Ikke mindst i tiden op til og under dannelse af den revolutionære venstrefløj i Danmark i årene efter 1. verdenskrig. Men ikke kun det, hun var også med før, og hun bevarede også sin kritiske sans efter det blev bandlyst at forsvare Leon Trotskij i den kommunistiske bevægelse. Det krævede mod at stille sig op mod Danmarks Kommunistiske Partis ledelse og forsøge at fasthold det på en revolutionær og internationalistisk kurs, efter stalinificering af partiet fra 1924 og frem. Det mod kostede hende to eksklusioner fra DKP for ”trotskisme”. 

Faktisk opnåede hun sammenlagt at blive ekskluderet tre gange for sin principfasthed. Et mod hun også bevarede da hun blev ældre. Hun deltog også i modstandskampen under 2. Verdenskrig, og i det hele taget er hendes liv en fantastisk eventyrlig rejse gennem nogle af de vigtigste begivenheder i arbejderbevægelsens historie. 

Stor integritet
Derfor er det stort, at mangeårig forfatter og forsker i arbejderbevægelsens historie Morten Thing, i en omfattende biografi af Marie Nielsen, har ført hende tilbage hvor hun hører hjemme – som en af de væsentligste skikkelser i danske venstrefløjs historie. Efter hendes død i 1951, omtalte Land og Folk (DKP’s dagblad) hende overhovedet ikke. Det er først i 1964 at DKP nølende indrømmer, at vi her har at gøre med en historisk, modig og indsigtsfuld revolutionær kvinde. En som stråler klart både i opstigning af det revolutionære venstre efter 1917 og i hele sit liv; i kampen for at bevare en ægte internationalistisk og revolutionær stemme. 

Nielsen var revolutionær med stor integritet i mange sammenhæng, og meget gerne sammen med alle de, der ville fastholde en ægte revolutionær socialistisk holdning uden for DKP. Den sidste kendte artikel hun fik offentliggjort kom i 1947 og forfægtede ideen om, at kapitalisme og nazisme hænger sammen som ærtehalm og at der skulle en socialistisk revolution til. Artiklen blev først afvist i 1945 af ”Frit Danmark” som var domineret af DKP for at være ”for revolutionær”. De som i stedet udgav den var folk som Poul Moth, der var redaktør af ”Det ny Arbeider-Blad” udgivet af Revolutionære Kommunister. RK var en sammenslutning mellem den spæde trotskistiske bevægelse, og DKP’ere der var utilfredse med DKP’s ikke-revolutionære linje efter besættelsen.

Sikke et liv
Morten Thing har tidligere i 70’erne skrevet en større artikel om Marie Nielsens politiske skrifter, og i 1990, i samarbejde med kommunisten og modstandsmanden Børge Houmann, udgivet den omfattende brevvekslingen mellem Martin Andersen Nexø og Marie Nielsen omkring dannelse af DKP (en lidet flatterende historie for den danske revolutionære venstrefløj). 

Men her, i sit seneste værk, tager han fat om hele hendes liv. Marie, som var fra fattige kår, meldte sig ind i Socialdemokratiet og var specielt aktiv i deres ungdomsafdeling, hvor en venstrefløj med moderpartiets tiltagende reformisme udviklede sig. Her var hun i frontlinjen. Hun brød med moderpartiet og var med til at danne forløberen til DKP, Socialistisk Arbejderparti. 

1917-revolutionen i Rusland gav Marie luft under vingerne og hun rejste til det revolutionære Rusland. Selv om hun var med til at danne DKP i 1920-22, blev hurtigt en kritiker af ”socialisme i et land”, som Stalin lancerede efter 1924. Hendes forsvar for Trotskij da han blev smidt ud af Rusland i 1928, førte til hendes første eksklusion af DKP. Den anden kom da hun, efter at være blevet taget til nåde, igen lagde sig ud med DKP da hun kritiserede Sovjets ophævelse af abortlovgivning i 1936, og lige så talte dunder mod Moskva-processerne, hvor Stalin huggede hovederne af de gamle Bolsjevikker fra 1917. Men selv uden for partiet fortsatte hun sit revolutionære virke bl.a. ved modstandskampen under 2. Verdenskrig og frem til hendes død i Frederikssund. Sikke et liv.

Mennesket Marie Nielsen
Morten Things knap 400 sider er spækket med dokumentation af hendes politiske liv. Han forstår at gøre hende levende uden at digte eller gå for tæt på det personlige. Det skinner igennem at hun, mellem alle de politiske møder, skriverier og aktiviteter, var et meget omsorgsfuldt og ordentligt menneske, som kærede sig om sine nærmeste – både familien og vennerne. Hun blev efter demonstrationen på Grønttorvet i 1918, hvor arbejderne fik knippelsuppe af politiet, fængslet for at skrive om politiets metoder, i et sprog som statsmagten mente var ”opildnende”. Under sit 1½ år lange ophold i fængslet var hun mere optaget af, hvordan hendes mor, som hun boede alene med, klarede sig, end sin egen situation. Og der er mange andre historier i bogen, som vidner om hendes meget generøse personlighedstræk.

Nielsen mistede både sin far og flere af sine søskende i sin barn- og ungdom. Her forlod hun religionen – for hvordan kunne Gud tillade at hendes bror døde af sygdom (fattigdom)? De rebelske holdninger, som førte hende ind i Socialdemokratiet sidst i 1890’erne, var skabt af oplevet uretfærdighed over for sagesløse tjenestepiger som hun arbejdede med, og som herskabet tugtede og udnyttede. Men Marie Nielsen ville mere end bare være rebelsk. Hun ville også uddanne sig ud af den fattigdom hun kom fra. Give ord og skrift til det oprør hun følte. Sikken styrke det må have krævet at ofre, både i tid og økonomi, for at læse til lærerinde i begyndelse af 1900’erne, og siden få tjeneste i selveste Frederiksbergs skolevæsen. En stilling hun bestred med bravur (vidnesbyrd fra hendes kolleger, som appellerede mod fængsling af hende vidner herom) indtil Frederiksberg på det skammeligste fyrede hende i 1922, med begrundelse i hendes fængselsdom. Uden at pensle det ud giver Morten Thing læseren et nænsomt indblik i det menneske, den kvinde som blev en så central person i det danske revolutionære venstres historie.

Nielsen er en stor del af dansk arbejder- og revolutionshistorie
Der kan med udgangspunkt i Marie Nielsen dykkes ned i mange højdepunkter i dansk arbejder- og revolutionshistorie, men kun et par enkelte er der plads til her.

Få dage efter flertallet af Europas socialdemokratier, herunder det danske, opgav internationalismen og bukkede under i nationalistisk borgfred med borgerskabet ved udbruddet af 1. verdenskrig, skrev Marie Nielsen: ”Fædreland? Arbejderne har ikke noget fædreland”. Og igen i 1916, da Socialdemokratiet gik skridtet videre og indkaldte til den såkaldte natkongres for at få ophævet partiets mangeårige beslutning om ikke at gå i regering med borgerlige partier, så Stauning kunne blive minister, var Marie Nielsen, sammen med Gerson Trier, de eneste mere fremtrædende socialdemokrater, der talte imod.

Gerson Trier forlod resolut partiet, men det var i frustration og ud i apati. Marie Nielsen blev indtil der i begyndelsen af 1918 blev mulighed for at deltage i et politisk alternativ til venstre for Socialdemokratiet, med dannelsen af Socialistisk Arbejderparti. Som én af de ledende i SAP, var hun central i forsøget på, at få samlet venstrefløjen og skabt et kommunistisk parti i Danmark. Og i den forbindelse nåede hun også, i 1920, at deltage i Kominterns 2. kongres.

Modstand mod stalinismen
I 1921 lykkedes det at skabe DKP. Men masser af personfnidder, strategisk uenighed og mangel på ledende personer med mere teoretisk indsigt, var partiet i det meste af 1920’erne en ofte broget affære, med manglende gennemslagskraft. Marie Nielsen var da også én af de få, der holdt fast i de teoretiske rødder og sagde fra overfor stalinificering og forfølgelsen af Trotskij i Sovjetunionen, som blev begrundelsen til hendes eksklusion i 1929.

Fra midten af 1920’erne var hun involveret i Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. AO havde et udgangspunkt i oppositionelle medlemmer af Kvindeligt Arbejderforbund, og de arbejdede med centrale spørgsmål for forbedring af arbejderkvindernes forhold. Dette indebar kampen for ligeløn, såvel som kampen for kvindernes seksuelle frigørelse. Og her agiterede AO både for familieplanlægning og for kravet om fri abort.

Man kan sige at Marie Nielsens endeligt i DKP, til dels havde rod i dette. Ved oprettelsen af Sovjetunionen var fri abort én af de vigtige forbedringer der blev gennemført, men i 1936 da Stalin havde brug for nye strømme af kanonføde til sin lynindustrialisering, blev der gennemført en ny familielov. Denne ophævede retten til fri abort og indførte en præmiering for store børneflokke. Dette kritiserede Marie Nielsen som et voldsomt tilbageskridt.

Og da hun, senere på året, nægtede at acceptere Moskvaprocesserne mod gamle ledende bolsjevikker indtog hun det standpunkt, som enhver revolutionær burde have indtaget: at ”…man kan og vil ikke her tro, at gamle marxister, Lenins mangeårige disciple (…) har forvandlet sig til individuelle terrorister”. Og så var det for alvor slut! Med denne 3. eksklusion fra DKP var Marie Nielsens forbindelse med partiet endegyldigt overstået.

Morten Things biografi ”Marie Nielsen og revolutionen”, der er udgivet af Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH) er i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig. Både fordi den grundigt fortæller om en vigtig tid, men også fordi Thing skriver godt og meget læsevenligt.

Den kan købes for 175 kr. her:

https://sfah.dk/marie-nielsen-og-revolutionen-2/