Han bruger begrebet ”kapitalistisk oligarki”, som udtryk for, at kapitalistiske firmaer er uden for det demokratiske system, og overfor det opstiller han en (ikke alene) nordisk tradition for alternative ejerformer som andelsselskaber, kooperativer, m.fl. Det han kalder fællesskabsøkonomien. Og det får ham så til at tale om ”mere eller mindre kapitalisme” og ”mere eller mindre socialisme”. Det gør ham også dejlig fri for at se staten som et kapitalistisk apparat – ja, han argumenterer omvendt for, at den er noget socialister kan bruge.
Kapitalismekritik
Bogens vigtigste elementer er kapitalismekritik, en dyb gennemgang af fællesskabsøkonomiens mange (ejer-)former, en diskussion af fordele og ulemper ved disse, og endelig et 10-punkts reformprogram. Omdrejningspunktet er forholdet mellem kapitalistisk oligarkisk ejendom og dets modsætning – forskellige former for ”demokratisk” ejendom. Målet er ikke som sådan at afskaffe kapitalismen, men at forskyde magtforholdet til fællesskabsøkonomisk fordel.
PD forsøger at kombinere reformismens metoder med ganske radikale krav, som han mener kan gennemføres uden et ”stort systemskifte”, et skifte, som han slet ikke er sikker på, at han ønsker. Men hvis hans reformer blev gennemført, så kunne det jo være at andre kræfter, for eksempel arbejderklassen, besluttede sig for et ”stort systemskifte”, når reformerne har svækket oligarkiet.
Men ud over, at det er lidt af en tilsnigelse at se firmaer som Coop, Arla og Danish Crown (hvor andelshaverne i 2010 ændrede det til et aktieselskab), som en demokratisk (socialistisk?) modvægt til kapitalismen, så er der flere store problemer i hans ideer.
Først er selve hans kapitalismeopfattelse temmelig begrænset. For PD er kapitalismen stort set defineret ved det private ejerskab. Det er rigtigt, at rigtig mange firmaer under kapitalismen er privatejede, men alle klassesamfund i historien har været karakteriseret ved privateje. Det er altså ikke det, der gør kapitalismen speciel.
Det er derimod akkumulationen – akkumulation for akkumulationens skyld, vækst for vækstens skyld. Tvangen til at vokse eller dø, som også andelsselskaber og kooperativer er underlagt. Kapitalismen har udviklet sig til imperialisme og har bredt sig ud i det yderste hjørne af verden, og er blevet den dominerende produktionsform.
Den har ædt alt andet op, og det seneste skud er nyliberalismen, men PD ser nyliberalisme og finansverden som gevækster på kapitalismen, og ikke som det det er – vore dages kapitalisme, skabt af den langvarige profitkrise. Og så har vi slet ikke været inde på, at klima- og miljøkrisen ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer.
Pelle Dragsteds socialisme
Når det kommer til socialismen, står det ikke bedre til. Som mange andre på venstrefløjen ser han det, der var i Sovjet og Østeuropa indtil 1989/91, som socialisme. Det kan han forståeligt nok ikke lide. Problemet er igen, at der kun ses på ejendomsformen. I Sovjet var der ikke privat ejendom, ergo var det ikke kapitalisme, ergo måtte det være socialisme. Men i stedet burde man have spurgt “er der arbejdermagt?” – dvs. er det det store flertal, der bestemmer over et lille mindretal? Og så er svaret vel ikke så svært.
Det at have illusion om eller tage afstand, fordi man mener Sovjet var socialistisk, har oftest nogle store komplikationer. I PDs tilfælde giver det især udslag i opfattelsen af begrebet planøkonomi.
At Stalins 5-års planer skulle være socialistisk planøkonomi, må betegnes som et af verdenshistoriens største bedrag. Realiteten er, at 5-års planens indførelse skete med afslutningen på Stalins stille (ublodig var den ikke) kontrarevolution, og markerede i stedet starten på den statskapitalistiske omstilling, der kostede bønder, arbejdere og socialister livet i tusindvis.
Vigtige spørgsmål rejses
Det er ærgerligt, at PD har den tilgang, for i hans diskussion om planøkonomi og marked rejses der vigtige spørgsmål, som han har ret i, at venstrefløjen bør forholde sig til. For eksempel tror jeg, han kan have ret i, at i en periode under socialismen vil vi have en økonomi, hvor en stor del er under en samlet plan, mens noget stadig vil være under markedslignende forhold. Derimod tager han fejl, når han skriver, at det er nødvendigt med noget marked og konkurrence for at sikre innovation, og for at undgå at ikke-rationelle produktioner fortsætter. Her er det nok bedre at pege på, at det, der behøves, er almen tryghed, der sikrer, at man ikke mister sine indtægter, hvis man leverer rationelle ideer, eller fordi en dårlig virksomhed udrangeres.
Ligeså med hans argument om at kompleksiteten i mange produkter gør, at markedet er nødvendigt for at undgå fejlproduktioner. Men er det det markedet gør? Her er han faldet for borgerlige argumenter. I dag er det, der styrer, ikke en afsøgning af behov, men viljen (og evnen) til at betale. Og selv om det ændres, så viser markedet ikke behovet. Netop kompleksiteten i mange produkter gør, at udvikling og produktion er overstået længe før produktet rammer markedet.
”Fredelig sameksistens”
Grundlæggende ser jeg hans ide som en form for ”fredelig sameksistens” mellem demokratisk/socialistisk ejerskab og ”gammeldags” kapitalistisk ejerskab. Han ser på forholdet mellem den ”skabende rolle” og den ”passive eller parasitære rolle”, men misser kapitalismens dynamik og drivkraft – alt det der gør, at den altid får det afgørende ord.
Gennemførelsen af 10 punkts programmet vil sikkert forrykke styrkeforholdet mellem klasserne. Og ud over at bogen rummer lange rækker af rigtig fine antikapitalistiske argumenter, så har PD ikke opgivet arbejderklassen eller dens centrale rolle. Selv om vi måske ikke helt er enige om, hvem arbejderklassen omfatter, da hans opfattelse er lidt snæver.
Det store spørgsmål er så hvordan. Han er klar på, at det ikke bare sker i Folketinget. Der skal en omfattende aktivitet til uden for – i arbejderklassen og andre, der vil nyde godt af reformerne. Han ser nok lidt let på hvilken modstand, der vil rejse sig, men den store hurdle kan vise sig at blive en omstilling af Enhedslisten. Mange EL medlemmer er fremragende aktivister. Men som en kritiker har påpeget, har EL ”privatiseret aktivismen”, og som et minimum skal den i hvert fald kollektiviseres.
Kampen for reformer – udfordring for EL
PDs udgangspunkt er, at folk ikke kæmper for noget abstrakt som socialisme, derfor hans reformer. Men mon ikke reformforslagene er næsten lige så abstrakte. Han har ret i, at folk ikke kaster sig ud i store kampe for abstrakte mål, men kæmper for og imod konkrete ting. Men i løbet af kampen kan der opstå en ny bevidsthed, når man oplever, at det nytter at kæmpe, og at vi selv kan, når vi står sammen. Og så kan før så abstrakte ting bliver konkrete.
Så en konkret vej til reformerne kunne være, at EL i Folketinget konfronterer Socialdemokratiets racisme benhårdt, og ude i virkeligheden kaster sine kræfter ind i en enhedsfront, der lokalt kan tiltrække kritiske socialdemokrater og fagforeningsfolk. Det vil også hjælpe, hvis man bruger de positioner, man har i fagbevægelsen, til at udfordre fagbureaukratiet – også sygeplejerskernes ledelse – for at få fuld kraft på sygeplejerskernes kamp.
Det vil være revolutionære metoder, men der er ingen vej udenom, hvis ikke det med at skabe en magtfuld mobilisering blot skal blive til et ”at nogen burde gøre noget”. Husk på, at det er reformister, der er imod revolution – det er derimod ikke revolutionære, der er imod reformer.
