Billede tekst: Selv tjenestemænd, der var uden strejkeret, begyndte at aktionere i 60erne. Foto: Arbejdermuseet/ABA
Også tjenestemændene skulle have fornyet overenskomsterne, og det ganske uhørte skete, at tjenestemænd – primært postbude og nogle DSB-ansatte – nedlagde arbejdet i protest mod deres dårlige lønninger og gik i demonstration til Christiansborg.
Arbejdsnedlæggelserne var ikke uden resultat, postbudene, der gik ud en gang mere, fik en lønforhøjelse på 1500 kr. årligt. Men alle, der havde strejket, blev kaldt til tjenestemandsforhør, hvor de måtte stå skoleret og modtage reprimander.
Landbrugets OK var også til forhandling i 61, og her gik det hårdere for sig. Allerede ved OK56 havde landbruget krævet – og fået – statslig kompensation for hver ekstra lønkrone, de skulle betale. Det gjorde de igen, og da regeringen var lidt træg i det, lavede de store bønder leveringsstop, hvilket medførte at mælk i tøndevis blev hældt direkte i kloakken, frem for at blive leveret til mejerierne. De små landmænd og især husmændene støttede dog ikke aktionen. Derimod var det for en gangs skyld en strejke, hvor de borgerlige partier ikke krævede indgreb.
Bønderne som sejrherrer
Der var stor vrede mod bøndernes aktion, og regeringen frygtede for proteststrejker blandt byernes arbejdere, der oplevede mangel på fødevarer, så den gav sig hurtigt. Faktisk var det landbruget der blev det års sejrherre, det statslige tilskud som de tiltuskede sig, var større end den ekstraudgift, som DA beregnede at OK-61 kostede.
Arbejderne fik pæne lønstigninger i de tidlige 1960’ere, men når vi ser på reallønnen, var resultatet alligevel begrænset. Prisstigninger og ikke mindst oms’en, der blev indført i 1962, åd det meste af dem op. Oms’en (en omsætningsafgift, forløberen for momsen) var en 9% skat, der blev lagt på alle varer, dog minus fødevarer.
Oms’en var tænkt som et forbrugsbegrænsende tiltag, men det skete ikke uden sværdslag. SD-regeringen var så forhippet på den, at de, på grund af modstandere i egne rækker, indgik et nedskæringsforlig med de borgerlige for at få den igennem.
Arbejderne fik pæne lønstigninger i de tidlige 1960’ere, men når vi ser på reallønnen, var resultatet alligevel begrænset. Prisstigninger og ikke mindst oms’en, der blev indført i 1962, åd det meste af dem op
Citat: Freddie Nielsen
Det var en skat der vendte den tunge ende nedad, og den mødte protester fra dele af fagbevægelsen og mange menige socialdemokrater. Men lige lidt hjalp det, og som altid er de fleste omlægninger i skatten til fordel for de velstillede.
I 1962 gik Kampmann af helbredsmæssige årsager af, og Jens Otto Krag tog over som statsminister. Krag havde taget ved lære af OK56, OK61 og storstrejkerne. Enten som protesten mod regeringsindgreb i 56 eller som i 61 en strejke, der fik lov til at løbe linen ud, fordi Kampmann var bange for, hvad et regeringsindgreb kunne føre med sig.
”Helhedsløsningen”
Så Krag var proaktiv, i hvert fald set fra et socialdemokratisk/borgerligt synspunkt. Gennem en såkaldt ”helhedsløsning” forhindrede regeringen simpelthen OK63 i at udvikle sig overhovedet.
Det primære formål med helhedsløsningen var at gribe ind, før forhandlingerne rigtig kom i gang. Men hvad var så indholdet?
Først skal vi dog tilbage til efteråret 1962, hvor en lov om økonomisk samordning blev vedtaget. Argumentet var, at der alt for ofte blev ført økonomisk politik som akut katastrofeopbremsning eller -igangsættelse, og det der manglede, var langsigtede overblik og strategier. Derfor blev Det Økonomiske Råd oprettet, med ”vismændene” i spidsen, som stadig virker den dag i dag.
Ideen var at kunne henvise til en ”sagkundskab”, der kan hævdes at være neutral, og handle i hele samfundets interesse. Men i og med at der ikke er gjort op med klassesamfundet, så er ”hele samfundets interesse” stadig lig med kapitalismen og dens stats interesser. Rådets første udspil var da også en opfordring til regeringen om at koordinere OK-forhandlingerne med støtten til landbruget og finansloven.
LO og DA var positive overfor forslaget, og i almindelig fred og fordragelighed, blev man enige om at indkomsterne skulle holdes inden for en ”forsvarlig” ramme, som vismændene fastsatte.
Resultatet
Konkret betød det to års forlængelse af OK-61, med visse lavtlønstillæg og særlige tillæg til kvinderne. Og som sukker til arbejderne, blev der indført et pris- og avancestop, samt lovning på ATP (Arbejdsmarkedets Tillægs Pension). Men pudsigt nok har det altid været lettere at styre et lønstop end et pris- og avancestop. Sidstnævnte blev da også ophævet efter et halvt år. Endelig blev pristallet nulstillet, og skatter og afgifter skulle ikke længere medregnes. På den måde blev dyrtidsreguleringen forringet, men fagtoppen argumenterede med, at da arbejdsgiverne havde krævet den helt afskaffet, så havde man da reddet noget.
Fagbureaukratiet har ganske vist altid været, hvad de kalder samfundsøkonomisk ansvarlige, når de stiller OK-krav, men nu gik man skridtet videre, fagbevægelsens lønpolitik blev direkte underlagt (SD-) regeringen.
Den danske model
Selv om det ikke var nyt, at regeringen blandede sig i OK-forhandlingerne og greb ind, så var det trods alt et skred. Det var det første udtryk for en indkomstpolitik, som siden er blevet mere almindelig; som regeringsudstukne lønrammer, trepartsforhandlinger eller på andre måder. Det korte af det lange er, at den højt besungne danske model, der aldrig har været noget at råbe hurra for, efterhånden begynder at blive en vittighed. Som strejkeforskeren Knud Knudsen skriver: ”Overenskomstforhandlingerne havde udviklet sig til et uigennemskueligt spil, som kun den snævre inderkreds af organisationsfolk havde indblik i.”
Fagbureaukratiet har ganske vist altid været, hvad de kalder samfundsøkonomisk ansvarlige, når de stiller OK-krav, men nu gik man skridtet videre, fagbevægelsens lønpolitik blev direkte underlagt (SD-) regeringen
Citat: Freddie Nielsen
Også på den politiske front var der ændringer. Selv om der var mange lighedspunkter, det store flertal af ledende SF’ere havde trods alt dybe rødder i DKP (22 af 27 HB-medlemmer og 8 af 11 MF’er), så betød dannelsen af SF, at DKP mistede sin monopollignende status på venstrefløjen.
Tilbagegangen for DKP var alvorlig. Selv om det lykkedes at fastholde mange af de faglige positioner, mistede partiet medlemmer, vælgere og læsere af Land og Folk i stor stil. En slags selvransagelse blev nødvendig.
DKP skifter strategi
I 1960 opgav DKP teorien om arbejderklassens fuldstændige forarmelse, og vedtog teorien om fredelig overgang til socialismen, sammen med parolen om fredelig sameksistens mellem øst og vest. Og så startede man en voldsom strategiforandring.
Nu blev kapitalismen reduceret til monopolkapitalisterne, hvis ”interesser står i direkte modstrid med folket og nationens.” Over for disse ”25 familier” så DKP ”Danmarks 1,1 million arbejdere, 450.000 funktionærer, 100.000 husmænd, 60.000 andre bønder, 85.000 selvstændige handlende, 50.000 håndværkere… ” Nu stod kampen, ifølge DKP, mellem monopolerne og demokratiet.
I 1960 opgav DKP teorien om arbejderklassens fuldstændige forarmelse, og vedtog teorien om fredelig overgang til socialismen, sammen med parolen om fredelig sameksistens mellem øst og vest
Citat. Freddie Nielsen
Det var ikke en lokal opfindelse, men en international beslutning, taget i Moskva af 81 KP’er i slutningen af 1960. Her vedtoges teorien om den statsmonopolistiske kapitalisme (stamokapteorien) og ideen om en overgangsform i ”den national-demokratiske stat.” Til det formål skulle det antimonopolistiske demokrati opbygges mellem alle andre end monopolerne.
Der skete ganske enkelt det, at folkefronten, der altid havde været en katastrofal taktik, det var f.eks. grunden til at DKP igen og igen bremsede arbejdernes kampe, af hensyn til deres egne muligheder for at komme i nærmere samarbejde med SD, nu blev ophøjet til at være den altomfattende strategi for den internationale kommunistiske bevægelse, herunder DKP.
Strategien var yderst problematisk i forhold til arbejderklassens kampe, men den var egentlig heller ikke videre befordrende for DKP. Der skulle gå mange år, før partiet igen fik nogen videre betydning.
Se de tidligere artikler i serien her
