Nyrup, der ledede 4 regeringer fra januar 1993 til november 2001, tog over fra den konservative Poul Schlüter, der havde været statsminister siden 1982, og Nyrup blev efterfulgt af en Venstre-regering under Anders Fogh Rasmussen.
Derfor ser forfatteren også (løst) på hvilke foranstaltninger fra Schlüter-tiden, som Nyrup bygger videre på, og hvordan Fogh bruger 90’ernes forandringer som springbræt for yderligere liberalisme. Disse spring er nyttige for at forstå periodens udvikling. Det samme gælder for de spring, der afslutter de fleste afsnit, med en kort sammenligning med Sverige, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, hvor der i dele af 90’erne ligeledes var socialdemokratiske regeringer ved magten.
Man bliver virkelig godt opdateret på, hvor store forandringer der skete, ved gennemgangen af politikområder et for et. Den overordnede økonomiske politik, social- og arbejdsmarkedspolitik, efterløn, folkepension, uddannelse, boligpolitik, den offentlige sektor, privatiseringer m.v.
Det er en grundig research, der her er udført, nok lidt vel grundig. Forfatteren har det med at fortabe sig meget i detaljer, hvilket også viser sig i at bogen er på hele 567 sider. Lidt mere redigering ville have øget læseværdigheden en hel del. Det kan være en god ide at starte med epilogen, der giver en kortfattet opsummering, og derfra gå til relevante afsnit.
Socialpolitik
Et vigtigt område er social- og arbejdsmarkeds-politikken, hvor vi ser, hvordan bistandsloven og a-kasselovgivningen undermineres. Der indføres et noget-for-noget princip med aktivering som modydelse. Stille og roligt bliver sociale begivenheder som arbejdsløshed og sygdom overført fra at være et samfundsansvar til at være det enkelte individs personlige ansvar.
Som forfatteren skriver: ”Fortidens socialpolitik og autonome socialrådgiver var for længst blevet begravet til fordel for den nye tids forvalter og dokumentarist af ret og pligt, hvor beskæftigelse var alle sociale begivenheders lysende mål”.
Langsomt men sikkert kom vi fra samfundets ansvar for mangel på arbejdspladser, til samfundets ansvar for arbejdsudbuddet (nok ledige arbejdere) til kapitalen, når den havde brug for dem, og individets pligt til at udfylde rollen
Citat: Freddie Nielsen
Og det var noget, der virkede, som han videre skriver: ”I årene 1995 til 2001 blev antallet af kontanthjælpsmodtagere i løntilskudsjob imidlertid halveret, mens antallet af kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning blev seksdoblet. Tendensen var klar. Det tredje arbejdsmarked trådte frem som den dominerende løsning.”
Langsomt men sikkert kom vi fra samfundets ansvar for mangel på arbejdspladser, til samfundets ansvar for arbejdsudbuddet (nok ledige arbejdere) til kapitalen, når den havde brug for dem, og individets pligt til at udfylde rollen.
Det var en proces, hvor velerhvervede faglige rettigheder, som eksklusivaftaler og genoptjening af ret til arbejdsløshedsunderstøttelse ved såkaldt støttet arbejde (aktivering) blev fjernet. Dagpengeperioden blev forkortet og kravet til genoptjening af a-kasseret forlænget, og efterlønnen blev kraftigt forringet.
Sammenstød
Disse forskellige ændringer førte til sammenstød mellem SD og fagbevægelsen, men selv om det mangeårige forhold kølnedes betydeligt, faldt fagbevægelsen dog hver gang til patten, når forslagene nåede frem til vedtagelse i folketinget.
Livet for kapitalen blev derimod lempet. Nyliberalismen vandt frem. Den havde været det bærende i britisk og amerikansk økonomi siden 80’erne, og i Danmark havde den konservative Schlüter-regering haft ambitioner, dog uden at de havde materialiseret sig noget videre.
Nu blev der privatiseret og udliciteret i stor stil. En del blev begrundet i den ”nødvendige tilpasning” til EU’s indre marked. Men som Kolstrup påviser, så var det langt fra alt, der var nødvendigt ud fra EU-tilpasning. Meget kunne have været gjort anderledes og langt mindre drastisk.
Privatiseringen blev anskuet som en uafvendelig og rationel proces. Alternative løsninger var ude af billedet hos alle udslagsgivende aktører. Den nyliberale udbudsøkonomi og privatiseringsbølge blev præsenteret som en del af fremtidens og fornuftens politik
Citat: Søren Kolstrup
Nyrup-regeringen sukrede derfor mange af forandringerne, der skulle tilpasse Danmark til EU, ind i fortællingen om den ”sociale dimension” i EU, men glemte at fortælle, at hvor det indre marked var en hård lovfæstet dimension, så var den sociale dimension blot en fælles hensigtserklæring, uden garanti for noget.
Bank- og finansvæsen
En af de store forandringer (ikke bare i Danmark) var liberaliseringen af bank- og finansvæsenet. Det betød at sparekasser, kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber blev omdannet til aktieselskaber og ligestillet med bankerne. For så siden at blive opslugt af storbankerne.
Statslige selskaber som Girobank (som SD tidligere havde haft store forhåbninger til som uafhængig statsbank) og Statsanstalten for Livsforsikring blev privatiseret og, ligesom de tidligere foreningsstyrede institutioner, opslugt af storbankerne.
Nationalbanken blev en selvstændig institution, uafhængig af regering og folketing. Hvilket ikke må forveksles med uafhængig af stat og kapital.
Danmark har aldrig, hverken før eller siden, oplevet en større privatiseringsbølge
Citat: Freddie Nielsen
Ikke kun statsbankerne blev privatiseret. Det meste af infrastrukturen blev privatiseret i løbet af 90’erne. Telekommunikation, busser, færger, Datacentralen, Københavns Lufthavn, DSB Gods, elforsyning m.m. Lokalt/kommunalt var det f.eks. Københavns 20.000 kommunale boliger og Århus Sporveje – intet var helligt. Danmark har aldrig, hverken før eller siden, oplevet en større privatiseringsbølge.
Kolstrup har leveret en fremragende dokumentation for, at i Danmark blev nyliberalismen gennemført under SDs ledelse. Men på trods af værkets enorme omfang, så mangler der alligevel noget.
Profitkrisen
Ikke med ét ord nævnes den profitkrise, som kapitalismen såvel lokalt som internationalt har været ramt af, som en underliggende strøm i årevis. Den krise der har ført til underinvestering og en ophobning af ledig kapital, der i stedet for produktive investeringer har søgt at formere sig igennem finansialisering og spekulation. Finansialisering betegner den proces, hvorved samfundet har udviklet sig fra at være domineret af produktion til i stedet at være præget af finanskapitalens virksomhed.
Derfor er det også en noget letkøbt forklaring, når Kolstrup skriver: ”Den skærpede krig mellem finanssektorens giganter blev akkompagneret af en ”Get rich quick”-kultur med USA som epicenter, hvor man hyldede de hurtige penge”.
Det er selvfølgelig ikke forkert, men uden en forståelse af krisens karakter er det svært at gennemskue, hvorfor nyliberalismen har presset på siden 80’erne og er blevet kapitalismens generelle form i dag. I værste fald fører det til en opfattelse af kapitalismen som uovervindelig – ikke mindst på baggrund af alle de tilbageskridt arbejderklassen er blevet påført.
Hverken finansialisering eller privatisering skaber ny værdi, blot en åbning for, at nye kræfter kan forsøge sig på et udvidet marked.
SDs rolle
En anden mangel er opfattelsen af SD, som er lidt vel kortsigtet. Det fremstår nærmest, som om det er nyt, at SD opfylder kapitalismens behov. Ganske vist er det nyt, at det denne gang drejer sig om nyliberalisme, men grundlæggende er SDs politik i mere end de sidste 100 år gået ud på at sikre de bedste vilkår for kapitalismen (“samfundet” kalder de det) – dog gerne på en måde der bremser dens værste udskejelser – og så håbe på, at der drypper noget af på arbejderklassen.
Det virker mere som om, at den manglende analyse af SD (og krisen for den sags skyld) handler om at fastholde, at reformismen er den rette vej – bare det gøres rigtigt. Det er ganske sigende, hvordan det fremhæves, at Nyrups kick-start af økonomien i de første regeringsår var en keynesiansk metode (hurra Keynes lever trods alt!) uden på nogen måde at diskutere at Keynes teorier, som siden 1970’erne har vist sig ikke at virke overfor den lange profitkrise.
Desuden hævder Kolstrup, at selv på trods af de store ændringer så formåede Nyrup stort set at fastholde velfærdsstaten. Ganske vist indrømmer han, at der er sket en gevaldig omlægning af velfærden, væk fra de dårligst stillede, de der står uden for arbejdsmarkedet. Og det burde vel være her, man måler. Ganske vist kan man sige, at det er blevet en hel del værre siden Nyrup, men det var her det for alvor startede. Og især må man undres over, hvor mange gange han bruger ordet ”generøs” om velfærdsydelserne. I forhold til SU’en kan han dog ikke svinge sig højere op end ”relativt generøs”.
EU’s rolle
Et andet spørgsmål er EU, hvor forfatteren skal roses for ikke bare at harcelere over EU, men faktisk vier et helt kapitel til at se på processen med at gennemføre det indre marked og også påvise, at den sociale dimension er “fugle på taget”, mens det indre marked er “hård valuta”.
Men også her mangler en analyse af, hvilken sammenhæng der er imellem, at EF/EU hele vejen igennem har været et liberalistisk projekt, og hvordan den seneste forcerede udvikling hænger sammen med kapitalismens generelle krise. Det ville have været en fordel for forståelsen af EU, hvis han havde skævet til Costas Lapavistas ”The left case against EU”.
Man står tilbage med den der ”nede i EU”, hvor det svæver i vinden, hvor det kommer fra. Men EU udsteder ikke bare direktiver, EU er også det centrum, hvor medlemslandene mødes, og vedtager fælles politik. Som de så kan bryste sig af, eller skyde skylden på, alt efter behov. EU er på ingen måde af det gode for arbejderklassen, men modstanden skal være klart anti-kapitalistisk, ikke nationalistisk, hvis den skal give mening.
En side mere af historien, som man kunne have ønsket ville være blevet draget med ind, er en beskrivelse af mediernes rolle. Hele vejen igennem perioden har medierne underbygget myten om de dovne arbejdsløse, der selv var skyld i deres arbejdsløshed, og skulle piskes til at yde noget for samfundet. Det kulminerede måske omkring efterlønnen, hvor politikere og medier i kor sang om de højtuddannede læger og andre, der ikke var nedslidte, men som gik på efterløn for at spille golf. Bedre kunne det nok ikke have været gjort for at få menigmand med på, at der var noget galt med efterlønnen, Men i virkeligheden viste det sig, at det var de samme to personer, der hele tiden blev brugt og henvist til.
Hvor er klassekampen ?
Den sidste store mangel ved bogen, som jeg vil trække frem, er, at den stort set kun er parlamentarisk historie, men ikke forholder sig til bevægelser og klassekamp (eller mangel på samme) uden for folketinget.
Den sidste store mangel ved bogen, som jeg vil trække frem, er, at den stort set kun er parlamentarisk historie, men ikke forholder sig til bevægelser og klassekamp (eller mangel på samme) uden for folketinget
Citat: Freddie Nielsen
Bevares enkelte steder nævnes bevægelser, og Ri-Bus strejken, der varede 3/4 år og havde stor landsdækkende opbakning, får allernådigst lov til at blive nævnt. Men den slags har ingen videre betydning i bogen.
Kolstrup argumenterer ganske rigtigt at Schlüters konservative regering i 80’erne havde liberalistiske ambitioner. Men ikke med et ord hører vi om havnearbejdernes landsdækkende kampstrejke i over 2½ måned i 1982/83 eller den månedlange HT-strejke i 1984, der lammede bustrafikken og en del anden transport i hele hovedstadsområdet. For
ikke at tale om påskestrejken i 1985, der nærmede sig generalstrejke-niveau, og som 3 gange på under 14 dage udmøntede sig i demonstrationer foran Christiansborg, der hver gang samlede mere end 100.000 deltagere.
En situation der førte til, at den næste overenskomst (1987), nok blev den bedste for arbejderklassen i mange år. Og ikke nok med det, for det var disse begivenheder der førte til Schlüters handlingslammelse i forhold til sine ambitioner.
Frankrig
Der, hvor den manglende forståelse af klassekampens betydning (hvis man skal være meget negativ, kan man godt mistænke, at det er et bevidst fravalg) gør sig gældende, er i forhold til Frankrig.
Som nævnt sker der i de fleste kapitler en sammenligning med andre socialdemokratisk ledede lande i Nordvesteuropa. Her bliver Frankrig under Jospin-regeringen og “Mangfoldighedens Venstre” fra 1997-2002, med både socialdemokratiske og kommunistiske ministre fremhævet som et bevis på, at socialdemokratisk politik kan være andet end nedskæringer og nyliberalisme.
Meget belejligt undlader forfatteren at nævne, at Frankrig i 1995 oplevede den største strejkebølge siden 1968, en bølge vendt imod en borgerlig regerings nedskæringspolitik og angreb på arbejderklassen. Så sammenligningen med Jospin passer i virkeligheden meget bedre på Schlüter end på Nyrup.
Men alt i alt har Søren Kolstrup skrevet en god (men lidt lang) bog, hvis man vil vide, hvad der skete – men hvis man også vil vide vide hvorfor, og ikke mindst hvad der kan gøres ved det, så er det desværre nødvendigt at gå andre steder hen.
