Disse tiltag er i mange tilfælde reelle nok, dvs. effekterne kan i vid udstrækning måles og de publiceres som led i en synliggørelse af, hvordan disse private selskaber er en del af løsningen på klimakrisen.
På den måde er mange virksomheder rykket videre fra greenwashing til oprigtigt at levere målbare resultater. De har derfor på mange måder overtaget bæredygtighedsdagsordenen og regulerer sig selv for således at imødekomme en mulig statslig intervention og kollektiv regulering.
Dette flugter fuldt ud med tidens neoliberale klimapolitik: Markedet kan løse problemet selv. Denne selvregulering eller markedsmekanisme-tilgang italesættes da også som en særlig ”win-win” situation: Virksomhederne kan øge deres profit samtidig med at klimaet reddes. Det er en ”win-win” fortælling, der ofte betegnes som ”business case paradigmet for virksomhedsbæredygtighed”.
Hvorfor går det så alligevel den forkerte vej med CO2 udledningen?
Men på trods af alle disse tiltag fra verdens største virksomheder, hvorfor går det så alligevel kun den forkerte vej globalt set med udledningen af CO2? En del af problemet ligger i hvad Peter Dauvergne og Jane Lister betegner som ”økoforretning”.
Den klimabevidst produktion og forbrug er ikke bare en erstatning af en allerede klimabelastende produktion, men derimod en forøgelse af den samlede produktion og af det samlede vareforbrug. Det vil med andre ord sige, at fra et snævert perspektiv så er det rigtigt at multinationale virksomheder mindsker deres klimabelastning i forhold til specifikke dele af deres produktion, men fra et bredere perspektiv er dette altså falskt, da det samlet ikke er tilfældet. Både i forhold til den enkelte virksomheds samlede belastning men i særdeleshed i forhold til den globale belastning.
Vi kan ikke øko-forbruge os ud af klimakrisen.
Professor i management Peter Fleming betegner dette som en ny form for neoliberal ideologi: Det virksomhederne siger, er på den ene side altså sandt, ja, dele af deres produktion er fatisk blevet mere klimavenlig, men på den anden side også falskt, da de ikke samlet set reducerer klimabelastningen i tilstrækkelig grad.
Den klimabevidst produktion og forbrug er ikke bare en erstatning af en allerede klimabelastende produktion, men derimod en forøgelse af den samlede produktion og af det samlede vareforbrug
Citat: Martin karlsson
Denne ideologi har som funktion at sikre samarbejdet med Ngo’er og nationalstater, samtidig med at den sørger for, at de mere systemiske problemer ikke berøres. Altså hvorvidt konstant voksende vareproduktion og forbrug, selv med en større klimavenlig andel, ikke bidrager til en samlet reduktion af CO2-udledningen. Som Michael Barnett, professor i management og global business, understreger: Vi kan ikke øko-forbruge os ud af klimakrisen.
Klimaaktivisternes kamp mod greenwashing må naturligvis fortsætte, men vi må også være yderst kritiske over for virksomhedernes overtagelse af bæredygtighedsdagsordenen og den neoliberale økobranding, der netop søger at unddrage sig de svære spørgsmål om, hvordan vi kan producere og forbruge i en verden med globale temperaturstigninger på vej til 2 grader celsius.
