Når man i starten af 1900-tallet omtalte lockouten i 1899 som den store arbejdskamp, var det ingen overdrivelse. Ud af 70.000 organiserede arbejdere, nåede de 40.000 at blive ramt af lockouten, der ikke bare var omfattende, men også lang – 16 uger. Det var den største arbejdskamp Europa endnu havde oplevet.
Hvordan nåede det dertil? I fagbevægelsens tidligste tid – i det mindste i opgangstider – havde man med rimelig succes brugt den såkaldte omgangsskrue. Det betød at man inden for et fag tog arbejdsgiverne en for en, og strejkede sig til bedre forhold. Men i løbet af 1880’erne begyndte arbejdsgiverne at organisere sig lokalt, og de stod ikke bare sammen, de tog også lockout-våbnet i brug.
Lokale kampe
Det stoppede dog ikke arbejderne. I opgangstiden og industrialiseringen i slut 1880’erne og ind i 1890’erne, fortsatte man med at strejke sig til bedre forhold. I 1885 forsøgte de jernindustrielle arbejdsgivere i København at knække fagforeningerne, men det lykkedes ikke. Ti år efter forsøgte jernindustrien i Århus det samme – ligeledes uden held. Det skal dog med, at selv om det lykkedes arbejderne at strejke sig til kollektive forbedringer hos de enkelte arbejdsgivere, så var jernindustrien længe hårde fagforeningsmodstandere. Den første kollektive overenskomst med jernindustrien, blev ikke indgået før i foråret 1900. Og selv om man tilkæmpede sig forbedringer, så var der stadig tale om lange arbejdsdage, ofte under elendige arbejdsforhold, og bestemt ikke til fyrstelige lønninger.
Arbejdsgiverne vil slås
Men arbejdsgiverne blev mere og mere trætte af de mange strejker. Ja, en del begyndte at jamre sig og hævde at man nu ikke længere kunne få lov til at bestemme i sin egen virksomhed. I 1896 stiftede en række arbejdsgiverorganisationer Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (DAM – senere DA), for nu var det på tide at sætte fagforeningerne på plads, og blive herre i eget hus. To år efter stiftedes De samvirkende Fagforbund (DsF, senere Lands Organisation – LO -, i dag en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation – FH) som en paraplyorganisation, der skulle danne modvægt til DAM. Den store forskel var dog, at hvor forbundene ikke ønskede at afgive ret megen suverænitet til DsF, så var DAM en centraliseret magtfaktor.
Nu var banen kridtet op. DAM ventede bare på en lejlighed. Og den kom i foråret 1899. Snedkerne i 7 jyske byer forkastede den overenskomst som deres forbund havde forhandlet sig frem til. De gik i strejke, og DAM krævede at DsF satte snedkerne på plads. Det havde DsF ikke mandat til, hvilket arbejdsgiverne selvfølgelig godt vidste.
Uvarslet lockout
Den 24. maj satte arbejdsgiverne de første 30.000 arbejdere på gaden i en uvarslet lockout, og opstillede otte ultimative krav, som betingelse for at ophæve lockouten. De vigtigste krav var:
- DsF skal tvinge snedkerne til at makke ret.
- Hovedorganisationerne skal kunne indgå bindende aftaler på vegne af deres underorganisationer, og være ansvarlige for disses overholdelse.
- Arbejderorganisationerne skal fuldt ud anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.
- Opsigelsestiden for overenskomsterne fastsættes til 1. januar med tre måneders opsigelse.
- Fastlønnede formænd og arbejdsledere må ikke optages som medlemmer i fagforeningerne.
DsF ville ikke gå ind på kravene, og kunne heller, da DsFs love slet ikke rummede muligheder for en sådan autoritet overfor medlemsorganisationerne. Det blev således en meget lang stillingskrig.
Arbejderne skal sultes
DAM satsede på at sulte arbejderne til at acceptere, men arbejderklassen udviste et utroligt sammenhold. Det var heller ikke sådan at stemningen entydigt var på arbejdsgivernes side, snarere tværtom. 10.000 københavnske børn kom på ferie på landet, og mange landbrugere var venligt stemt overfor arbejderne. Ligeledes henvendte lokale handelsstandsforeninger sig til arbejdsgiverne om at stoppe lockouten, og handlende gav kredit til de udelukkede. Der var ligefrem venligsindede udlejere, der gav henstand med huslejen, selv om flertallet af husejerne smed arbejderne ud af deres lejligheder, når de ikke kunne betale lejen.
DAM henvendte sig til nabolandenes arbejdsgivere, for at få dem til at afvise danske arbejdere. Det lykkedes i nogen grad i Nordtyskland, men ellers var effekten nok nærmere at skabe et røre, der øgede den internationale arbejderstøtte. Mellem 10 og 15.000 af de udelukkede fik arbejde i udlandet, eller hos uorganiserede danske arbejdsgivere. F.eks. ansatte B&W, der stod udenfor DAM, samtlige 400 lockoutede fra Københavns Flydedok.
Passiv konflikt
Der var bemærkelsesværdigt stille i landets byer, gennem hele konflikten, fagtoppen roste de udelukkede, ja hele arbejderklassen, for den værdighed hvormed de gik gennem lidelserne. Og politiet meldte bagefter, at de ikke havde haft en eneste udrykning eller optaget rapport, begrundet i arbejdskampen. Onde tunger vil nok hævde, at det hele var lidt for roligt, ja ligefrem passivt. Men bureaukratiet og den socialdemokratiske partitop ville ikke høre tale om at tage egne kampskridt. De kræfter i fagbevægelsen, der talte om, at man burde indlede en transportstrejke og inddrage andre vigtige områder, for at tvinge arbejdsgiverne på tilbagetog, blev kraftigt imødegået. Men til sidst fandt man dog, med repræsentanter for det liberale borgerskabs mellemkomst, et kompromis.
Forlig
Forliget, der er gået over i historien som Septemberforliget, rummer mange ord, men kan koges ned til 3 punkter:
-
- DA anerkender arbejdernes organisationer og omvendt anerkender DsF arbejdsgivernes organisationer.
- Overenskomst systemet institutionaliseres med faste (omstændelige og langtrukne) regler for såvel opsigelse som varsling af konflikt. Der indføres fredspligt i overenskomstperioden, altså forbud mod strejke og lockout
- DsF anerkender ”arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, samt anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft”.
Det kan være svært at komme uden om, at resultatet ligger mistænkelig tæt på det arbejdsgiverne startede med at kræve. Fagbureaukratiets og Socialdemokratiets historieskrivning har alligevel siden hævdet, at det var en sejr for arbejderne. Når det kan synes plausibelt, så skyldes det en henvisning til, at man stod i en eksistenskamp overfor en arbejdsgiverfront, der ønskede at udradere fagforeningerne. Og dog endte det hele modsat med, at DAM blev tvunget til at anerkende fagforeningerne.
Hvem vandt?
Men var det sådan? Ja, der var utvivlsomt kræfter blandt arbejdsgiverne, der så det som både et ønskværdigt og et opnåeligt mål, men de var et klart mindretal. Men historien var et opportunt argument overfor kritik fra venstrefløjen. Det som flertallet omkring N. Andersen ønskede at opnå med konflikten, må vel nærmest siges at være tosidet. På denne side at få slået den ret nye organisation, DAMs autoritet fast på arbejdsgiversiden, og på den anden side tvinge fagbevægelsen til en centralisering, så der kunne indgås bindende aftaler oppe fra og ned, og på den måde komme ”strejkeuvæsnet” til livs.
På den baggrund må der siges at være tale om, at den overvejende sejr lå på arbejdsgivernes side. Men man skal bestemt ikke se bort fra at fagbureaukratiet også fik del i sejren, ved at deres rolle som professionel mægler mellem arbejde og kapital blev slået fast.
Læs de andre artikler i serien “Arbejderbevægelsens historie”:
Del 1
http://socialister.dk/lio-pio-internationalen-og-slaget-paa-faelleden/
Del II
Læs også artikel “Myten om den dansk model” anno 2021
http://socialister.dk/myten-om-den-danske-model/
