USA og G7 landenes udenrigsministre advarede om, at yderligere russisk aggression mod Ukraine ville få store konsekvenser og alvorlige omkostninger for Rusland.
Det er dog ret sikkert, at den russiske præsident Vladimir Putin ikke ønsker en åben krig, selvom han siden 2014 har støttet prorussiske kræfters lavintensive krigsførelse i det sydøstlige Ukraine.
Han bruger den militære opbygning til at opnå diplomatiske indrømmelser fra USA. Frem for alt ønsker han et løfte om, at Ukraine ikke får lov til at tilslutte sig NATO.
Dette spørgsmål går helt tilbage til afslutningen på den kolde krig
Mikhail Gorbatjov, den sidste sovjetiske præsident, gik med til, at det genforenede Tyskland kunne tilhøre Nato. Den amerikanske udenrigsminister, James Baker, lovede til gengæld, at der ville ikke blive nogen udvidelse af Nato mod øst.
Dette løfte blev hurtigt brudt af den amerikanske præsident Bill Clinton i 1990’erne. EU og Nato blev udvidet lige efter hinanden for at inkorporere de tidligere sovjetiske klientstater og provinser i Central- og Østeuropa. I 1997 blev Polen, Tjekkiet og Ungarn medlem og der blev lavet et NATO-Ukraine Charter, som muliggør en tilnærmelse til NATO. I 2004 blev de baltiske lande, Bulgarien og Slovakiet medlemmer.
Denne politik var et udtryk for USA’s magtarrogance i kølvandet på den kolde krigs afslutning. I henhold til artikel 5 i NATO traktaten er alle medlemslande forpligtet til at forsvare hinanden mod angreb. Meget tyder på at USA og NATO var klar til at gå i krig med Rusland i 1990’erne, fordi Rusland var svagt og et let bytte.
Men da Putin kom til magten efter Jeltsin i 1999 brugte han de stigende energi indtægter til at genopbygge Ruslands militære kapaciteter
I april 2008 opfordrede den amerikanske præsident George W. Bush Nato til at erklære, at Ukraine og Georgien kunne blive medlem af NATO. Dette ville bringe den USA-dominerede alliance helt frem til Ruslands grænser. Putin svarede med en brutal fire-dages krig i Georgien i august 2008. Frankrig og Tyskland havde dog allerede nedlagt veto mod Ukraines og Georgiens medlemskab, og de blokerede enhver gengældelsesaktion mod Rusland.
Imperialistisk rivalisering
Putins erobring af Krim i 2014 markerede et styrket Rusland og en dybere polarisering mellem russisk og vestlig imperialisme blev tydelig. Året efter gik Rusland ind i Syrien på Assad-regimets side og sikrede dermed både adgang til Middelhavet og en stærkere position i hele Mellemøsten.
USA og EU har siden indført en række sanktioner mod Rusland. Den ukrainske regering presser hårdt for at få militærhjælp.
Putin og Biden taler sammen og Biden har allerede udelukket militæraktion mod Rusland. Lige nu er der topmøde mellem USA, Rusland, EU og NATO i Genève for at diskutere Putins krav til en ny sikkerhedsaftale og krav om at Ukraine ikke bliver medlem af NATO.
Det trækker op til en ny “kold krig” mellem Rusland og USA/EU/NATO. Men verden er forandret siden afslutningen på “Den Kolde Krig” i 1990-91. Kapitalismen krise har sat turbo på den imperialistiske rivalisering. Rusland er blevet stærkere, USA og EU er svækket. Kina er en stærk global spiller.
Fjenden er herhjemme. Så for os i Danmark og i Vesten gælder det om at stoppe vores egne magthaveres trusler uden at gøre vores “fjendes fjende” til venner.
Socialister, antikrigs aktivister og faglige organisationer i Rusland må kræve at aggressionerne mod Ukraine stoppes.
