I marts 2016 indgik EU en aftale med Tyrkiet om at styrke EU´s ydre grænser og stoppe flygtninge i at komme til Europa. Indtil nu har EU betalt 45 milliarder for dette.
Aftalen er blevet mødt med kritik fra mange sider, blandt andet FN, Læger Uden Grænser, Amnesty og Human Rights Watch.
Siden er der kommet langt færre flygtninge til Europa. Deres flugtruter er ændret. De er blevet farligere og en større andel har mistet livet et sted i Middelhavet på deres vej.
Kort efter lukkede de europæiske lande grænserne inden for EU. Det betød at flygtninge “hænger fast” i overfyldte lejre på de græske øer, driver rundt i øde skovområder og tilfældige “lejre” i Bosnien og Nordfrankrig eller hutler sig igennem i storbyer som Beograd eller Paris.
Fort Europa
Hvordan kunne aftalen med Tyrkiet og og lignende aftaler, som helt åbentlyst sætter menneskerettighederne ud af kraft, ske? Hvordan er EU lykkes med at etablere sit Fort Europa?
Det er langt fra nyt. Det startede faktisk på EU topmødet i Sevilla i 2002. Og blev fulgt op kort tid efter af Tony Blair, der kaldte sit forslag “En ny vision” Det gik ud på at etablere modtagecentre uden for EU og belønne de lande økonomisk, som samarbejdede og straffe dem, som ikke ville medvirke. Dette er også helt i tråd med den danske regeringen aktuelle politik. I efteråret 2020 vedtog EU en ny pagt om Migration and Asylum. Den er et forsøg på at rette en smule op på det kaos og den krise, som EU´s flygtningepolitik er i.
700.000 søgte asyl i EU i 2019, men der er 80.000.000 flygtninge i verden. Kun en brøkdel søger mod Europa. Det er kun når håbet om en fremtid i eget land visner, at man kaster sig ud i den farefulde rejse til et fremmed land og kultur. Dertil kommer at langt de fleste risikerer at blive smidt ud igen, hvis man ikke kan bevise at man er “personlig forfulgt” . Og derved sidder folk, som ikke vil rejse frivillige hjem fordi de er bange for at bliver slået ihjel i hjemlandet, og rådner op i interneringslejre som Ellebæk, Kærshovedgård mv.
Schengen
Schengenaftalen, som åbner grænserne indenfor EU og etablerer grænsekontrol ved EU´s ydre grænser, startede i 1990. Derved kunne man styre, hvem som kunne rejse ind i EU. Kom man fra et land, som generelt ikke kunne, så skulle man have et Schengenvisum. Fra 2001 bliver alle flyselskaber m.v. pålagt at kontrollere dette. Da det er rigtig svært at få et Schengenvisum, og da man ikke kan søge asyl på ambassaderne, så bliver de fleste asylansøgernes eneste mulighed, at komme illegalt til Europa. Det blev første skridt til at outsource grænsekontrollen. Men ikke det sidste. Externalisation, som vi skal se nærmere lidt senere, hedder det med et pænt ord. Men pænt er indholdet ikke.
Dermed åbner man op for dem, man nu bruger som en undskyldning for ikke at samle flygtninge op – de frygtelige menneskesmuglere. Hvis man ad legal vej ikke kan søge om hjælp, hvad gør man så. Man forsøger at finde folk der kan hjælpe én med at komme væk. Dermed er EU selv skyld i at nogen tjener penge på at hjælpe folk i nød. Hykleriet driver ned ad væggen.
Frontex:
Frontex er en agentur, dvs en virksomhed, der siden 2004 har handlet på vegne af EU. Budgettet i 2020 var ca 400 millioner Euro med 1000 ansatte. Fra sit hovedkvarter i Warszawa, styrer Frontex kontrollen med EU’s ydre grænser. Det er ikke kun pigtrådshegn og kystvagtskibe, men også droner, satelitter, fly og krigsskibe, som står til rådighed for Frontex. Også Danmark har et krigsskib i Middelhavet, som samtidig er en del af NATO operation Sea Guardian. Deres opgave er først og fremmest at holde flygtningebåde væk fra EU’s have territorium.
I november 2020 blev fly, skibe og mandskab fra EU’s grænsevagt, Frontex, afsløret i at deltage i de omstridte ”pushbacks”, hvor migranter skubbes væk fra EU’s ydre grænse med magt, deres både kæntrer og mange drukner. Fragtskibe redder stadig flygtninge på havet. Men NGO skibe har fået forbud. De nægtes at komme i havn. Alligevel blev EU enig om at opbygge en fast styrke på 10.000 bevæbnede grænsevagter i 2027. Fort Europa som længe var et skræmmebillede på hvad der kunne komme fra EU’s mere og mere imperialistiske optræden, er blevet den skinbarlige virkelighed.
Externalisation – hvad er det?
Aftalen med Tyrkiet er nok det mest kendte eksempel. Men der er også aftalerne med den libyske kystvagt og flygtningelejrene i Libyen. Det er først og fremmest forkert, at EU ikke selv tager ansvar for flygtninge og migranter. Dernæst forhindrer man, at vi som borgere i EU får kendskab til hvad der foregår. Så fralægger man sig ansvaret for hvordan flygtningene bliver behandlet i Tyrkiet eller Libyen. Endelig forhindrer det civilbefolkningen i EU selv at gøre noget. Sidst men ikke mindst, så tjener europæiske virksomheder penge på at sælge overvågningsudstyr og militært grej til f.eks. Libyen.
Et mindre kendt eksempel er Hviderusland. Et land, som EU har haft sanktioner imod i årtier. Alligevel samarbejder EU og Frontex med Hviderusland omkring grænsekontrol og sikkerhed. Bl.a. har Hviderusland købt overvågnings og sikkerhedsudstyr i Storbritannien.
Kan EU ikke rumme så mange nye mennesker?
Det bliver ofte postuleret, at “vi” ikke kan integrere så mange mennesker, som søger til Europa. Og de mange flygtninge, som brød igennem i 2015 gav også anledning til kaos og frygt. Dog blev der udvist en enormt solidaritet og hjælpsomhed fra civilsamfundet, som betød at flygtningene følte sig velkomne trods alt. Europa som samfund og stat kunne have organiseret det ligesom det gjorde i 1995, da de mange krigsflygtninge kom fra Bosnien.
Der kommer faktisk mange nye mennesker til Europa hvert år. Det afgørende er hvordan de kommer.
I 2017 krydsede 171.000 Middelhavet og Ægæerhavet med livet som indsats. Samme år kom 662.000 fra Ukraine (fordi Polen manglede arbejdskraft) og 193.000 fra Kina (fortrinsvis fra Hong Kong). Et andet eksempel er fra 2019: Dengang krydsede 37.000 Middelhavet til Spanien og Italien. Men samtidig modtog Spanien 91.000 asylansøgere fra Latinamerika. De kom alle med fly, fordi Spanien ikke afkræver dem et Schengenvisum.
Så det er en åbenlys løgn, at Europa ikke kan håndtere så mange flygtninge og migranter. Hvis der var politisk vilje i Europa, så kunne man nemt tage hånd om en værdig og menneskelig behandling af flygtningene på de græske øer og de mange som er strandet i Bosnien eller i Nordfrankrig.
Når det ikke sker, medvirker det til at “afskrække” flere fra at flygte, det viser dem det “umulige” i situationen og at vi ikke har plads flere flygtninge. Støjberg brugte lige præcis denne argumentation da hun fik trykt i alle de store mellemøstlige aviser, at man kunne godt glemme at forsøge at komme til Danmark, fordi der ville man ikke få asyl, og hvis man gjorde var der hårde vilkår. Endelig fastholder det billedet af flygtninge som en trussel mod Europa.
Heller ikke selvom folk er flygtet fra de krige, som USA og Europa har påført deres lande i ønsket om stå stærkere i den imperialistiske rivalisering. Heller ikke selvom folk søger væk fra deres hjemland for at komme væk fra fattigdom og håbløshed, hvis væsentligste årsag skal findes i at USA og Europa har påtvunget dem nyliberalistiske reformer og givet de multinationale selskaber frit spil. Og heller ikke hvis betingelserne i de FN lejre i “nærområderne” er så ringe, at der ingen alternativer er end at forsøge at flygte helt væk. Den stor syriske flygtninge strøm fra 2015 skete på baggrund af, at FN skar ned på bevillingerne til lejrene omkring Syrien, under borgerkrigen. Hvorfor? Fordi donorlandene, inklusiv Danmark havde skåret ned på bevillingerne til FN’s flygtninge arbejde.Igen driver hykleriet fra EU ned af væggene.
EU’s ledere bruger racismen
Det er uhyggeligt, men desværre nødvendigt at slå fast, at EU´s flygtningepolitik ikke handler om flygtninge eller mennesker. Men flygtningene er brikker i spillet om sociale, økonomisk og militær kontrol i de forskellige medlemslande men også om imperialistisk rivalisering.
Når op mod 3 millioner ukrainere har fået adgang til EU siden 2017, så er det selvfølgelig fordi Polen mangler arbejdskraft. Men det er også for at trække Ukraine væk fra russisk indflydelse. Men det er ikke ligegyldige hvilket arbejdskraft det er. Den “gode arbejdskraft” er dem som man ikke kun dæmonisere i mindre grad. Også østeuropæer er udsat for hetz.
Den “dårlige arbejdskraft” er muslimer fra Mellemøsten. Den herskende klasse i EU har brug for en syndebuk når de selv fører nedskæringspolitik og eroderer velfærden. Og her spiller islamofobi – altså had til muslimer en afgørende rolle. Man kan splitte os op, eller i det mindst aflede vores opmærksomhed på hvem der egentlig er skyld i finanskriser, forhøjelse af pensionsalderen og nedskæringer på sundhedsområdet, ved at spille det racistiske kort. Så selv om mange arbejdsgivere mener, at den racistiske udlændingepolitik er kontraproduktiv på den korte bane, er de villige til at acceptere det, fordi det tjener et højere formål – systemets værn mod oprør fra neden. Det er det som kan forklare det paradoks at Europa har en aldrende befolkning og faktisk har brug for unge og fødedygtige mennesker til at betjene kapitalismen. Men de andre hensyn er vigtigere.
Asylansøgere fra Afghanistan og Irak bliver ofte afvist og deporteret. Det underbygger fortællingen om at krigen mod terror var legitim og at både Irak og Afghanistan er inde i en positiv udvikling nu.
Frontex får flere penge og mere mandskab, der er brug for at udvikle sikkerheds, kontrol og overvågningsudstyr både til sig selv og sine omkringliggende samarbejdspartnere. Det gavner europæiske virksomheder.
Så EU’s flygtningepolitik og Frontex ligger dybt i konstruktionen EU og formålet med EU.
Socialisters opgaver
Vi skal som socialister forstå og udbrede disse sammenhænge og denne forståelse. Vi skal involvere os i solidaritetsarbejde for flygtninge i vores hverdag, i vores by og i vores land. Vi skal holde fast i, at her er plads til flere og at grænserne må åbnes til Europa og Danmark. Og vi må sammen starte mobiliseringen til 20. marts som er FN’s internationale dag mod racisme og diskrimination. Her skal der sættes spot på de store spørgsmål som Fort Europa, Schengen, Frontex og eksternaliseringen til 3. lande. Det kræver en international bevægelse, som skal bygges op. Alle socialister og folk med den mindste humanisme i behold opfordres til at være med til at at stoppe det barbari, som foregår ved Europas grænser og internt i Europa.
