Sådan blev sundhedssektoren næsten ude af stand til at klare coronakrisen

Coronakrisen tvang det italienske og spanske sundhedsvæsen fuldstændigt i knæ – og har skabt alvorlige problemer for det danske: Kun ved at nægte tusinder af patienter med andre sygdomme behandling samt ved at drive rovdrift på de hospitalsansatte kan hospitalerne ride stormen af. – 20 års nyliberalt dikteret udvikling har lemlæstet sektoren.

Billedet foroven viser 3.000 hospitalsansatte og sympatiserende danne en menneskekæde den 28, maj 2019 rundt om det kæmpemæssige supersygehus i Skejby ved Århus. De protesterede mod meget store besparelser.

Et TV-indslag på TV2 Østjylland om menneskekæden i Skejby og om årsagerne til de store nedskæringer: https://www.tv2ostjylland.dk/nyheder/28-05-2019/1930/menneskekaede-omkring-aarhus-universitetshospital

Corona-pandemien tog i bogstaveligste forstand den danske sundhedssektor på sengen: Selvom Sundhedsstyrelsen siden 2013 har haft et pandemi-beredskab, var dette kun noget, der stod på et stykke papir. Der var ingen fysiske realiteter bag, for der var ikke nogen som helst reservekapacitet på sygehusene og især deres intensivafdelinger, og der manglede både respiratorer og depoter med værnemidler til en krisesituation.

Tusinder af patienter i Danmark har fået aflyst vigtige, planlagte operationer og behandlinger, fordi sygeplejersker og læger har måttet flyttes over til intensiv-afdelingerne, som slet ikke havde udstyr og personale til at behandle en stor tilstrømning af corona-syge.

Hvorfor blev den danske sundhedssektor i den grad overrasket af corona? Hvorfor havde sygehusene ingen ekstra sengepladser til de corona-syge? – Forklaring følger:

Anders Fogh og Lars Løkke lagde rammerne for de nyliberale hospitaler

De danske sygehuse har i dag 110.000 ansatte. Denne meget store og omkostningstunge sektor blev derfor hurtigt et angrebsmål for Anders Fogh Rasmussens regering (tiltrådt i 2002): I hans bestræbelser på at skabe en nyliberal minimalstat med en langt mindre offentlig sektor skulle sygehusene gøres væsentligt mere “effektive” , således at patienterne ville kunne ekspederes hurtigere igennem til færre omkostninger pr. behandling.

Fordi de offentlige hospitaler skulle effektiviseres så meget, at de ingen reservekapacitet ville få, ville der naturligvis opstå lange ventelister på behandling: Derfor indførte regeringen i 2008 mulighed for, at ansatte i private virksomheder og offentlige institutioner kunne tegne sundhedsforsikringer som en del af en sundhedsordning i virksomheden – og udgiften til forsikringen kunne trækkes fra i skat. Med en sådan forsikring kunne højtlønnede springe ventelisterne over ved i stedet at blive behandlet på privathospitaler. 700.000 velhavende fik snart tegnet disse forsikringer.

Herved blev hospitalspatienterne inddelt i et A- og et B-hold: De stenhårde rationaliseringer af de offentlige sygehuse ville ikke ramme de rige, borgerlige kernevælgere – som derfor ikke ville protestere over “slankningen” af de offentlige sygehuse. Tværtimod, for nedskæringerne af det offentlige gav basis for store skattelettelser – naturligvis især til gavn for de mest velhavende. Ca. 2/3 af de 52 mia. kr., der siden Anders Foghs tiltræden i 2002 er delt ud i indkomstskattelettelser, er gået til de rigeste 20 pct. af befolkningen, oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Men B-holdet måtte affinde sig med et kraftigt “rationaliseret” sygehusvæsen – og ventetider.

Lars Løkke Rasmussen foran foto af Skejby sygehus, Danmarks og Nordeuropas største sygehus med 9.000 fuldtidsstillinger, 850 sengepladser til hverdag, 85.000 indlæggelser og 920.000 ambulante behandlinger i året 2019.

Studehandler sikrede “bykongernes” opbakning til “reformen”

Planen indebar, at et større antal ældre hospitaler skulle nedlægges og erstattes af splinternye supersygehuse. Anders Fogh lovede kæmpe investeringer, og alle vælgere troede derfor, at det ville betyde meget bedre hospitaler … – “Godaw, do” …

Men rundt omkring i landet vogtede alle de mange små “bykonger” (kommunernes borgmestre) plus de daværende amtsborgmestre over “deres” sygehus, som de ikke var meget for at give fra sig.

Alle disse mange små “konger” måtte derfor fjernes – og det krævede en kommunalreform. Denne ville blive fuldstændigt afgørende for at kunne nedlægge alle de mange små og gamle sygehuse og skabe “fremtidens sygehusvæsen” baseret på supersygehuse.

Som indenrigs- og sundhedsminister i 7 år under Anders Fogh blev Lars Løkke Rasmussen nu den helt toneangivende chefarkitekt bag kommunalreformen i 2007. Den blev en “revolution fra oven”, hvor det lykkedes Lars Løkke at få vendt modstanden blandt borgmestrene: Alle de mange borgmestre, der blev arbejdsløse, skaffede han lukrative retrætejobs til. Samtidig fik kommunerne tilført nye godbidder i form af jobcentrene på bekostning af den hidtidige statslige arbejdsformidling: Med sådanne studehandler blev borgmestrene overtalt til at gå med til den massive “reform”, der indebar lukning af de fleste små og gamle hospitaler. Lars Løkke var en dygtig taktiker. Nu blev antallet af kommuner reduceret drastisk, og amterne blev til kun 5 nye regioner.

Kommunal-“reformen” blev over for offentligheden solgt med den løgn, at kun store kommuner ville kunne sikre et ordentligt “serviceniveau”. Kun meget få almindelige danskere var i stand til at gennemskue denne løgn:

Sandheden var, at de nye, meget store kommuner skabte en langt større afstand mellem borger og byråd – og derfor ville det blive langt sværere at protestere. Og derfor ville de nye storkommuner blive langt langt bedre til at skære ned end de gamle, der var tættere på borgerne: Fra 2009 og til nu er 40.000 blevet fyret fra kommunerne, særligt hårdt gik det ud over den omkostningstunge hjemmepleje.

Året efter kommunal-“reformen” kom Finanskrisen: De to ting i forening bevirkede voldsomme nedlægninger og centraliseringer – som kun de nye storkommuner og regioner kunne gennemføre: Tilsammen skabte det “Udkants-Danmark”. Dette omfatter 700.000 danskere, der nærmest fra den ene dag til den anden fik trukket tæppet væk under sig.

De strammest tænkelige budgetter

Hovedformålet med de nye regioner var simpelthen at skabe de nye supersygehuse – rygraden i den nye, offentlige sygehussektor. Kun de nye regioner havde størrelsen: 5 regioner til at drive 6 supersygehuse. Under de gamle amter ville dette have været umuligt.

Samtidig med forberedelsen og vedtagelsen af kommunal-“reformen” arbejdede en ekspertkommission på at lægge planerne for de nye supersygehuse, således at skabelsen af “fremtidens hospitalsvæsen” ville kunne gå i gang umiddelbart efter kommunal-“reformen” i 2007. Planerne var klar i 2008.

Overfor offentligheden blev de nye supersygehuse naturligvis solgt med det “argument”, at patienterne ville kunne regne med en bedre behandling, når de kom ind på en højt specialiseret afdeling på supersygehuset sammenlignet med det gamle, lille sygehus, hvor det kneb mere med lægelige specialister. “Argumentet” med den bedre behandling lød jo vældigt besnærende – men de færreste kunne gennemskue de egentlige motiver med supersygehusene:

Rationaliseringer, der ville give udsigt til lavere omkostninger pr. behandlet patient – det reelle argument! Fra starten af skulle de nye, offentlige sygehuse bygges inden for den snævrest tænkelige budgetramme.

Hvert år indgår regionerne og kommunerne et forlig med regeringen, og dette fastlægger deres økonomiske råderum. Hvis de overskrider rammerne, tager staten den såkaldte “sanktionslov” i brug. Herved kan de blive sat under tvungen administration af indenrigsministeriet og således få dikteret de nedskæringer, der skal tvinge dem til påny at komme ind under rammerne.

Den danske stat har nemlig forpligtet sig til at følge diktaterne i EU’s Stabilitets- og Vækstpagt. Som en udløber af denne har EU kommissionen siden 2011 kunnet gennemtvinge nedskæringer indenfor sundhedssektoren, offentlige pensioner og overførselsindkomster i EU’s medlemslande. Dette har været en renlivet nyliberal politik, der har medført store tab for arbejderklassen og tilsvarende store gevinster til borgerskabet i form af skattelettelser. Resultatet har været, at sundhedssektoren i EU-landene ingen steder har været i stand til at hamle op med corona-epidemien:

EU-Kommissionen forlangte nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen 63 gange fra 2011-2018: Socialistisk Information 30. marts: https://socinf.dk/eu-kommissionen-forlangte-nedskaeringer-i-det-offentlige-sundhedsvaesen-63-gange-fra-2011-2018/

En udløber af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt er den danske budgetlov vedtaget i 2012 og i kraft fra 2014. Den medførte det såkaldte omprioriteringsbidrag – der nu er omdøbt til “effektiviseringsbidrag” – og som betyder 2% nedskæringer hvert eneste år. Dette har ramt sundhedsvæsenet hårdt.

Supersygehuset Nyt Aalborg Universitetshospital under bygning

Supersygehusene skulle vise sig at blive mega-dyre

Ved de seks nye supersygehuse ved Aalborg, Skejby ved Aarhus, Odense, Køge, Herning og Hillerød blev byggerierne påbegyndt på forskellige tidspunkter i årene 2012 til 17, og forinden var naturligvis gået nogle år siden dannelsen af regionerne med projektering. Udover supersygehusene kommer 10 andre splinternye sygehuse i regionerne, f.eks. det nye psykiatrisygehus i Slagelse, der skal samle hele den psykiatriske behandling i Vestsjælland.

Det samlede budget for alle disse 16 nybyggerier er 49 mia. kr. i 2020-kroner.

Helt fra starten af disse meget kostbare projekter regnede man med, at disse nye sygehuse ville medføre en rationaliseringsgevinst på 8% årligt i forhold til det hidtidige sygehusvæsen. Dette skulle vise sig at være ren ønsketænkning, idet bureaukraterne “let og elegant” ikke havde indregnet omkostningerne ved at flytte fra de gamle hospitaler, der skulle nedlægges. Disse omkostninger har siden vist sig at være meget betydelige.

Hernæst har der ikke i budgetterne været gjort plads til uforudsete udgifter … Og her forholder det sig således, at næsten ingen kæmpeprojekter i Danmark holder sig inden for de budgetterede rammer (Farø-broerne, der blev indviet i 1985, er det eneste storprojekt overhovedet i Danmark, der ikke har overskredet budgetterne). Ikke at gøre plads til uforudsete udgifter, forsinkelser og budgetoverskridelser er derfor den rene og skære ønsketænkning!

Medico-teknik beregner alle de kostbare apparater og udstyr, som moderne hospitaler har brug for. Alt dette er blevet stadigt dyrere og dyrere. Det koster milliarder. Medicoindustrien i Danmark havde i 2017 en omsætning på 56 mia. kr., og denne industri ved godt, hvad den vil have for dens apparater og udstyr …

Det nye supersygehus Odense Universitetshospital ( OUH ): “Fremtidens Operationsstue” på Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling åbnede i maj 2019 . Hele supersygehuset bliver endeligt færdigt i 2022

Samtidig kræver medicinalindustrien stadigt højere priser for deres medicin:

Lægeforeningen: Dyr sygehusmedicin har tvunget til store nedskæringer på sygehusene: Ugeskrift for læger 5. maj 2015: https://ugeskriftet.dk/nyhed/dyr-medicin-maa-ikke-gaa-ud-over-sygehuse

Og endelig har budgetterne ikke taget højde for væksten i befolkningen, den stigende andel af ældre og den heraf følgende sygdomsudvikling, ikke mindst i de kroniske sygdomme.

De skiftende regeringer, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, har fra starten af gjort det klart, at der ikke var én eneste krone ekstra til byggerierne end de godt 49 milliarder kr. Hvert kvartal skal regionerne fortælle folketingets finansudvalg, hvorledes de overholder budgettet. Der er ingen muligheder for at søge om tillægsbevillinger eller tigge finansministeren om flere penge, hvilket ellers ofte er tilfældet ved andre store offentlige anlægsbyggerier. Og regionerne måtte heller ikke selv smide flere penge i byggerierne.

Budget-sprængningerne ved de nye sygehusbyggerier samt øgede udgifter til medicoteknik og medicin fik derfor alt i alt meget alvorlige følger for den samlede hospitalssektor:

Nedskæringerne af de nye supersygehus-projekter har været så omfattende, at det har rejst tvivl om, hvorvidt de overhovedet vil kunne “levere varen”, dvs. reelt være bedre og mere rationelle end de gamle sygehuse, som de skal afløse. Og hertil kommer, at f.eks. Aarhus Universitetshospital Skejby er blevet så udsultet med apparater, udstyr og budgetter, at det ikke kan præstere den forskning og uddannelse af læger m.m., som var forudset.

Kras kritik fra Statsrevisorerne: Risiko for, at supersygehuse ikke når deres mål: Ugebladet Ingeniøren 21. feb. 2020: https://ing.dk/artikel/kras-kritik-statsrevisorerne-risiko-at-supersygehuse-ikke-naar-deres-maal-232382

Alt i alt har de samlede, meget betydelige budgetstramninger haglet ned over det danske sygehuspersonale, for at man kunne holde sig indenfor de helt urealistiske budgetter.

Derfor blev der ikke råd til at opbygge et reelt eksisterende beredskab imod nye epidemier som den nuværende corona-krise: Ingen reservekapacitet, ingen depoter med værnemidler, ingen ekstra respiratorer. Også selv om Sundhedsstyrelsen siden 2013 har haft et pandemi-beredskab, hvor man forventede, at Danmark på et tidspunkt ville blive ramt af en sådan. Det er nu sket – og konsekvenserne kender vi.

Hvad der derimod så rigeligt blev råd til var skattelettelser – og hertil en helt bevidst ødelæggelse af Skat, der har muliggjort en stigning i skatteunddragelser uden fortilfælde.

En vanvittig stigning i arbejdspresset

Sygehusbureaukraterne elsker at tale om en væsentligt højere “effektivitet” i dag: For 30 år siden lå patienterne i gennemsnit 11 dage på hospital. Idag ligger de kun 3 dage. Det dækker imidlertid i et betydeligt omfang også over, at sygehusene sender “Sorteper” videre: Rigtigt mange patienter hjemsendes, uanset at de overhovedet ikke er færdigbehandlede: Opgaven sendes da videre til hjemmeplejen samt til de praktiserende læger, uanset at disse også er skåret kraftigt ned og ikke råder over de samme behandlingsmuligheder som på hospitalerne.

Sygehusenes højere “effektivitet” – dvs. flere behandlinger for pengene – dækker imidlertid også over den groveste rovdrift på de hospitalsansatte:

Ganske vist er der ikke blevet fyret nogle sygeplejersker ved de danske sygehuse siden 2001. Faktisk er der blevet flere. Der er også kommet ny teknologi til, som har gjort hver enkelt sygeplejerske mere produktiv end for 20 år siden. Men alt i alt slet ikke nok til at opveje den voldsomme stigning i hvert enkelt sygeplejerskes arbejdsmængde. Stigningen i denne skyldes udviklingen i sygeligheden i det kapitalistiske samfund – ikke mindst stigningen i de kroniske sygdomme – som alt i alt har udløst en større travlhed end nogensinde på sygehusene.

Det betyder, at hver enkelt sygeplejerske skal løbe meget stærkere end for to årtier siden:

Aktivitetsvæksten på sygehusene 4 gange større end stigningen af sygeplejersker siden 2001: Dansk Sygeplejeråd november 2018: https://dsr.dk/sites/default/files/50/notat_aktivitet_og_beskaeftigelse_-_sygeplejersker.pdf

Dette helt urimelige arbejdspres – kombineret med et meget stort ansvar, der gælder liv og død – har fået et stort antal sygeplejersker til at gå ned i tid eller forlade faget. De kan simpelthen ikke magte kravene. Når tempoet og arbejdspresset er så stort, er risikoen for at begå fejl, der har dødelig udgang, steget betydeligt. Det har en hel del læger fundet ud af på en meget ubehagelig måde. De frygter at skulle være syndebuk, når patienter dør som følge af fejl – selv om den egentlige skurk er det umenneskelige arbejdspres.

Samtidig er arbejdsglæden forsvundet, når der ikke er tid til omsorg.

Når der i forvejen har været knaphed på sygeplejersker har under corona-krisens spidsbelastning yderligere forværret manglen – især sygeplejersker med erfaring fra intensiv afdeling. Denne mangel har tvunget sygehusene til at overføre sygeplejerskerne fra andre afdelinger – urinvejssygdomme, gigt, kræft, mave-tarm, neurologisk osv. – til intensiv, hvor de får et alt for kortvarigt crash-kursus i at betjene respirator og passe meget syge corona-smittede.

Hvorfor reagerede Danmark så sent på Corona-epidemien? – Socialistisk Arbejderavis 25. marts: http://socialister.dk/de-skandaloese-politiske-grunde-til-myndighedernes-noelen-i-starten-af-corona-epidemien/

Tusinder af patienter med andre alvorlige sygdomme betaler således prisen for denne omrokering af sygeplejersker, idet disse patienters helt nødvendige undersøgelser, operationer og behandlinger bliver udskudt.

Kan ikke engang klare en helt almindelig influenza-epidemi

De danske sygehuse er i dag så nedskårne i forhold til arbejdsbyrden, at halvdelen af de medicinske afdelinger døjer med overbelægning – særligt galt er det under de årligt tilbagevendende influenzaepidemier – Artikel og TV-indslag fra TV2 Midt-Vest 30. maj 2019: https://www.tvmidtvest.dk/region-midtjylland/halvdelen-af-medicinske-afdelinger-dojer-med-overbelaegning

Patienter på gangen under influenzaepidemien i februar 2018 på Fælles Akut Modtagelse ( FAM ), en del af medicinsk afdeling på OUH Svendborg Sygehus

Også hjemmeplejen i kommunerne er skåret helt ned, og de sosu’er der kan, flygter ud af faget. En stor del af sosu’erne er af kommunerne tvunget på deltid og tjener derfor højst ufrivilligt en helt utilstrækkelig løn. Denne flugt fra faget har udløst en stor mangel på sosu’er, og meget af arbejdet bliver udført af flygtninge. Trods flygtningenes indsats er manglen så stor, at der skal ansættes 40.000 i de næste 10 år for bare at opretholde den nuværende meget kritisable hjemmepleje:

Der er brug for 40.000 sosu’er – pressemeddelelse fra FOA 1. okt. 2019: https://www.foa.dk/forbund/presse/seneste-pressemeddelelser/global/news/pressemeddelelser/2019/oktober/kommunerne-kaemper-med-kommende-sosu-mangel

For bare halvvejs at kunne holde skindet på næsen er plejehjemmene og hjemmeplejen afhængige af tusinder af flygtninge: FOA har 10.000 medlemmer, som er flygtninge med opholdstilladelse, og heraf arbejder ⅔ indenfor plejesektoren. Disse flygtninge enten har eller er ved at gennemføre en 2-årig integrationsgrunduddannelse (IGU). En del af denne består i praktikforløb på plejehjem og indenfor hjemmeplejen – den samlede uddannelse er altså ikke så god som en regulær social- og sundhedshjælper-uddannelse, for ikke at tale om assistent-uddannelsen. I stedet for at sikre de ordinært ansatte en ordentlig løn til at leve af ved at give dem stillinger på fuld tid, tvinger man tusinder af flygtninge – som får en alt for kort uddannelse – til at erstatte mange af de ordinært ansatte, som er flygtet ud af faget. Da Løkke-regeringen i begyndelsen af 2019 med Socialdemokratiets opbakning gennemførte paradigmeskiftet indenfor udlændingepolitikken, blev alle disse tusinder af flygtninge indenfor sosu-området samtidig truet med hjemsendelse, da de kun er på “tålt ophold”.

Tusinder af flygtninge indenfor plejesektoren er truet af hjemsendelse – pressemeddelelse fra FOA: https://www.foa.dk/forbund/presse/seneste-pressemeddelelser/global/news/pressemeddelelser/2019/januar/tusinder-af-sosuer-risikerer-at-blive-smidt-ud-af-danmark

Hele plejesektoren er mishandlet, dels pga. nedskæringerne, dels pga. at politikerne tydeligvis ikke regner sosu’er for ret meget – og naturligvis heller ikke de flygtninge, der skal forsøge at erstatte de ordinært ansatte, der ikke kan udholde forholdene indenfor området.

Mette F-regeringen har – ligesom Lars Løkke før hende – ikke lagt en eneste plan frem om, hvordan sundhedssektorens problemer skal løses.

Her er nogle af de helt oplagte krav, som er relevante ift. sundhedssektoren:

– Nationalisering af privathospitaler!
– Ingen skattebegunstigede sundhedsforsikringsordninger!
– Udbyg sundhedssektoren på trods af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt
– Værdige forhold for patienter og ansatte – tid til omsorg og pleje!
– Opbyg reservekapacitet til epidemier!
– Ingen opdeling af patienterne i A- og B-hold!
– Nationalisering af medicoindustrien og medicinalindustrien!
– Inddrag skattelettelser til de rige – der er penge nok!
– Opbyg Skat til at kunne sætte en stopper for snyd !

Bliv medlem af Internationale Socialister og kæmp for sundhedssektoren !