I de sidste 10 år – siden Finanskrisen – er erhvervslivets indtjening steget. Men arbejdernes lønninger er slet ikke fulgt med. Det betyder, at der er sket en stor omfordeling fra arbejderklassen og til borgerskabet.

Arbejderklassens lønninger er sakket bagud, fordi de foregående overenskomster har accepteret løntilbageholdenhed. OK17 var en overenskomst, der kun akkurat sikrede en lønudvikling i takt med inflationen. Arbejderklassen har derfor ikke fået noget ud af stigningen i produktivitet og indtjening i denne periode. Samtidig er tempoet steget på arbejdspladserne, og det er der ikke blevet afregnet for.

Blandt de 600.000 arbejdere på det private arbejdsmarked var der udbredt utilfredshed med resultatet ved OK17. I flere forbund var der et flertal af nej-stemmer, men pga. sammenkædningsreglerne ved afstemningen endte der med at blive et snævert flertal.

Arbejdernes andel i indtjeningsfremgangen er faldet

På bare nogle få år er lønmodtagernes andel af den såkaldte værditilvækst faldet ret betydeligt: Hvor den for bare nogle få år siden udgjorde 66 pct. af værditilvæksten, er den nu faldet til 50 pct. Det viser tal fra Finansministeriets statistikudvalg.

Ved virksomheders værditilvækst forstås indtægten minus omkostninger til varer og tjenester. En del af denne værditilvækst går til løn til de ansatte, og resten til overskud.

Når arbejdernes andel af værditilvæksten er faldet, er det lig med en omfordeling til gavn for borgerskabet.

Erhvervslivets fremgang efter Finanskrisen

Danske virksomheder var relativt hurtige til at komme sig over krisen. I hvert fald hvis vi måler på overskuddene, som hurtigt var på niveau med tidligere. De sidste fem år har virksomhedernes overskud for alvor taget fart, så de nu er mere end dobbelt så store som i 2010. Alene i 2017 fik de private virksomheder (eksklusive finanssektoren) et overskud efter skat på 314 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statistik. Det oplyser Jakob Nerup, fagligt aktiv i HK og arbejdsmarkedspolitisk rådgiver i Enhedslisten.

Denne artikel bygger på oplysningerne i Jakob Nerups og Enhedslistens pjece: “OK20 – der er råd” https://enhedslisten.dk/temaer/ok20?fbclid=IwAR1EwGfnV9VWvpoqISAx6MWGAWAdayrO5bOZ6om4n6QqgreXOtVri6kLK9Y

Når overskuddet efter skat er 314 mia. kr., giver det et fingerpeg om, at værditilvæksten har været meget betydelig … Og når arbejdernes lønandel af værditilvæksten på nogle få år er faldet fra 66 pct. til nu 50 pct., så er der altså tale om ret heftige beløb, som borgerskabet har snuppet under den store omfordeling.

Det har udløst bred tilfredshed på direktionsgangene.

For her scorer man i dén grad kassen:

Når overskuddene nu er dobbelt så store som i 2010, så kunne man forestille sig, at virksomhedernes investeringer også kunne være sat op til det dobbelt sammenlignet med dengang: Men nej, de er kun øget med 50 pct.

Derimod er udbytterne steget med 119 pct.: Vi ved fra Danmarks Statistik, at virksomhedernes ejere og aktionærer i 2018 fik udbetalt 135 mia. kr. i udbytte.

Hvor arbejderlønningerne kun lige akkurat har kunnet holde trit med inflationen – og altså ikke er steget i købekraft – så har erhvervslivets ledende ansatte oplevet en markant højere lønfremgang. Og allermest har topcheferne fået: De 200 højest lønnede direktører har fået en lønstigning på 100 pct.

Således har Danmarks højest lønnede direktør, Carlsbergs Cees ‘t Hart, hævet sin årsløn fra 36,1 millioner kroner til 52,5 millioner kroner fra 2016 til 2018.

Den løntilbageholdenhed, som fagtoppen accepterede ved de sidste overenskomster, har altså forgyldt toppen af dansk erhvervsliv.

Angreb på arbejderne

Ved OK17 indgik fagtoppen et forlig, som sagde, at arbejderne skal stå til rådighed 42 timer om ugen. Det er ikke sikkert, at arbejdsgiveren kræver, at de ansatte skal arbejde en fuld 42 timers uge – men de skal stå til rådighed i så mange timer.

Forliget accepterede også, at der ikke skulle sættes hårdt ind mod social dumping. Dette er ikke mindst blevet lettere som følge af EU’s krav om fri bevægelighed for arbejdskraften: Formålet hermed var naturligvis, at lavtlønnet og lavt organiseret østeuropæisk arbejdskraft skulle agere løntrykkere i Vesteuropa og Danmark.

Under både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke blev der med vilje ikke gjort noget for at indføre kædeansvar. Helt på linje med at Skat og Arbejdstilsynet blev skåret ned, således at det blev langt lettere at snyde samt bryde sikkerhedsreglerne. Alle disse forskellige angreb på overenskomsterne blev sat i system med henblik på at svække løn og arbejdsvilkår.

OK 17 forliget har presset fagtoppen nedefra: Mange har igennem adskillige år sat spørgsmålstegn ved at være medlem af en dyr fagforening, når den alligevel ikke rigtigt formår at gennemføre større tryghed i jobbet og en større andel af “kagen”.

Men andre forsøger at organisere sig, bl.a. i “Arbejdere i Bevægelse”, som allerede er godt i gang med at organisere og mobilisere. Læs mere side 4.

OK 20 er en kamp om fordelingen af de værdier, som arbejderklassen skaber hver eneste dag.
OK 20 er samtidighed en mulighed for gennem solidaritet fra neden at nå bedre resultater end dem, fagtoppen kan forhandle sig til.

OK20 er muligheden for, at arbejderklassen kan sætte en mere solidarisk dagsorden på mange andre spørgsmål og presse på for ændringer på bl.a. pensionsområdet mv.

Regeringen er allerede langt bagud på point hvad angår indfrielse af valgløfterne og forventningerne til, at NU ER DET VORES TUR!

OK20-aktivister oplever mere solidaritet og større forventninger: Socialistisk Arbejderavis’ interview med den fagligt aktive Benny Allermand om perspektiverne for OK20: http://socialister.dk/ok20-aktivister-oplever-mere-solidaritet-og-stoerre-forventninger/

Stor skævhed i indkomstudviklingen, hvor arbejderne er sakket bagud:

Gyldne tider i toppen af samfundet