Billede: Inger Støjberg med nationale-konservativ ven Sebastian Kurz.
Wien 2016. Foto: Dragan Tatic
Men det vi ved er, at hun var minister i Lars Løkke regeringen, som skar ned på velfærd, skar efterlønnen ind til benet, forhøjede pensionsalderen og førte en umenneskelig, xenofobisk flygtninge/udlændingepolitik helt derud, hvor hun bevidst overtrådte loven, og blev idømt to måneders ubetinget fængsel. Alligevel vurderes Støjberg, af en del af befolkningen, som et svar på det, som mange opfatter som et alternativ til det ”ekstreme centrum” – altså de gamle magtpartier.
Den nuværende socialdemokratiske regering har ikke ændret årtiers udsultning af den offentlige sektor eller rettet op på uligheden. Ej heller har den indfriet løftet om en klimapolitik, der tager fat om de store syndere – Aalborg Portland Cement og landbruget.
På trods af et velfærds- og klima valg i 2019 har Frederiksens regering blot pillet minimalt ved det store efterslæb, foranlediget af regeringerne siden 90’erne. Der er færre hænder til at løfte opgaverne i sundhed, ældrepleje og uddannelsessektoren. De rige er blevet rigere og andelen af samfundskagen, som går til lønmodtagerne er svundet ind. Derimod er profitterne og bonusserne til topcheferne øget.
Det er derfor ikke underligt at højre-populistiske politikere og partier, som blamer udlændinge og seksuelle minoriteter, kan få stor indflydelse.
Højrepopulisme på verdensplan
Dette er også en tendens på verdensplan. I Italien kan Italiens Brødre, som er en direkte videreførelse af Mussolinis fascistparti, samle 25 % af stemmerne i meningsmålinger i det nuværende parlamentariske kaos. Ungarns Orban taler om at holde den ungarske kultur ren for udefrakommende personer. I USA angribes retten til abort og Trump pønser på en tilbagekomst. I det nylig afholdte franske præsidentvalg var det “ ekstreme centrum” udfordret af Marine Le Pen, som forøgede sin andel af de afgivende stemmer til over 40 %.
Støjberg træder direkte ind i en fortælling om utroværdige politikere, der rotter sig sammen mod folket. Minksagen var guf for Støjberg, som holdt en tale i Århus til støtte for minkavlerne, og talte om at ”dræne sumpen” på Christiansborg. Den efterfølgende ansvarsforflygtigelse fra Frederiksens side, på trods af hård kritik fra
Mink-kommissionen, og hendes holden hånd over topembedsmænd har også styrket Støjbergs image som støtte til den ”lille mand”.
Læg hertil den omfattende fremmedgørelse af op mod 25 % af befolkning via digitalisering af den offentlige sektor og borgerservice, så er der vand at svømme i. Inflationens hærgen blandt almindelige lønmodtagere som ser deres realløn falde, skubber til desperationen i samfundet.
Alternativet findes i modstand fra arbejderklassen
Men Støjbergs gejl og bedrag kan ikke løse almindelige menneskers problemer. Hun er kapitalens kvinde og ligeglad med almindelige mennesker. Det er dog ikke til den parlamentariske venstrefløj man skal vende blikket. Derfra kommer ingen alternativer. De har solgt deres sjæl til Socialdemokraterne.
Alternativet er derimod arbejderklassens modstand, når den bliver angrebet. For eksempel SAS piloternes kamp for at have ens overenskomst og sikre de fyrede piloter i arbejde igen før man ansætter andre, som SAS gjorde.
Støjbergs “bidrag” til at støtte den ”lille mand” ved at pege fingre ad muslimer og ”wokeness” vil falde til jorden, hvis arbejderklassen gør modstand og strejker for højere løn, velfærd og klimaretfærdighed.
Vi har ikke brug for endnu et blålys efter DF’s kollaps. Vi har brug for solidaritet og fællesskab mod kapitalens grådighed og kapitalismens ødelæggelse af vores fælles planet. Derfra vokser ideen om en anden verden, som er mega mere nice.
