Billede tekst: Slaget om OK23 bliver løn og arbejdestid. Foto: Arbejdere i Bevægelse
SAA: Der er ved at blive varmet op til overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked i 2023. Hvad bliver de store temaer denne gang?
Hvad jeg hører rundt omkring, så bliver hovedkravet, at ”bunden skal løftes”. Det var i og for sig også hovedkravet fra arbejdspladserne i 2020, især fra byggeriet. Det skal forstås på den måde, at ved at løfte bunden, hæve mindstebetalinger og mindstelønninger, så løftes hele arbejdsmarkedet.
På den måde er en rimelig mindsteløn også et værn mod social dumping. Så bunden skal løftes lønmæssigt, hvilket igen peger på et generelt lønkrav. Problemet på størstedelen af det private arbejdsmarked er jo, at lønnen fastsættes på de forskellige arbejdspladser ved lokal forhandling. Lønnen i industri og byggeri er altså meget konjunkturfølsom. Med en galoperende inflation er lønningerne slet ikke fulgt med. I industrien har de indført fritvalgs-lønkonto, som har sikret 1% lønstigning om året, efter at industriens lønningerne har stået stille i lang tid. Den er nu på 7%, men skal jo hæves til 20% hvis den skal kompensere for inflationen!
Et andet vigtigt punkt bliver den ugentlige arbejdstid. I byggeriet er der ikke så mange, der arbejder mere end 37 timer, men i industri, handel/service og transport arbejdes der jo så godt som døgnet rundt og det uden nogen nævneværdig kompensation. En industriarbejder fortalte mig, at han synes det værste var at arbejde på aftenhold, fordi han reelt ikke så sin familie hele ugen. I min verden bør alt arbejde mellem 17 og 6 tillægges 100% og arbejdstiden skal selvfølgelig være væsentligt kortere for skiftehold.
SAA: Hvordan er situationen i arbejderklassen efter to ret magre overenskomster i 2020 (for de private) og 2022 (for det offentlige)?
Godt spørgsmål! Mit indtryk er, at folk efterhånden gerne vil se nogle resultater. Fagbevægelsestoppen skylder at kæmpe nogle væsentlige forbedringer hjem. De offentlige fik at vide, at de skulle stemme ja, men kan nu se, at de er blevet snydt. De har fået løntilbagegang som belønning for øget arbejdspres. Enhver kan regne ud, at når de ansatte flygter fra en lang række fag, så skyldes det urimelige arbejdsforhold og lønninger.
Den bedste måde at lede en strejke på, er, hvis de forskellige arbejdspladser vælger deres egne repræsentanter direkte og at disse repræsentanter samles i en fælles koordinerings-komité. Så er det sværere at splitte os ad.
Citat: Lasse Bertelsen
I transport og byggeri har de også svært ved at tiltrække arbejdskraft. Og lønningerne i det private følger slet ikke med priserne. Med andre ord bliver OK23 meget spændende. De fleste kollegaer regner ikke med noget, for de er trætte af at blive skuffede, men jeg har lagt mærke til, at i 2020 var der en chance for konflikt i byggeriet. Og det tændte et håb om, at der endelig ville ske noget.
SAA: Hvilken betydning tror du, at sygeplejerskernes ”nok er nok” strejke i 2022 og deres efterfølgende punktstrejker har fået for stemningen i arbejderklassen?
Den er nok lidt blandet. Vi var mange, der tog hatten af for sygeplejerskernes ukuelighed og vedholdenhed. Resultatet af at tromle sygeplejerskerne kan vi jo nu se ved, at folk flygter fra faget. Personligt står jeg 100% bag den kamp, de kæmpede, men jeg ved også, at flere faggrupper følte sig stødte af, at sygeplejerskerne (især toppen) fremhævede deres fag overfor andre.
Generelt tænker jeg, at toppen i de offentlige forbund har for travlt med at fremme deres eget fag i stedet for at gøre som i 2018 og stå skulder ved skulder. Jeg håber, at der er nogle, der kan hive toppen af FOA, BUPL, DSF; DLF osv. i ørerne, så de stopper med at splitte de offentlige faggrupper og i stedet kæmper, gerne sammen med os i det private.
SAA: Kan der drages paralleller til piloternes strejke mod SAS her i sommeren? Fortæller det noget om, hvor langt arbejdsgiverne kan gå, før folk reagerer militant?
Ja, helt sikkert. Arbejdsgiverne skal passe på med at blive for overmodige. De risikerer at fremprovokere en storm. Arbejdere i det her land har intet modtaget de sidste årtier udover nedslidning, højere pensionsalder og øget tempo. Hvad var det Louis Pio sagde med ”glasset der var ved at være fyldt”. I byggeriet har det været fyldt i mange år. Selvom piloterne jo tjener langt mere end en gennemsnitlig arbejder, så var det interessant, at opbakningen til dem var så stor. Selv de rejsende, der ikke kunne komme på ferie, var især sure på ledelsen af SAS, som jo var så optaget af at smadre piloterne, at de glemte alt om, hvad der hedder kundeservice.
SAA: Hvordan står de kræfter, der ønsker et aktivt, kæmpende overenskomst-forløb?
Der er rigtigt mange gode kræfter, der ønsker at kæmpe for en overenskomst, man kan se sig selv i, altså som afspejler vores krav. Desværre er der indtil videre ikke noget organ til at samle og koordinere kampen. Arbejdere i Bevægelse (AiB) er den mest positive og opløftende ting, der er sket i fagbevægelsen de sidste 20 år, men det er et aktivistnetværk og ikke en ledelse af arbejdspladserne. Skal der for alvor ske noget, skal der komme et organ, der tør tage førertrøjen på, når slaget skal slås, som tør gå imod de kræfter, der ønsker at holde arbejderne tilbage. Lidt i tråd med tillidsmands-ringene i gamle dage. Måske kan Arbejdere i Bevægelse udvikle sig til det, hvem ved. Faktum er, at Arbejdere i Bevægelse har spillet en meget stor rolle i at skabe tværfaglig solidaritet og samler rigtigt mange kampklare arbejdere.
SAA: Hvad kan der forventes af Arbejdere i Bevægelse’s ”Lønmodtagernes Topmøde” her sidst i august? Kan det udfordre fagbureaukratiet?
Ja, det tror jeg bestemt. Fagtoppen har turneret rundt i de forskellige fag på ”lytte-møder”, men i virkeligheden har de allerede fundet ud af, hvad de selv mener, er hovedkravet. Som jeg ser det, er fagtoppen fagbevægelsens værste fjende. De vil gøre hvad som helst for at undgå konflikt, men i min verden er tiden mere end moden til at tage en konflikt, der kan vise både arbejdsgiverne, men også især kollegerne, at fagbevægelsen er en kamporganisation.
Initiativer som Lønmodtagernes Topmøde er helt afgørende i forhold til at holde toppen til ilden, så de ved, at der kommer en reaktion, hvis de igen svigter arbejdspladserne. Er man i tvivl, kan jeg fortælle at toppen i 3F og Metal bruger rigtigt mange ressourcer på at imødegå initiativer som AiB. De har højtbetalte kommunikationskonsulenter til at kunne bremse, hvis der kommer kritik fra arbejdspladserne.
SAA: Hvad er socialisternes opgaver under OK 23?
For det første må vi forsyne arbejdspladserne med de nødvendige fakta og statistikker om, hvor lidt arbejdere har fået i lønstigning kontra kapitalisternes eksploderende overskud. Dernæst må vi bakke alle initiativer op, der samler arbejderne på tværs af fag og opmuntrer til at tage yderligere skridt. For eksempel dannelse af tillidsmandsringe for både private og offentlige arbejdere. Vi må også forklare, at fagtoppen har svigtet før, og at vi har brug for en alternativ ledelse, hvis de svigter igen.
Mange steder i fagbevægelsen sidder de ansatte og bider negle, fordi organisationsprocenten er under 50%. De frygter at skulle i konflikt, for de aner ikke, hvad de skal stille op. Vi må indgyde folk selvtillid og forklare den enorme magt, vi har, hvis vi vælger at strejke. Og også argumentere for, at den bedste måde at lede en strejke på, er, hvis de forskellige arbejdspladser vælger deres egne repræsentanter direkte og at disse repræsentanter samles i en fælles koordinerings-komité. Så er det sværere at splitte os ad.
