Og dette på trods af den stigende antal rapporter som viser at integrationen i Danmark går bedre og bedre. Seneste Hans Lassens banebrydende arbejder der har kortlagt den stor beskæftigelses succes blandt mennesker med ikke-vestlige baggrund samt KRAKAs mytedræber rapport om at indvandrer og efterkommer fra muslimske lande nærmere sig med stormskridt resten resten af befolkning i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Men regeringen (og SF!) er fakta resistent.
Aftalen rammer omkring 100.000 ikke-vestlige beboere rundt om i landet. Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek udtaler til avisen, at den eneste måde, vi kan sikre at børn i udsatte boligområder får samme muligheder som andre børn, er at skabe “blandede bydele”, (så der) “ikke er nogen steder, hvor vi får en meget skæv befolkningssammensætning”. Man må forstå på ministeren og medløberne til aftalen, at problemet med opdelte byer er et etnisk problem. Det er altså ikke-vestlige indvandrere, som klumper sig sammen, og ikke blander sig med den danske befolkning. Vi skal altså have spredt ikke-vestlige indvandrere bedre rundt om i landet, ifølge alle folketingets partier undtagen Enhedslisten og Alternativet.
Men spørgsmålet er, om det ikke snarere er den danske befolkning (og samfund), som ikke ønsker at blande sig med ikke-vestlige indvandrere. I et notat fra Kommunernes Landsforening fra 2014 fremgår det, at 91 procent af beboerne i ikke-almene boligområder har dansk oprindelse, og at kun 4 procent har ikke-vestlig baggrund i disse boligområder.
Hvor skal de ikke-vestlige indvandrere flyttes hen? Til de riges ghettoer i Nordsjælland eller Østjylland? Kunne man forestille sig, at kravet om de maks 30 procents ikke-vestlige indvandrere vendes på hovedet, så man siger, at der i områder med mange etniske danskere maks må bo 70 procent etniske danskere? Altså for at følge regeringens logik om at blande befolkningen.
Spørgsmålet er, hvordan ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere skal blande sig med resten af samfundet, når den hvide velhavende middel- og overklasse klumper sig sammen i eksklusive områder, hvor der kræves en månedlig indkomst på over 50.000 kr for at være med i klubben.
Rige udlandsdanskeres parallelsamfund
Jeg er selv bosiddende i Chile, hvor jeg har set, hvordan danske indvandrere klumper sig sammen i gated communities (condominios) med andre velhavende ikke-latinamerikanske indvandrere. Her kan man i den grad tale om parallelsamfund. I de riges indhegnede villakvarterer er der vagter, private golfbaner, swimmingpools, tennisbaner, restauranter, supermarkeder, butikker og tjenestefolk, som gør det unødvendigt at blande sig med resten af samfundet.
Fænomenet er ikke særligt for Chile, men kan findes overalt på kloden, hvor velhavende vestlige borgere tager ophold ofte på grund af arbejde. Denne problematik er blevet studeret især inden for sociologien og antropologien af personer som Susan Fainstein og David Harvey. Problemet med de riges ghettoer bliver dog sjældent taget op til debat – hverken i Danmark eller internationalt -, hvorimod socialt udsatte boligområder der defineres med den stigmatiserende begreb “ghettoer”, bliver diskuteret som et stort problem for vores samfund verden over.
Den hvide middelklasses parallelsamfund
Regeringens konklusion på udfordringen med de såkaldte “parallelsamfund” bliver, at problemet er fattige mennesker med ikke-vestlige baggrund, men det er en alt for simpel forklaring. Den dybereliggende årsag til opdelte byer er sociologisk betinget af bla. et klassesamfund, der er med til at definere, hvor man bor ud fra ens indkomst og socio-kulturalle kapital.
I stedet for at forstå valg af bolig som individuelt, må vi erkende, at det i høj grad hænger sammen med faktorer, der ligger uden for den enkeltes valg. Er du chilensk speciallæge med autorisation i Danmark og tjener 81.000 kr om måneden, kan du vælge at bo syd for Aarhus med havudsigt, adgang til grønne områder og lækre gårdbutikker. Her kan du få lov at være eksotisk og blande dig med etniske danskere, der kører i Tesla, spiser økologisk og holder Weekendavisen. Hvis du derimod som ikke-vestlig indvandrer er uden uddannelse og må tage ufaglærte jobs, vil dine valgmuligheder straks være mere indskrænket.
Etnicitet er derfor ikke den væsentligste faktor, når folk vælger bolig. Det handler oftest om, hvor man har råd til at bo, hvor langt man har på arbejde og om andre familiemedlemmer bor i nærheden. Som VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) påpeger, har næsten hver anden beboer i udsatte boligområder er af dansk oprindelse. Statistikken over, hvor folk bor, afspejler således uligheden i samfund, som de seneste årtier er steget. Fokus for en seriøs indsats mod “parallelsamfund” bør derfor rettes mod at sænke uligheden i det danske samfund, i stedet for at straffe ikke-vestlige indvandrere for deres (pseudo)boligvalg.
