En tæt alliance mellem sorte og hvide indenfor betydelige amerikanske fagforbund anså den sorte borgerrettighedsleder Martin Luther King, der blev myrdet i 1968, som helt central. Således fik han en meget afgørende opbakning fra bilarbejderforbundet og slagteriarbejderne i 60’erne under årtiets største kamp i USA.
Den aktuelle kamp i USA imod det racistiske politi og for de sortes rettigheder er landets vigtigste på området i årtier. Vi skal over 50 år tilbage i tiden til 60’erne for at finde en kamp af samme betydning. Dengang var Martin Luther King en nøgleperson – og som noget helt særligt betonede han, at kampen kun ville kunne vindes igennem en alliance med de hvide arbejdere – ud fra en fælles interesse.
Billedet foroven viser den historiske demonstration “March on Washington for jobs and freedom” i 1963, hvor Martin Luther King hilser de 300.000 deltagere. Masser af fagforeninger var helt centrale i planlægningen af og mobiliseringen til denne demonstration af meget stor betydning.
USA’s mest kraftfulde massebevægelse
Først nogle ord om Martin Luther Kings forståelse for den faglige kamps betydning inden vi går over til at se på nogle af de store fagforbund – med et flertal af hvide arbejdere – og deres aktive engagement bag den sorte borgerrettighedsbevægelse dengang.
I Danmark er Martin Luther King stort set kun kendt for at gå ind for ikke-volds aktion samt for hans smukke “I have a dream”-tale under den kæmpemæssige demonstration i Washington D.C. i 1963 “March on Washington for Jobs and Freedom”. Det betyder, at mange i Danmark tror, at han havde smukke, idealistiske tanker – som tilsyneladende blot skulle vise sig at være lallende naive sæbebobler, da han blev skudt ned i 1968. King var jo samtidig præst og leder af en religiøs bevægelse for sorte i sydstaterne.
Men Martin Luther King var ikke nogen verdensfjern, naiv dagdrømmer: Som ung i 1940’erne i staten Georgia havde han oplevet, hvordan både sorte og hvide arbejdere kynisk blev udnyttet. Her begyndte han at forstå, at sorte og hvide arbejdere måtte have en objektiv, fælles interesse – og at den faglige kamp derfor ville være central, hvis de sorte skulle gøre sig håb om at overvinde racismen og undertrykkelsen.
Selv om Martin Luther King gik ind for ikke-vold, så var han fuldstændigt på det rene med, at de nødvendige, kæmpestore oprør ville være en central del af kampen, og at disse oprør nødvendigvis måtte gøre særdeles ondt på kapitalisterne og de hvide racister. Den ikke-vold, som borgerrettighedsbevægelsen udfoldede i dens masseaktioner, skulle vise sig at være særdeles “hårdtslående”: Den udviklede sig til USA’s mest kraftfulde bevægelse fra slutningen af 50’erne.
At de amerikanske magthavere oplevede bevægelsen som en, der truede deres greb om magten i samfundet, blev afsløret, da den i Danmark blandt borgerlige så højt beundrede John F. Kennedys regering beordrede det føderale kriminalpoliti FBI til at aflytte Martin Luther Kings telefon for at undersøge, om der skulle være “kommunistisk infiltration”. Dette var den værst tænkelige anklage på det tidspunkt. Præsident Kennedys bror, justitsminister Robert Kennedy, gav FBI ordre til at aflytte og udspionere Martin Luther King. – At USA’s næste præsident Lyndon B. Johnson i 1964 og 65 ophævede de sortes borgerrettigheder til lov, bliver gerne i Danmark set som det “demokratiske, liberale” USA’s imødekommelse af disse krav, men spørgsmålet er, om det ikke snarere skal ses som præsident Johnsons forsøg på at tage luften ud af denne massebevægelse, der udgjorde en så stor trussel imod magtforholdene i USA. Internationalt så det unægteligt heller ikke godt ud, at “den frie verdens leder” USA var blevet afsløret som en nation, hvor racisme og diskrimination herskede.
“Black & White – Unite & Fight” om de aktuelle kampe i USA og Danmark mod racisme og hvorfor det er så vigtigt, at hele arbejderklassen kommer ind i kampen med sin fulde styrke – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/black-white-unite-fight-world-against-racism/
Aktioner i USA’s arbejderklasse imod racisme og politivold – hvordan faglige organisationer er kommet ind i kampen – Socialistisk Arbejderavis 15. juni: http://socialister.dk/aktioner-i-usas-arbejderklasse-imod-racisme-og-politivold/
Da King slog fast, at hvide og sorte arbejdere har fælles interesser
Martin Luther King havde fra starten af hans voksenliv en klar opfattelse af, at kun den organiserede arbejderbevægelse ville have styrke til at stoppe racismen. Han var stærkt optaget af indkomst-ulighederne og de barske forhold i den rå kapitalismes USA.
Heller ikke i USA er det særligt kendt, at Martin Luther King var en livslang tilhænger af at være fagligt organiseret. Han anså det for at være det bedste forsvar imod den fattigdom, der var et kæmpe problem for alle på bunden af “verdens bedste land”, især de sorte.
Længe var sorte og hvide arbejdere blevet spillet ud mod hinanden, men fra og med 30’erne og især under 2. Verdenskrig begyndte flere og flere sorte arbejdere at forstå betydningen af at være fagligt organiseret – og helst sammen med de hvide. Racisme i fagbevægelsen var imidlertid et udbredt problem, men efterhånden kom flere og flere fagforeninger, der var samlet indenfor landsorganisationen CIO, til at organisere både hvide og sorte ud fra en fælles interesse. På grund af racismen var der dog også rent sorte fagforbund. En af de vigtigste sorte fagforeningsledere var A. Philip Randolph, der fra 1930’erne organiserede de sorte sovevognskonduktører i togene. Han støttede også op om Martin Luther King. En anden vigtig sort faglig leder var Bayard Rustin.
I slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne stod fagbevægelsen i USA stærkere end idag, idet den organiserede ca. 1/3 af alle arbejdere, både hvide og sorte.
I 1957 holdt Martin Luther King en tale ved Highlander Folk School i staten Tennessee. Skolen var et af de få steder i sydstaterne, hvor sorte og hvide kunne mødes, og skolen udviklede sig til et sted, hvor aktivister fra borgerrettighedsbevægelsen fik en ledelsestræning. Desuden var skolen optaget af faglige spørgsmål. Her ved denne skole understregede King, at alliancen mellem den sorte borgerrettighedsbevægelse og den samlede fagbevægelse var et strategisk mål – intet mindre.
Forbund med millioner af medlemmer gik ind i kampen
Derfor begyndte Martin Luther King at samarbejde med slagteriarbejderforbundet, der dengang hed United Packinghouse Workers of America (UPWA). Hvor et ældre konkurrerende forbund kun organiserede faglærte, så UPWA fra starten af i 1937 en interesse i at organisere alle på et slagteri – både faglærte og ufaglærte – så de kunne stå sammen imod arbejdsgiveren. På grund af arbejdets karakter arbejdede mange sorte på slagterierne. UPWA havde stor succes med at organisere disse. Faglærte og ufaglærte, hvide og sorte kunne nu ikke længere blive spillet ud imod hinanden.
For at styrke den fælles faglige kamp mellem hvide og sorte udviklede forbundet allerede fra 1949 en omfattende aktivitet imod diskrimination og raceadskillelse. Her samarbejdede slagteriarbejderforbundet med de sorte borgerrettighedsbevægelser. Forbundet var også aktivt med til at kræve bedre forhold for kvinder. – Op til den historiske kæmpedemonstration i 1963, “March on Washington for Jobs and Freedom”, spillede slagteriarbejderforbundet en vigtig rolle i at mobilisere så mange som muligt.
Havnearbejderforbundet ILWU på USA’s vestkyst blev også en vigtig allieret for Martin Luther King. I 1934 var sorte arbejdere blevet udnyttet som skruebrækkere imod hvide havnearbejdere under en strejke i Los Angeles, og forbundet begyndte derfor at opsøge de sorte i deres kirker og opfordre dem til at blive organiseret sammen med de hvide havnearbejdere. Det lykkedes, og ILWU blev meget aktivt på området. Det bakkede derfor op om Martin Luther Kings kamp og mobiliserede til borgerrettigheds-demonstrationen i 1963.
Det amerikanske sømandsforbund National Maritime Union gik også ind i kampen på Martin Luther Kings side, sammen med forbundet for ansatte indenfor engros, stormagasiner, smykkefremstilling og kontoransatte, RWDSU. Forbundet deltog aktivt i planlægningen af og mobiliseringen til demonstrationen i 1963.
Forbundet af arbejdere indenfor den elektrotekniske og elektroniske industri, International Union of Electrical Workers (IUE), havde nogle hundrede tusinde medlemmer – og stod til venstre i amerikansk fagbevægelse. Under den kæmpemæssige “March on Washington for Jobs and Freedom” i 1963 ser man faglige ledere fra IUE gå sammen med Martin Luther King.
Forbundet for offentligt ansatte American Federation of State, County and Municipal Employees (AFSCME) fik I 1964 en ny leder, Jerry Wurf, der langt mere offensivt end tidligere begyndte at organisere kvinder og sorte. I 1965 havde forbundet 250.000 medlemmer. Under Jerry Wurf begyndte forbundet at arbejde med borgerrettigheder. Da skraldemændene i byen Memphis i staten Tennessee i 1968 strejker for at få anerkendt deres fagforening under AFSCME – og Nationalgarden bliver indsat imod dem – rejser Martin Luther King til byen for at støtte dem. Næste dag bliver han myrdet.
Stålarbejderforbundet, United Steelworkers, kom i 1950’erne op på over en million medlemmer, da USA’s stålindustri var på sit højeste. Også dette støttede aktivt Martin Luther King.
Undgå at sorte og hvide kunne blive spillet ud mod hinanden
Den vigtigste allierede for Martin Luther King og den sorte borgerrettighedsbevægelse var dog bilarbejderforbundet, United Automobile Workers (UAW) og dets hvide formand Walter Reuther (formand 1946 – 70). På tidspunktet havde forbundet 5 mio. medlemmer (incl. familiemedlemmer og pensionister) – bilindustrien var en af USA’s mest betydningsfulde.
Forbundet gav betydelige beløb til borgerrettighedsbevægelsen. Walter Reuther deltog personligt i borgerrettighedsbevægelsens demonstration i Detroit i 1963 med 125.000 deltagere, protestmarcherne i byen Selma i sydstaten Alabama i 1965 og marchen fra byen Birmingham til hovedstaden Montgomery i Alabama i 1965 – og endelig i den kæmpestore “March on Washington for Jobs and Freedom” i 1963. Walter Reuther fik forbundet til at betale en kaution på 160.000 dollars for alle de, der blev fængslet i marchen fra Birmingham til Alabama i 1965 – herunder Martin Luther King – således at de kunne komme ud af fængslet i den stærkt racistiske sydstat. – Walter Reuther støttede også latinoen Cesar Chavez, der især i Californien organiserede de talrige fattige mexicanske og mellemamerikanske indvandrere, der blev landarbejdere. I 60’erne blev Cesar Chavez leder af landarbejderforbundet United Farm Workers.
Walter Reuther (født 1907, død 1970) mente, at forbundet ikke bare skulle tage sig af løn, ansættelsesvilkår og arbejdstidsspørgsmål, men også mere generelle arbejderrettigheder, kvinders rettigheder, de sorte og latinoernes rettigheder, retten til offentlig sygesikring, retten til uddannelse, retten til boliger, der er til at betale, ansvar for miljøet og aktiviteter for atomnedrustning.
Video udgivet af bilarbejderforbundet UAW om dette og borgerretighedsbevægelsen – dengang og nu (2012 – på engelsk):
https://www.youtube.com/watch?v=VOdoKgIF_bM
Fælles for de store forbund, der organiserede arbejdere i de store industribyer i nordstaterne, var, at de mente, at de sorte arbejderes skæbne var uløseligt forbundet med de hvide arbejderes. Spørgsmålene om økonomisk sikkerhed og anti-diskriminering hang derfor fuldstændigt sammen. Derfor fandt disse forbund, at de hvide arbejdere måtte have en objektiv interesse i at støtte de sorte.
Således fik Martin Luther King nogle vigtige allierede indenfor den hvide arbejderklasse, som forstod at kampen for de sortes rettigheder var til gavn for alle.
