Portræt af en kvinde i flammer (2019)
Denne film er en smuk fortælling om seksualitet og kærlighed mellem kvinder, men også om klassebestemte kvinderoller.
I 1700-tallets Frankrig skal kunstmaleren Marianne male et portræt af Héloïse til at sende til hendes kommende ægtemand. Under Mariannes anstrengelser for at male et ”ægte” portræt, bliver hendes blik udfordret af modellen, der trodsigt stirrer tilbage på hende. De nærmer sig hinanden, forelsker sig og må skilles igen.
Den adelige Héloïse er privilegeret, men hendes seksualitet er bundet op på et passende ægteskab for familiens standsmæssige overlevelses skyld. Hun har alt og intet at miste; hendes sociale position er sikret, og det gør hende i stand til at være grænseløs og åben i seksualitet og følelsesliv med Marianne, men splitter hende også i to.
Marianne er fra det fremadstormende (intellektuelle) borgerskab og filmens egentlige hovedperson med mest på spil; hun står til at overtage sin fars kunstforretning og -skole og har derfor en særlig frihed som kvinde. Hun behøver ikke ægteskabet og har det ”privilegium” at betragte seksualitet, følelser, integritet og succes som et selvrealiseringsprojekt såvel som et dilemma.Tjenestepigen Sophie er anonym og jordbunden. Hendes seksuelle udforskning foregår hverdagsligt ”off-screen” og kommer brat og materielt til udtryk ved en uønsket graviditet, som de to andre hjælper hende med at afbryde.
I et forsvindende lille tidsvindue lever de i en forestilling om et solidarisk kvindefællesskab på tværs af klasser. De slækker på formerne, de spiller kort, de griner højt, de taler om litteratur og vokser alle i utopien. Men deres klassehierarki opløses ikke. Da de skilles, er det Héloïse og Marianne, som går derfra med en tragisk kærlighedshistorie, for den ene som en smuk parentes, for den anden som en livserfaring, der informerer og styrker hendes kunst. Sophie forsvinder ud af billedet som en selvfølgelighed – hvad hun gør mister sin vigtighed, idet hun glider i baggrunden, antagelig lige så anonym som før.
Filmen er tilgængelig på filmstriben.dk med bibliotekslogin.
Der er ingen ærlige digte om døde kvinder (da. 2019)
Det er svært berette kort og klart om, hvad det er, den amerikanske forfatter, professor og sorte feminist Audre Lordes stærke digte kan. Man kan selv gå på opdagelse i dem i denne dansksprogede samling.
Lorde hyldes i dag som en af den intersektionelle feminismes pionerer, fordi hun udtrykte og arbejdede med, hvordan ikke blot det at være kvinde, men også det at være sort og lesbisk positionerede og marginaliserede hende selv og mange andre på forskellige måder – i samfundet generelt og i de feministiske fællesskaber, hun indgik i.
Digtene fra 1970’erne og 80’erne spænder over hverdagen, lesbisk erotik og bearbejdelser af kollektive traumer i form af de mange sorte drenge, der i et racistisk samfund er faldet for den hvide politibetjents kugler såvel som de mange sorte kvinder, som i et patriarkalsk samfund dør for deres partners hånd.
I digtet ”Køkkenlinoleum” skriver hun: ”Kakerlakken/der er ved at dø/og kvinden/som er blind/aftaler/at ignorere/hinandens skam.” og skaber et minimalt hverdagsudsnit, der indeholder hele følelsen af total udstødelse og fornedrelse, idet kvinden og kakerlakken sidestilles.
”I det her billede af dig/en hvid politibetjents ansigt/der bøjer sig ned/over min blødende søn/der rådner og bliver til min bror/som stalkede mig med en syngende hammer” skriver Lorde i et længere digt, hvor hun lader myrdede kvinder tale i et kor.
Her ser vi den strukturelle, racistiske vold lagre sig og reproduceres gennem de sorte mænds traumatiske vrede, der udmøntes i vold mod kvinder.
Tre generationers kærlighed (1925, da. 1975)
Den russiske revolutionære Aleksandra Kollontajs skønlitterære tekster var lige så meget en del af hendes socialistiske projekt, som hendes teoretiske tekster var. I denne novelle udforsker hun, hvordan seksuelle forhold og kærlighedsbegreber, snarere end at være iboende sandheder, er genstande for omformning og brud gennem sociale kampe og revolutioner.
Fortællerrollen deles af en unavngiven brevmodtager og den jævnaldrende Olga, der fortæller om sin mor, sig selv og sin datter, der alle på deres tid har været ”oprørere” i parforhold og følelsesliv.
Mormoren, Maria, lod kærligheden vise vejen og brød de sociale normer både ved sit upassende ægteskab og ved at forlade sin første mand for en anden. Olga oplevede, at man kan elske to på én gang på meget forskellige måder, og at man ikke nødvendigvis kan vælge. Genia, Olgas datter, har uforpligtende forhold til mænd, hun føler kammeratskab med, og ser kærlighed som en mere flydende ting, der ikke nødvendigvis først og fremmest findes i seksuelle relationer.
Alle tre kvinder repræsenterer en brydningstid, konkret i det russiske samfund og i attituder og forståelser af relationer mellem mænd og kvinder. Alle tre kvinder laver kulturelt eller politisk, revolutionært arbejde, som påvirker deres egne valg i livet og er med til at forme, hvilke relationer, de kan have; Maria som frisindet intellektuel i 1890’erne, Olga som marxist i tiden op til og omkring 1905-oprøret og Genia som opbygger af det nye samfund i tiden efter oktoberrevolutionen i 1917. Og mellem generationerne er der konflikter; Maria forstår ikke Olgas oplevelse og tolker det som svagt vægelsind; Olga kæmper med at forstå Genia, som har kastet borgerlige ejerskabsforhold til andre mennesker af sig.
Kvinder uden mænd (1989, da. 2019)
Hvad sker der, når fem kvinder, som lever i en mandsdomineret verden, og som alle har defineret sig selv i forhold til mænd, begynder at frigøre sig?
Alle mulige magiske, absurde, skuffende og rørende ting, hvis man spørger iranske Shahrnush Parsipur i romanen Kvinder uden mænd, der har været en radikal undergrundssucces i Iran i over 30 år.
En smuk, rig kvinde, som har været holdt fast mellem sin hånlige mand og sin gamle flamme, som det aldrig rigtigt blev til noget med; to ”frenemies”, begge ugifte gammeljomfruer, hvoraf den ene myrdes af sin bror og genfødes, og den anden hjælper broren med at dække over mordet; en ensom, ugift kvinde omkring de 30, som føler sig afkoblet fra familie og sin rolle og ender med at plante sig i jorden for at blive et træ; og en sexarbejder, som oplever en total fremmedgørelse over for mænd og forsøger at finde en ny begyndelse. Det er de fem kvinder, der mødes i en have i landområdet Karadj i Iran i 1953.
Sproget er både humoristisk og sælsomt poetisk. I et af de smukkeste og mest absurde øjeblikke ser vi den radikalt forandringssøgende Mahdokht i det øjeblik, hvor hun endelig, næret af naturen og af nænsomt arbejde, forvandles til et træ og så til en sværm af frø:
”Til sidst var det overstået. Træet var forvandlet til et bjerg af frø. Der blæste en vind. Den bragte mahdokhtfrøene ud i vandet. Mahdokht drog ud sammen med vandet. Hun var i vandet. Hun blev verdens gæst. Hun blev spredt over hele kloden.”
