Ruslands imperialistiske krig i Ukraine har tvunget landet til at omdanne en del af dets økonomi til krigsøkonomi. Derfor har de kunnet standse Ukraines offensiv i 2023 og er begyndt at få overtaget, men med mange tusinde døde russiske soldater til følge. Og selvfølgelig også en hel del ukrainere.
Først og fremmest er grunden de manglende leverancer af militært isenkram, som Ukraine var blevet lovet af EU, der kun har leveret ca. 50 %. Samtidig har Biden problemer med at få den nødvendige økonomiske pakke til Ukraine gennem senatet. Derfor panikker regeringen nu.
Det er et signal om, at de (regeringen) vil gøre alt for at bevare den verdensorden, som vi lider under nu. Det er et knytnæveslag i ansigtet på den venstrefløj, der desværre helt frivilligt har nedlagt våbnene for at støtte imperialismen med våben
Freddie Nielsen og Charlie Lywood
SVM-regering har ellers stået i spidsen for at opfylde NATO’s 2 % af BNP-krav, taget skridt til at genåbne ammunitionsfabrikker i Danmark, og har inviteret USA indenfor via aftalen om militærbaser på dansk jord. Og senest har regeringen lovet militær støtte til Ukraine i de næste 10 år.
Det er et signal om, at de vil gøre alt for at bevare den verdensorden, som vi lider under nu. Det er et knytnæveslag i ansigtet på den venstrefløj, der desværre helt frivilligt har nedlagt våbnene for at støtte imperialismen med våben.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har for nylig konkluderet, at Rusland ikke udgør en militær trussel mod NATO-landene lige nu. Men samtidig pegede de på, at Rusland om nogle år kunne opnå tilstrækkelig militær kapacitet til at udgøre en militær trussel. Så konklusionen var at NATO skulle matche det fremtidige scenarie. Ergo kræves der endnu flere penge til forsvaret.
Socialister og oppustning
”Krig er politikkens fortsættelse med anvendelse af andre midler,” skrev den preussiske militærteoretiker Carl von Clausewitz for ca. 200 år siden. Og politik er koncentreret økonomi, kan vi tilføje. Så for at forstå kravet om oprustning må socialister kigge på, hvilke interesser der ligger bag kravet om oprustning?
Som socialister tænker vi ikke i ”nationer” men i klasser. Socialister spørger; gavner oprustning arbejderklassen? Eller er oprustning blot en måde, vores magthavere kan sikre sig at de forbliver magthavere? Magthaverne vil samle os omkring ”deres interesser”. Vi må til gengæld tænke på, om det også er i vores interesse.
I stedet må vi helt grundlæggende stille spørgsmålet; gavner nationalstater og grænser arbejderklassen, eller har de i virkeligheden kun betydning for kapitalisternes interesse i at have et marked, de kan være stærke på?
Citat: Freddie Nielsen og Charlie Lywood
Penge til krig betyder mindre penge til velfærden. Mette Frederiksen har allerede udtalt; “friheden har en pris”, og som altid bliver det arbejderklassen, der må betale. Og samtidig betyder det, at vi skal hade andre mennesker: arbejdere i andre lande, som vi dybest set har flere fælles interesser med, og som vi burde være brødre og søstre med. Se på hvor meget anti-russisk propaganda vi bliver fodret med. Og se hvor meget racisme og islamofobi, der bliver udgydt.
I stedet må vi helt grundlæggende stille spørgsmålet; gavner nationalstater og grænser arbejderklassen, eller har de i virkeligheden kun betydning for kapitalisternes interesse i at have et marked, de kan være stærke på? Intet af dette er i vores interesse.
I den nuværende epoke har imperialistiske røverkrige, hvor forskellige imperialistiske magter slås om magt, ressourcer osv, været dominerende. Der har været Irak-krigen, først 1990-91 og fortsat 2003-2011, hvor vestens kontrol med Mellemøsten var det, der reelt blev kæmpet om. Og i dag er det USA/NATO’s interesser mod Ruslands i Ukraine, hvor imperialisterne udkæmper en krig for at få fat i Ukraines ressourcer og reel kontrol med dets territorium.
Bagtæppet er forskydningen mellem Kina og USA i forhold til den økonomiske magtbalance, hvor USA mister terræn. Det der sker er, at når den økonomiske magt svækkes, så ren økonomi ikke længere kan tvinge de imperialistiske interesser igennem, så vil de bruge andre midler – krig og militær – træde til for at “løse” deres problemer.
Nej til imperialistiske krige
Disse imperialistiske krige er fortsættelsen af den økonomiske og politiske rivalisering “med andre midler”. Dvs. vi lever i en epoke af stigende inter-imperialistisk rivalisering. Blandt andet forstærket af finanskollapset i 2007/8 og forsyningskrisen efter Covid 19.
En sådan tidligere epoke førte til 1. verdenskrig i begyndelsen af 1900-tallet. Mange socialister støttede dengang, desværre, “deres egne” magthavere, så millioner af almindelige arbejdere døde i skyttegravene. Heroverfor stod andre socialister som Lenin, Trotskij, Luxemburg og nogle få andre, men de var i starten meget alene om at sige: “Fjenden er i vores eget land.” Det blev de skældt meget ud for. Og det bliver man igen i dag, hvis man ikke støtter NATO mod Rusland. Når vi ønsker et nederlag til vores egne herskere, er det fordi det svækker dem og giver os bedre muligheder. Nederlaget i 1. verdenskrig førte til revolution i både Rusland og Tyskland.
Er det en krig mellem demokrati og despoti?
Magthaverne og deres venner på venstrefløjen vil igen og igen fremhæve, at Rusland ikke er demokratisk, og at det må være bedre at kæmpe for demokratiet mod despotiet. Det er rigtigt, at det borgerlige demokrati giver arbejderklassen et råderum til at organisere sig og kæmpe.
Derfor må arbejderklassen gøre sig fri af nationale interesser og kæmpe for sit eget demokrati og sine egne interesser
Citat: Freddie Nielsen og Charlie Lywood
Men det aktuelle argument rummer et dilemma. For det forudsætter at arbejderklassen bakker op bag nationen og NATO (dvs. imperialismens interesser), og lægger egne krav væk, eller undlader at kæmpe for sig selv inden for det borgerlige demokratis rammer. Men hvad skal man så bruge demokratiet til? Derfor må arbejderklassen gøre sig fri af nationale interesser og kæmpe for sit eget demokrati og sine egne interesser.
Alternativet er solidaritet på tværs af grænser.
Derfor ønsker vi ikke at Danmark sender våben til Ukraine. Ikke fordi vi ikke ønsker at de selvstændigt kunne smide de russiske imperialister ud, men fordi Zelenskyjs regime desværre blot er en proxy for USA/NATO’s interesser, som vil svække Rusland og fremme Ukraines tilslutning til vesten.
Men der er også andre grunde. Socialister er først og fremmest internationalister, og vi ønsker ikke at almindelige folk skal slå andre almindelige folk ihjel på slagmarken til gavn for de herskende klasser, som slås om byttet. Vi ønsker derimod international solidaritet for en bedre, mere retfærdig verden. Ved at gå imod oprustning styrker vi også andre landes arbejdere til at gøre det samme, heriblandt Rusland og Ukraines arbejdere.
Et yderligere argument for at gå imod oprustningen er, at den vil militarisere staten og samfundet, hvilket igen fører til en mere ensrettet og autoritær stat. Det ses f.eks. af den måde, som den – desværre stadig ufarlige – minoritet, der modsætter sig oprustning og NATO, forsøges hængt ud.
