var ouverturen til et langt mere omfattende og helt anderledes seriøst oprør. Scenerne fra Lukashenkos to tidligere “valg” i 2012 og 2016 gentog sig ikke. Her i 2020 har massebevægelsen stillet lang mere radikale krav, end oppositionen umiddelbart lagde ud med, Oppositionen startede med blot at ville have en “dialog” med regimet. Det vil regimet også – men pga. massebevægelsens enorme vækst er tiden til en “dialog” aldeles passé nu.
Det mest magtfulde arbejderoprør i 40 år i Europa
Faktum er, at oprøret i Hviderusland har udløst en spontan bevægelse i arbejderklassen, som ikke er set i Europa siden Solidarnosc i Polen i 1980 – 81. En opstand dengang, der startede hele processen, der endte med det sovjetiske imperiums opløsning i 1989. Denne historiske arbejderbevægelse viste over halvandet år, at det polske regime kunne holdes i skak af en organiseret arbejderklasse. Desværre viste Solidarnosc også, hvilke begrænsninger (og i dette tilfælde selv-begrænsninger) en sådan bevægelse har, når den ikke også griber fat i staten og erstatter denne med arbejdernes egen stat og magt.
Betydningen af arbejderoprøret i Polen i 1980 – 81 – Socialistisk Arbejderavis: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=24617
Billeder af arbejdere, som for at støtte hinanden går i flok fra fabrik til fabrik i Minsk og andre større byer i Hviderusland, hvor de råbende kræver Lukashenkos afgang, er ikke set siden 1980 – 81. – Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at arbejderne nok går på arbejde – men her på deres arbejdsplads arbejder de ikke! Det betyder, at de reelt har besat de fabrikker, som de arbejder ved. En fabriksbesættelse er et meget militant og bevidst skridt, hvor arbejderne – i stedet for at gå hjem og lægge sig på sofaen – tager kontrol med virksomheden.
Da Lukashenko forsøgte sig med et “comeback” på en af de store arbejdspladser i Minsk mandag den 17. august, blev han pebet ud.
Arbejderne har igangsat en dynamik, hvor de givetvis vil gå videre med deres krav
Nogen vil måske se det aktuelle oprør i Hviderusland som “unfinished business” fra 1989, men alle revolutioner har deres specifikke forløb og dynamik. Ingen kan vide sig sikker på, hvor denne arbejderbevægelse ender. Det er muligt, at den går i sig selv igen eller underlægger sig den intellektuelle oppositions krav. Men med den kraft og dynamik, som den hviderussiske arbejderbevægelse har fået, skal der en del til, for at den løber ud i sandet. Tværtimod:
Den revolutionære polak Rosa Luxemburg beskrev for over 100 år siden, hvordan en massebevægelse i arbejderklassen, som rejser sig med krav om politiske forandringer i samfundet, uundgåeligt vil begynde at stille sociale krav til dens egen situation. Hun kaldte det “økonomiske krav”. For en ting er at risikere liv og lemmer for at støtte en politisk opposition for mere demokrati og mindre undertrykkelse. Men når man mærker ens egen magt som kollektiv klasse, vil det uundgåeligt rejse alle mulige andre spørgsmål: Arbejdslængde, arbejdstempo, bedre løn, bedre bolig osv. osv. Vil den hviderussiske opposition være i stand til at imødekomme disse krav? Er mere markedsøkonomi et svar på disse spørgsmål?
Klassekampen vil i så fald begynde at træde frem i et klarere lys. Rosa Luxemburg beskrev også (ud fra erfaringer med de russiske arbejderes oprør i 1905), hvordan kampen for de økonomiske og sociale krav styrkede arbejdernes bevidsthed om deres egen kollektive magt og bevirkede, at de begyndte at stille nye, mere videregående politiske krav. Og derved begyndte de at optræde som en modmagt til staten!
Om dette scenarie kommer til at indtræffe i Hviderusland, kan ingen vide. Det, vi derimod ved, er, at muligheden herfor vil være til stede – takket være, at den hviderussiske arbejderklasse med stor kraft er trådt ind på scenen.
Overraskende veltilrettelagt
I denne forbindelse er det særdeles bemærkelsesværdigt, at de store, velorganiserede arbejdermøder på et betydeligt antal vigtige arbejdspladser fandt sted stort set samtidigt torsdag den 13. august og fredag den 14. august. Derfor tyder noget på, at dette ikke er sket fuldstændigt spontant: Det kræver nemlig et vist mod at organisere et arbejdermøde – særligt hvis der er risiko for repressalier – og derfor har organiseringen af de store møder på næsten samme tid haft en meget stor betydning i forhold til at overvinde frygten for repressalier. Når alle store arbejdspladser rejser sig på samme tid, vil regimet få langt sværere ved at slå igen! Imod en enkelt fabrik, ja – men ikke imod alle! Dette markante faktum rejser derfor det spørgsmål, om der har været et koordinations-netværk landet over. På nuværende tidspunkt er vores viden ikke stort nok til, at vi kan besvare dette spørgsmål.
Et andet næste lige så forbløffende faktum er, at flotte billeder og gode videoer og omtaler af alle disse arbejdermøder “som ved et trylleslag” dukker op stort set samtidigt! – Erfaringen viser, at de færreste arbejdere vil tænke på at sørge for billeder, videoer og omtaler af arbejdermøder – for de vil være så optaget af, hvad der sker, at de normalt ikke vil have overskud til at sørge for det. Også her må vi spørge, om ikke en eller anden form for koordinerende netværk har taget hånd om det. – Det kan vi ikke vide, men den velorganiserede dækning af de mange møder er påfaldende.
I den allernærmeste tid vil nye, koordinerede aktioner, udført af den hviderussiske arbejderklasse, kunne give et fingerpeg om, hvorvidt der eksisterer et militant, oppositionelt arbejdernetværk eller ej.
Vi holder vejret i spænding!
