Vi ved, at de superrige med deres luksusforbrug i form af kæmpestore palæer, SUV’er og luksusbiler, yachter, fly og helikoptere, samt deres opsparing og investeringer er årsag til store CO2e-udledninger. Den globale økonomis ulighed lader sig altså oversætte til ”karbon-ulighed”.
Tallene er voldsomme. Sidste år udsendte Oxfam med rapport, Climate Inequality, som (igen) pointerede det faktum, at ”den superrigeste 1 procent var ansvarlig for 16 procent af de globale karbon-udledninger. Hvilket er det samme som udledningerne fra de fattigste 66 procent af menneskeheden (5 milliarder mennesker).”
Klimaaktivisten og human-økologen Andreas Malm stiller derfor det åbenlyse spørgsmål i How to Blow Up a Pipeline (2021): ”Hvis vi ikke engang kan afskaffe de mest forrykte unødvendige udledninger, hvordan skal vi så overhovedet begynde at bevæge os mod nul?” (Malms kursivering). Som Malm videre påpeger, har de rige ingen ret til at udlede karbon, tværtimod: i en rationel verden ville deres luksusforbrug være noget af det første vi ville afvikle.
Men verdens klimapolitik er ikke rationel. Den er derimod styret af en ubetinget forfægtelse af retten til privat ejendom, og dermed også retten til at akkumulere penge og ophobe rigdom uden grænser. Men som Oxfam konkluderer i deres rapport, er ”en radikal forøgelse af lighed […] en forudsætning for at forhindre klimasammenbrud og fattigdom.”
Bør vi have grænser for rigdom?
Oxfam foreslår en indkomstskat på 60 procent af den superrige 1 procents indtjening. Det vil ifølge rapporten ”skære karbon-udledninger svarende til mere end de totale udledninger fra Storbritannien og rejse 6,4 trillioner dollars til at finansiere vedvarende energi og en overgang væk fra fossil energi.” Vi mindsker altså de riges luksusforbrug samtidig med, at vi omfordeler penge til at reducere de skader, som bl.a. de riges eget overforbrug har skabt.
Vi er vant til at tale om en fattigdomsgrænse, men hvorfor ikke en rigdomsgrænse?
Citat: Martin Karlsson
Men hvorfor begrænse beskatning til indkomst og ikke også dække optjent rigdom? Hvorfor ikke tale om en maksimumsgrænse for, hvor meget et enkeltindivid overhovedet bør kunne besidde af penge? Vi er vant til at tale om en fattigdomsgrænse, men hvorfor ikke en rigdomsgrænse?
Disse spørgsmål adresseres i en nyere retning inden for politisk filosofi, “Limitarianism”. Som en af dens fremtrædende teoretikere, Ingrid Robeyns, argumenterer for i artiklen ”Why Limitarianism” (2022), forsøger Limitarianism eksplicit at adressere og modgå de samfundsskadelige effekter af ekstrem rigdom ved at udvikle en teori om retfærdighed og menneskelig blomstring, som samtidig sætter en maksimumsgrænse for enkeltindividers ejerskab af rigdom.
I praksis vil det betyde etableringen af en ”rigdomslinje”. Al rigdom over denne linje er ”overskudsrigdom”, som omfordeles og bruges til kollektive formål. Limitarianism åbner derfor også for et klassisk fordelingspolitisk spørgsmål: hvem i det eksisterende samfund skal i første omgang betale for overgangen til en mere bæredygtig verden? I stedet for fokus på arbejder- og middelklassen, så siger de at vi først burde fokusere på de superrige. Vi vil kigge kritiske på disse argumenter i næste klumme.
Læse flere af Martin Kalssons klummer her
