I filmens anslag sidder den unge Bill O’Neal i et gråt og dunkelt afhøringslokale. Han er blevet arresteret efter at have stjålet en bil ved at give sig ud for at være fra politiet med et falsk ID. Den beregnende FBI-agent Roy Mitchell spørger, hvorfor han ikke bruger en pistol til at true sine ofre.
”Et politiskilt er mere skræmmende end et skydevåben,” svarer O’Neal. Enhver ung, sort mand, som prøver at klare skærene i Chicagos gader, kan få fat i en pistol, hvis han vil. Et politiskilt, derimod, bærer hele statens voldsmonopol i sig; en stat, som har racismen indbygget i sig, og som man aldrig kan vinde imod som sort i USA.
O’Neal er ”ikke politisk”; han ryster Mitchells udspekulerede spørgsmål om Malcolm X og Martin Luther King, Jr. af sig og synes uden bånd til bevægelsen. Men han bærer denne viden dybt i sig ligesom resten af Chicagos sorte arbejderklassebefolkning.
Herfra udfolder filmens præmis sig i et politisk-historisk spændingsdrama. O’Neal får valget mellem fængsel eller arbejde for politiet og begynder at infiltrere Black Panthers’ Chicago-afdeling som hemmeligt våben i FBI’s blodige og eskalerende krig mod Black Power, som de stempler som terrorister.
Således møder vi Panterne og ikke mindst den karismatiske og stålsatte unge leder, Fred Hampton, som vil bekæmpe kapitalismen, ikke med ”black capitalism”, men med socialisme.
Vi får indblik i, hvordan Black Panthers opererede som aktivister: de arrangerede gratis spisning for alle børn og gratis lægeklinikker i de fattige kvarterer; agiterede og rekrutterede med deres avis på gaden; og kørte målrettet politisk skoling i socialistiske idéer.
Hvad end man måtte mene om Panternes maoistiske tilgang til revolutionen som noget, der bygges på ”folket” som en ubestemmelig, oprørsk masse (Mao var oppe i tiden på den bredere venstrefløj i 1960’erne) og om deres paramilitære stil, som tiltrak nogle og fremmedgjorde andre, er det et medrivende og opildnende billede fra den revolutionært ulmende tid, som 1960’erne var.
Panternes politiske virke var lokalt forankret i socialt arbejde og i kærlig solidaritet mellem alle ”brothers” og ”sisters”. Hampton var måske kompromisløs, men han var en sand og dedikeret revolutionær og havde en vigtig forståelse af den solidaritet på tværs af grupper, der er livsnødvendig for en reel udfordring af det undertrykkende system.
Historiens skurke?
Et af de spændende forhold i filmen er, at vi begynder fra O’Neals perspektiv. Ofte bruger man i film en såkaldt everyman-figur, en ”almindelig” person, som kommer udefra og ind i et miljø og gennem hvis øjne, publikum får præsenteret ”sagen” eller særlige personer. O’Neal er på en måde en everyman – han er uden for den radikale politik, ny i Panther-miljøet.
Men han er også ”skurken”. Han er forræderen Judas, fordi han (som en sort mand, der intet ejer) ender med aktivt at arbejde imod de sortes kamp, som den kæmpes af the Panthers. Han handler ikke af egen overbevisning, men for materiel vinding, de ”25 sølvstykker” (en løn fra FBI).
Vi må både sympatisere med ham, fanget som han er, som nyttigt værktøj for FBI’s beskidte metoder; og samtidig ønsker vi, at han skal fejle i sit projekt. Han begynder at vakle i sin rolle jo tættere, han kommer på sagen og dens mennesker, og gennem hele filmen håbede jeg, at revolutions-romantikken ville tage over, og O’Neal ville kende sine brødre og søstre og vende sig mod sine overherrer.
Historiens rigtige skurk ikke er O’Neal, men den amerikanske statsmagt, som i filmen er skildret i FBI-agenterne.
De frygter ikke blot Black Power, men – som FBI-chefen udtrykker det – en ”sort Messias”, der kan forene kommunisterne, anti-krigsbevægelsen og de nye venstrefløjsgrupper. Hvad magthaverne frygtede i 1960’ernes revolutionære atmosfære var solidaritet mellem forskellige oprørske strømninger og grupper, og Hampton forstod dette i overordentlig grad. I filmen ser vi, at han også rækker en hånd ud til de fattige hvide – selv når de vifter med det racistiske sydstatsflag – for at danne en bredere front mod ordensmagten. Logikken er, at de fattige hvide oplever næsten den samme grad af politivold – og derfor er der brødre og søstre at finde blandt dem.
Black Lives Matter
Judas and the Black Messiah er ikke bare et historisk tilbageblik på 1960’erne. Den større ramme om hændelserne – systemisk racisme og politivold – er naturligvis én, vi genkender i 2021, og som mange racegjorte mennesker mærker på egen krop. Filmen kommer som en refleksion over en kamp, der stadig foregår.
Afroamerikanere er fortsat den etniske gruppe i USA, som oftest bliver dræbt af politiet relativt til den del, de udgør af befolkningen. Segregationen, som formelt blev bragt til fald af borgerrettighedsbevægelsen i løbet af 1960’erne, fortsætter med at have sin effekt gennem opdelte byer og dårligere boliger, dårligere skoler og en generelt højere fattigdomsrate for sorte amerikanere end for nogen anden gruppe.
Solidaritet er stadig nøglen, hvis vi skal bekæmpe systemisk racisme. Når vi siger ”Black Lives Matter” og “Black And White, Unite and Fight” fører vi den forståelse, som Fred Hampton, Angela Davis og mange andre havde, videre.
