Opbrud i den imperialistiske rivalisering: Ukraine og Palæstina

Ruslands angreb på Ukraine i 2022 og palæstinensernes modstand mod Israels besættelse synliggør både et opbrud og et skift i den imperialistiske verdensorden. Den multipolære verdensorden med 4 stormagter, USA, Kina, Rusland og EU, som er i evig kamp og konkurrence med hinanden. Dertil kommer regionale magter, som også forsøger at fremme deres egne interesser bl.a. gennem skiftende alliancer. 

Billede tekst: Ruiner i landsbyen Novoselivka nær Chernihiv, Ukraine. Foto: UNDP Ukraine.Flikr

Den nye globale solidaritetsbevægelse med palæstinenserne har udfordret den imperialistiske verdensorden. Israels folkemord i Gaza har vakt stor vrede bredt set i den arabiske verden, ikke blot mod Israel, men også mod Vesten, og faren for at krigen breder sig til hele Mellemøsten vokser dag for dag.

Krigsmodstand i de imperialistiske besættelsesmagter og støtte til frihedskampen i Palæstina må gå hånd i hånd.

Håbet findes der, hvor mennesker nægter at finde sig i konsekvenserne, og protesterer mod krig, besættelse og undertrykkelse, men også mod klimakaos, racisme og ulighed. 

Muligheden for forandring er, at de mange protester forbindes i et globalt oprør mod hele den imperialistiske verdensorden. Uanset om det er imperialismen fra Washington, Moskva eller Beijing.

Ukrainekrigen to år efter Ruslands angreb

Ruslands imperialistiske angreb på Ukraine markerer et blivende skift i den globale verdensorden. For første gang siden Den Kolde Krig står to atombevæbnede magter over for hinanden i Europa. Dette skift i retning af en mere direkte konfrontation mellem stormagterne blev da også omsat til et nyt strategisk koncept for NATO allerede i sommeren 2022. 

USA’s og NATO’s proxykrigs strategi

Krigen i Ukraine har nu udviklet sig til en fastlåst stillingskrig, som næsten ikke rykker sig, trods enorme tab på begge sider. Sammenligningen med 1. verdenskrigs årelange og udsigtsløse skyttegravskrig trænger sig på. Kampviljen og krigsbegejstringen fra året før er afløst af begyndende krigstræthed og usikkerhed i Ukraine, såvel som i Vesten. Vi ved meget lidt om hvordan den russiske befolkning har det, blot at Rusland også mangler friske soldater og at den store mobilisering venter til efter præsidentvalget i marts.

USA’s og NATO’s proxykrigs strategi er “En kontrolleret optrapning af krigen for at gøre Rusland mør – uden at det kommer til en åben krig mellem NATO-lande og Rusland”

Citat: Lene Junker

USA’s og NATO’s proxykrigs strategi er “En kontrolleret optrapning af krigen for at gøre Rusland mør – uden at det kommer til en åben krig mellem NATO-lande og Rusland”.

Den strategi har slået fejl, fordi Rusland ikke er blevet mør, fordi enigheden i NATO begynder at smuldre, og fordi hverken USA eller EU kan få vedtaget de nødvendige økonomiske hjælpepakker for 2024.

En russisk antikrigsbevægelse er central

Russiske antikrigs protester. “Stop krigen i Ukraine. Træk soldaterne hjem” Foto: Ukendt.

Vi støtter ubetinget ukrainernes ret til national selvstændighed og modstand mod besættelsesmagten Rusland. Men ikke ukritisk. Opbygningen af oppositionelle kræfter, fagforeninger og civil modstand, som er uafhængig af NATO-kontrol og USA og EU´s økonomiske interesser og dermed også af Zelinsky-styret, vil være afgørende, uanset hvilke imperialistiske magter, som vil få kontrol med Ukraine. 

Ruslands oprindelige mål om en hurtig sejr har også slået fejl. Rusland har lidt enorme tab. Krigen og sanktionerne har kostet almindelige russere dyrt. Det vil det også gøre i år, hvor Rusland planlægger at bruge 6% af BNP, der svarer til 791 mia kr, på forsvaret. Det er ifølge Bloomberg en stigning på 30% fra året før og mere end Rusland bruger på velfærd. Rusland har også fundet andre handelspartnere og styrket sine alliancer, så Vestens sanktioner ikke rammer så hårdt. Samtidig ser det ud til at det har tilpasset sin militære strategi til, hvad det reelt kan magte, suppleret med luftangreb i hele Ukraine. 

Men jo længere krigen trækker ud, desto hårdere rammes almindelige russere, og muligheden for et socialt oprør vil vokse. En russisk antikrigsbevægelse er central for at stoppe Ruslands krig mod Ukraine.Trods hård undertrykkelse, gik titusinder på gaden for at fordømme Putins krig i 2022. 

Krigsmodstanden i Rusland er næsten usynlig nu, men de mobiliseringer, som Rusland har forsøgt, har slået fejl. Enten er folk flygtet ud af landet eller også har de gemt sig. Den russiske kødhakkemaskine i Ukraine kan føre til mytteri og oprør som vi før har set i Vietnam blandt amerikanske soldater.

Store tab på begge sider

Almindelige ukrainere og russere betaler den højeste pris. 200.000 ukrainske soldater menes at være dræbt i krigen og 14.000 sårede. 10.000 civile ukrainere er døde og boliger og infrastruktur er ødelagt. Omkring 8 millioner er flygtet, heraf 30.000 til Danmark. Men også russiske soldater dør og såres på slagmarken. Omkring 300.000 menes at være dræbt.

Hele verden er påvirket af økonomiske tab og turbulens på grund af sanktioner, knaphed på fødevarer og energi. Vores opgave som socialister er at modsætte os vores egne imperialisters krigeriske intervention i Ukraine. Herunder at gå imod våben til Ukraine. 

From the River to the sea – Palestine will be free 

Den eksplosive solidaritetsbevægelse med palæstinenserne har tvunget verdens ledere til at gentage det gamle  mantra om en “tostatsløsning”, som de hidtil ikke har gjort noget for at realisere.  

Internationale Socialister har aldrig sat vores lid til en “tostatsløsning”, men støttet en “étstatsløsning”. Det skyldes først og fremmest, at Israel er en bosætterstat, bygget på fordrivelsen af den oprindelige befolkning. Dernæst at Israel er Vestens loyale vagthund i Mellemøsten, som siden 1948 har nydt enorm økonomisk og politisk støtte. Og endelig er Israel en zionistisk stat, som aldrig har ønsket at leve fredeligt side om side med palæstinenserne, men på alle måder har forsøgt at fordrive dem. 

Så nu hvor “From the River to the sea – Palestine will be free”-råbene gjalder i gaderne verden over, er dette slogan under anklage og angrebet for at støtte terrorisme og ønske alle jøder fordrevet. 

Men intet er mere forkert. Mange palæstinensiske ledere og forfattere har gennem tiden formuleret sig om en “etstatsløsning”, senest den britisk-palæstinenske forfatter, Ghada Karmi, i hendes nye bog “One State – The Only Democratic Future for Palestine-Israel”.

Ghada Karmi og et stats løsning

Ghada Karmi. Foto. Flikr

I et interview i avisen Socialist Worker forklarer hun, hvordan en demokratisk og sekulær stat fra Jordanfloden til Middelhavet kan fungere:

“I en sekulær, demokratisk stat vil borgerne ikke have rettigheder afledt af deres etniske eller religiøse tilhørsforhold. De vil være lige for loven som individer og ikke som gruppe.

Det vil være nyttigt når man skal i gang med at ændre på det, der reelt udgør det israelsk-jødiske samfund.

Det er ikke homogent, hvordan kunne det også være det, når det rummer mennesker fra områder så kulturelt forskellige som Marokko, Etiopien, USA og Rusland. Derfor vil en sekulær stat bedre kunne afspejle den multikulturelle virkelighed i samfundet og befordre skabelsen af et samfund, hvor palæstinenserne naturligt kan blive en del af en kulturel mosaik.

Det palæstinensiske samfund, inden massetilstrømningen af europæiske jøder gennemtvang den zionistiske idé, var sammensat af muslimer, kristne og jøder og andre. I en sekulær stat vil religiøse og sociale vaner være forbeholdt privatlivet. Mange har frygtet, at en sekulær stat betyder en stat uden religioner. Men reelt henviser det til at kirke/religion og staten er adskilte. 

I sådan en sammenhæng vil idéer om overherredømme, eneret på landområder og diskrimination blive stækket og begynde at forsvinde gradvist. Med tiden er håbet, at en ny identitet vil erstatte de tidligere etniske og splittende definitioner. Dette vil selvfølgelig være i åben konflikt med zionismen og gøre en ende på den.”

Opgør med de herskende diktaturer i Mellemøsten

Selv i den aktuelle situation er det vigtigt at holde sig perspektiverne og løsningerne for øje: Det historiske Palæstina som en zionistisk stat eller som en demokratisk og sekulær stat med lige rettigheder for alle. Men hvis sådan et projekt skal vindes, kræver det et opgør med de herskende diktaturer i Mellemøsten fra de arabiske masser og arbejderklassen.