Et symptom går gennem den danske venstrefløj. Aktivismens eufori— fra direkte aktion og demonstrationer til valgfester og mandatfremgang—er skæmmet af en nagende frustration. Det er ikke fordi, vi har forladt den revolutionære socialismes idealer, men i vor kamps evige hamsterhjul er det vanskeligt at skue målet i horisonten. Eller måske skulle man snarere sige: Socialismen er som en regnbue, altid synlig i horisonten, men hvor hurtigt vi end løber, nærmer vi os den ikke. Vores politiske praksis og den revolutionære kamp er kun forbundne gennem en symbolsk gestus. Socialismen tjener en funktion: Den får os til at løbe. Men vi drives ikke i retning af revolutionens frigørende moment. Vi kredser i stedet om revolutionen som et symbolsk objekt.

Skuespillet holdes i gang på forskellige måder

Den sociale form er en objektorienteret størrelse: de ventende ved busstoppestedet tager den kommende bus som objek, og ophæves som socialitet ved dens ankomst. Firmaet kredser om profittens objekt, og søger udødelighed i kapitalens evige vækst. Uden et sammenbindende objekt—et formål—findes der ingen socialitet.

Hvor finder vi den revolutionære socialismes objekt? I revolutionen – men den er et lysglimt i horisonten, og uden manna fra himlen, er der grænser for, hvor længe man kan vandre i ørkenen. Nej, den revolutionære bevægelses objekt er ikke et frigørende ydre mål, men derimod en terapeutisk, indre konstruktion: det er et katarsisk symbolsk objekt, hvor revolutionens fantasi forløsende gentages i teatrets gestikulationer. I manglen på et umiddelbart opnåeligt objekt, er bevægelsens målrettede kurs bøjet af og rettet ind mod sig selv i en lukket, selvopretholdende praksis. Der er ingen guddommelig manna, men i denne omvej ind i os selv er der heller ingen ørken.

Hvis vores politiske arbejde til tider er præget af en nagende frustration, er den produktet af den fortrængte meningsløshed, som opstår ved denne drejning. Selvom vi angiveligt arbejder for et socialistisk samfund, er det umuligt ikke at være bevidst om, at vi ikke for alvor forsøger at nærme os dette mål.

“Selvom vi angiveligt arbejder for et socialistisk samfund, er det umuligt ikke at være bevidst om, at vi ikke for alvor forsøger at nærme os dette mål.”

Forskellige organisationer har fundet forskellige offerpladser til deres kræfter; hos Internationale Socialister er det en dogmatisk tiltro til egen teori og praksis, hos Socialistisk Ungdomsfront er det en neurotisk fiksering om sin egen selvforbedring (det korrekte sprog, den rette procedure). Hos Enhedslisten er det en pragmatisk socialdemokratisme, der kun indadtil forklædes i en socialistisk retorik. Når arbejdet til tider føles meningsløst, er det således ikke uden grund. Selvfølgelig er der mange meningsfulde enkeltsager, hvor venstrefløjen spiller en central rolle, og hvor resultaterne er mærkbare. Men i det omfang vi forestiller os at være inddraget i en reelt socialistisk kamp, er afmagten fuldt ud retfærdiggjort: der findes intet socialistisk perspektiv i vores praksis—blot illusoriske spil, som vi må udføre for at holde samling på tropperne og liv i kampånden.

Vi kan ikke erkende, at vi har vendt os bort: hele venstrefløjens stabilitet hviler på den delikate illusion, at vi stadig er vendt imod verden. Det er kun i traumets boblende symptomer, at vi kan tillade os at mærke syndefaldet.

Som en bemærkning er det værd her at italesætte det populære marxistiske modsvar til en sådan kritik, nemlig at de materielle omstændigheder på nuværende tidspunkt ikke er til en revolution, og at venstrefløjens impotens derfor har en ganske rimelig ydre forklaring. Når disse omstændigheder forandrer sig, kan vi ligeledes forvente en forandring af vores egen rolle og handling. Jeg medgiver blankt, at de materielle omstændigheder ikke er til revolution, og uanset hvor velorganiseret og energisk venstrefløjen optræder, må der gunstige materielle vilkår til, før en direkte revolutionær kamp er realistisk.

Dér, hvor argumentet går galt i byen, er i sit entydige fokus på selve den revolutionære situation. Det er rimeligt at fokusere på de materielle forhold, men for revolutionære socialister kan dette fokus ikke være begrænset til selve sejrens time: i stedet må vi eksistere i et evigt opmærksomt og reagerende forhold til de materielle omstændigheder. Hvis vi venter til selve den revolutionære situation med at få fingeren ud og begynde på forarbejdet, kan vi ikke vente andet end at måtte se måbende til, mens det revolutionære potentiale går vores famlende makværk forbi. Appellen til materielle forhold er altså ikke en tilstrækkelig undskyldning for en apatisk og afventende resignation. I lavvande såvel som højvande må den revolutionære kamp være en aktiv, tænkende og organiserende proces. En sådan bevægelse kræver et opgør med de undskyldninger og praksisformer, som fastholder venstrefløjens stilstand. Den kræver et opgør med det symbolske objekt.

Valgfestens skyggeside

Hvad er “det symbolske objekt”? Det er de symbolske sejre—de forløsende stunder—som vores praksis stræber efter. Det er valgfestens jubel over et par mandaters fremgang, det er demonstrationens eufori over, at der er mennesker på gaden. Det er Første Maj. Det er alle de skuespil, som reproducerer billedet af vores objekts opnåelse uden reelt at nærme sig dét, vi angiveligt stræber efter. Dets skyggeside er valgfestens fortrængte erkendelse af, at to yderligere mandater ikke bringer Enhedslisten tættere på nogen reel indflydelse, det er accepten af demonstrationen som en form for mishagsytring snarere end en platform for organiseret modstand, det er den pinlige og småironiske selvbevidsthed om, at Første Maj i dag blot er en festival med politisk propaganda og klap-jer-selv-på-skulderen-taler.

“Vi slår os til tåls med en fatamorganisk febertilstand i manglen på nogen virkelig oase.”

Det symbolske objekt er organisationens mål integreret i organisationen selv—ikke længere et ydre, samfundsforandrende mål, men den symbolske repræsentation af denne samfundsforandring i de trygge rammer af organisationsformens egne ritualer og festivaler. Det er den selvopretholdende mekanisme, som tillader organisationen nu og da at fortælle sig selv, at det den laver reelt gør en forskel, selv når den fra ørkenvandringens perspektiv er fanget i en udsultet stilstand. Det er den fatamorganiske febertilstand, vi har valgt at slå os til tåls med i manglen på en virkelig oase.

Venstrefløjen kan ikke nødvendigvis bebrejdes for denne impotens. I valget mellem kastrering og ødelæggelse virker det ikke urimeligt at vælge kastrering. Ingen organisationsform kan overleve i længden uden nogen form for tilfredsstillelse, og uden for den revolutionære situation tilbydes der ikke megen anden tilfredsstillelse for den revolutionære organisation end det symbolske revolutionsskuespil. Men tilstanden udgør alligevel et problem: Det symbolske objekt tilbyder os muligvis den tilfredsstillelse, som vi længes efter, men det blokerer også for opnåelsen af et ydre revolutionært objekt. Hvis det symbolske objekt skal fungere, må det nødvendigvis blive misforstået som et ydre objekt. Så længe denne misforståelse er i spil, er vi blinde for vores lænker.

Hvordan slipper vi ud af dette drømmestadie og tilbage ind i virkeligheden? Hvordan undgår vi ørkenvandringens udsultning, når først vi befinder os på virkelighedens grund? Konfrontationen med disse spørgsmål er nødvendig, før vi kan bryde ud af det nuværende dødvande, og deres besvarelse er en af venstrefløjens fremmeste opgaver, hvis den en dag ønsker at vende tilbage til den virkelige kamp for et socialistisk samfund.

Mens hamsterhjulet måske er en noget mistrøstig metafor – velkendt fra det kapitalistiske lønarbejdes fremmedgørende og monotone livsorganisering – er det et meget genkendeligt mentalt stadie. I perioder er aktivisme mildest talt op ad bakke. At være revolutionær socialist er en vedvarende ideologisk og politisk kamp, som bringer personlige og kollektive op- og nedture, energi og afmatning. Det er derfor også rammende, når AS beskriver “demonstrationens eufori over, at der er mennesker på gaden”. Hvem af os kender ikke følelsen af begejstring over “masserne”, der pludselig fylder byrummet, følelsen af, at folkene virkelig findes derude, at der er noget at bygge videre på, at vi gør noget, og at der faktisk sker noget – for så at komme ned fra rusen og igen frustreres over at være ude af stand til at gentage succesen, at eskalere vores modstand på den måde, vi ved skal til?

“Hvem kender ikke følelsen af begejstring over “masserne”, der pludselig fylder byrummet, følelsen af… at der faktisk sker noget – for så at komme ned fra rusen og igen frustreres over at være ude af stand til at gentage succesen?”

Vi som er i det ved, at det kræver meget at holde fast, og vi har alle følt fremmedgørelsen, når den “fortrængte meningsløshed”, som AS kalder det, bliver lig med en politisk aktivitet, som nogle gange kun synes at tjene opretholdelsen af vores egen kampånd, til tider melder sig på overfladen. Vil vi nogensinde komme til at spille en rolle i at ændre noget som helst? Er jeg kun socialist, fordi jeg vil føle, at jeg gør noget?

Men AS bliver ved denne frustrerede følelse; hans kritik når aldrig ud over den isolerede filosofs tankespind. Sagt på en anden måde: Vi deler altså Asbjørn Gammelgaards følelser – men ikke hans rationelle analyse og forståelse af, hvad der er den revolutionære venstrefløjs og Internationale Socialisters problem.

Midler til noget større

Hvad AS opridser er den velkendte problematik mellem socialisters kamp her og nu – over for socialismen som et langsigtet mål. Den problematik har været og må altid være en levende, integreret del af den videnskabelige socialismes selvrefleksion. Vi er enige med AS i, at venstrefløjen altid må søge at være i og forholde sig til virkeligheden “derude” – på gaden, på arbejdspladser, i flygtningecentre – og ikke fortabe sig i illusioner, eller svinde ind til rene højtflyvende, teoretiske diskussionsklubber. Kun derved kan den bidrage til ‘den virkelige kamp for et socialistisk samfund’. Men hvis ikke dét er et leninistisk omkvæd, som historisk har styret den revolutionære venstrefløj, så ved vi ikke, hvad er.

Indlæggets generelle antagelse er, at socialismen i dag er blevet til et symbolsk objekt for os, og ikke længere er et virkeligt mål, som informerer og påvirker vores praksis. Han skriver: “Vores politiske praksis og den revolutionære kamp er kun forbundne gennem en symbolsk gestus”. Det er en stor påstand. Hvad er belægget? AS opsummerer det sådan: det symbolske objekt er lig med de symbolske sejre, som ligger i 1. Maj, en lille fremgang i mandater, en vellykket demonstration etc. Disse symbolske sejre bliver i sig selv til målet: “Det symbolske objekt er organisationens mål integreret i organisationen selv—ikke længere et ydre, samfundsforandrende mål, men den symbolske repræsentation af denne samfundsforandring i de trygge rammer af organisationsformens egne ritualer og festivaler”.

“En fetichering af delmål som mål i sig selv er dårligt, hæmmende og retningsløst.”

Vi kan godt være enige i et par ting: En demonstration er ikke et mål i sig selv, men et middel til at bygge en større bevægelse eller interagere med andre, og bringe ens politiske budskab i spil; en fremgang i mandater er blot et middel til at opnå større parlamentarisk magt, og dermed mulighed for at præge reformer fra oven i en mere socialistisk retning. En fetichering af delmål som mål i sig selv er dårligt, hæmmende og retningsløst.

Men er det dét, som foregår? I Internationale Socialister kan vi dårligt tale på vegne af andre end os selv. Vores aktivitet som organisation er forankret i idéen om enhedsfronten, og her er en demonstration altid at forstå både som delmål i bevægelsesopbygningen og som redskab til videre kamp og udvikling af politisk bevidsthed.

Et lille gran i udviklingen

Hvis man altid måler en demonstration på, om den bringer os “tættere på socialismen”, formulerer man nok problemet forkert. De spørgsmål, vi kan stille, er: Kan demonstrationen hjælpe os til at opbygge en stærkere antiracistisk bevægelse? Kan den antiracistiske kamp være en kamp her og nu, som binder an til den lange kamp for socialisme? Kun hvis den indgår i andre kampe, som afhænger af andre mennesker og deres politiske udvikling, svarer vi. Det er ikke fatalisme, passivitet eller berøringsangst med meningsløsheden, men derimod at anerkende en anden lige så socialistisk truisme: At vejen mod en revolutionær situation går gennem mange menneskers aktiviteter, politiske organisering og bevidsthedsmæssige udvikling, relateret, som de må være, til kapitalismens objektive betingelser.

På nuværende tidspunkt kan vi kun være et lillebitte gran i denne dialektiske udvikling. Det er klart for enhver socialist, at der er meget langt mellem nu og det langsigtede mål – men har det noget at gøre med, at socialismen eller revolutionen er gjort til et “symbolsk objekt” for os? Vi mener det ikke. Tværtimod ligger der en fare i denne metaforik og retorik om, at vi skal træde ud af en symbolsk verden, og ind i den virkelige. Den ser bort fra, hvordan den virkelige verden er lige nu.

Sagt på en anden måde: Hvis situationen bare var så simpel, at venstrefløjens problem kunne reduceres til et mentalt problem, at vi “blot” – i god, platonisk forstand – skulle forlade hulen af illusioner og skyggespil, og træde ud i virkelighedens skinnende klare lys, så var vi tilbage ved en underlig version af idealismen: Det hele var bare i vores hoveder. Det havde intet med virkeligheden at gøre. Og denne ophøjelse af en virkelig virkelighed, som åbenbart ikke kan karakteriseres nærmere, er måske lige så hæmmende som feticheringen af delmål.

For mens AS ikke inkluderer et historisk perspektiv i sin kritik, er der gentagne gange hint til en proces, der over tid har ændret socialister og vores praksis – vores objekt er ikke “længere” et ydre, samfundsforandrende mål, vi skal “vende tilbage” til den virkelige kamp. Der er en make socialism great again-attitude her, som indirekte konstruerer en forjættet fortid, hvor vi var i kontakt med virkeligheden, uden at præcisere denne fortid – og hvad mere er, uden at forholde sig til, at vi har befundet os i en neoliberal modoffensiv siden 1980’erne, der har betydet, at selv basale spørgsmål om klasse og klassebevidsthed har været regulære kamppladser for socialister. Vi har været defensive længe, hvilket ikke skal forveksles med passive, inaktive eller afventende. Men det præger vores praksis og vores spændvidde. Den nyliberales offensiv er måske ved at krakelere, men andre trusler lurer fra højrefløjens fremmarch.

Teoretisk mudring

Asbjørn Gammelgaard synes teoretisk set at blande mange ting sammen, og derved mudre billedet. Han lader til tider til at indikere, at socialisme og den revolutionære situation er det samme, selvom den revolutionære situation jo sådan set også er et delmål på vej mod socialismen. Det handler hele overgangsperioden som problemstilling om. Gammelgaard blander også revolutionære socialisters fokus på det revolutionære brud (“at tage magten”) sammen med Enhedslistens gradualisme (idéen om gradvist at “omdanne” kapitalismen til en form for socialisme), og gør herved venstrefløjen til en monolit med det samme problem. Han peger desuden på, at det er et “populær[t] marxistisk modsvar” til kritik af praksis, at vi blot skal vente på den revolutionære situation, og indtil da ikke behøver “at få fingeren ud og begynde på forarbejdet”.

I forhold til det sidste er det uklart, hvem der egentlig nogensinde har troet på, at vi bare skal vente på revolutionen, uden nogen politisk intervention og aktivisme. Er der reelt nogen revolutionære socialister i traditionen fra Marx & Engels, Lenin, Luxemburg og Trotsky, der ville være uenige i, at “den revolutionære kamp [må] være en aktiv, tænkende og organiserende proces”? Det er vel en marxistisk grundsætning, at der må eksistere en dynamik mellem partiet, bevægelser, alliancer og de objektive betingelser, som man hele tiden må forsøge at forholde sig til og bygge på. Er det inden for denne kontekst at være glad for voksende tilslutning – om det er, at partiet vokser med nye medlemmer, eller at flere stemmer på partiet – lig med en fetichering af midlet som mål, at gøre socialismen til ”symbolsk objekt”?

Sådanne sammenblandinger, forvirringer og stråmænd slører for en reel diskussion af substansen, nemlig taktik i relation til forskellige mål. Hvordan forsøger de enkelte venstrefløjspartier, fra de revolutionære til de mere reformorienterede socialister, konkret at forbinde kampen mellem her og nu kontra det langsigtede mål?

En kompliceret virkelighed

Denne dynamik er umådeligt kompliceret og bliver det ikke mindre af, at vi eksempelvis i IS er så små. Vores antal sætter naturligvis grænser for vores aktiviteter. I skrivende stund kan man sige, at vi i en forstand har to vigtige “delmål”: at blive flere og at opbygge en bred, antiracistisk bevægelse. Disse to hænger både sammen med hinanden og er en del af vores taktik i relation til det langsigtede mål, som, ja, ligger langt ude i fremtiden.

For at kunne kaste nok kræfter ind i bevægelsesarbejde, må vi være flere; ved at opbygge bevægelse danner vi et større netværk med de andre bevægelser derude og engagerer os med flere folk. Og frem for alt er modstanden mod den systemiske racisme (som kan ses i alt fra det officielle, politiske paradigmeskifte i flygtningepolitikken og ghettoloven til overgreb mod etniske og religiøse minoriteter og den islamofobiske og flygtningefjendske diskurs, der præger den offentlige politiske debat) i dag en af de vigtigste kamppladser, som vi mener, at socialister må og skal være en del af.

“I værste fald reproducerer forestillingen bare det velkendte billede af venstrefløjens apati, som passiv, fanget i fortiden, uden relation til virkeligheden, og sig selv værst.”

Det er ultimativt svært at svare på AS’s kritik af Internationale Socialisters “symbolske” problem uden at give ham stråmænd i hatten, eftersom kritikken er ukonkret og vag. Dogmatisk er dét mærkat, enhver marxist frygter at få sat på sig. Samtidig er det så overbrugt en kritik, at det kræver en uddybning og begrundelse. Er det mon vores idé om enhedsfronten, der er dogmatisk? Er det et dogme, at vi producerer en avis for at få folk i tale og komme ud med vores budskaber til folk? Er det vores artikler, hvor vi forsøger at forholde os til aktivismen her og nu? Hvem ved.

Derfor bliver snakken om et “symbolsk objekt” og reduktionen af hele venstrefløjens grundproblem til, at vi skulle været fanget i en illusion, fordi socialismen eller den revolutionære situation ikke er synligt i sigte i bedste fald lidt akademisk spilfægteri, iklædt en semi-platonisk idealisme. I værste fald er forestillingen skadelig, fordi den – uden synderligt belæg – blot reproducerer det velkendte billede af venstrefløjens apati, som passiv, fanget i fortiden, uden relation til virkeligheden, og sig selv værst. Det er den neoliberale triumf, som vi kender den.

Hermed ikke sagt, at vi som socialister skal tegne et forfejlet optimistisk billede af den socialistiske bevægelse og partier. Det ville være at skabe en ny illusion. Det vi derimod vil sige er, at AS’s neoliberale reproduktion har det uvirkelige over sig, at den på den ene side reducerer venstrefløjen til én homogen masse, og på den anden side opstiller spørgsmålet om enten en revolutionær situation eller socialisme som eneste succeskriterie, for en plural venstreløj, der gennem mange år er blevet trængt i defensiven.

Her kan man tale om et fetich-objekt; den evige gentagende kritik af venstrefløjen som en homogen størrelse, der er hjemsøgt at det samme problem. Men skal de forskellige problemer, dvs. de forskellige valg af taktikker, delmål, partiopbygning etc., som kendetegner de forskellige partier på venstrefløjen reduceres til denne homogene størrelse af enten venstrefløjen som helhed, eller socialisme som succeskriterie?

Lidt hårdt sagt, ligger det måske i sagens natur, at teorien om det symbolske objekt nødvendigvis må foretage denne homogenisering og reduktion. Hvis ikke ville den støde på en alt for kompliceret virkelighed. Det spørgsmål, man derfor sidder tilbage med er, hvorvidt teorien om det symbolske objekt ikke selv er fanget i et illusorisk billede af verden? Der er en masse konkrete problemer at diskutere som socialist – ikke mindst spørgsmålet om taktik, middel og mål. Men teorien om ‘det symbolske objekt’ bringer os ikke meget nærmere til at forstå disse.