Artiklen her blev først publiceret i Socialist Worker d. 12. December og kan læses her
Socialister verden over blev chokeret og bedrøvede over at høre om John Molyneux’ pludselige død i Dublin lørdag d.10. december. Han blev 74 år. John var en af de vigtigste marxistiske forfattere og aktivister i den generation af studerende og unge arbejdere, der gjorde oprør mod systemet i 1960’erne og 1970’erne.
Han sluttede sig til International Socialists (UK), forgænger for Socialist Workers Party, i 1968. Som studerende ved Southampton University blev han radikaliseret gennem sit engagement i Vietnam Solidarity Campaign og af et besøg i Paris under det store oprør i maj 1968. Han blev faktisk rekrutteret til (IS) af dets grundlægger Tony Cliff.
John forblev en engageret revolutionær socialist resten af sit liv, først i SWP og senere i dennes irske søsterorganisation, nu Socialist Workers Network. John underviste som lektor ved Portsmouth Polytechnic, senere University of Portsmouth. Hans indflydelse bidrog til at tiltrække mange af hans studerende til revolutionær marxisme. Han var en beslutsom aktivist og grundpillen i SWP’s Portsmouth-afdeling, indtil han flyttede til Irland.
John Malyneux som forfatter
Men hans vigtigste bidrag var som forfatter. Hans første bog, Marxism and the Party – hvor han nød Cliffs redaktionelle hjælp – blev udgivet i 1978. Det var en i tid med forvirring og debat blandt revolutionære internationalt, og John bragte enorm klarhed over det centrale spørgsmål om socialistisk organisation.
Han viste den samme kombination af klarhed og lærdom i hans ugentlige klumme, som han skrev for avisen Socialist Worker i mange år. Den ankom som et urværk, håndskrevet, men altid helt læselig, og demonstrerede den marxistiske traditions relevans overfor tidens spørgsmål og debatter. Nogle blev brugte som pjecer eller samlet i bøger.
En af Johns mest indflydelsesrige tekster var artiklen ”What is the real Marxist Tradition”, (på dansk Den Marxistiske Tradition) først udgivet i 1983 og bredt genudgivet og oversat i pjeceform og online. Her søgte han at skelne den klassiske revolutionære marxisme hos Marx og Engels, Lenin, Trotsky, Luxemburg og Gramsci og disses opfattelse af socialismen som arbejderklassens befrielse er dens egen værk, fra stalinismens og socialdemokratiets forvrængninger og fordærv.
Man kunne virkelig anvende det motto, Marx antog for sig selv for John – “Intet menneske er fremmed for mig.” Men nu er denne strøm af non-stop aktivitet blevet slukket
Citat: Alex Callinicos
Men John var ikke tilfreds med at blot at være en simpel udlægger af ortodoksi. I ”The Revolutionary Theory of Leon Trotsky” (1983), kritiserede han skarpt, hvad han betragtede som de teoretiske og politiske svagheder, som han fandt hos Trotskij, der dog samtidig blev beskrevet som Johns store helt. På samme måde var hans praksis som aktivist aldrig tankeløs eller mekanisk. John var stort set enig i den tilgang, SWP-ledelsen tog til at opbygge partiet midt i alle omskiftelserne i såvel situationen i Storbritannien som internationalt. Men samtidig var han ikke bange for at kritisere og endda udfordre ledelsen, når han mente, at de tog fejl, især i den måde, vi gennemførte debatter på i partiet. Men da Respect, den radikale venstrefløjskoalition, vi havde været med til at igangsætte, kom i krise i 2007-8, sprang John til SWP’s forsvar. Det var et klassespørgsmål, sagde han.
Marxisme og kunst
Som tiden gik, blev Johns’ marxisme bredere og mere kreativ. Han blev mere og mere interesseret i den marxistiske tilgang til kunst, næret af en livslang kærlighed til malerkunst. Han udviklede sin opfattelse af kunst som “værk produceret af umistelig menneskelig arbejdskraft og præget af en fusion eller enhed af form og indhold” i The Dialectics of Art (2020). Han skrev fremragende om individuelle kunstnere som Rembrandt med øje for detaljer, men mistede aldrig den historiske kontekst af syne.
Som altid med John blev teori og praksis forenet. Som lektor ved School of Art and Design ved University of Portsmouth fra 1992 og fremefter inspirerede han de studerende i deres egen kunst. I 2007-10 organiserede han kunstudstillingen ”Left in Vision” på den årlige Marxism Festival.
Politisk aktivist i Dublin
I 2010 gik John på pension og flyttede til Irland for at være sammen med sin partner, Mary Smith. Han kastede sig ud i politisk aktivitet i Dublin og gik ind i Socialist Workers Networks ledelse, på den tid da den blev drivkraften i den meget succesrige People Before Profit-koalition.
Han havde så travlt som nogensinde – redaktør af SWN’s teoretiske tidsskrift Irish Marxist Review og medlem af Coordination of the International Socialist Tendency (IST). Men Johns største indsats blev arbejdet på at skabe en marxistisk tilgang til kapitalismens accelererende ødelæggelse af naturen.
Vi var begge enige om, at klimaforandringerne på samme tid var den største trussel mod menneskeheden og den største stimulans til revolution. Denne bekymring afspejles i Johns sidste udvalgte skrifter om socialisme og revolution, 2022. Han tog initiativ til Global Ecosocialist Network for at koordinere og styrke det antikapitalistiske svar på denne eksistentielle krise.
Det tætteste, jeg kom på John, var, da vi begge deltog i en konference i Niterói i Brasilien i 2009. John opholdt sig i Rio de Janeiro, på den anden side af bugten fra konferencen. At komme rundt i Rio-området er ikke så let, så John måtte rejse meget. Men han var altid fuld af energi, spørgsmål, argumenter, nysgerrighed og kammeratskab. Han blev ven med en brasiliansk studerende, der inviterede ham til at besøge sin familie i den favela, de boede i.
Man kunne virkelig anvende det motto, Marx antog for sig selv for John – “Intet menneske er fremmed for mig.” Men nu er denne strøm af non-stop aktivitet blevet slukket. Alle mine tanker går til Mary, Johns partner, og til hans familie, især hans børn Sara og Jack, børnebørn og oldebørn, samt til hans kammerater og venner i Irland, Storbritannien og rundt om i verden.
