Socialistiske perspektiver i 2022

Kapitalismen kan sammenlignes med et trehovedet monster: Krisen i verdensøkonomien, klimakrisen og den politiske krise i det “ekstreme centrum” - en tilstand, hvor nyliberalistisk politik gælder uanset hvilken regering, der kommer til magten. Internationale Socialisters giver deres bud på perspektiver for socialister i 2022.

Verdensøkonomien humper stadigvæk rundt med et stigende andel zombie firmaer, tyngende statsgæld, stagnation i væksten og nu også inflation. Fattigdom og ulighed er voksende.

Klimakrisen forværres med stor hast, mens COP26 i Glasgow endte i “bla, bla”. Milliarder af mennesker er truet af tørke, hungersnød, skovbrande og oversvømmelser de næste årtier. 

De politiske rystelser, som Trump og Brexit, skabte, har ikke lagt sig. Det “ekstreme centrum” har mistet sin legitimitet og flakser frem og tilbage, uden at nogen for alvor tror på at de kan løse kriserne. 

Et stort flertal af republikanske vælgere tror ikke at Trump tabte til Biden. I Frankrig er Macron, som repræsenterer den “ekstreme midte” truet fra højre og det ekstreme højre. I Danmark er Inger Støjberg, trods sin fængselsdom, en uhyre populær figur på højrefløjen med over 200.000 følgere på Facebook og lige ansat på Ekstra Bladet. Messerschmidt ser ud til at blive valgt som formand for Dansk Folkeparti, selvom han er anklaget for svindel med EU-penge.

Globale økonomi forstyrret

Covid-19 har afsløret og forværret dette trehovede monster. Angrebet på velfærden gennem årtier har overladt sundhedsvæsener i en sørgelig tilstand. I mange lande kollapsede beredskabet og i Danmark overlevede det kun ved at presse de ansatte til det yderste.

Den globale økonomi blev forstyrret af pandemien. De milliarder, som blev frigivet til økonomisk støtte og forbrug, satte gang i et kortvarig opsving i 2021. Men så kunne forsyningslinjer og råvarer ikke følge med og flaskehalse, inflation og manglen på arbejdskraft skaber nye problemer.

Alle internationale organer kollapsede under den nationalistiske opdeling af verden, hvor hvert land sørgede for vacciner til sig selv i stedet for at gøre det, som ville have været rigtigt, både sundhedsmæssigt og humant, at fordele vaccinerne centralt til hele verdens befolkning. 

Internationale oprørcfortsætter

Disse tilstande, som bunder i magthavernes respons på 2008/9 finans kollapset, ved at lade arbejderklassen betale og berige de rige, har afstedkommet oprør og modstand i de senere år. I 2019 var vi vidne til et globalt oprør. Men 2021 var ingen undtagelse. I Sudan forsøgte militæret at rulle fremgangen for revolutionen i 2019 i tilbage. De blev mødt med og møder stadig massiv folkelig modstand organiseret i stigende grad af lokale komiteer, som mere og mere begynder at ligne folkelige magtorganer. Myanmars befolkning sloges i månedsvis mod militærets kup og på trods af massiv undertrykkelse, er de ikke slået. I indgangen til 2022 har vi set de kasakhstanske arbejdere gennem deres protester mod fordobling af gaspriserne, slå igen trods massiv undertrykkelse og en imperialistisk intervention fra Rusland, Hviderusland og flere russisk dominerede stater.

Brug for et revolutionært alternativ

Desværre er bølgen af politisk modstand fra venstrereformisterne i Europa, fra Corbyn i Storbritannien til Enhedslisten i Danmark, stoppet og på tilbagetog.  Enten via valgnederlag, men først og fremmest fordi de er kollapset ind i koalitioner, som stort set har fortsat den nyliberalistiske politik. Det gælder Podemos i Spanien, venstre koalitionen i Portugal og Enhedslisten i Danmark. 

Der er nu brug for at kræfter til venstre, enten i eller udenfor disse partier diskuterer mulighederne for at danne organisatoriske alternativer til venstrereformismen.  

De objektive og grundlæggende betingelser – systemets skrøbelighed og arbejderklassens utilfredshed – for at afskaffe dette trehovede monster, er til stede. Men den subjektive og politiske faktor mangler.

Internationale Socialisters opgaver og eksistensberettigelse som revolutionære er at skabe en organisation, der er i stand til at give ideer og organisation til dette projekt.