Baggrunden for at kalde disse samfund statskapitalistiske i stedet for socialistiske skal søges i udviklingen efter den russiske revolution i 1917.
De bolsjevikiske ledere med Lenin og Trotskij i spidsen vidste, at revolutionen ikke kunne overleve uden revolutioner i store industrilande som Tyskland og Frankrig. Dette var betingelsen for, at revolutionen ville sprede sig og blive en verdensrevolution. Men selv om der var store opstande i Europa efter første verdenskrig, så endte de alle i nederlag for arbejderklassen.
Blodig borgerkrig
Samtidig blev Rusland efter revolutionen kastet ud i en årelang, blodig borgerkrig, hvor mange europæiske lande intervenerede kraftigt på kontrarevolutionens side.
Det betød, at selv om den unge sovjetstat vandt krigen, så havde omkostningerne været enorme: Millioner af arbejdere var blevet dræbt, industrien lå i ruiner, og bolsjevikpartiet var ved at blive forvandlet til et parti af bureaukrater.
En arbejderrevolution i f.eks. Tyskland kunne have vendt denne udvikling, men da den ikke fandt sted, begyndte partibureaukrater med Stalin i spidsen at formulere en politik, som var den stik modsatte af Lenins og Trotskijs. Med udgangspunkt i Stalins teori om “socialisme i ét land” skulle der nu satses udelukkende på opbygning af Sovjets egen industri og militær. Det var en teori, som tiltalte revolutionstrætte bureaukrater i statsapparatet, men som fik katastrofale konsekvenser for de russiske arbejdere og bønder.
Som konsekvens af, at Sovjet ikke længere ville forsvare sig ved at opfordre til international revolution, blev landet kastet ud i en benhård militær og økonomisk konkurrence på verdensplan. Regimet var tvunget til at opbygge industri og et militær, der kunne matche Vestens. Det betød, at den grundlæggende drivkraft i systemet blev den samme som i Vesten, nemlig at skabe størst muligt overskud i produktionen, som kunne geninvesteres for at nå op på side med konkurrenterne.
Fra socialisme til kapitalisme
Derfor forvandlede Sovjet sig under Stalin fra at være et socialistisk til et kapitalistisk samfund. Den eneste forskel i forhold til traditionel kapitalisme var, at al industri var koncentreret i statsapparatet.
Grunden til den stærke statsstyring var, at det var den eneste måde, hvorpå bureaukratiet kunne gennemtvinge en hurtig industrialisering. Arbejdere og bønder blev frataget enhver form for kontrol over samfundsudviklingen. Der blev indført arbejdspas, store vej- og jernbaneprojekter blev udført af slavearbejdere, og millioner af bønder blev tvunget ind i kollektivbrug.
Desuden blev der slået hårdt ned på enhver form for opposition. En del arbejdere, især dem der havde deltaget i 1917-revolutionen, var imod Stalins politik, og derfor gennemførte Stalin store udrensninger i kommunistpartiet. De kulminerede i Moskva-processerne i midten af 1930erne, hvor alle de gamle bolsjevikledere, på nær Stalin, blev slået ihjel.
Stalins kontrarevolution betød, at produktionen af forbrugsvarer faldt kraftigt i forhold til produktionen af maskiner og våben. Selv om det i 1950erne lykkedes at opbygge et militær, der kunne måle sig med USA, så var det på baggrund af en meget svagere økonomi – Sovjets økonomiske output var aldrig mere end cirka halvdelen af USA’s. Og det var den ulighed, som i længden undergravede statskapitalismen og sendte den i graven for godt 30 år siden.
Et skridt til siden
Når vi ser tilbage, skal vi så se på USSR-tiden med nostalgi? Ingenlunde. De økonomiske problemer, som blev afsløret, efter Jeltsin, og senere Putin, kom til magten, var der allerede inden. Men måden, det blev tacklet på og af hvem, er det afgørende spørgsmål.
Det var præcis den samme privilegerede herskende klasse, som bestyrede USSR, der bagefter berigede sig på liberalisering af økonomien. De tog bare et skridt til siden. Og vupti – fra statskapitalist til privatkapitalist!
I de statskapitalistiske lande (USSR og Østeuropa) blev de kaldt ‘nomenklaturaen’. Denne klasse af mennesker sikrede sig adgang via kommunistpartiets ledende poster eller gennem sovjet-systemet.
Denne gruppe udgjorde i 1995 75 pct. af regeringen og Jeltsins præsident-team. I regionerne sad de på 83 pct. af de ledende poster. Og de sidder der (eller deres børn) den dag i dag og beriger sig.
I den ny business-elite var der kun 40 pct., som tilsyneladende ikke var en del af nomenklaturaen. Men af dem var hovedparten teknokrater og agenter (fx fra det tidligere KBG), som alligevel var forbundet til det gamle regime.
Under de politiske forandringer blev privatiserings-bølgen ikke enden på den gamle herskende klasse, men et afgørende instrument i at konsolidere deres økonomisk greb om ressourcerne – til deres egen fordel.
Arbejderklassen, som økonomisk fik mindst ud af USSR’s fald (og tabte en hel del social sikkerhed), havde ikke givet den herskende klasse nævneværdig politisk modstand. Men de løftede heller ikke en finger for at forsvare det gamle regime. Det var til en vis grad også minearbejderne gennem den såkaldte ”sæbe strejke” og andre grupper, som bragte det gamle regime til fald. Og det er i denne klasse vi skal finde kimen til at bringe den nuværende Putin regime til fald.
Baseret på tidligere artikler af Martin Johansen (1999) og Charlie Lywood (2015).
