Ingen vil helt kunne forestille sig de traumatiske og turbulente begivenheder præ-1789, som skulle føre til, at revolutionen huggede hovedet af kong Louis XVI og indførte en republik. Før 1789 var Europa en samling af enevældige konger. Men samtidig var der vokset der et magtfuldt borgerskab frem, båret af større jordbrug, handel og industri. Feudalismen, med sin beskyttelse af kongelige og kirkelige privilegier, var en hindring for den yderligere økonomiske ekspansion, som borgerskabet ønskede.
Denne kritiske situation med store spændinger blev udløst i maj 1789, da kongen ønskede at forhøje skatterne for at betale for krigen mod England. Derfor blev han nødt til at indkalde en stænderforsamling. Stænderforsamlingen bestod af tre dele. De kirkelige, de adelige og alle “de andre” (stort set 98 % af befolkningen). Den tredje stand, som den hed, var repræsenteret af advokater, læger og deslige. Der var ingen håndværkere og slet ingen bønder, som udgjorde langt den største del af befolkningen.
Nationalforsamlingen og stormen på Bastillen
Den tredje stand nægtede at godtage flere byrder (adelen og de gejstlige betalte stort set ikke skat), uden at man fik politisk indflydelse og frihandel til gengæld. I protest erklærede de nu sig selv som en “grundlovgivende nationalforsamling”.
De fik stor opbakning, specielt blandt de parisiske masser, som besøgte forsamlingen i store processioner. Da rygterne gik, at kongen ville sætte militæret ind mod tredje stand og opløse nationalforsamlingen, stormede de Bastillen, det berygtede fængsel for politiske fanger, og befriede de indsatte.
Med denne foreløbige sejr over kongen vedtog Nationalforsamlingen afskaffelsen af alle særrettigheder knyttet til person, stand og provins – herunder bøndernes livegenskab og pligtarbejde for herremanden. Feudalismens grundlag blev fejet bort. Efterfølgende vedtog man ”Erklæringen om Menneske- og Borgerrettigheder”. Her blev liberalismens grundprincipper nedfældet: Lige ret og adgang til rigdom og borgerlig ejendomsret.
I september 1789 fik Frankrig en ny forfatning. 4,5 millioner skattebetalende borgere (alle mænd) fik stemmeret. En vis grad af presse- og religionsfrihed blev indført. Kirkens besiddelser blev beslaglagt. Men selv om borgerskabet formelt havde fået sin vilje, ulmede der stor utilfredshed, både blandt dem, som havde mistet privilegier – kongen, adelen og kirken – og også hos de 80 % af befolkningen, som ikke var blevet tilgodeset.
Jakobinere og sansculotter ‒ revolutionen fortsætter
I denne revolutions- og omvæltningsperiode voksede der diskussionsklubber op overalt. Førende blev Jakobiner-klubben med advokaten Robespierre som hovedfiguren. Jakobinerne ønskede at drive revolutionen videre og udfordre dem, der ønskede kompromis med kongen.
”Sansculotter” (i betydningen dem uden knæbukser (culottes), som adelen bar) – den parisiske folkemasse – organiserede sig i klubber i lokale bydele, hvor folkeforsamlinger holdt daglige, besluttende møder. De havde tætte forbindelser til nationalgarden, som var blevet radikaliseret. Det var dem, som havde reddet Nationalforsamlingen fra kongens magt, og det var dem, som drev revolutionen frem.
Det var deres handlekraft, som rejste en ny folkehær, da den gamle kongelige hær samarbejdede med hærene fra Østrig, Preussen og andre monarkier, som ønskede at drukne revolutionen i blod og genindsætte Louis. Så da fjenden nærmede sig Paris, stormede de ud i tusindtal, og selv om deres militære træning var sparsom, fordrev de de invaderende hære ud af Frankrig i slaget ved Valmy i september 1792.
Sejren over reaktionen radikaliserede Nationalforsamlingen, og efter massedemonstrationer fra sansculotterne kom Jakobinerne til magten med Robespierre i front. De gennemførte statsindgreb i økonomien som maksimale priser på markeder, dødsstraf for hamstring og ensartede størrelser for vægt og mål.
Undervisning blev gjort obligatorisk og gratis. De rige skulle betale for krigen. Da mange adelige var flygtet til udlandet, blev deres godser udstykket til småbønder. Man vedtog en ny, radikal forfatning, hvor den katolske gudstjeneste i oplysningstidens ånd blev afskaffet og erstattet med ”Fornuften”, mens kirkerne blev lejet ud.
Toppen af kransekagen var etableringen af en republik og kongens (og hans dronnings) henrettelse ved guillotine i januar 1793 efter et retssag for højforræderi. Det sendte chokbølger over hele Europa.
Næste gang: Del II (1793-94) “La Terreur” og thermidor
Andre dele af serien (1-16) Fra menneskers oprindelse på planeten til i dag, kan læses her: http://socialister.dk/?s=Almindelige+Menneskers+historie&id=11655
