Frederiksen, Tesfaye og Stoklund svinger pisken – ingen etniske minoriteter kan vide sig sikre længere

Med Frederiksen, Tesfaye og Stoklund i den gule førertrøje er vi i denne tid vidne til en vanvittig konkurrence i bashing af de etniske minoriteter med deltagelse byrådskandidater og folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet og til højre i salen. Regeringens støttepartier deltager selvfølgelig ikke i konkurrencen. Men man kunne ønske sig, at de ville sætte foden ned overfor regeringen og trække en streg i sandet.

Den racistiske retorik fra Christiansborg er alvorlig nok i sig selv. Den forplanter sig ned gennem samfundet og legitimerer hatecrimes og racisme i hverdagen på skoler, arbejdspladser og i det offentlige rum. Den har gjort racismen mainstream.

Racismen fra toppen er også en afgørende årsag til, at den yderste højrefløj og fascismen kan vokse. Nye Borgerlige er et uhyggeligt eksempel på dette. De vokser i ly af mainstream partiernes racisme samtidig med at de har tætte bånd til fascistiske grupper som Generation Identitær.

Det stopper ikke ved den racistiske retorik. Integrationsminister, Mattias Tesfayes arbejder på højtryk for at omsætte den til ny direktiver og ny lovgivning, og den socialdemokratiske udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, følger op med tyndbenede argumenter, som ligger på niveau med Pia Kjærsgaard og Martin Henriksen.

Asyllejre uden for Europa

“I starten af februar 2021 sendte Frederiksen-regeringen et lovforslag ud i høring, som handler om at lukke ned for asylbehandling og opholdstilladelser til flygtninge på dansk jord. Dette formål er ekstremt, og vil, hvis realiseret, betyde et af de største opgør med dansk asyl- og flygtningepolitik siden 1951” Sådan skriver Martin Lemberg-Pedersen, ph.d., lektor ved Centre for Advanced Migration Studies (AMIS) i sin kronik i Politiken den 22. februar: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8105248/Regeringens-asylforslag-er-ekstremistisk-og-dybt-uansvarligt?shareToken=BR-UbEAAajIw 

Ny form for kolonialisme. 

Det er en ny form for kolonialisme, som undergraver den globale solidaritet og sætter os langt tilbage i kampen for universelle menneskerettigheder” skriver Michala Clante Bendixen, formand for Refugees Welcome i et debatindlæg i Altinget den 24.2. Hun fortsætter: “Tesfaye fortæller helt åbent, hvordan man forhandler med en række afrikanske lande om studiepladser, visum ordninger, udviklingsbistand og så videre i bytte for at huse et dansk asylcenter. Men kast lige et blik på de forsøg, som allerede er gjort med “eksternalisering”, som det hedder med et fint ord, og som Tesfaye “er inspireret af”: Australiens lejr på øen Nauru, og Moria-lejren på Lesbos, som er et resultat af EU-Tyrkiet aftalen – helvedes forgårde! Og se engang på, hvordan jura, lejre og fængsler forvaltes i de lande, som Tesfaye forhandler med: Uganda, Kenya, Rwanda, Burkina Faso”

Syriske flygtninge sendes retur til undertrykkelse og tortur.

Danmark er i færd med at hjemsende omkring 900 syriske flygtninge, som stammer fra området omkring Damaskus. De skal nu have deres opholdstilladelser til ny vurdering i flygtningenævnet. “Regeringen begrunder genoptagelsen med at Flygtningenævnets afgørelser blandt andet baseres på Udlændingestyrelsens landerapport fra 2019. Denne rapport nævnes og fremhæves altså eksplicit som grundlag. Samme rapport henvises der eksplicit til i flere af de konkrete afslag, som jeg har set” skriver Pernille Laier Larsen i Fyns Amtsavis den 27.2. Her tilbageviser hun nogle af regeringens mere letbenede argumenter om at “mange rejser hjem” og “mange tager hjem på ferie”. Og hun konkluderer: “ Der er ikke dokumentation for sikkerhed i Syrien.” 

Hun blev opmærksom på hjemsendelsen af de syriske flygtninge, da en syrisk dreng i hendes søns klasse pludselig var væk

https://faa.dk/artikel/der-er-ikke-dokumentation-for-sikkerhed-i-syrien?fbclid=IwAR0_h3a51KRxa4BjIX89iqvyZJa48Z1l_hS2yv4aIzCM22lXpaSnxTSCubA 

Tag pengene og forsvind

Alle langtidsledige borgere med minoritetsbaggrund skal indkaldes til en ”dedikeret” samtale med kommunen for at blive oplyst om, hvor mange penge de kan få for at rejse tilbage.

De satans konventioner

Det er virkelig svært at få statsborgerskab i Danmark. I dag kan omkring 10% af borgere i Danmark over 18 år, ikke stemme til folketingsvalg, fordi de ikke har statsborgerskab. Selv borgere født og opvokset i Danmark hele deres liv, skal søge om statsborgerskab. Institut for Menneskerettigheder skriver i en ny  rapport, “Fremmed i eget land”, den 8. februar, “at lovgivningen strider mod Danmarks internationale forpligtelser”

https://menneskeret.dk/udgivelser/statsborgerskab-unge 

Frederiksen & Tesfaye ryster ikke på hånden. De skriver  Berlingske den 9.2: ”Var det ikke for de internationale konventioner, ville vi gøre tildelt statsborgerskab betinget”.

En lige linje fra Inger Støjberg.

“Paradigmeskiftet” fra 2018, der for alvor sætter flygtninge og etniske minoriteter ud på et sidespor og “Ghettolovene” fra samme år, som diskriminerer udsatte boligområder og river gode boliger ned, er selvfølgelig Lars Løkke regeringens værk. Men Socialdemokraterne har bakket op fra dag ét og det er nu regeringens egen politik.

Da vi i 2019 fik en ny socialdemokratisk regering efter en valgkamp hvor klima og velfærd stod i højsædet, havde mange forventet at racismen fremover blot  ville være den yderste højrefløjs mærkesag. Sådan gik det desværre ikke. 

Del og hersk – en kynisk og kalkuleret taktik.

  • Racismen fjerner fokus væk fra  de reelle problemer ( klima, ulighed, fattigdom) meget bekvemt for magthaverne, som vil gøre noget ved dem.
  • Racismen skaber syndebukke, så folks vrede og frustration kan rettes væk fra regeringen og mod de etniske minoriteter.
  • Racismen opdyrker og oppisker forskelle i nationalitet, religion og kultur til falske modsætninger.
  • “Del og hersk” er et gammelt hersker kneb, beregnet til at  skabe frygt og splittelse mellem mennesker og forhindre at vi står sammen. 

Hvorfor har magthaverne brug for at splitte os med racisme og nationalisme?

Det enkle svar er, at de ikke har en løsning for de mange, hverken her i landet eller globalt. Verden står midt i en økonomisk krise, klimakrise og en flygtningekrise. En løsning for de mange ville kræve massiv omfordeling,  global retfærdighed og produktion for menneskers behov i pagt med naturen. Den vej vil hverken de økonomiske, politiske eller militære magthaverne gå. 

For regeringen og dansk erhvervsliv er det f.eks. en ubetinget præmis at bevare danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til  “ klimaomstilling”. Vi bruger masser af penge via EU til at opretholde Frontex’ grænsekontrol. Vi betaler masser af penge til regimerne i Tyrkiet, Egypten, Libyen mv. for at holde flygtninge tilbage for enhver pris. Danmark bruger en stadig større del af BNP på militæret for at sikre danske økonomiske interesser globalt. Hvorfor ikke bruge disse penge på klima, velfærd og flygtninge?

Frederiksens visit til Israel sammen med Østrigs kansler Sebastian Kurtz under dække af at sikre vacciner til “danskerne” i fremtiden viser,  hvor langt den socialdemokratiske regering er villig til at gå. Danmark først og danskerne først. Det er Trumps mantra oversat til dansk.