Strejkebølgen i Europa

Året sluttede med den største strejkebevægelse i årtier. Den værste inflation i fire årtier har udhulet lønningerne til bristepunktet og arbejdsgivere og regeringer har enten ladet stå til eller tilbudt meget lave lønstigninger. 

Billede tekst: Fransk fagforeningen FO (Force Ourvriere) i aktion i Toulouse Foto: Flikr

Vi har set  generalstrejker i Grækenland og Belgien organiseret af fagforeningerne, som nød stor sympati i resten af befolkningen. 

Frankrig

Også i Frankrig har fagforeningerne stået bag en del af strejkerne, der fortsatte helt op til jul, blot organiseret nedefra på arbejdspladserne og i lokalområderne. Magthavernes skrækscenarie er et mix af “Gule Veste”-aktioner og strejker. Og i oktober strejkede arbejderne på olieraffinaderierne med krav om højere løn.

Samtidig er banen kridtet op til endnu en kamp om pensionerne. Som alle andre magthavere ønsker Macron at arbejderklassen skal arbejde mere. I 2019 forsøgte han sig med en “reform”, som hævede  pensionsalderen men blev mødt af omfattende strejker og måtte opgive. 

Som en fransk lokofører siger til avisen Information i september 2022: “Det bliver præsenteret, som om det er uundgåeligt med en pensionsreform, og vi intet kan gøre. Men der er mange ting, som har ændret sig, fordi man kæmper”.

Nu forsøger Macron med sin pensionsreform igen, og alle de franske fagforeninger er enige om at sige blankt nej og organiserer en national strejke den 19. januar.  Venstrefløjen indkalder til massedemonstrationer den 21. januar. Modstanden i den franske befolkning er stor, fordi folk i forvejen er presset af inflationen og forringede dagpenge. Derfor tegner der sig nu en bredere kamp, som samler utilfredsheden i en fælles bevægelse. 

Det bliver præsenteret, som om det er uundgåeligt med en pensionsreform, og vi intet kan gøre. Men der er mange ting, som har ændret sig, fordi man kæmper

Citat: Fransk lokofører

Magthavernes foretrukne splittelses-redskab er racismen – også i Frankrig. Men der tegner sig nu en betydelig antiracistisk bevægelse med udgangspunkt i migrantarbejdernes rettigheder. Den 18. december var der solidaritetsdemonstrationer med migrantarbejderne i 50 franske byer. Den kamp fortsætter med nye mobiliseringer i januar, ligesom bevægelsen også vil være på gaden den 18. marts, som en del af World Against Racism-protest dagen.

Storbritannien

I Storbritannien startede strejkerne allerede i juni og strejkebevægelsen er vokset siden og nåede sit foreløbige højdepunkt i december, da sygeplejerskerne for første gang nogensinde gik i strejke med krav om en lønstigning på 19%. Sygeplejerskernes fagforbund RCN i England og Wales er endnu ikke blevet inviteret til forhandling.

Sygeplerersker i Storbritannien kræve 19 % mere i løn. Foto: Socialist Worker

I Skotland er sygeplejerskerne blevet tilbudt 7.5 %, hvilket de har forkastet. Så strejkerne fortsætter i januar og februar, hvor også lærerne forventes at gå med i strejkebevægelsen. Senest har TUC, det britiske FH, indkaldt til fælles aktionsdag den 1. februar og 100.000 statsansatte har besluttet at strejke samme dag, og flere faggrupper overvejer at gøre det samme.

Også i Storbritannien er racismen magthavernes foretrukne splittelses-redskab. Alle flygtninge, som er kommet illegalt ind i landet, skal deporteres til Rwanda. Men det har en bred “STOP Rwanda”-kampagne, med flere fagforeninger i spidsen, stoppet indtil videre. I starten af februar arrangerer TUC og “Stand Up To Racism” en fælles konference om racisme på arbejdspladserne, ligesom de indkalder til demonstration den 18. marts.