Dette arbejde blev ledet af juristen Hermod Lannung. Med den nye grundlov, som blev vedtaget i 1953, blev det formaliseret. Forfatteren af bogen, Imperiets Børn, Anne Kirstine Hermann beskriver især både Hermod Lannungs manøvrerer i FN systemet, og hvordan andre embedsmænd i Grønlands Styrelsen manipulerede det grønlandske landsstyre til at godkende Grønlands indlemmelse i Danmark. Det er grum læsning.
Danmark – en imperialistisk magt.
Via Den Kongelige Grønlandske Handel, som opkøbte de grønlandske fangeres skind og solgte dem videre, havde Danmark et overskud på Grønland. Efter 2. verdenskrig kom der fokus på Grønlands naturressourcer og den strategiske placering under den Kolde Krig.
Socialdemokraten Hans Hedtoft blev statsminister i 1947. Han gik forrest i at formulere Danmarks imperialistiske projekt i Grønland. “Danmark er et lille land, og vi har haft vanskeligt ved at holde fast i de besiddelser, som vi i tidens løb har haft. Men én – Grønland – har vi endnu tilbage”, sagde han i en tale, som blev sendt i radioen. Tidligere havde han i et samråd i Rigsdagens finansudvalg udtalt sig om de store rigdomme, der gemte sig i Grønlands undergrund. Og senere udtalte han: “ Men med sidste krig kom Grønland frem i rampelyset på den internationale scene og er ikke længere en afkrog af verden”. Og han fortsatte: “Militært vil Danmark have svært ved at forsvare denne store besiddelse. I stedet må vi vise verdens andre nationer, hvorledes vi på en humanitær måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på. Dette er overfor verden vor adkomst til at besidde Grønland”.
Hvad tænkte man om grønlænderne?
Som det fremgår af Hans Hedtofts udtalelser, blev grønlænderne anset for at være et primitivt folk, som det angiveligt skulle være “den hvide mands byrde” at hæve op til vores niveau. Denne tankegang havde været gennemgående siden præsten Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 og starten på hans mission blandt “de vilde” for at gøre dem til gode kristne. I 1945 rejste journalisten Ole Vinding til Grønland og udgav derefter en bog, hvis konklusion var: “At grønlænderne måtte gøres danske, så deres mindreværdskompleks, deres uskikke og ikke mindst deres mangel på ansvar og initiativ, ville kunne udryddes”.
Efter at Grønland således blev indlemmet i Danmark i 1953, startede en kras “modernisering”. De mest voldsomme eksempler er tvangsflytningen af Thule-boerne, og tvangsadoptionerne af grønlandske børn. Bogen rummer personlige beretninger fortalt af grønlændere, som lagde krop og sjæl til denne “modernisering”.
Undskyld – men vi gjorde det i den bedste mening.
Thule-boerne måtte igennem en retssag for at få rettens ord for, at de var blevet tvangsflyttet. Få år efter modtog de en skriftlig undskyldning fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen for “den måde, hvorpå beslutningen om flytningen var blevet truffet og gennemfør på”. Mette Frederiksen undskyldte i 2020 på statens vegne over for de 22 børn, som var blevet sendt til Danmark for at blive “daniseret”. Dog fastholdt hun, at at det var sket i “den bedste mening” på dette tidspunkt. Men er det blot et spørgsmål om tidsånd? Faktisk var der et mindretal, som dengang advarede mod “hårdhændet danisering” og “traditionelle koloni-politiske fejl”, da grønlands-lovene blev behandlet i 1950´erne.
Anne Kirstine Hermann indleder bogen med at skrive: ”Dette er en dokumentarisk bog. Intet er opdigtet, og alle skildringer og beskrivelser er baseret på et stort antal skriftlige samt en række mundtlige kilder”. Alle kilderne er listet op, så læs selv, hvis du vil dykke længere ned i historien.
Bogen er udgivet i 2021 på Forlaget Lindhardt og Ringhof. ISBN:9788711995563
