“I vores land argumenterer mange politikere fra en bred vifte af det politiske spektrum (fra den regerende borgerlige regering til lederen af det socialdemokratiske parti, kaldet Justice Party), med at den “danske model” viser vejen frem for at opnå større goder for både arbejdsgiveren og medarbejderen. De hævder, at den dansk model kombinerer øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet med pålidelige dagpenge og passende efteruddannelse til arbejdsløse.
Konteksten af sådanne argumenter i dette land er, at vores regering forsøger at øge fleksibiliteten for både for jobsikkerhed og arbejdstid. På den anden side overvejer det reformistiske Justice Party modellen som en vej til forbedring af den sociale sikring såsom arbejdsløshedsforsikring. I Korea har almindelige lønmodtagere mindre jobsikkerhed og et meget dårligere socialt sikringssystem sammenlignet med Danmark.
Vi ønsker specifikt at stille tre spørgsmål:
1) Hvad er den danske model, der siges at kombinere jobfleksibilitet med jobsikkerhed? Hvad var baggrunden for at indføre en sådan model, og hvad er resultatet af den?
2) Mange hævder, at den danske model i begyndelsen af 2000’erne opnåede lavere ledighed og højere beskæftigelsesfrekvens. Hvad tænker I om en sådan vurdering? Kvantitative statistikker som arbejdsløshed / beskæftigelsesfrekvenser afspejler undertiden ikke problemets kvalitet: F.eks. Når en lønmodtager, der blev afskediget i en virksomhed, er i stand til at finde et nyt job i B-firma, kan det muligvis udjævne kvantitative statistikker, men hvordan er den faktiske oplevelse (såsom jobkvalitet)?
3) Vi hørte, at arbejdsløshedsunderstøttelse eller arbejdsløshedsforsikring er blevet reduceret i Danmark i flere årtier. Kan I også uddybe dette emnet?”
Her bringer vi vores svar, som vi tror at andre, der ikke er så meget inde i debatten kunne være interesseret i. Artiklen er redigeret en del, fra selve svaret, da der skulle forklares noget til kammeraterne i Sydkorea, som ikke behøves forklaret til et dansk publikum der kender begreberne og virkeligheden her.
For the English version of our reply, which this amended article is based on read here:
Questions on Danish Model of labour market.docx
Prologen
Denne idé om en særlig “dansk model” blev lanceret af tre arbejdsmarkeds sociologer i begyndelsen af 90’erne, Due, Madsen og Jensen (1993). De havde allerede skrevet ekstensivt om arbejdsmarkedsforhold i mange år. Så deres præsentation og navngivning af denne “model” blev både set som en beskrivelse af, hvordan arbejdsmarkedsforhold i Danmark historisk har udfoldet sig. Og samtidig skabte de et udtryk, som alle parter på arbejdsmarkedet kunne bruge – både regeringen (som på det tidspunkt var socialdemokratisk, men også alle de følgende regeringer), arbejdsgiverne og fagbureaukratiet. Derfor blev udtrykket modtaget med kyshånd. Siden da har alle regeringer – både højreorienterede liberale og socialdemokratiske – udnyttet dette udtryk til deres egne formål. I nogle tilfælde, især under Covid-19-pandemien, for at trække fagbureaukratiet tættere til hvad den herskende klasse havde brug for på et givet tidspunkt. Men på andre tidspunkter blot et propaganda udtryk, der ikke siger noget om indholdet. Og regeringer både før 90’erne og efter (som vi vil se senere) har slet ikke haft betænkeligheder med at dumpe den “danske model”, hvis de finder det passende.
Arbejdsgiverne, på deres side, bruger til gengæld udtrykket for at sikre, at regeringen tager hensyn til deres krav, når de vedtager love, der påvirker niveauet for beskæftigelsessikkerhed- og arbejdsløshed. Dette har især været tydeligt i de forskellige love, der begrænser retten til dagpenge og reducerer niveauet af dem. De er dog meget hurtige til at følge deres egen dagsorden, når det er til deres fordel. Deres støtte til den “danske model” er meget opportunistisk.
Fagbureaukratiet har et næsten religiøst forhold til den ”danske model”. De ser det som den måde, hvorpå de kan forblive vigtige for arbejdsgiverne og regeringen (staten) og dermed bevare deres vigtige (og privilegerede) stilling som godt betalte repræsentanter for arbejderklassen. ”Vi producerer resultater for dig” siger de til arbejderklassen. Til staten og arbejdsgiverne siger de “Vi vil sikre dig fred”. For dem er dette ideologiske udtryk en måde at være både vigtig for staten og arbejdsgivere og dermed ikke irrelevant for den herskende klasses behov og samtidig forgive (og i nogle tilfælde rent faktisk gør det), at forsvare arbejdernes rettigheder.
Substansen i “modellen”
Hvad er da substansen i den “danske model”? Dybest set er det klassesamarbejde. Det er arbejdsgivernes accept af, at de bliver nødt til at beskæftige sig med fagforeningerne. Disse er for stærke til at blive ignoreret, og derfor skal der tales og forhandles med deres repræsentanter. Fagbureaukratiet accepterer på deres side modsat, at arbejdsgiverne har ret til at beslutte, hvordan produktionen er organiseret, og til at hyre og fyre, men dog under visse betingelser som skal til forhandling. Disse betingelser varierer alt efter den historiske situation. Hvor stærke er fagforeningerne? Hvordan har økonomien det? Og så videre. Bureaukratiet lover også arbejdsgiverne, at de vil holde arbejderne fra at strejke i overenskomstperioden. Historisk set, gælder det i to eller tre år enten nationalt eller lokalt. Voldgift af konflikter i overenskomstperioden behandles af en særlig faglig domstol – Arbejdsretten – der har beføjelse til at udstede bøder (kaldet boder) til arbejdere, der strejker i strid med overenskomsten (det som mange konsekvent kalder ulovlige strejker). Bøderne øges, hvis strejken fortsætter, efter at de strejkende af Arbejdsretten er blevet pålagt at gå arbejde igen. I princippet kan der gives bøder til begge sider, men det har historisk været Arbejdsrettens vigtigste opgave at få såkaldte overenskomststridige strejker bragt til ophør, eller undgå at de bryder ud. De fleste afgørelser går imod arbejderne og er til fordel for arbejdsgiverne.
Regeringen skal i denne model for arbejdsmarkedsforholdene tillade at “parterne” på arbejdsmarkedet (i denne mytes terminologi) fører forhandlinger uden indblanding fra regeringen. Denne “model” har nu været gældende i 121 år (siden 1899, hvor en storlockout endte i septemberforliget, der lagde grunden til modellen). I den tid har der været mange lejligheder, hvor den siddende regering er trådt ind og har påtvunget en aftale og dermed stoppet igangværende eller varslede strejker. Dette er sket mere end 50 (tal fra 2012) gange siden 1899. Så meget for ikke-indblanding fra staten! Dette er næsten en gang hvert andet år! Det er blandt andet derfor fagbureaukratiet er så knyttet til modellen. De vil have regeringen holdt ude af ligningen så langt som muligt. Fordi de ved, at det ofte vil være imod dem. Imidlertid ønsker de også undertiden, at regeringen skal gribe ind, fordi strejker som i udgangspunkt har været sat i gang af fagbureaukratiet for at presse arbejdsgiverne kan komme ud af kontrol. Dette skete i 1956 og igen senere i 1985. Ved begge lejligheder opfordrede bureaukratiet regeringen til at gribe ind for at stoppe en eskalerende national strejkebølge, der var ved at udvikle sit eget liv, og dermed truede med at bliver revet ud af bureaukratiets hænder.
Paradoksalt nok har Danmark ikke en mindsteløn. Hver branche i Danmark har sin egen mindsteløn, der forhandles ved de nationale kollektive forhandlinger. Dvs. den “danske model”. Selv om niveauet for minimumsløn i praksis er meget ens, så er det bundet til overenskomsterne. For at være sikret en mindsteløn skal man altså være overenskomstdækket, om end det skal indrømmes at flertallet af arbejdsgivere uden overenskomst betaler en løn i nærheden af overenskomsternes niveau. Dette viser, hvordan ”modellen” ikke er baseret på kollektiv kamp for alle, men på styrken eller dygtighed hos den enkelte bureaukratiske fagforeningsforhandler. Denne måde at tænke på fører til en meget bureaukratisk måde at se på arbejdernes kampe. Og den fører til nationalistisk tænkning, som holdningen til en EU-mindsteløn viser. Det danske fagforeningsbureaukrati argumenterer (støttet af store dele af venstrefløjen) mod en EU-mindsteløn, da de siger, at det vil bryde med den “danske model”. De er bekymrede for, at en lav mindsteløn kan tilskynde arbejdsgiverne i Danmark til at lægge pres i forskellige brancher for at presse mindstelønnen ned der. Eller tvinge staten til at lovgive om spørgsmålet. Så de virkelige fordele for mange millioner europæiske arbejdere kommer på andenpladsen efter det danske fagbureaukratis behov.
Flex-security
Hvad har alt dette med “flex-security” at gøre? Historisk har arbejderbevægelsen i Danmark været i stand til at opnå betydelige gevinster på løn, arbejdsvilkår, arbejdsløshedsunderstøttelse og andre sociale ydelser for, de der er uden for (eller kastet ud af) arbejdsmarkedet. Dette var især tydeligt i 50’erne og 60’erne, men også i 70’erne. I denne periode fandt velfærdsstaten sit moderne udtryk. Både for kapitalens behov for at have veluddannede sunde arbejdere, men også for at sikre lønmodtagerne et levebrød, når de var arbejdsløse eller på anden måde ikke kunne gå på arbejde. Magtbalancen mellem arbejdsgivere og arbejdere havde tendens til at være til gavn for arbejdstagerne. Både fordi det var en tid med stor ekspansion af økonomien, især industrien, i Danmark, og fordi arbejdsgiverne havde brug for arbejdere (som de også importerede på det tidspunkt fra Sydeuropa og andre områder), men også fordi økonomien kunne imødekomme lønmodtagerens krav da profitraten var høj. Dealen var, at arbejdsgiverne let kunne fyre, når forretningen var sløj, fordi niveauet af arbejdsløshedsunderstøttelse og social sikring forblev høje.
Udhulingen af den sociale sikkerhed
Som vi har set, var dette muligt på grund af det ”store boom” (den “gyldne tidsalder” den marxistiske økonom Michael Roberts betegnelse). Men ikke kun det. Det var også muligt på grund af et højt fagforeningsmedlemsskab. Hvilket historisk set har været bemærkelsesværdigt højt. En af hovedårsagerne hertil var, at retten til arbejdsløshedsunderstøttelse var bundet til fagforeningsmedlemsskab på det tidspunkt. Via A-kasserne. Og kontrolleret af fagforeningerne. Hvilket betød, at afskedigede arbejdere ikke blev jaget af jobcentre. Over tid er denne binding blevet svækket. Selv om fagforeningerne nominelt stadig servicerer A-kasserne er de forpligtet via lovgivning til at lægge pres på folk for at tage et job uanset, hvor elendigt job det er. Derudover kan man nu modtage dagpenge ved at betale til en A-kasse uden at være medlem af en fagforening. Ikke kun det. Dækningsgraden i forhold til din forhenværende løn er blevet reduceret betydeligt. Mens du i slutningen af 90’erne (da Due et al skrev om den danske model) stadig kunne modtage op til 58 % (gennemsnit) af din tidligere løn i op til fire år, er dette nu reduceret til 48% (gennemsnit) i kun to år (2019). Og forventes yderligere at falde til 46 % i 2023.
Se formand for FH Lizette Risgaard:
I dag er dagpenge simpelthen ikke nok til at opretholde en god levestandard for en arbejder familie. Og slet ikke for dem, der ikke er berettiget til dagpenge, men kun kan få social bistand. Antallet af unge arbejdere, der bliver hjemløse, er steget i løbet af det sidste årti med 72%, og hver jul er antallet af mennesker, der ansøger om en gratis julepakke (leveret af kirker eller anden velgørenhed) steget. Det er grunden til, at mange mere højtlønnede tegner en lønforsikring. Men mange har ikke adgang til denne ordning. Så man har skabt et A- og B-hold i arbejderklassen.
Det har også betydet, at selv om procenten af lønmodtagere, som er medlem af en fagforening, er høj i Danmark, på omkring 67%, ifølge European Trade Institute (ETUI) i 2017, så er det faldet i løbet af de sidste 20 år. Dette tal skjuler det faktum, at der er et bemærkelsesværdigt høje niveau for fagforeningsmedlemsskab i den offentlige sektor (95%) og et meget lavere niveau i sektorer som for eksempel byggebranchen (50%) og endnu lavere i cateringbranchen.
Styrkelsen af ”flex” delen af ligningen
Samtidig er lovgivningen om, hvor fleksible lønmodtagerne skal være, når de er arbejdsløse, blevet strammet mere og mere. Arbejdsløse kan blive bedt om at tage et job uden for deres branche, langt fra deres hjem, og også blive stillet overfor krav om at “arbejde” for deres arbejdsløshedsunderstøttelse. For dem, der er på social bistand, er regimet endnu mere forfærdeligt. Syge mennesker tvinges til at bevise deres sygdom og underkastes ydmygende tests for at fastslå, hvor stor en procent af en arbejdsuge, de kan arbejde. Der har endda været eksempler på, at folk er blevet tvunget til at arbejde et par timer fra en sygeseng! Dette er selvfølgelig ikke normen, men det viser, hvor langt de nyliberalistiske ideer om at få det sidste rest af arbejdsevne ud af folk er kørt ud.
Det er et paradoks, at netop på det tidspunkt hvor Due et al proklamerede fordelene ved den “danske model” i forhold til at forhindre arbejdsløshed og stimulere økonomien, blev det grundlæggende stillads, som den danske model er bygget på, i stadig større grad undermineret. Dette skete også på det strukturelle niveau. Indtil begyndelsen af 90’erne var der repræsentanter for LO i Socialdemokratiets hovedbestyrelse og ligeledes sad repræsentanter for Socialdemokratiet i LO’s hovedbestyrelse. Hvilket viser lidt om, hvordan LO så på andre arbejderpartier før, og at partimedlemsskab (af socialdemokraterne) var et krav for en førende position i fagbevægelsen (som det i øvrigt stadig er i dag, i det mindste på øverste niveau). I tiden under en socialdemokratisk regering blev disse formelle bånd brudt i 1995.
Den “danske model” og den nyliberalistiske økonomi
Årsagerne til den relativt gode tilstand for dansk økonomi i 90’erne og begyndelsen af 00’erne har ikke meget at gøre med den “danske model”. Relativ høj beskæftigelse blev opnået under de socialdemokratiske regeringer som regerede i det meste af 90’erne, ved at staten investerede i den offentlige sektor, og ikke på grund af ”flex-security” eller noget særligt ved den danske økonomi. Da boligboomet kom i de tidlige år af dette århundrede, kom dette også til Danmark og hjalp naturligvis byggebranchen og flød videre over i andre spekulative investeringer i fast ejendom. Da krisen så kom og ramte denne oppustede økonomi i 2007/8, væltede den danske økonomi lige så godt og lige så meget som alle andre økonomier i verden. Et fald på 3,5% i BNP og en stigning i ledigheden fra 90.000 i 2007 til 240.00 i 2012. Den ”danske model” hjælp ikke her.
https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=30864
Faktisk var det centrale mål for både den borgerlige Fogh regering (og senere Løkke regering) så vel som den socialdemokratiske Thorning regering, som kom til 2012, at bruge neo-liberalistiske økonomiske midler til at rekonstruere økonomien. Under den lange depression (som Michael Roberts kalder det), dvs. perioden indtil nu, angreb man ubønhørligt netop den “danske model”. Neoliberalistiske reformer blev gennemført på alle niveauer Nogle er nævnt ovenfor. Men også efterlønsordning som var et af flagskibene for velfærdsstaten og den ”danske model”, gennemført i 1979, blev kraftig amputeret. Egenbetalingen steg og samtidig blev det antal år man kunne være på efterløn reduceret fra fem til tre. Pensionsalderen blev hævet til 67 (nu 68 og stigende).
Men også den del af arbejderklassen, der var i arbejde, blev angrebet bredt. Lærerne blev lockoutet i 2013 af arbejdsgivere i den kommunale sektor og efter en måned blev de derefter tvunget tilbage i arbejde under forringede vilkår, da den socialdemokratiske regering greb ind. Dette angreb blev lanceret for at betale for en såkaldt “reform” af folkeskolen med, hvor øget fokus på dansk og matematik og nationale tests for at kunne konkurrere med andre landes skoleelevers resultater. Langt fra ideen om selvudvikling og selvstændig tænkning, som indtil da havde været det progressive grundlag for undervisningssektoren i Danmark.
Se en god gennemgang af ”den danske model” i praksis under lærernes lockout i 2013 af Hans Erik Madsen: http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=32928
“Konkurrencestat”
Ideen om staten som en “konkurrencestat” blev også lanceret i denne periode. Faktisk af en socialdemokratisk finansminister, Bjarne Corydon, hvorefter den offentlige sektor skulle bedømmes på, hvor “konkurrencedygtige” de forskellige offentlige institutioner var i forhold til private virksomheder. Så nu er alle offentlige myndigheder forpligtet til at få private virksomheder til at byde på store klumper af den offentlige sektor. Kun vigtige kerneområder holdes uden for de kapitalistiske virksomheders greb. Men selv da kræves det, at institutionerne ledes som om de var kapitalistiske virksomheder. Der er kun lidt tilbage af den højt besungne danske velfærdsstatsmodel, som var grundlaget for ideen om en ”særlig model” for arbejdsmarkedsforhold. Treparts samtalemodellen ignoreres nu mere eller mindre af staten og arbejdsgiverne, mens fagbureaukratiet klamrer sig til de sidste strå og håber, at de vil blive kaldt ind i varmen igen. Det var så det, der skete under Covid-19 i 2020, da det pludselig var nødvendigt for staten og arbejdsgiverne at have fagbevægelsen med for at sikre ”ro på bagsmækken”. Men dette er ikke nogen langsigtet ting, som de snart vil opdage, når tingene vender tilbage til “business as usual”.
Socialister og den “danske model”
Desværre taler også mange venstreorienterede fagbureaukrater for den “danske model” som nærmest noget helligt der skal bevares og forsvares. Dette var ikke mindst tilfældet ved den offentlige sektors overenskomstforhandlinger i 2018, hvor det var tæt på at komme til en massiv konfrontation om lønnen, retten til helligdage og genopretning af forberedelsestid for lærerne, som blev kraftigt forringet i 2013 (se ovenfor). De forreste frontløbere i situationen var alle fagforeninger som havde en venstreorienteret profil. De var særlig gode til at få medlemmerne til at bakke op om en fælles ”musketer-ed” om at stå sammen indtil alle var i hus med deres forskelligartede krav. Og det lykkedes dem at få skabt en stemning af håb og forventninger og dermed også villighed til at slås (og faktisk også støtte fra mange i den private sektor). Men til sidst kollapsede de, og lærerne blev solgt til fordel for aftaler, der kun tilfredsstillede nogle af de involverede fagforeninger. Da regeringen ikke greb ind, mente de at selve forløbet var en sejr for den “danske model”. De sagde nærmest, at “hvis vi virkelig havde stået fast med lærerne, ville regeringen have grebet ind, og så ville vi ikke have få noget.” Også for dem er arbejdernes egen aktivitet noget, der kan rulles frem eller tilbage på scenen når bureaukratiet har brug for det, ikke et mål af sig selv.
Se Simonsen og Skov http://arkiv.socialister.dk/avis/visartikel.asp?art=36512
Ingen socialister bør have illusioner om den “danske model”. Den er næsten tømt for indhold (selvom den på et bestemt tidspunkt i historien havde mere indhold) og bruges hovedsageligt som en måde, hvorpå en vis ”nationalisme” kan understøttes for at understrege det danske samfunds ”særlighed”. Fagbureaukratiet har brug for at holde myten i live, da den er et flag de kan hejse, så de kan vise deres uundværlige egenskaber. Som vi har set, har den “danske model” i stigende grad været til fordel for staten og arbejdsgivere og ikke arbejderne. Historisk har fagbureaukratiet været i stand til nogle gange at opnå reelle fordele for arbejderklassen gennem forhandlinger, men de største sejre gennem danske arbejderklasses historie har været skabt af arbejdernes egen aktivitet – enten direkte gennem strejker eller indirekte gennem pres på fagforeningerne om at stå fast, når angreb er på dagsordenen.
Arbejdsugen på 37 timer blev f.eks. opnået i den kollektive forhandlingsaftale i 1987 (to år efter Påskestrejkerne i 1985). Et andet indirekte eksempel på, hvordan arbejdernes egen aktivitet kan gennemtvinge fordele, er mobilisering mod Ryanair, der prøvede at etablere en “hub” i Kastrup Lufthavn, uden nogen overenskomst. Efter en massiv mobilisering dømte Arbejdsretten Ryanair til at indlede forhandlinger om en overenskomst og gav LO medhold i at den varslede blokade var i overensstemmelse “lovlig”. En effektiv blokade var rygraden i denne mobilisering. Selvom det var efter “den danske model” at denne sejr blev opnået, (det er trods alt sådan at arbejdsgiveren skal have underskrevet en overenskomst, for at blive dækket af fredspligten), var det arbejdernes selvaktivitet, der var nøglen. Og i tilfældet med Ryanair gik sejren ikke længere end at de undlod at opbygge deres bebudede ”hub” i Kastrup. Men i tidens løb er det dog mange gange lykkedes at tvinge arbejdsgivere til at indgå overenskomst, gennem en massiv kamp.
For en beskrivelse af mobilisering omkring Ryan Air se: https://arbejderen.dk/fagligt/kampen-mod-ryanair-har-styrket-fagbev%C3%A6gelsen
Konklusion
Vi vil foreslå, at socialister i Sydkorea eller andre steder er yderst kritiske over for motiverne hos dem, der taler for den “danske model”. Hvem er de? Hvorfor vil de have det? Og hvordan har de forstået de virkelige problemer for selvaktivitet i arbejderklassen, som denne “model” dækker over?
Vi håber, at vi har besvaret nogle af jeres spørgsmål og vil helt sikkert være tilgængelige for yderligere oplysninger, hvis der er brug for det.
Litteratur:
Due, Jesper, Jørgen Steen Madsen & Carsten Strøby Jensen (1993): Den danske model – En historisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesystem, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Borchorst, Caraker og Jørgensen ”Den danske model i knibe”, Tidsskrift for Arbejdsliv, 14 årg. t nr. 2 t 2012.
Bjarne Corydon https://politiken.dk/debat/art5501140/Corydon-%C2%BBJeg-tror-p%C3%A5-konkurrencestaten%C2%AB
Hans Jørgen Vad (1995): Påskestrejkerne 1985 – Ti dage der rystede Schlüter, København, SFAH.
