Pariserkommunen
Den 18. marts 1871 forsøgte den franske regering at afvæbne Paris’ Nationalgarde, og konfiskere de kanoner som byens befolkning havde anskaffet for egne midler.
Dette fik Paris’ borgere, der i forvejen led og havde mange sociale krav, til at gøre oprør. Opstanden førte til dannelsen af Pariserkommunen, der levede i 71 dage, før den blev kvalt i blod.
Pariserkommunen var den første proletariske opstand, der førte til magtovertagelse. Og selv om den kun fik et kortvarigt liv, blev der gjort erfaringer, og ikke mindst, gav den genlyd rundt i Europa.
Blandt kommunarderne var der medlemmer af Internationale, om end et mindretal, og Marx og Engels fulgte nøje udviklingen, der lærte dem nye ting. Selv om de så Det kommunistiske Manifest som et historisk dokument, der ikke skulle ændres, lagde de i forordet fra 1872 vægt på, at kommunen havde bevist, at arbejderne ikke bare kan overtage den eksisterende stat, men må skabe sin egen.
Louis Pio danner Internationalen
Også i Danmark blev der lagt mærke til kommunen. En postfunktionær, den 29 årige Louis Pio, havde i nogen tid bemærket den armod arbejderne levede i, men med Pariserkommunen blev han yderligere inspireret, og udgav anonymt skriftet Socialistiske Blade.
Det var noget der blev bemærket, ikke mindst af magthaverne, der nok bed ekstra mærke i sætningen ”… hvad det er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller – uden den!”
Det var ikke nemt at være socialist på den tid, men det lykkedes for Pio, sammen med Harald Brix og Povl Geleff, at få dannet Internationale, med forbindelse til Internationale og Marx og Engels i London. Og deres inititiv var en succes. Allerede i november 1871 opgav de medlemstallet til 4.500 med de 3.000 i København.
Internationale blev opbygget i fagsektioner – snedkersektion, murersektion osv., hvor medlemsgrundlaget var til det. På den tid havde man endnu ikke det kunstige skel mellem faglig og politisk kamp, som karakteriserer reformismen. Men omvendt gjorde det at organiseringen var både fagforening og parti på samme tid, det umuligt at udvikle en mere klar politik for et talstærkt lederskab i arbejderklassen.
Lassalle og Marx
Der var også en vis forvirring. Pio stod ganske vist i forbindelse med Marx og Engels, men var samtidig inspireret af Lassalle, inspirator for meget af den tyske arbejderbevægelse. Problemet med Lassalle var at han så staten som neutral, hans centrale krav var almindelig valgret og statsstøtte til at oprette arbejderkooperativer.
Socialdemokratiets første egentlige program – Gimleprogrammet – fra 1876, var langt hen ad vejen en oversættelse af det tyske socialdemokratis Gothaprogram, der var inspireret af Lassalle, og som Marx og Engels kritiserede voldsomt.
Den første organisering
Men alt andet lige, var Pio og co. ærlige forkæmpere for at forbedre arbejdernes kår, og for en eller anden form for socialisme. Overalt blev de forfulgt af politispioner, og myndighederne søgte efter muligheder for at komme dem til livs.
Faktisk er Arbejdernes Forsamlingsbygning i København (nu Arbejdermuseet) en reaktion på forfølgelserne. Myndighederne gjorde hvad de kunne for at få værtshusholdere og andre lokaleudlejere til ikke at lægge lokaler til socialisterne smøder. Derfor begyndte arbejderne at indsamle penge til at bygge sit eget. Det tog lidt tid, men i 1879 kunne man med stolthed indvie bygningen.
Socialismen og ideen om at organisere sig havde, omend ikke som en steppebrand, dog fået tag i arbejderne, især i København. Og med den frygt og modstand som myndighederne og arbejdsgiverne lagde for dagen, så måtte det føre til en konfrontation. Og den kom.
Murerstrejken
I april 1872 gik 400 københavnske murersvende i strejke for kortere arbejdstid. De arbejdede fra kl. 6 til 19, seks dage om ugen, og deres krav var at slippe af med dagens sidste arbejdstime. Mestrene ville ikke give sig, og myndighederne satte alt ind mod de strejkende.
Som E. Wiinblad, SDs første historiker, skriver: ”Regeringen løste Mestrene fra deres Kontrakter, Politiet opkaldte dagligt Svende til Forhør, Magistraten udsatte Lærlingenes Prøver, for at de ikke skulde slutte sig til Strejken, Husejerne kastede de Arbejdsløse paa Gaden. Understøttelsesforeningen nægtede dem Hjælp, og de Standsfæller, som indsamlede Penge til de Strejkende blev afskediget uden Naade.”
Og da kampen havde varet en måned, indkaldte Pio og Internationale, Københavns arbejdere til et folkemøde på Nørre Fælled søndag den 5. maj, for at skabe samling, og vælge en deputation til at forelægge kongen en resolution.
Slaget på Fælleden
Indkaldelsen i Socialisten af 2. maj 1872, blev ledsaget af en artikel der sluttede: ”… målet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller – det flyder over!”
Det fik politidirektør Crone til at henvende sig til justitsministeren, med et forslag om at forbyde mødet. Crone fik grønt lys fra højeste sted. Og når han nu var i gang, så forbød han også enhver form for møde under åben himmel arrangeret af Internationale – et klart brud på grundloven.
På et møde samme dag i Internationale fik Pio flertal for sin linje, der gik på at gennemføre mødet, og som altid var der en politispion til stede. Så kl. 3 om morgenen den 5. maj blev Pio, Brix og Geleff hentet af politiet – anholdt for ”opfordring til modstand mod øvrighedens befaling”.
Da dagen oprandt var Nørre Fælled spærret af af politi og husarer, men flere tusinde arbejdere og andre, der var mødt op, brød igennem afspærringen for at holde møde. Dette førte til at de blev angrebet af politi og soldater med sabler – ganske vist blev der ”kun” hugget med den flade side, men mange arbejdere blev såret før de var drevet ud igen.
I det hele taget var myndighederne meget nervøse ved sitiationen. Domhuset, hvor de fængslede sad, broerne over til Slotsholmen, banker og andre centrale bygninger var bevogtet af soldater. Og på Kastellet blev sodaterne holdt klar, og havde fået udleveret skarp ammunition.
Internationalen vokser, men lederne fængsles.
Noget oprør blev det ikke til, og murerne tabte deres strejke. Men ifølge brev fra Pio til Engels fik Socialisten 1000 nye abonnenter og Internationale omtrendt 1500 nye medlemmer dagen efter. Måske overdrev han lidt, men der er næppe tvivl om at mange arbejdere, er blevet vrede over myndighedernes opførsel.
Den resolution, som det var meningen af få fælledmødets opbakning, til at præsentere for kongen, var ikke ovenud radikal. Den indeholdt 3 krav. 1. at der udævnes en arbejdsminister, 2 . at arbejderne tillades at oprette forligskommissioner, der kan udjævne tvistigheder mellem mestre og svende, og 3. at alle autoriteter pålægges at være neutrale under arbejdsnedlæggelser. Måske kan man nærmere kalde den lidt naiv.
Men det blev der altså ikke noget af, myndighederne derimod, gik anderledes hårdt til værks. I næsten et år blev de 3 ledere afhørt, og så i marts 1873 faldt der dom – Pio fik 6 års forbedringshus, Geleff 5 år og Brix 4. I august ændrede højesteret det dog til 5 år til Pio og 3 til de to øvrige. Og så blev Internationale forbudt ved samme lejlighed.
Dommen udløste protester, og i flere byer blev soldater holdt i beredskab på kassernerne, hvis det skulle udvikle sig – men i bund og grund blev det noget af et tilbagetog for den tidlige arbejderbevægelse.
