Heller ikke Danmark gik fri, og revolutionen kom tæt på. Als, Tønder og Haderslev blev styret af arbejder- og soldaterråd. Ganske vist kortvarigt og mens den del af landet lå inden for Tysklands grænser, men det var uden tvivl en inspiration.
Mens 1918 havde været arbejdsløsheds-demonstrationernes år, blev 1919 strejkernes år. Hvor der i 1916 havde været 75 strejker, og 242 i 1918, så var der i 1919 hele 504 – primært ”vilde” strejker.
Især to aktioner var ret spektakulære. Dels en strejke på Københavns Flydedok og dels bygningsarbejdernes aktioner for 8-timers dagen.
Flydedok-strejken
De 165 maskinarbejder på flydedokken krævede to kroner i timen. De strejkede i tre måneder sommeren over og endte med at få 1,96 ud af det. Det bemærkelsesværdige var dog ikke så meget sejren, som at de strejkende formåede at holde sammen mod den voldsomme modstand, de mødte fra egen arbejdsgiver, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Smede- og Maskinarbejder-Forbund (DS&MF) og resten af fagbureaukratiet, såvel som fra Social-Demokraten (Socialdemokraternes avis).
Undervejs havde de strejkende vundet en lille sejr ved at arbejdsgiverne gik med til at forhandle under strejken. Dengang som nu nægtede arbejdsgiverne normalt at forhandle mens en overenskomststridig strejke fandt sted.
I løbet af strejken lykkedes det igen syndikalisterne at få bestyrelsesflertal i DS&MF afdeling 1, hvilket var en ekstra torn i øjet på modstanderne. Arbejdsretten gik hårdt til fagforeningen, og i løbet af sommeren gik den fallit.
Nu gik syndikalisterne blandt smedene nye veje. De etablerede en ny uafhængig fagforening udenfor DS&MF og De samvirkende Fagforbund (DsF). Det var et brud, og Christian Christensen, syndikalisternes leder, billigede det ikke. Han skrev i Solidaritet, Fagoppositionens Sammenslutnings blad:
“Vi bliver, hvor masserne er samlede og så langt vor magt strækker ikke lader os isolere fra dem, men kæmper inden for de gamle organisationer…,”
Men smedene dannede alligevel Københavns Metalarbejderforbund med 2000 medlemmer. Og i slutningen af året var de med til at danne Føderalistisk Sammenslutning, et samarbejde med andre fagforeninger og forbund uden for DsF.
Sammenslutningen er blevet fremstillet som en syndikalistisk organisering, men så stærk var Fagoppositionens Sammenslutning (FS) altså heller ikke. Der sad også organiserede socialdemokrater i bestyrelserne, og Christian Christensen afviste bramfrit, at de var syndikalistiske, men “nogle faglige organisationer, der er lige så reformistiske og borgerlige, som dem der står i DsF.”
8-timers-dagen
Allerede i 1918 var murerne i København gået foran i kampen for 8-timers-dagen – de krævede engelsk uge, som de kaldte det, altså weekend med kortere arbejdstid om lørdagen. Og da forhandlingerne ikke førte til noget, gik de over til selvreduktion, og gik hjem kl. 12 om lørdagen.
Murernes fagforening blev erklæret konkurs pga. boder, de hverken kunne eller ville betale. Bygningsarbejderne var dog gået i spidsen, og DsF blev tvunget til at gøre 8-timers kravet centralt ved OK i 1919, men indgik atter et lunkent kompromis. Denne gang accepterede arbejdspladserne det ikke. Aktionerne fortsatte, og det var atter bygningsarbejderne, der pressede på. DA gik med til nye forhandlinger med DsF, fordi de hellere så DsF løbe med æren, end de uregerlige arbejdergrupper, der kæmpede.
Enden blev, at 8-timers-dagen indførtes senest 1. januar 1920, stadig med forskellige begrænsninger, men dog bedre end det første resultat. Siden har den SD-ske myte lydt, at DsF gik ind og reddede røven på de grupper, der kæmpede og sad fast. Men sandheden er, at det var kampen, der gjorde DA mør.
1917-18 var FS’ storhedstid. De kunne ikke true SD af sadlen, men var en alvorlig udfordring. Alligevel brød de sammen i 1920. Når vi skal se på, hvorfor FS brød sammen, så havde den nye krise og arbejdsgivernes offensiv en del af skylden ‒ eller rettere: FS var ikke forberedt på og gearet til et tilbageslag i klassekampen på arbejdersiden.
Statskup
Mere afgørende var modviljen mod politik. Det centrale problem kan siges at være, at syndikalisterne, dog ikke udtalt og teoretisk, var enige med SD i, at politik var noget med Folketinget. De drog bare den modsatte konklusion, at politik derfor var ligegyldigt.
I foråret 1920 var der atter OK-forhandlinger, og DA varslede storlockout til at starte 9. april. Den 29. marts, mandag i ugen op til påske, afskedigede kongen så ministeriet Zahle, hvor også Stauning havde sæde.
SD og Social-Demokraten kørte voldsomt op; ekstranummer med overskriften ”Kongen begår Statskup” i store bogstaver på forsiden. Det var en korrekt beskrivelse, og den blev fulgt op af en opfordring til generalstrejke. DsF var enige i at true med strejke, og den blev erklæret til start 6. april (tirsdag efter påske).
FS’ reaktion, via redaktør Jens Storgaards pen i Solidaritet, var ret overraskende. “Det ville være sindssvagt at gå ud i en strejke for at genindsætte en Stauning…” skrev han. Da Christian Christensen, på rekreation efter sit seneste fængselsophold, så det, skyndte han sig til København og genindtog redaktørstolen.
Når man ser på Social-Demokratens argumenter: “Der vil ikke være nogen regering med parlamentarisk støtte og folkelig tillid til at søge de faglige konflikter ledet ind i rolige spor … Landet står foran politisk og socialt kaos.” ‒ så forstår man måske Solidaritets modvilje. Men det, som Christian Christensen omvendt pegede på, var, at når generalstrejken var et centralt element i FS’ strategi, ville man blive helt til grin, hvis SD og DsF lavede generalstrejke mens FS sad med hænderne i skødet.
Begyndelsen til enden
FS holdt så en medlemskonference, hvor man vedtog at gå med i strejken, men på egne krav: 1. Septemberforliget fra 1899 annulleres, 2. Den foreliggende lockoutsituation løses, og 3. Øjeblikkelig løsladelse af politiske fanger. Samtidig erklærede de, at det var uden betydning, hvem der sad i regeringen. FS’ krav blev forelagt DsF/SD, der gerne så, at syndikalisterne bakkede op. Der var da heller ingen indvendinger mod kravene. Det var der ingen grund til, for de havde ikke tænkt sig at tage dem alvorligt.
Den 30. marts kunne man så opleve noget helt ekstraordinært. På et møde i Fælledparken med 100.000 deltagere, talte socialdemokrater og syndikalister fra samme platform. Men strejken blev ikke til noget. I løbet af påsken indgik DsF et råddent forlig med DA, og SD fik lovning på nyvalg til Folketinget.
Taberne blev FS og Føderalistisk Sammenslutning, der ikke godkendte DsF’s forlig. Havnearbejderne og søfolkene strejkede i to måneder og led nederlag på grund af boder, skruebrækkere og DsF’s snigløb. Og undervejs blev de ydmyget ved, at formanden for Søfyrbødernes Forbund, syndikalisten Richard Jensen, blev tvunget til forlade posten, før rederne ville forhandle.
FS havde, i stedet for at forsøge at opbygge en enhedsfront ind i arbejderklassen, distanceret sig fra det store flertal af arbejderne, der mente, at det betød noget hvem, der sad i regering. FS opnåede aldrig igen den tidligere styrke, og i marts 1921 gik flertallet af resterne sammen med DKP i Kommunistisk Føderation.
Frem for en sprudlende organisation skulle de nu opleve 10 års ørkenvandring. Der er ingen, der kan sige, om tiden efter 1917 (og den russiske revolution) kunne have ført til socialismen, men det er ret sikkert, at en venstrefløj med en usikker og forkert politisk strategi bidrog til, at det ikke skete.
Andre del af serien:
Del I: http://socialister.dk/lio-pio-internationalen-og-slaget-paa-faelleden/
Del III (se over)
Del IV: http://socialister.dk/arbejderbevaegelsens-historie-del-4-socialdemokratiets-monopol-brydes/
Del V: (se over)
