Blot ganske få årtier før den portugisiske opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, i 1498 som den første europæer sejlede syd rundt om Afrika og kom til Indien, havde kineserne allerede været der via søvejen.
Billededet foroven viser verdens største træskibe, kinesiske giganter fra starten af 1400-tallet, kæmpeskibe, der sejlede helt til Afrika.
Til forskel fra portugiserne, der kun kom med fire skibe, der kun var lidt over 25 meter lange, kom kineserne med en veludbygget flåde på over 300 skibe med 27 tusinde mænd, og der var desuden også tale om de allerstørste træskibe (over 120 meter lange), som datiden – og nutiden – har set.
Skibene er bare et udtryk for den teknologiske højkultur, som intet andet rige på daværende tidspunkt kunne måle sig med. Krudt, trykkekunsten og avanceret navigationsudstyr til sejlads var blevet udviklet over de foregående 500 år.
Omkring år 1500 var det præcis de samme teknologier, som de europæiske stater – og ikke Kina – skulle tage i brug til at dominere, kolonisere og slavegøre hundredvis af millioner af mennesker over hele kloden med.
Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvorfor det ikke blev kineserne, der blev centrum for den udvikling, som omfattede plyndringer og teknologisk dominans, men i stedet europæerne?
Et rige i dets sidste storhedstid
Svaret på spørgsmålet er, at da Kina nåede til Indien via søvejen med den enorme flåde, havde Kinas civilisation allerede toppet. Horder af ”vilde” nomader fra Mongoliet var en evig udfordring fra nord, og den herskende klasse i Kina ønskede i stedet at se indad og ikke bruge enorme ressourcer på eventyr til søs, når man i stedet kunne udbygge og forbedre sikkerheden og infrastrukturen hjemme i Kina, bl.a. med Den Store Mur. Det betød, at den sidste ekspedition til Indien foregik i år 1433, og i de følgende 50 år blev bygningen af nye skibe med mere end to master forbudt, og i 1525 beordrede kejseren, at alle større skibe, der kunne sejle på de store have, skulle ødelægges.
Kina gennemgik modsat Europa ikke nogen dyb og “mørk” middelalder, selvom det kinesiske rige på nogenlunde samme tid som Romerriget (i løbet af det 5. århundrede) oplevede en nedgang som følge af nogenlunde de samme grunde som romerne: Interne stridigheder, økonomisk mistrivsel og invasion af vilde barbarer. Trods dette blev Kinas nedtur ikke lige så lang og dyb som Europas.
Nedgangens plager ramte særligt den nordlige del af Kina, der også var rigets højborg, og efterlod landbruget og bønderne udpinte. Men imens at Nord faldt sammen, begyndte landet at blomstre særlig i Yangtze-regionen, hvor man kultiverede og forfinede dyrkningen af ris, og nye velhavende byer med handel opstod i syden.
Ud over det gav invasionerne fra nomadehære ikke kun samfundsmæssige tab. Meget af den teknologi, som blev helt central i Kinas nye opblomstring, kom fra de militaristiske mongoler, bl.a. hesteopdræt og seletøj, nye måder at bygge veje og broer på i bjergrigt terræn samt skibsbygningskunst. Og selvom at store dele af rigets traditionelle intellektuelle arv gik tabt ved plyndringerne, betød det også at nye tankestrømme – heriblandt buddhismen – kom til at spille en rolle, hvilket også gav plads til nye traditioner.
Nu skruer vi tiden tilbage til 600-tallet:
Ta’ng dynastiet år 618 til 907
I slutningen af 600-tallet var riget allerede samlet igen under først Sui- og derefter T’ang-dynastiet, som hver især havde nye hovedstæder med imellem en halv til en hel million indbyggere. Velstanden voksede ved en række militære sejre, der udvidede rigets indflydelse til bl.a. Korea, Persien og Indien. Noget af dette overskud blev brugt til at bygge kanaler med, 40 meter brede og flere hundrede kilometer lange, der forbandt Den Gule Flod, Yangtzefloden og Weifloden. Transporten af ris og varer blev på denne måde lettet betydeligt, hvilket igen havde en positiv virkning på samfundet.
Ligesom i tidligere vellykkede dynastier havde embedsmanden her en central rolle, bl.a. ved at stække godsejerklassens magt, opdele og fordele ejerskabet af mindre stykker land til småbønder, så deres overskud i form af skat kom til at gå til staten – i stedet for til leje af godsejernes jord.
Ansættelsen af embedsmand skete igennem statslige eksaminer og ikke igennem, hvem man kendte, og idealet for disse embedsmænd blev neo-konfucianisme med fokus på social harmoni, konformitet og lydighed. Staten var ret magtfuld, og bevarede et monopol på visse varer såsom te, sukker, salt og alkohol.
Dette dynasti var ved magten i 300 år, indtil det faldt sammen under et stort bondeoprør, men inden da var dynastiet allerede gjort mørt af interne stridigheder bl.a. om buddhismens fremmede indflydelse. Dynastiet blev også svækket som følge af økonomisk ødselhed på store prestigeprojekter, og i længden som følge af den manglende beskyttelse af småbønder over for godsejerklassen, der fik tilranet sig mere og mere jord, hvilket betød faldende skatteindtægter.
Selve bondeoprøret lignede tidligere og senere bondeoprør, i den forstand at det nok kunne være succesfuldt med at vælte en provins-magthaver – eller endda en fra det kejserlige dynasti – men de nye magthavere glemte hurtigt bønderne igen. Faldet af Tang dynastiet indleder en periode på et halvt århundrede med tronstridigheder og magtkampe, før landet igen samles under Song dynastiet.
Det sidste store kinesiske dynasti – Song dynastiet år 960 til 1279
Song dynastiet blev det sidste store kinesiske dynasti, og muligvis også det mest blomstrende.
I løbet af 900-tallet begynder der at udvikle sig en reel jernindustri, og i midten af 1000-tallet producerede Kina mere end 100.000 tons jern. Til sammenligning producerede England blot 68.000 tons i 1788. Det er i samme periode, at krudtet udvikles. Det benyttes primært til fyrværkeri og senere til sprængstof. Trykkekunsten udbreder 100.000-vis af bøger, kompasnålen viser vej på havene og kartografien giver bedre kort, og pengesedler af papir tages i brug blandt handlende.
Kina har på dette tidspunkt verdens største handelsflåde, der fragter jern, ris, tømmer, mennesker og dyr langs det vidt forgrenede netværk af kanaler og floder, der bandt de små lokale markeder sammen med de store i provinserne samt de helt store byer – nogle af disse var nu på flere millioner mennesker.
Da jernproduktionen ikke havde været statsligt kontrolleret, gav det en række helt almindelige handlende en ny status som super ny-rige jernkapitalister. Det huede dog hverken den gamle elite eller statens embedsmænd, da denne nye klasse truede den sociale orden og ro. Staten reagerede og nationaliserede hele jernindustrien, der i første omgang førte til et markant fald i produktiviteten.
Dette borgerskab udvikler sig ikke uafhængigt men sammen med den kinesiske stat, som nidkært vogter over, at ingen private borgere – som ikke er fra den royale klasse eller på anden vis er knyttet direkte til staten, får for stor en indflydelse. De rige borgere forsøger på forskellig vis at gøre deres indflydelse gældende, bl.a. ved a sende deres unge sønner ind til de statslige embedsmænds-eksaminer, hvilket de har et vist held med, men der er kun nogle få hundrede, der består hvert år ud af mere end 30.000 kandidater, og de bliver i realiteten en betydningsfuld klasse, som staten må forholde sig til, men som ikke bliver den dominerende.
Hvorfor kom der ikke en borgerlig revolution?
Der er en forskel imellem statens interesse og borgerskabets, men så længe der var økonomisk vækst, var det en forskel, som borgerskabet sagtens kunne leve med. Det var ikke neo-konfucianismens idealer, der som sådan forhindrede borgerskabet, men i stedet borgerskabets afhængighed af statens orden og initiativer:
Forklaringen er, at allerede datidens Kina var et enormt rige, modsat de små europæiske bystater, hvor de første kapitalistklasser etablerede sig. For at Kina kunne vedligeholde og udbygge et omfattende kanalsystem, overvandingssystemer og dæmninger samt sikre landets territorium mod plyndrende horder af nomader, var der brug for en overordnet central planlægning, som den enkeltstående kapitalist – trods stor rigdom – alligevel ikke kunne mønstre.
I sidste ende blev Song-dynastiet faktisk løbet over ende af mongolerne to gange i løbet af 1200-tallet, før den begyndende nedgang for riget slog ud i åben konflikt imellem de gamle godsejere, hoffet, borgerskabet, embedsmændene samt arbejdere og bønder. Anden gang blev Song-dynastiet besejret af den mongolske klanleder Kublai Khan, som installerede sig som ny hersker over Kina.
