Efter ”Slaget på Fælleden” slog myndighederne ned på Internationales ledere. Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff blev idømt lange fængselsstraffe, og Internationale blev forbudt i 1873. Det var ikke Socialdemokratiets (SD) tid endnu, ved valget i 1872 fik Pio 199 stemmer og Geleff 26, og ved næste valg stillede man slet ikke op.
I april 1875 blev lederne løsladt før tid, ikke så meget af godhed som fordi fængslet havde tæret så meget på deres helbred, især Pios, at man frygtede for følgerne ude i arbejderklassen, hvis han døde i fængslet. Helt galt blev det i foråret 1877, hvor Brix fik 6 års fængsel, og politiet stillede Pio og Geleff over for valget mellem snarligt fængsel eller en enkeltbillet til Amerika. Da de valgte billetten var det hele ved at gå i opløsning.
Fagforeningerne, der ejede avisen Social-Demokraten, enedes dog om at den fortsat skulle udkomme, og på et partimøde ugen efter vedtog, at man ”ville virke af al magt for at bevare partiet”. I 1877 oprettedes kun en ny fagforening og i 1878 ingen, og flere af de eksisterende sygnede hen. I 1878 udskilte man den politiske side i Socialdemokratisk Forbund (Socialdemokratiets officielle navn indtil 1965).
I løbet af 1880’erne fik partiet mere fodfæste, de to første socialdemokrater kom i Folketinget i 1884. Det svandt dog ind til én ved næste valg. Men fra slutningen af 80’erne begynder vi at ane konturerne af det Socialdemokrati, vi kender.
Arbejdets mænd
Partiets egne historikere vil altid her, lysende af stolthed, skrive at partiet nu konsolideredes under ledelse af ”arbejdets mænd”. Men skal vi forstå udviklingen, så er det vigtigt at præcisere, at det var ikke arbejdspladsernes mænd, men organisationernes mænd, der var tale om.
Selv om de materielle betingelser endnu ikke var fuldt til stede for at de ledende lag i fagbevægelsen havde udviklet sig til et egentligt fagbureaukrati (et privilegeret lag med egne interesser), så var ansatserne der. Det kom ikke mindst til udtryk i 1888/89, hvor en fløj i partiet, der opfattede sig som revolutionære, begyndte at rejse kritik af partiets taktik.
Det førte til en række debatter og sammenstød, og endte med at de revolutionæres ledere blev ekskluderet i efteråret 1889. Herefter startede de ”Det Revolutionære Socialistiske Arbejderparti”, der dog sygnede helt hen efter et par år.
Striden havde sit udgangspunkt i kritik af SDs valgtaktik. Vi er i tiden før der blev indført tillægsmandater ved valg til Folketinget. Derfor indgik SD aftaler med den øvrige opposition (primært Venstre) om at dele opstillingskredsene, for ikke at sprede stemmerne. Ud over at Venstre kun overlod ganske få kredse til SD, så var der også tale om en vis tilpasning (underordning) til Venstre – selv om ledelsen benægtede det.
Klasselinje
Oppositionen ønskede samarbejdet stoppet, og ønskede i stedet at stille socialdemokrater op så mange steder som muligt. Frem for alt ønskede de en klarere klasselinje, frem for vægt på at få opposition til Estrup-regeringen valgt ind i Folketinget.
Oppositionen blev både styrket og klarere i slutningen af 1888, hvor dels stokkedrejer Nic. L. Petersen og dels lærer Gerson Trier, vendte hjem efter mangeårige ophold i udlandet, og stillede sig i spidsen for de revolutionære. Trier havde i London været i kontakt med og blevet venner med Friedrich Engels, og denne kontakt fortsatte han efter sin hjemkomst til Danmark.
Situationen tilspidsede i april 1889, hvor Trier og Petersen startede udgivelsen af ugebladet Arbejderen. Dette blad så partiledelsen som en konkurrent, selv om det egentlig var tænkt som et supplement til Social-Demokraten, men med mere teoretisk tilgang. I det første nummer bragte de et manifest, hvori de bl.a. slår fast, at de ønsker: ”en fuldstændig omvæltning af de bestående samfundsforhold”, og at de vil ”søge at udrydde alle falske forestillinger om, at der kan opnås grundige forbedringer … gennem lovgivningen.”
Reformsøgende socialisme
Hertil svarede ledelsen igen: ”Det danske socialdemokratiske Parti repræsenterer den reformsøgende Socialisme og bekæmper som Følge deraf den revolutionære Socialisme”, og fortsætter: ”Ved denne Prædiken gaar man kun Modstandernes Ærinder… ”
Sludder, ja, men dog stadig nogenlunde sobert. Snart gik ledelsen over til en kombination af fejltolkninger og mistænkeliggørelse. Beskyldninger om, at oppositionen var betalt af Højre, at Trier allerede i London havde planlagt at ødelægge SD og lignende, dukkede op. Oppositionen fortsatte med saglige argumenter, men i august indeholdt Arbejderen en artikel af hovedbestyrelsesmedlem Signe Andersen (den en af to bestyrelsesmedlemmer i Socialdemokratisk Forbund fra oppositionen), hvor hun hudflettede flertalsledelsen.
Det der især faldt partitoppen for brystet, var afsnittet:
”De gamle socialdemokratiske førere har i deres agitation forstået at skjule socialismens kærne. De tænker vel som de fleste: Enhver er sig selv nærmest, og ved at stå os godt med mellempartierne kan vi stadig skabe os et flertal, ved hvis hjælp vi kan holde os oppe på førerposterne, hvormed følger æren og fordelene… ”
Der er jo ikke noget at sige til, at de blev vrede i partitoppen – det er jo nærmest brutalt profetisk for den vej SD er gået lige siden. Da hverken Signe Andersen (der ikke var i Arbejderens redaktion) eller redaktionskomiteen ville undskylde artiklen, endte det med en eksklusionssag mod redaktionens syv medlemmer. Og den faldt ikke ud til deres fordel. Med 2643 ja-stemmer mod kun 391 nej, blev de ekskluderet. Kun i to afdelinger, Amager og Randers, havde de revolutionære flertal.
Ekskluderet
Eksklusionen skete i efteråret 1889, men fordi der skulle være valg i foråret 1890, og partitoppen vedvarende beskyldte de revolutionære for at ville splitte og skade SD, ventede de til efter valget med at danne det nye parti, for ikke at ende som syndebukke for et evt. valgnederlag.
Det nye parti blev ingen succes. 1. maj 1890 lavede de en (ulovlig) gadedemonstration med ca. 300 deltagere, og de forsøgte sig med en bevægelse blandt de arbejdsløse, uden noget gennemslag. I det hele taget smuldrede partiet hurtigt, og gled ind i glemsel. De centrale personer fortsatte med oplæg og debatter, og blev involveret i forskellige former for arbejderoplysning, men som parti lykkedes de ikke.
Oppositionens eneste virkelige sejr fik de i sommeren 1889, hvor de stik mod ledelsens ønske, fik flertal for at det danske SD skulle deltage i de internationale kongresser i Paris. Det er da også bemærkelsesværdigt, at eksklusionerne blev fordømt af socialdemokratiske blade i både Norge, Sverige, Østrig og Tyskland.
Ikke forgæves
Men forgæves var det ikke. Disse folk må siges at have holdt fanen højt, og ydet et godt bidrag til kritik af reformismen. Det kan synes et spørgsmål om valgtaktik, men det dækkede over fire centrale punkter, der den dag i dag stadig er vigtige.
- Kapitalismen kan ikke afskaffes gennem reformer i Folketinget, derfor må et arbejderparti stå for en entydig klassepolitik.
- Selv om reformer ikke skaffer den afgørende løsning, så er reform og revolution ikke hinandens modsætning (kun reformister ser det sådan).
3. Repræsentation i Folketinget, skal først og fremmest ses som en talerstol, der kan bruges udadtil. Og endelig:
4. Den eksisterende stat er ikke en neutral størrelse, men er kapitalismens stat.
I vore dage har vi nok fået forfinet argumenterne en hel del. De revolutionære i 1889 var ret firkantede, og primært teoretikere. Det var da også sådan, at Engels i brevvekslingen med Trier, kritiserede dem for at gøre samarbejdsspørgsmålet til et uafvendeligt princip. Han støttede dem fuldt ud i den aktuelle situation, men skrev også, at der sagtens kunne være situationer hvor et samarbejde var formålstjenligt.
Læs 1 del af serien her:
http://socialister.dk/lio-pio-internationalen-og-slaget-paa-faelleden/
