Tomáš Tengely-Evans ser tilbage på 1989, da Berlin-Muren blev fældet af masse-protester. Han argumenterer for, at de såkaldte “socialistiske” regimer i Østeuropa ikke fortjente denne betegnelse.

Det meste af verden jublede, da Berlin-Muren og det officielt “socialistiske” Østtyskland brød sammen for 30 år siden. Dette blev set som en sejr for “demokratiet imod diktaturet”. 

Tilbage fra 1961 havde Muren delt den tyske hovedstad: Den ene halvdel blev kontrolleret af Østtyskland, der var allieret med Sovjetunionen, den anden af USA’s allierede Vesttyskland. Muren kom til at symbolisere kampen mellem det kapitalistiske Vesten og den “kommunistiske” østblok under den Kolde Krig. 

For tilhængere af kapitalismen viste Murens fald den 9. november 1989, at der ikke eksisterede noget alternativ til deres system. Mange på venstrefløjen drog den samme konklusion, fordi de betragtede de østeuropæiske regimer som “socialistiske” eller i det mindste mere progressive end Vesten. 

Avisen “Socialist Worker” var uenig ( … det er Socialistisk Arbejderavis’ britiske søster-blad, hvorfra denne artikel er oversat – oversætterens anmærkning): “Vi så enden på stalinismen som en begivenhed, der frembød håb om en ny fremvækst af en ægte socialistisk tradition, hvori almindelige mennesker kan tage magten”. 

I årene, der fulgte den tyske genforening, blev arbejderklassen i det tidligere DDR udsat for en brutal dosis af det frie markeds chockterapi. De, der havde forventet, at levestandarden i Øst ville stige til niveauet i Vesten blev grusomt skuffede. Industri efter industri brød sammen og millioner mistede deres arbejde. – 30 år senere er det aldrig lykkedes for det meste af Øst at komme på fode. Imidlertid var det ikke noget uundgåeligt resultat. 

Berlin-Muren blev væltet som følge af en revolutionær bølge, som demonstrerede den styrke, som almindelige mennesker besidder, når de styrter deres herskere. De stalinistiske regimer i Østeuropa brød sammen et efter et. Og til slut kollapsede “Sovjetunionen” i 1991, og 14 lande slap fri. Almindelige mennesker havde fået nok af landets stalinistiske diktatur. 

Det påstod at være en “arbejderstat”, men blev styret af en minoritet af stats-bureaukrater, som holdt arbejderne væk fra politiske og økonomiske beslutninger. 

En fremtrædende dissident i DDR, Hans-Jochen Tschiche, husker, at protesterne “frem for alt handlede om at demokratisere samfundet”. Samfundet blev fanget af en vældig politisk grøde. Små grupper af radikale og dissidenter, som igennem årtier havde lidt under statens undertrykkelse, fandt nu en ny lydhørhed blandt titusinder af nyligt politiserede menesker. Gabi Engelhardt, som tilhørte dissident-gruppen “Forenet Venstre” (“Vereinigte Linke”), husker, hvordan arbejdere kom til organisationens kontor: “Der var en utrolig tørst efter information, og folk rev brochurerne ud af vore hænder”, fortæller hun. “I overfyldte kirker diskuterede folk, hvordan de ville kunne tage skridt fremad”. 

Var det østlige sammenbrud et tilbageskridt for socialismen i verden ?

For det meste lader venstrefløjen sig inspirere af opstande, men “Socialist Worker” i Storbritannien var næsten alene på venstrefløjen med at hilse regimernes sammenbrud velkommen. Nogle, såsom det britiske kommunistpartis avis “Morning Star”, søgte at benægte det skete, idet der dagen efter Berlin-Murens fald stod følgende at læse på forsiden: “Den Tyske Demokratiske Republik fremsætter en reformpakke”. 

Men selv dele af venstrefløjen i det britiske Labour-parti, som ikke var glødende forsvarere af stalinisme, blev demoraliserede. De mente stadig at se noget “progressivt” ved regimerne – og troede, at de skulle udgøre et bolværk imod USA-imperialismen. 

Stalinismen og socialdemokratiet adskiller sig radikalt fra hinanden i form, men har ikke desto mindre noget fælles: Ved dem begge to præsenteres socialismen som et system, der skal implementeres af staten oppefra. 

I kontrast hertil er den revolutionære socialisme drevet af den idé, at arbejderklassen demokratisk skal styre samfundet nedefra og op. Og det kan kun opnåes ved, at arbejderne baserer sig på deres egen styrke igennem strejker og protester til at lukke ned for bossernes system. 

“Socialist Worker” argumenterede for, at østblokken var “stats-kapitalistisk” og ikke socialistisk. Bladet udtrykte støtte til arbejdernes og studenternes kampe for at vælte regimerne og betragtede disses kollaps som udtryk for, at en barriere, der hindrede udviklingen af et ægte socialistisk alternativ, blev fjernet. 

Det var vores håb, at den revolutionære stemning fra 1989 ville kunne blive opretholdt i de kampe, der ville følge, og præsentere en radikal udfordring for kapitalismen. 

Dengang skrev “Socialist Worker”: “Vi får at vide, at begivenhederne i DDR viser, at 40 års socialisme er slået fejl”. – Men “ … intet kunne være længere væk fra sandheden”. “DDR-samfundet er domineret af det herskende bureaukrati – topfolkene, bureaukraterne, virksomhedernes direktører, de øverstbefalende indenfor politiet og militæret. De udbytter og undertrykker folkemasserne ganske som herskerne i Vesten”. 

Opstod ved den russiske Oktoberrevolution i 1917’s nederlag 

Denne havde været en socialistisk revolution, hvor folk fra arbejderklassen oprettede deres egne, demokratiske organisationer: Arbejderråd, kendt som “sovjetter”, tog magten og styrede samfundet. De udløste en revolutionær bølge, som rystede de herskende klasser over hele Europa og i deres koloni-imperier. Men det lykkedes ikke at opnå noget revolutionært gennembrud i de mest udviklede lande, især ikke i Tyskland, og det efterlod Sovjet-Rusland isoleret. 14 imperialistiske hære – herunder fra Storbritannien og USA – invaderede Sovjet-Rusland for at støtte den gamle, herskende klasse. 

Invasionshærene blev slået, men borgerkrigen decimerede arbejderklassen, som havde lavet revolutionen. Dette udhulede arbejderrådene og underminerede socialismens basis. 

Men det revolutionære bolsjevikiske parti sad tilbage med ansvaret for et kæmpe statsligt bureaukrati. Efterhånden udviklede dette bureaukrati sig – i stigende grad kontrolleret af den kommende diktator Josef Stalin – til en ny herskende klasse. 

Omkring 1930 havde Sovjetunionen udviklet sig til et “stats-kapitalistisk” land, hvor stats-bureaukraterne opførte sig på samme måde som vestlige kapitalister. Der var ingen arbejderkontrol med samfundsøkonomien, som fra nu af blev gearet til at akkumulere mere kapital, som ikke var møntet på at tilfredsstille sociale behov. 

Efter den Anden Verdenskrig begyndte Sovjetuionen at overføre den samme statskapitalistiske model til det Østeuropa, som det nu kontrollerede. Men snart efter spredte de økonomiske kriser, som er sædvanlige for alle former for kapitalisme, sig ud over hele Sovjetunionen og østblokken. 

Idag ser mange mennesker i det tidligere DDR på de økonomiske ruiner, som findes rundt om dem, og de husker tilbage til en tid, hvor der syntes at være stabile jobs og en velfærdsstat, som kunne opfylde de fleste menneskers grundlæggende behov. Erindringen herom er en af grundene til, hvorfor venstrefløjspartiet “Die Linke” fortsætter med at opnå en stor vælgertilslutning i Øst. 

Arbejderne fremtvang velfærds-reformer

Men disse forhold var ikke noget, som fra starten af var indbygget i DDR’s samfundsmodel, men derimod noget, som arbejderne måtte kæmpe for at opnå. I 1950 krævede regeringen “en streng økonomisk kurs med en konsekvent gennemførelse af alle de dekreter, der sigter mod at gennemføre en øget akkumulation”. Og den insisterede på, at “akkumulationen kun kan opnås igennem en kontinuerlig stigning i arbejdsproduktiviteten”.  Det betød et øget pres på arbejderne. 

Kun et par år efter dets grundlæggelse blev DDR centrum for en af de største eksplosioner i form af en arbejderopstand i Østeuropa. Det, der begyndte som en strejke af 60 byggearbejdere i 1953, udviklede sig på kun 24 timer til en generalstrejke, der omfattede hele landet. 

DDR’s herskere blev nødt til at anmode om sovjetiske kampvogne for at fjerne de berlinske arbejderes opstand og sit down-strejker, som blev fortsat to uger efter interventionen. Det overbeviste DDR’s herskere om at sætte deres lid til mere undertrykkende metoder. 

Herskerne i hele østblokken, delvist som svar på tilsvarende opstande i Polen og Ungarn i 50’erne, 60’erne og 70’erne, blev tvunget til at forbedre arbejdernes levestandard. 

Disse udbrud af klassekampe viste det potentiale, som arbejderne havde for at kunne angribe systemet. 

Er Vesten et ønskeligt alternativ til Øst?

I enhver bevægelse er der en kamp om ideerne om, hvilket næste skridt bevægelsen skal tage. Nogle ønsker forandringer, som udskifter folkene i regimets top, og nogle af de strukturer, som understøtter dem, men som ikke desto mindre lader klasseforskellene være intakte. Andre ønsker mere fundamentale sociale forandringer. 

I 1989 betragtede et stort antal mennesker i Øst det frie marked som et alternativ til stalinismens undertrykkelse. Demokratibevægelsernes hovedledere havde udviklet sig til at se Vesten som et alternativ. De var vokset op med at have fået at vide – både af vestlige og sovjetiske ledere – at der ikke skulle være noget alternativ til de to systemer. 

Et mindretal talte om at opbygge en “socialisme med et menneskeligt ansigt”, hvor almindelige mennesker havde demokratiske rettigheder, og hvor der eksisterede social retfærdighed. Men som en organiseret social kraft var de for små til at kunne påvirke det endegyldige resultat. 

På det sidste har vi set andre stærke bevægelser, hvor nogle protesterende ser mod Vest som et alternativ til deres egne, undertrykkende herskere. Det har været tilfældet med demokratibevægelserne i Hong Kong, Iran, Syrien og Rusland. Og mange amerikanske og vestlige politikere giver verbal støtte til den slags bevægelser, idet de håber at kunne skade deres modstandere. Men deres støtte er kun overfladiske læbe-bekendelser. De ønsker at sikre sig, at protestbevægelserne forbliver indenfor kapitalismens grænser og det imperialistiske system, som understøtter det. 

For revolutionære socialister er opstandene i hele verden en lejlighed til fuldstændigt at gøre op med den gamle orden og skabe noget fuldstændigt nyt – arbejdernes magt nedefra. 

Således blev DDR-styrets jerngreb sprængt på kun én måned 

Selv de stærkeste diktaturer, der er pansret med vældige mængder af politi, militær, pigtråd og hemmeligt politi, kan overvindes. Intet nok så undertrykkende regime er uovervindeligt – det kan knækkes af en opstand. Dette er, hvad vi kan lære af arbejderklassens oprør i DDR for 30 år siden.

Af Jens Riis Bojsen

Massive mængder af militær og politi havde i 40 år holdt DDR i et jerngreb: 337.000 sovjetiske soldater, 155.000 DDR-soldater, tusinder af politifolk og den frygtede Statssikkerhedstjeneste (Stasi) med 90.000 fuldtidsansatte og 150.000 meddelere. Muren og grænsen var ekstremt bevogtet som i et top security-fængsel, hvorfra flugt er så godt som umulig.

“Dette må være et 1.000 års-rige – og Muren vil bestå til evig tid”. Sådan tænkte alle i DDR’s arbejderklasse. Ingen ved deres fulde fem kunne end ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at Muren en dag ville falde. Oprør blev helt frem til det allersidste betragtet som rent galskab. 

Hvorfor kom det ikke desto mindre til et oprør? – Karl Marx giver svaret med to sætninger:

1) De regerende er ude af stand til at regere 

Både Sovjetunionen og DDR befandt sig i 1989 i en alarmerende økonomisk krise. I Sovjetunionen havde dette i 1986 – 87 havde fremtvunget et radikalt politisk kursskifte under Gorbatjov, som hele Østeuropa fulgte med stor spænding. I Polen og i Ungarn var der indtruffet drastiske politiske forandringer sommeren 1989.

 I DDR vidste alle i 1989, at samfundsøkonomien var i krise, og at det kun var et spørgsmål om kort tid, før landet ville blive tvunget til gennemgribende politiske forandringer ligesom i Sovjetunionen. 

DDR-styret var i årene 1987 til 89 politisk i opposition til “storebror” Sovjetunionens politiske reformer under Gorbatjov, og dette bidrog til styrets rådvildhed: For det havde intet bud på krisens løsning.

2) De regerede vil ikke længere lade sig regere: 

Ved “valget” den 7. maj 1989 havde den “Nationale Front” (en koalition af det regerende parti SED med fuldstændigt regime-tro støttepartier (… for at det skulle se demokratisk ud)) angiveligt fået 98,85% af stemmerne. Det vakte vrede blandt de politisk mest opvakte i DDR – det var reelt et udtryk for, at styret var helt uvilligt til politiske forandringer. 

DDR-styret var i årene 1987 til 89 politisk i opposition til “storebror” Sovjetunionen, og derfor var det lammet af politisk rådvildhed.

Siden 1987 havde befolkningen i DDR derfor med længsel fulgt de politiske reformer i selveste Sovjetunionen. Det gik så vidt, at venskabsforbundet DDR-Sovjetunionen blev bestormet af tusinder, der ville høre om udviklingen i Sovjetunionen. På grund af det “ubrydelige, broderlige venskab med Sovjetunionen” kunne DDR-myndighederne imidlertid meget dårligt hindre folk i at opsøge venskabsforbundet … I denne tid var intet som hidtil: Et sovjetisk blad på tysk ved navn “Sputnik”, som især handlede om reformerne i Sovjetunionen, blev læst som aldrig før i et sådant utroligt omfang, at DDR-myndighederne imidlertid besluttede i oktober 1988 at gribe ind og bort-censurerede et nummer af “Sputnik”. Det vakte furore internt i DDR. 

Aktivister i Østberlin var i 1989 så frække at sætte plakater op i S-togene med selveste Sovjetunionens partichef Gorbatjov … I Schwerin i Mecklenburg skrev aktivister i 1988 på et sovjetisk krigsmindesmærke: “Befri os endnu engang !”. Men denne gang var der ikke tale om nogen befrielse fra fascismen som i 1945, men derimod fra DDR-styret … Årtiers DDR-propaganda blev vendt 180 grader, og intet var som hidtil!  

Hele befolkningen mærkede nu, at det stalinistiske styre var i vildrede med, hvordan det skulle reagere på de økonomiske og politiske udfordringer – og protestdemonstrationerne. Opmuntret af forandringerne i Sovjetunionen og i Polen og DDR-styrets svækkelse tog den politisk kvikkeste og mest avancerede del af befolkningen nu mod til sig, gik på gaden og protesterede. 

På kun én måned accelererede oppositionen imod DDR-styret 

En række af demonstrationer hver mandag i Leipzig skulle komme til at vise, hvordan befolkningen skridt for skridt overvandt frygten: 

2. oktober: Ved demonstrationerne denne dag forsøgte Folkepolitiet og Stasi at bekæmpe demonstranterne med vold, men uden større held. 

7. oktober: Også under DDR’s 40 års-jubilæum den 7. oktober i Østberlin, Leipzig og andre byer blev der demonstreret, uden at politiet og Stasi formåede at slå ned på det for ikke at ødelægge jubilæet. Dette opmuntrede alle modstandere af styret. 

DDR-styret havde set sig nødsaget til at indbyde den store (hidtidige) forbundsfælle Sovjetunionens generalsekretær Mikhail Gorbatjov til jubilæet. Her fik han imidlertid en spontan hyldest af befolkningen så åbenlys, at det blev særdeles pinligt for DDR’s stats- og partichef Erich Honecker. Men på grund af det “evige og broderlig forbund” med Sovjetunionen havde han jo ikke kunnet undslå sig at indbyde Gorbi … 

Point of no return

9. oktober: Nu voksede demonstrationen i Leipzig til 70.000, svarende til hver 7. i byen. 

De sovjetiske styrker i DDR – 337.000 mand – havde af den sovjetiske leder Gorbatjov fået strenge ordrer om ikke at skride ind mod demonstrationer. Det skyldtes, at Gorbatjov endnu håbede på at kunne reformere de stalinistiske systemer oppefra. Disse forhåbninger villle han ikke ødelægge.

På grund af DDR-styrets politiske rådvildhed og handlingslammelse – og de sovjetiske styrkers strenge ordre om ikke at gribe ind – turde DDR’s Nationale Folkearmés kommandant i Leipzig derfor heller ikke beordre de østtyske soldater sat ind imod demonstranterne. Og også Folkepolitiet holdt sig tilbage.

Dette iagttog alle, der var imod DDR-styret. Det bevirkede, at betydeligt flere i Leipzig nu fik mod på at udnytte magt-tomrummet og gå ud og demonstrere. 

16. oktober: 120.000 demonstrerede, svarende til 25% af Leipzigs indbyggertal på 500.000. Rygtet herom spredte sig som en løbeild i hele DDR. Politi og militær blev fortsat holdt tilbage, da ingen magthavere ønskede at begå dumheder. 

Den 18. okt. blev stats- og partichef Erich Honecker udskiftet – krisen var åbenlys!

23. oktober: 300.000 demonstrerede i Leipzig – i en by med 500.000 indbyggere !

Resten af DDR havde fulgt med i udviklingen i Leipzig: Nu blev det hidtil passive flertal med ét aktivt og turde gå på gaden, uden større frygt for at blive arresteret.

Det politiske jordskælv

Vendepunktet var demonstrationen den 4. november 1989 i Østberlin. Denne var blevet indkaldt en uge forinden af oppositionen, og myndighederne havde ikke turdet forhindre den. 500.000 deltog, og Østberlin var som blæst for politi og militær, der ikke skulle nyde noget af at sætte sig op imod det politiske “jordskælv”. En demonstration på 500.000 i Østberlin – en by med 1 mio. indbyggere – var et sensationelt højt fremmøde! Samme dag var der demonstrationer i adskillige byer i resten af DDR, hvor alt, hvad der kunne krybe og gå, var på gaden. Så deltagerne i Østberlin kom udelukkende herfra.

I Østberlin overtog teknikere ved DDR’s TV fuldstændigt magten, og besluttede egenhændigt at transmittere live i adskillige timer fra den gigantiske demonstration. På Alexanderplatz havde TV-teknikerne opstillet højttalere, der sikrede en superb lydkvalitet: Der var 26 talere, der holdt deres livs vigtigste tale – fuldstændigt fantastiske taler ! – og pga. lydkvaliteten gik budskabet krystalklart igennem til samtlige 500.000 demonstrationsdeltagere, der fik deres livs største oplevelse. 

Den taktiske manøvre, der bevirkede at Muren blev åbnet

I DDR’s politbureau satsede en fløj omkring partiavisens redaktør Günter Schabowski nu desperat på politisk at forsøge at overhale massebevægelsen: Allerede under kæmpedemonstrationen den 4. november havde han fået adgang til talerstolen og forsøgte at tale om “behovet for reformer i DDR”. Han var det eneste medlem af DDR’s øverste ledelse, der havde turdet det. – Nu om aftenen den 9. november gik han et stort skridt videre, idet han bekendtgjorde, at Muren skulle åbnes. Han håbede på, at denne helt centrale indrømmelse ville kunne føre til, at massebevægelsen ville slutte op om ham og hans tilsyneladende så reformivrige fløj. 

Men det mislykkedes fuldstændigt: Da befolkningen i DDR hørte om, at Muren skulle åbnes, stimlede tusinder af østberlinere sammen ved Muren: Dette kom fuldstændigt bag på grænsevagterne, som måtte forhøre sig opad. Lidt senere blev det fra højeste sted udtrykkeligt bekræftet, at der var afgivet ordre om, at Muren skulle åbnes. 

Da tusinder i ekstase væltede igennem Muren, gik en løbeild tværs igennem DDR, og millioner kastede, hvad de havde i hænderne og kørte allerede samme aften og nat til Berlin for at komme igennem Muren! Landet var totalt på den anden ende. 

Næsten morgen vidste alle, at systemets magt var blevet brudt. 

I begyndelsen af december blev Stasi-hovedkvarteret i Leipzig angrebet. Da befolkningen den 15. januar fik nys om, at stasierne var ved at tilintetgøre papirer, der kunne bevise deres undertrykkelse, stormede en stor folkemængde i Berlin Stasi-hovedkvarteret. Stormen havde nærmest karakter af en folkefest, for samtlige stasier var forlængst gået under jorden og var på vej til nye jobs.

Fløjls-revolutionen i nabolandet Tjekkoslovakiet

Måbende havde befolkningen i Tjekkoslovakiet fulgt med i, hvordan styret i DDR var blevet væltet. De to lande mindede – på nær sproget – meget om hinanden, men undertrykkelsen i DDR havde klart været værre. Da DDR-styret trods den skrappe undertrykkelse var blevet løbet over ende på kun én måned, vidste befolkningen i Tjekkoslovakiet, at de også ville kunne gøre det. “Fløjlsrevolutionen” i Tjekkoslovakiet tog kun 14 dage, for politiet og militæret vidste, at de ikke skulle sætte sig op imod befolkningen. Så det blev en fuldstændigt fredelig revolution præget af kolossale massemøder. 

I januar 1990 overhalede den vesttyske forbundskansler udviklingen totalt

DDR-systemets sammenbrud i november – december – januar kastede landet ud i en krise. På grund af årtiers isolering bag Muren og på grund af DDR-propagandaen var arbejderklassen overhovedet ikke klar over, hvad den vestlige kapitalisme var for noget. På TV havde de beundret de vestlige statsmænd i deres Giorgio Armani- og Hugo Boss-habitter og troet, at de repræsenterede verdens bedste system. Arbejderne i DDR var totalt naive og uvidende om den vestlige kapitalisme. 

DDR’s økonomiske krise fik nu hundrede tusinder til at tvivle på, om DDR ville kunne overleve som selvstændig stat og finde “en tredje vej” igennem omfattende reformer. 

Da den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl i midten af januar 1990 foreslog en hurtig genforening mellem de to Tysklande, var det en bombe: Herved fik han lynhurtigt politisk kontrol med massebevægelsen i DDR. Hvor mange hidtil havde troet, at en genforening ville være utopisk, så blev perspektivet herom nu fuldstændigt reelt. På rekordtid blev kravet i Øst om genforening nu så stærkt, at det fuldstændigt tog luften ud af alle diskussioner om politiske reformer i DDR og en vanskelig “tredje vej”. Herved gik luften totalt ud af ballonen på massebevægelsen i DDR – Helmut Kohl kunne fra nu af styre udviklingen suverænt. 

I Vesttyskland slog det også ned som en bombe, for storkapitalen havde hidtil ikke troet, at den kunne overtage DDR og tjene på det. Men Helmut Kohl forstod, at der var tale om en historisk chance for at få magt over DDR og kontrol over massebevægelsen der. 

Da der i sommeren 1990 fandt en valuta-ombytning sted, hvor DDR-Marken blev udskiftet med den vesttyske D-Mark, var der vilde jubelscener hos millioner af arbejdere i DDR, som troede, at de snart ville komme i paradis. 

Den stenhårde, brutale kapitalistiske virkelighed gik først op for dem efter genforeningsfesten den 3. oktober 1990, da Vesttyskland reelt annekterede DDR, opløste det og fyrede millioner af arbejdere, hvis statsvirksomheder blev overtaget af holdingselskabet Treuhandanstalt, der snart efter opløste dem eller lod vesttyske kapitalister overtage dem for at rationalisere dem koldt og kynisk.

Overtagelsen af DDR blev den dyrest tænkelige, idet regningen er løbet op i 1.300 mia. til 2.000 mia. euro. Det finansierede pengeombytningen, der lagde fundamentet for hele den vesttyske kapitals totale overtagelse af landet, ny opbygning af infrastruktur m.m. Denne gigantiske regning blev snart efter udstedt til den tyske arbejderklasse i form af stenhårde nedskæringer.