Medlemmerne har to gange forkastet DSR toppens forhandlingsresultater. DSR’s strategi for at ”vinde” handler mest om at beskytte strejkekasserne (altså deres formue) og genere arbejdsgiverne så lidt som muligt.
Hvorfor har de kun udtaget en brøkdel af medlemmerne til strejke? Alle sundhedseksperter udtaler samstemmende, at de aflyste operationer kun udgør en meget lille del af de planlagte operationer. Det generer selvfølgeligt de involverede patienter, men presser ikke sundhedsvæsenet og dermed heller ikke arbejdsgiverne i Danske Regioner.
Passiv strejke
Bortset fra demonstrationer i en del byer den 1. første strejkedag er strejken blevet en meget passiv affære. DSR defensive tilgang inviterer ikke til større aktivitet og engagementet. Strejkens dynamik er afhængig af aktivitet blandt de strejkende og solidaritet fra resten af fagbevægelsen. For der kommer ikke noget mirakel. Defensiven vil medføre apati. Apati åbner op for endnu et dårligt forhandlingsresultat, en lønkomité/syltekrukke eller et regeringsindgreb.
Indrømmet, situationen er svær. Modsat i 2018 hvor der fandtes en ”musketer ed”, som udviklede sig til en Solidaritetspagt, hvor man stod ”skulder ved skulder”, så står sygeplejerskerne idag alene.
Det samlede fagbureaukrati, inklusiv Dansk Sygeplejeråd, har jo for længst, accepteret, at der ikke er ”råd” til de lønstigninger, som sygeplejerskerne kræver. Fagbureaukratiet har accepteret de 5 % over 3 år.
Derfor ser vi næsten ingen støtte erklæringer eller opbakning i det hele taget fra resten af de offentlige fagforeninger. De er tavse som graven. FOA og Mona Striib henviser blot til, at den lønkomité som skal kigge på løndannelsen i den offentlige sektor vil bliver forsinket af sygeplejerskernes strejke. Men ingen støtte. Seneste nummer af Børn og Unge, fagblad for BUPL, som er pædagogernes fagforening, hvis medlemmer får betydeligt mindre i løn end sygeplejerskerne, indeholdt blot en artikel om Tjenestemandsloven fra 1969, som forklaring på den lave løn. Så man skal ikke vente noget større indsats fra den kant. Men dybest set skyldes den lave løn, at fagforeninger ikke gennem alle årene har kæmpet for højere løn, men blot brugt deres profession som argument.
Solidaritet fra neden
Solidariteten og støtte må komme fra neden. Fra grupper som gerne vil strejke i solidaritet, fordi de kan se de er i samme båd, lavtlønnede kvindefag, som vi har set det fra FOA i Mariager. Der har været støtte fra de solidariske og militante stilladsarbejder klubber rundt omkring og fra 3F i København, som kan se perspektiverne i kampen. Men hvis sygeplejerskerne skal udnytte og udvide disse solidaritetserklæringer og lægge pres på fagbureaukratiet, er det nødvendigt at DSR-toppen bliver presses til at gøre strejken både aktive og demokratisk.
Det kan ske ved at indkalde til stormøder for alle sygeplejersker og andre, som gerne vil støtte. Her kan strejkens grundlag og perspektiver diskuteres. Det kan ske ved at nedsætte strejke komiteer i alle regioner, som selvfølgelig er drevet af de menige sygeplejerskerne, men hvor andre også kan deltage. Det ville også give mere presseomtale og mulighed for at tiltrække mere støtte. Det er også nødvendigt at udvide antallet af strejkende, så strejken kan mærkes. Hvorfor skulle arbejdsgiverne ellers komme til forhandlingsbordet igen? De venter på et regeringsindgreb, som giver dem det, de allerede har fået.
Sygeplejerskerne kan ikke vinde alene. Det er nødvendigt at pædagoger, jordemødre, portører, SOSU-assistenter og resten af de offentlige ansatte slutter op og i fællesskab og sprænger lønrammen. Hvis kvindefagene skal løftes og ligelønnen fremmes, så skal lønrammen sprænges og en solidarisk fordeling fremmes.
Sygeplejerskerne har vist vejen. Det handler nu om at bakke op om dem og støtte alle ansatser til at udvide og gør strejken mere aktiv. DSR har en side hvor alle events til støtte for sygeplejerskernes strejke rundt om i landet er opreklameret. Her har alle en mulighed for at vise støtte.
