64.500 fattige børn i Danmark
Tallet 64.500 blev et centralt velfærdspolitiske mantra under Folketingsvalgkampen i 2019. Antallet af børn i Danmark, der lever i familier med en indkomst under den relative fattigdomsgrænse. Resten af historien kender vi: “Børnenes Statsminister” blev tvunget til at forholde sig til fattigdomsproblemet, der i parentes bemærket stikker dybere og favner bredere end de 64.500 børn. De fattige unge på ungeydelse, de unge med komplekse problemer, de syge fanget i jobcentrenes klør og de ældre ledige, der nok omtales som “det grå guld” men som i realiteten aldrig kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Alle de, og mange flere, var ikke i fokus, og det har efterfølgende desværre vist sig, at det netop er disse grupper, der står til at betale prisen i Ydelseskommissionens anbefalinger.
Der har vi i Næstehjælperne nok et medansvar for i for høj grad at have haft fokus på børnefattigdom i foråret 2019 frem mod Folketingsvalget, da vi lavede en landsdækkende børnefattigdomsaktion i ca. 90 af landets kommuner. Den sugede så mange kræfter ud af vores aktivister, hvis overskud i forvejen er minimalt, da de fleste er kronisk syge ledige over 40 år, at der ikke var energi til, at aktivisterne også kunne fokusere på deres “egen” sag.
Nå, men altså; som led i regeringsskiftet fik Socialdemokraterne sparket debatten om kontanthjælpsloftet til hjørne, imens Ydelseskommissionen arbejdede. De fleste vidste jo godt inderst inde, at udfaldet ville blive noget makværk, da anbefalingerne var bundet til at skulle være “udgiftsneutrale”, men alligevel sad undertegnede med et naivt håb i maven og så med, da Kommissionen holdt pressemøde mandag den 31. Maj kl. 10. Spændt som gjaldt det EM-finalen. Vi var så uhyre tæt på målstregen. Snublende tæt på at få gjort noget reelt virkningsfuldt ved den konstaterede fattigdom i Danmark. Det vi havde kæmpet for siden 4. juli 2016, hvor Næstehjælperne opstod med et erklæret mål om at få afskaffet kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen.
Fattigdom er et faktum
At fattigdom findes i smørhullet Danmark er et faktum. Danmarks Statistik opgør antallet af fattige danskere, og organisationer som Mødrehjælpen, Red Barnet og Næstehjælperne oplever helt tæt på, at der vitterligt ER udbredt fattigdom i Danmark. I skrivende stund har vi Næstehjælpere hjulpet i tusindvis af reformramte med basale fornødenheder i de 5 år, der snart er gået, siden kontanthjælpsloftet blev indført. Vi kunne “underholde” i dagevis med de skæbnefortællinger, vi har mødt på vores vej. Familier, der blev smidt ud af deres hjem, fordi de ikke kunne betale huslejen. Mødre, der springer måltider over, så børnene får deres 3 måltider om dagen. Ældre ledige, der ikke har råd til at få lavet deres tænder og derfor har måtte leve med rådne tænder, indtil smerterne blev uudholdelige. Og i tusindvis af familier, der manglede mad, tøj og receptpligtig medicin. Mens nogle af os køber hus eller lejligheder på et historisk dyrt boligmarked, må andre håbe på, at der ikke kommer en uforudset ekstraregning, som vælter økonomien og trækker gulvtæppet væk under dem. Derfor var det rystende at se vores – ellers dygtige – statsminister udtale i Folketingssalen, at hun ikke anerkender, at der skulle leve 60.000 børn under fattige vilkår i Danmark. At hun faktisk gerne ville betvivle, hvor mange af deres forældre der reelt var fattige, og at vi derfor må have en debat om, hvad fattigdom er.
Lad de fattige spise hinanden
Tilbage til kommissionens pressemøde, hvor jeg – som anbefalingerne blev rullet ud – sad med en følelse, der bedst kan sammenlignes med, at luften lukkes langsomt ud af en ballon. Pffffffff…! Nuvel; det er ikke nemt at præsentere 314 siders tungt teknisk stof for en måbende omverden, men efter at have tygget på det i en dags tid, måtte jeg konkludere, at den stort opslåede kommissions anbefalinger var en kæmpe fuser og skuffelse af dimensioner.
Antallet af fattige børn forbliver stort set uændret på de nuværende 60.000. Enlige uden børn, unge med komplekse udfordringer, unge med psykiatriske diagnoser, ældre kronisk syge enlige fanget i kontanthjælpssystemet og flere, jeg endnu ikke er bekendt med; alle står de til at miste op til tusindvis af kroner månedligt, der så omfordeles til børnefamilierne, der får en smule mere. De fattige sættes simpelthen til at spise af hinanden. Det er fandeme en syg måde at gøre noget ved fattigdommen på.
Det lå i selve opdraget, at det ville ende sådan. Nu er det så op til politikerne at lande en forhandlingsløsning, der som minimum får tilbageført de 500 millioner kroner, som blev sparet væk årligt ved indførslen af kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen. Og at få løftet de mange, der taber med Ydelseskommissionens anbefalinger.
Meningsløse og dehumaniserende ledighedspolitik
Den ubarmhjertige og ubekvemme sandhed er jo, at ca. 70% af de ledige i kontanthjælpssystemet er erklæret ikke-arbejdsmarkedsparate og tæskes rundt i meningsløs aktivering, som beviseligt ikke fører noget som helst godt med sig udover endnu flere penge i lommerne hos de private aktører, som lægger opbevaringsplads til de ledige.
Det kan umuligt være gået nogens næse forbi, at dette undertrykkende og dehumaniserende stykke ledighedspolitik er dysfunktionelt og dybest set kun tjener til at legitimere overfor det grumsede vælgerhav, at de får “noget for skattekronerne”, når deres ledige medmennesker med skyld og skam skal bukke og neje og ødelægge sig selv yderligere fysisk og mentalt som tak for at måtte være til i livet for “andres penge”. Dette dybt absurde, dyre og nedværdigende ledighedscirkus fører os dag for dag med ekspresfart tilbage mod almissesamfundet.
Det er de færreste politikere, som har mod og fantasi til at kræve et reelt opgør med ledighedsindsatsen, men vil man reelt fattigdom og ledighed til livs, så må der gås helt anderledes radikalt til værks. Systemet må simpelthen saneres og bygges op i en helt anden form og ånd.
Men lige nu og her sidder vi med en knude i maven forud for forhandlingerne om fremtidens ydelsessystem. For alt tyder desværre på, at det heller ikke bliver denne statsminister, der har modet og fantasien til at få taget livtag årtiers kynisk politik, hvor de med de svageste stemmer i samfundsdebatten atter kommer til at stå tilbage på den sagnomspundne perron.
