Det kan virke tiltrækkende at tro, at staten skulle være neutral og derfor kan bruges til at gennemføre det, som flertallet ønsker sig, fordi en regering lover forbedringer uden også at ville bryde med den herskende stat. I praksis har det oftest ført til, at ambitionen for forandring blev holdt inden for de rammer, som kapitalismen sætter.
Dyrt købte erfaringer
Men opfattelsen af staten som kapitalens klassestat bygger på dyrekøbte erfaringer i arbejderbevægelsens historie. Fra ”Slaget på Fælleden” i 1872 over ”Påskestrejkerne” i 1985 til La Cabana og RiBus konflikterne i 1990’erne har den danske stat og dens voldsapparat stået på kapitalens side mod arbejderklassen.
Men også internationalt har det ført til katastrofer. Det mest dramatiske eksempel på dette er den skæbne, som overgik socialisten Salvador Allendes’ regering i Chile i 1970-73. Allendes forsøg på at begrænse storkapitalens magt en smule havde stor folkelig opbakning. Men i 1973 blev han væltet af et blodigt militærkup. Trods tydelige advarsler blev store dele af venstrefløjen lullet i søvn af troen på, at det er muligt at foretage mere grundlæggende forandringer inden for den herskende stat. Det betalte de dyrt for.
Forbindelsen mellem stat og kapital
Hver gang kapitalens interesser er truede, stiller staten sig på dens side. Der er en snæver forbindelse mellem stat og kapital, og den viser, at staten ikke er hævet over særinteresser, men er underlagt hensynet til kapitalens herredømme. Det kan man konkret se ved, at ejendomsretten er indskrevet i Grundloven og håndhæves hårdt af domstolene, mens retten til arbejde (som faktisk også fremgår af Grundloven) ikke bliver garanteret af nogen form for domstol.
At staten er underlagt kapitalens herredømme og interesser, har en afgørende betydning. Det betyder, at der er snævre grænser for, hvad selv en nok så socialistisk regering kan gennemføre. Når staten beskytter ejendomsretten, så er den også, når det kommer til stykket, magtesløs overfor dem, der sidder på den økonomiske magt. For eksempel, såfremt Corbyn som tidligere leder af Labour ville have vundet valget i UK og forsøgt at indføre reformer, som gik imod kapitalens interesser, ville han have stået overfor en veritabel storm fra storkapitalen og højtstående militærfolk, som forinden ville have truet med mytteri. Og hvad så?
Alternativet
Det betyder, at for at bryde kapitalens magt, er det ikke nok at vinde et valg til Folketinget. Selv en nok så socialistisk regering vil rende panden mod en mur, når den bliver stillet over for kapitalflugt og lukning af virksomheder. Alternativet til det kapitalistiske system er derfor ikke at vælge andre politikere. Alternativet består i, at arbejderklassen og de undertrykte ikke blot erobrer den politiske magt, men også den økonomiske. Det betyder, at for at ændre samfundet grundlæggende, så handler det om at tage kontrollen over virksomhederne, over bankerne, over butikkerne og over de offentlige institutioner. Men her støder vi ind i det problem, at staten er bevæbnet og vil forsvare sig og sin klasse.
Den bevæbnede stat
I alle klassedelte samfund er det den herskende klasses problem, at den er i mindretal overfor arbejderklassen. I lange perioder kan den herskende klasse beholde sin magt i kraft af sit ideologiske herredømme. Alligevel har overklassen altid været nødt til at opbygge et væbnet korps i form af militær og politi, som kan forsvare dets, mindretallets, magt. I sidste ende har magten i klassesamfundet altid drejet sig om fysisk magt.
Når den kapitalistiske stat i modsætning til tidligere statsformer som regel er opbygget omkring det parlamentariske demokrati, så skyldes det ikke et hensyn til flertallet af befolkningen. Men at kapitalismen er nødt til at have et organ, der kan løse de fælles opgaver, som individuelle kapitalister ikke kan magte. Her er parlamentarismen hensigtsmæssig som et forum, hvor kapitalisterne kan aftale spillereglerne for den indbyrdes konkurrence.
Demokratiet er undværligt
Men demokratiet er ikke et grundlæggende kendetegn ved den kapitalistiske statsmagt. I masser af lande har demokratiet været afløst af forskellige former for diktatur, ikke på trods af kapitalismen, men for at sikre kapitalismens overlevelse.
Derfor er det også illusorisk at tro, at et socialistisk flertal i parlamentet ville kunne bruge det eksisterende politi og militær imod borgerskabet i et opgør med kapitalismen. Dels er cheferne i politi og militær rekrutteret fra de samme kredse som kapitalistklassen. Dels véd de samme chefer, at kapitalistklassen i kraft af sin magt over økonomien også afgør, om der skal ydes ressourcer til politi og militær. Det har forfatterne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard dokumenteret i deres bog ”Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet”.
Opløs den kapitalistisk stats apparat
Den afgørende konklusion i den marxistiske teori om staten er derfor, at arbejderklassen ikke blot kan overtage det kapitalistiske statsmaskineri og bruge den i sin egen interesse. Tværtimod er det afgørende punkt i en socialistisk revolution, at arbejderklassen opløser statsapparatet – fyrer embedsmændene, nedbryder soldaternes loyalitet over for generalerne og neutraliserer politiet. Og erstatter det med en demokratisk arbejderstat som gennemfører et reelt demokrati baseret på arbejdermagt.
