Billedet foroven viser italienske hospitalsansatte i byen Modena kæmpe for at redde livet for en corona-syg patient i respirator. Italien er et skræmmeeksempel på, hvordan hospitalsvæsenet er blevet løbet fuldstændigt over ende som følge af mange års nyliberale nedskæringer
Hvorfor i alverdens riger og lande har Danmark været så dårligt forberedt på corona-epidemien, når Sundhedsstyrelsen siden 2013 har haft et pandemi-beredskab ?? Dette burde jo have sørget for, at Danmark skulle have været velforberedt, således at der f.eks. ville være store depoter af håndsprit, ansigtsmasker, “rumdragter” og alt det udstyr, som der naturligvis er brug for under en meget stor epidemi. Med den skrigende mangel, der for tiden er på disse værnemidler, kan vi tydeligt se, at sundhedsmyndighederne overhovedet ikke har forberedt sig på en meget stor epidemi!
Hvorfor ikke?
Svaret herpå finder vi dels i de sidste 20 års nyliberale politik, som har forhindret et effektivt pandemi-beredskab. Og det kommer vi tilbage til.
Men sandsynligvis finder vi også en del af svaret i selve frygten for den ekstreme pandemi, der skyller hen over store dele af verden: Længe var udsigterne hertil blot noget, som kun nogle få højtplacerede ved sundhedsmyndighederne havde en realistisk mulighed for at kunne forstå. Og udsigterne var skræmmende … Ganske på samme måde som vi i begyndelsen har set Trump forsøge at ignorere corona-epidemien, har det også for de danske sundhedsmyndigheder i en periode været fristende at “mane til ro” og bevidst nedtone udsigten til epidemiens alvorlighed. Som vi skal se nedenfor, har Danmark været meget dårligt forberedt, og dette har Sundhedsstyrelsen næppe haft megen lyst til at indrømme.
Så på denne måde kom de danske sundhedsmyndigheder hvad angår corona i selskab med Trump – idet begge var enige om at nedtone truslen.
Længe har man foretrukket ikke at tale om det værst tænkelige
I ca. 10 – 20 år har det ellers stået klart, at en pandemi kunne blive en meget voldsom udfordring. Både sygdomsmæssigt og økonomisk. For de myndigheder, der skulle forholde sig til risikoen for en pandemi, var det et af de værst tænkelige scenarier, man overhovedet kunne forestille sig:
Derfor må vi antage, at de danske sundhedsmyndigheder og skiftende regeringer har ønsket at være tavse om risikoen for en verdensomspændende pandemi.
Nu ser vi pandemien skylle hen over verden. Og nu ser vi dette det værst tænkelige scenarie udvikle sig. Det, som man hidtil kunne frygte, er nu ved at blive virkelighed: Land efter land bliver lukket ned, og der opstår herved økonomiske tab af et omfang, som er helt utroligt. I de berørte lande bevilges hjælpepakker til det kriseramte erhvervsliv og berørte enkeltpersoner af en størrelse, som er fuldstændigt ekstraordinære. For at støtte de kriseramte enkeltstater i EU har den Europæiske Centralbank (ECB) således stillet den heftige sum af 750 mia. euro til rådighed til opkøb af statsobligationer, således at kriseramte stater som f.eks. Italien og Spanien bedre vil kunne få råd til de helt ekstraordinære omkostninger uden at blive tynget af alt for høje renteomkostninger.
USA’s kongres har den 25. marts bevilget 2.000 mia. dollars til hjælpeforanstaltninger til erhvervslivet og berørte enkeltborgere m.m. Da landet ikke har pengene, skaffer staten pengene ved at gældsætte sig noget mere ved at udstede statsobligationer.
Tysklands forbundsdag vedtog også den 25. marts en hjælpepakke på 156 mia. euro. Det vil blive finansieret ved at udstede statsobligationer.
Da Mette Frederiksen-regeringen og folketinget den 19. marts bevilgede en hjælpepakke med en samlet beløbsramme på omkring 100 mia. kr. – med mulighed for endnu mere … – reagerede erhvervslivet med stor lettelse: Det var meget tydeligt, at udsigten til økonomisk katastrofe forinden havde fået uroen til at brede sig, og det havde så sandeligt afspejlet sig på børserne.
Corona-epidemien er et chok for kapitalismen i verden: Uden “kunstigt åndedræt” i form af de meget store statslige hjælpepakker ville der være udsigt til en økonomisk mega-krise.
Det værst tænkelige rædselsscenarie er nu i fuld gang med at blive til virkelighed og noget, man ikke længere kan fortie eller nedtone.
En del tyder på, at frygten for denne udvikling har fået Sundhedsstyrelsen til hidtil at holde lav profil i forhold til, om en verdensomspændende pandemi kunne være en mulighed, der ville kunne lamme verdensøkonomien. Styrelsen har givetvis frygtet, at kapitalen ville kunne blive urolig, hvis den forstod, at en kæmpe epidemi ville kunne ødelægge forretningen. Og befolkningen ville kunne blive opskræmt og kræve kostbare foranstaltninger imod en epidemi.
Ud fra den måde Sundhedsstyrelsen har handlet på, kan vi se, at den har valgt at nedtone risikoen for en epidemi – og grunden hertil må være frygten for at opskræmme befolkningen og kapitalen. – Det vender vi tilbage til.
En lille ordforklaring: En epidemi opstår, når tusinder af mennesker i et enkelt land smittes af en smitsom sygdom, der breder sig.
En pandemi opstår, når epidemier breder sig i talrige lande, og efterhånden omfatter store dele af jorden. To eksempler er den spanske syge i 1918 – 20 og nu corona-virus pandemien.
Længe har man frygtet dette
SARS-epidemien, der opstod i Kina i 2002, var en af de første rigtigt store epidemier indenfor de sidste ca. 25 år, som demonstrerede, hvor farlige sådanne kan blive. I 2009 kom et nyt SARS-udbrud, som dog var mindre end første bølge.
Selvom Danmark og Europa kun i meget begrænset omfang blev berørt af SARS, kunne sundhedsmyndighederne i Danmark dog ikke desto mindre forstå alvoren i risikoen. De efterfølgende virus-epidemier fugleinfluenza og svineinfluenza var ikke blot en risiko for slagtedyr i landbruget, men også for mennesker.
I Danmark var disse epidemier den udløsende faktor, der bevirkede, at Sundhedsstyrelsen begyndte at forberede sig på på, at landet ville kunne blive ramt af en meget stor sygdomsbølge. Det resulterede i et egentligt pandemiberedskab i 2013.
Sundhedsstyrelsens “Beredskab for pandemisk influenza”, del 1: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2013/Publ2013/Beredskab-for-pandemisk-influenza-del-1,-d-,-National-strategi-og-fagligt-grunndlag.ashx?la=da&hash=2305CBE480C05DB1D70BA82E5C9E33C0945CA3AC
Dette beredskab beskriver faktisk temmeligt detaljeret de forskellige faser i en epidemi med alle dens talrige opgaver for sundhedssektoren, samt hvilke myndigheder, der har ansvaret for hvad.
Ikke dårligt.
Næppe det papir værd, som pandemi-beredskabet er skrevet på …
Det danske militær under den Kolde Krig bestod af en dækningsstyrke i fredstid på ca. 20.000 mand. I tilfælde af krig ville man på ganske kort tid kunne mobilisere 65.000 mand herudover. Forestil dig nu den absurde tanke, at man ikke ville have våben og udrustning i depoterne til mobiliseringsstyrken på 65.000 mand …
En absurd tanke … Men ikke desto mindre er det situationen idag, når vi taler om beredskabet imod, at Danmark rammes af en enorm sygdomsepidemi.
Fra midten af marts er det blevet klart, at der ikke eksisterer nogen depoter med alt det udstyr, der skal bruges i tilfælde af en kæmpe epidemi: Derfor er der opstået en skrigende mangel på håndsprit og værnemidler i form af ansigtsmasker, beskyttelsesdragt, handsker, ansigtsvisirer m.m.
Men den absolut værste flaskehals er dog hospitalernes intensivafdelinger, som overhovedet ikke har nogen ekstra kapacitet til at klare en meget stor epidemi. Det er et problem, idet corona-virussen fremkalder alvorlige åndedrætsproblemer, der kræver respirator til de mest syge.
Med hiv og sving er det lykkedes at skrabe så mange respiratorer sammen, at man håber, at det vil kunne ride stormen af, når epidemien topper. Bl.a. har man skaffet respiratorer fra dyrlæger, som har udskudt operationer på dyr. Det viser noget om, at man har måttet være kreativ og skrabe alle de respiratorer sammen, som man overhovedet kunne komme i tanker om.
Her er det helt tydeligt, at der ikke har været nogen som helst plan for, hvorledes man på et øjeblik under en epidemi ville kunne skaffe det nødvendige antal respiratorer.
Til sammenligning havde det danske militær under den Kolde Krig enten store materieldepoter, der var forberedt på en krigssituation – eller nøjagtige planer for, hvor det nødvendige materiel befandt sig, og hvordan det skulle beslaglægges. Således var der særdeles detaljerede planer for beslaglæggelsen af civile køretøjer til krigsbrug, hvor den enkelte bilejer fik en lodret ordre om, hvor han skulle aflevere sin bil, når krigen var blevet erklæret.
Under coronakrisen er det tydeligt, at sundhedsmyndighederne ikke har haft noget overblik over, om der for det første er tilstrækkeligt med respiratorer, og hernæst hvor de enkelte respiratorer befinder sig, og hvordan de skulle fremskaffes.
Den helt afgørende flaskehals
Men den helt afgørende mangel lige nu under corona-epidemien er manglen på sengepladser på hospitalernes intensiv afdelinger: Disse er overhovedet ikke gearet til en epidemi, der er slet ikke kapacitet hertil! Hertil kommer, at der slet ikke er sygeplejersker nok til at passe de mange coronasyge, som har brug for respirator.
Ifølge formanden for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, overlæge Joachim Hoffmann-Petersen, er antallet af respirator-kyndige intensiv-sygeplejersker i midten af marts så lavt, at man i kamp med tiden forsøger at uddanne så mange sygeplejersker med en anden faglig baggrund til at kunne bruge respiratorer m.m. Det vil sige, at sygeplejersker fra gigt-afdelinger, urinvejssygdoms-afdelinger, nyre-afdelinger osv. osv, får et lynkursus i at betjene respirator, og så håber man, at de herudover vil kunne modtage supplerende hjælp og sidemandsoplæring af intensiv sygeplejersker, når de står midt i arbejdet på intensivafdelingerne under corona-krisen.
Så pressede, at de dårligt nok kunne klare dagligdagen før epidemien
Hospitaler er dyre, og derfor har man i “effektiviseringens” uhellige navn ønsket, at intensiv-afdelingerne – ligesom alle andre hospitalsafdelinger – har en minimal reservekapacitet. Det har betydet, at hospitalerne har kæmpet med at klare helt almindelige influenza-epidemier hver vinter.
Men nu er der kommet en kæmpe epidemi, som hospitalerne overhovedet ikke har kapacitet til – især ikke intensiv-afdelingerne, den helt afgørende flaskehals.
Og netop dette burde Sundhedsstyrelsens pandemi-beredskab jo have taget højde for: Hvorfor overhovedet have et pandemi-beredskab, hvis landets sygehuse ikke er i stand til at håndtere det i praksis ??
Den skrigende mangel i midten af marts på noget så forholdsvis simpelt som håndsprit, beskyttelsesdragter og værnemidler, der skal beskytte de hospitalsansatte mod at blive smittet, er jo en trussel mod hospitalernes mulighed for at arbejde: Det er jo det glade vanvid, at de hospitalsansatte risikerer at blive smittet og dermed ikke vil kunne arbejde i en situation, hvor der er skrigende mangel på sundhedspersonale i kampen mod coronaen!
I Italien og i Spanien har dette rædsels-scenarie desværre vist sig i praksis. – Omvendt forlyder det, at man i Hong Kong virkeligt har forberedt sig på en epidemi og derfor haft depoter med alt nødvendigt udstyr, og under corona-epidemien skulle ikke en eneste hospitalsansat være blevet smittet.
Men i Danmark kan vi tydeligt se, at der ikke i praksis er blevet fulgt op på pandemi-beredskabets intentioner!
Video om den voldsomme overbelægning på en corona-ramt intensiv-afdeling i byen Bergamo øst for Milano i Italien – det hårdest ramte sted i verden. De hospitalsansatte inviterede britiske Sky News indenfor for at vise verden, hvor galt det går, når man ikke er forberedt på corona-epidemien. Denne videos billeder siger ALT: https://news.sky.com/story/coronavirus-they-call-it-the-apocalypse-inside-italys-hardest-hit-hospital-11960597
Grunden hertil
Vi er nødt til at spørge: Hvorfor have papir-planer for et pandemi-beredskab – og så ikke følge op på intentionerne i praksis?
På et tidspunkt må centralt placerede personer i Sundhedsstyrelsen i samarbejde med de skiftende regeringers sundhedsministre have besluttet, at Danmark ikke skulle have noget reelt beredskab mod en kæmpe epidemi.
Hertil kan der kun være to grunde:
- Man ville ikke bekoste opbygningen af ekstra kapacitet i sundhedssektoren til at klare en kæmpe epidemi.
- Man ville ikke opskræmme befolkningen og kapitalismen ved at antyde muligheden af en kæmpe epidemi ved i praksis at forberede bekæmpelsen af en sådan. Begynder man at opbygge depoter og udbygge ekstra kapacitet, siger man også indirekte til befolkningen: Vi forventer et kæmpe angreb af en farlig epidemi på et tidspunkt! Har befolkningen først forstået dette, vil den naturligvis stille krav om et effektivt epidemi-beredskab. Og det er dyrt – og vil gå ud over de planlagte skattelettelser. Samtidig foruroliger man den skrøbelige kapitalisme, og det kunne medføre færre investeringer og mindre økonomisk vækst.
Vi vender tilbage til spørgsmålet om det manglende pandemi-beredskab lidt senere.
Xi Jinping, Trump, Bolsonaro og Boris Johnson gjorde alle det samme
Da corona-epidemien brød ud i Kina i november i millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen, advarede læger om, at det var meget alvorligt. Men det var ikke noget, det kinesiske styre brød sig om. Det startede derfor med at bekæmpe dem, der advarede om epidemien – i stedet for at bekæmpe sygdommen … Da corona-epidemien i begyndelsen af januar var blevet så alvorlig, at det var blevet umuligt at “feje den ind under gulvtæppet”, havde epidemien imidlertid nu fået en sådan udbredelse, at myndighederne var kommet langt bagud i forhold til sygdommen. Fra den ene dag ikke at have gjort noget, iværksatte man den næste dag drastiske forholdsregler, hvis virkning i forhold til at hindre smittespredningen imidlertid nu var beskeden, fordi sygdommen allerede havde nået at sprede sig alt for meget.
I USA skete nøjagtigt det samme: Alt for længe affejede Trump “snakken” om corona-virus som “fake news”, som han beskyldte Demokraterne for at skulle have fundet på. Advarsler fra virkeligt sagkyndige blev totalt afvist, og USA’s nationale beredskab mod epidemier var i de to sidste år blevet afviklet.
Da corona-epidemien på et tidspunkt viste sig at være en uomgængelig realitet, der ikke længere ville kunne forties og bortforklares med løgne, var USA og Trump langt bagud i forhold til epidemien.
Læs om starten på corona-epidemien i USA og dens betydning for Bernie Sanders – Socialistisk Arbejderavis: http://socialister.dk/valg-i-usa-er-graensen-for-bernie-sanders-kampagne-naaet/
Noget lignende skete i Bolsonaros Brasilien – og det har vakt stor opstandelse i landet. Fra at have afvist corona-virus indtil fornylig, forsøger Bolsonaro nu at demonstrere handlekraft med drastiske forholdsregler imod smittespredningen, som imidlertid langt hen ad vejen har ringe effekt, fordi epidemien forlængst har fået alt for godt fat.
Nøjagtigt det samme hændte i Boris Johnsons Storbritannien.
Bag affejningen af corona-virussen som “fake news” og bekæmpelsen af dem, der forsøgte at advare om epidemiens alvor, lå naturligvis frygten for, hvilke økonomiske følger den ville kunne få. Det ironiske er så, at denne laden-stå-til har forøget regningen dramatisk … Lige nu bløder Kinas økonomi, mens Trumps USA ser sig nødsaget til at bevilge astronomiske beløb til det kriseramte erhvervsliv i en situation, hvor man har mistet kontrollen over smittespredningen.
Udviklingen i Danmark i kølvandet på den nyliberale politik
Regeringen Anders Fogh Rasmussen skærpede i 0’erne den nyliberale politik og dermed “effektiviseringen” af hele den offentlige sektor – herunder sundhedssektoren. Besparelserne gik til meget betydelige skattelettelser, som især kom de mest velhavende til gode.
Og ikke nok med det: Herudover blev sundhedssektoren meget hårdt ramt af nedskæringerne i kølvandet på Finanskrisen i årene fra 2008 og frem. Oven i det kom yderligere nedskæringer som følge af regionernes bygning af supersygehuse, som angiveligt skulle effektivisere hospitalsbehandlingen – men endte med at overskride milliard-budgetterne og forårsage endnu værre besparelser på de eksisterende sygehuse …
Dette skete netop i de år, hvor sundhedsstyrelsen forsøgte at etablere et pandemi-beredskab. Det blev der tydeligvis ikke råd til, da skattelettelser jo havde den absolut højeste prioritet.
Landets intensiv-afdelinger blev skåret ned til et absolut minimum, og landets sygeplejersker presset så hårdt, at tusinder flygtede ud af faget. Længe har manglen på sygeplejersker på hospitalerne været et alvorligt problem, men når corona-epidemien topper og skaber et ekstraordinært pres på sygehusene, bliver manglen på sygeplejersker virkeligt kritisk. I et desperat forsøg på at imødegå denne situation forsøger man at mobilisere sygeplejersker, som har forladt deres fag, herunder pensionerede sygeplejersker.
Da skattelettelser gik forud for alt andet, blev der derfor ikke bevilget penge til opbygning af et reelt pandemi-beredskab i form af det nødvendige antal sengepladser, sygeplejersker og materiel til at klare en meget stor epidemi. Resultatet ser vi nu.
Meget lettere at forsøge at “feje det ind under gulvtæppet”
Ved Trump var det en overgang meget tydeligt, at han IKKE ville høre tale om risikoen for en corona-epidemi. Det kunne jo true hans egne chancer for genvalg som præsident, og kunne være en trussel mod USA’s økonomi – som hidtil har været det, der kunne sikre hans genvalg.
I Kina tænkte Xi Jinping på samme måde og bekæmpede derfor i november – december de læger, der forsøgte at advare om epidemien.
Det kan bestemt ikke afvises, at noget lignende har gjort sig gældende i Danmark: De skiftende regeringer ville meget hellere “effektivisere” sundhedssektoren: Så længe man kunne fortie risikoen for en pandemi, slap man for at bevilge penge til et reelt pandemi-beredskab. Dette må være kernen i de meget klare signaler, som de skiftende regeringer i de sidste år har sendt til Sundhedsstyrelsen, som derfor har måttet indstillet sig på denne yderst snævre ramme.
De danske sundhedsmyndigheders skandaløse kurs i begyndelsen af epidemien
Hvis man virkeligt havde rustet Danmark til at imødegå en kæmpestor epidemi, ville denne i den aktuelle situation med corona-epidemien have været meget lettere at bekæmpe. Men samtidig ville man for år tilbage have sendt det signal til befolkningen og kapitalen, at sundhedsmyndighederne regner med en kæmpe epidemi som en virkeligt realistisk mulighed. Det ville have foruroliget kapitalen – som ville være meget kede af at investere i økonomien i en situation, hvor en økonomisk ødelæggende epidemi ville være en realistisk mulighed. Og det ville have opskræmt befolkningen til at stille krav om et kostbart beredskab imod en kæmpe epidemi – og så ville de ønskede skattelettelser gå fløjten.
Så der blev ikke opbygget noget reelt beredskab imod en kæmpe epidemi. – Det betød så igen, at Danmark fik et langt svagere forsvar, når sygdom invaderede landet …
Under den aktuelle corona-epidemi kan vi se, hvordan sundheds-myndighederne har ageret: Og her har de gjort alt for at nedtone risikoen for en stor epidemi:
Den 23. marts blev det afsløret, at FN’s verdenssundhedsorganisation WHO i januar gentagne gange indtrængende opfordrede de danske myndigheder til at sætte ind mod den corona-epidemi, som på dette tidspunkt truede med at spredes fra Kina til resten af verden, herunder naturligvis også til Danmark. Men Sundhedsstyrelsen nægtede at følge WHO’s opfordringer!
Hvorfor ?: De sagkyndige i toppen af Sundhedsstyrelsen, med ansvaret for pandemi-beredskabet, må naturligvis have vidst, at beredskabet kun var planer, der ikke var meget mere værd end det papir, de er skrevet på, idet der ikke var noget reelt fysisk beredskab i form af tilstrækkelig ekstra kapacitet på intensiv-afdelingerne samt depoter med værnemidler og håndsprit m.m.
Da epidemien i februar og begyndelsen af marts begyndte at sprede sig fra Norditalien og Østrig til Danmark, nægtede sundhedsmyndighederne at sætte hårdt ind mod smittespredningen i denne allerførste fase. Således nægtede man at teste rejsende, der ikke var særligt syge, fra de sygdomsramte områder. Kun meget syge blev testet. Det betød, at mange mennesker, som – måske uden at vide det – var smittede, kunne rejse ind i Danmark, uden at det blev opdaget, at de faktisk var syge: Derfor kom de ikke i karantæne, men kunne uhindret bevæge sig rundt og smitte en hel masse andre.
På denne måde udsendte Sundhedsstyrelsen det signal, at “ … risikoen for epidemi er ikke særligt stor, så tag den med ro”.
Også her nægtede Sundhedsstyrelsen at lytte til WHO’s anbefalinger om at teste meget mere for at få et langt bedre overblik over, hvem der er smittet og derfor skal i karantæne for at stoppe smittespredningen. I Sydkorea har denne fremgangsmåde vist sig at være effektiv. Og her havde man virkeligt forberedt sig før epidemien og havde derfor opbygget tilstrækkelige store depoter med nødvendigt udstyr.
Skarp kritik af de danske sundhedsmyndigheders nølen med at teste og deres zig-zag kurs: Professor Lone Simonsen i Danmarks Radios podcast “Genstart” 19. marts: https://www.dr.dk/radio/special-radio/genstart/genstart-67
Epidemi-specialister i toppen af Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut kan umuligt have været uforstående overfor WHO’s anbefalinger. Årsagen til, at styrelsen alt for længe nægtede at følge WHO, kan kun være de politiske, at man 1) ikke ville alarmere befolkningen og opskræmme den skrøbelige kapitalisme – samt 2) at man naturligvis har været fuldstændigt klar over, at Danmark var elendigt rustet til en stor epidemi pga. mange års nedskæringspolitik. Og ved kun at teste ganske lidt, sendte man samtidigt et signal om, at “dette er ikke så alvorligt, det skal vi ikke være så bekymrede for”.
Den helt utilstrækkelig testning af muligt smittede bevirkede derfor, at mange mennesker, som var smittede – uden at vide det – ikke blev opdaget. Professor Lone Simonsen taler således om de såkaldte “mørketal”, idet hun mener, at væsentligt flere må være blevet smittet, end sundhedsmyndighederne er klar over.
Skandale nummer 2: Man ville have kunnet teste, såfremt man havde ønsket det
Da Sundhedsstyrelsen blev presset på spørgsmålet om, hvorfor man ikke ønskede at teste, påstod styrelsen, at der ikke var tilstrækkeligt med testudstyr.
Det har i dagene omkring den 19. til den 25. marts vist sig at være aldeles usandt:
Den schweiziske medicinal-gigant Roche har i Danmark installeret 5 fuldautomatiske testmaskiner, som kan teste for, om en person er smittet med corona-virus eller ej. Maskinerne har været brugt til andre diagnose-tests, men kan hurtigt omstilles til at teste for corona-virus, og det er endda blevet godkendt af de danske sundhedsmyndigheder. Disse maskiner kan lave adskillige tusinde tests pr. dag. – Herudover råder de danske universiteter over en ret betydelig testkapacitet, og de berørte universitetsprofessorer har erklæret, at man hurtigt ville kunne omstille sig til at teste for corona-virus.
Den 23. marts kom afsløringen af, at Sundhedsstyrelsen længe fra og med januar havde nægtet at følge WHO’s anbefalinger om at teste langt flere for, om de er smittede. Blandt andet har styrelsen sagt nej til testudstyr, som man fik tilbudt fra Sydkorea. Da denne skandale fik stor opmærksomhed og ikke kunne ties ihjel, valgte sundhedsminister Magnus Heunicke at profilere sig på at kritisere styrelsen – uanset at han som minister har haft det overordnede ansvar for Sundhedsstyrelsen under hele corona-forløbet.
Hvorfor var Sundhedsstyrelsen helt frem til omkring den 25. marts ikke interesseret i at teste – og hvorfor greb man til alle disse løgne om, at man ikke skulle råde over tilstrækkeligt testudstyr?
Svaret kan kun være, at såfremt man var gået helhjertet ind for at teste i stort omfang – ligesom i Sydkorea – ville man på et tidligt tidspunkt hermed have udsendt et kraftigt signal om, at der var risiko for en stor epidemi – som man ikke havde noget tilstrækkeligt beredskab imod!
11. marts – Mette F sadler om 180 grader
Da corona-smitten et stykke inde i marts viste sig at have så godt fat i Danmark, at der var udsigt til en sygdoms-epidemi, der ville kunne lægge landet ned, var det ikke længere muligt at “feje det ind under gulvtæppet” ved hjælp af løgne og bortforklaringer. Regeringen besluttede derfor at iværksætte drastiske forholdsregler den 11. marts, hvor offentligt ansatte, skolebørn og unge under uddannelse blev sendt hjem sammen med tusinder af privat ansatte. Den 14. marts blev grænserne lukket for alle, der ikke havde noget “anerkendelsesværdigt ærinde” i landet. Den 15. marts kom den første hjælpepakke til erhvervslivet, og den 17. marts blev alle forsamlinger over 10 personer forbudt, og storcentre, restauranter, frisører, tandlægeklinikker m.m. lukket.
Her har Mette Frederiksen-regeringen tydeligvis udnyttet situationen til politisk at profilere sig som “handlekraftig”. Lukningen af grænserne var helt klart udelukkende politisk begrundet med henblik på at skærpe profilen overfor Dansk Folkeparti og de borgerlige. Det var symbolpolitik af værste slags. Sundhedsfagligt var der intet argument for at lukke grænserne, for på dette tidspunkt havde smitten allerede så godt fat i Danmark, at grænselukningen ingen virkning havde på smittespredningen – tidspunktet hertil var forpasset.
I Italien og i Spanien har corona-epidemien fuldstændigt oversteget sundhedssektorens formåen. Ligesom i Danmark var den i de to lande ikke forberedt på corona-udfordringen. I Danmark håber regeringen, at sektoren vil kunne ride stormen af – men efter at epidemien har fået godt fat, frygter alle, at det kan blive slemt (for nu at udtrykke det lidt forsigtigt), når kulminationen ventes at komme omkring 1. maj.
Sandsynligvis vil epidemien kulminere i begyndelsen af maj og forhåbentligt ebbe ud i juni – juli. Men selv det er usikkert, og Sundhedsstyrelsen forbereder sig på, at epidemien kan vare sommeren over: https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-danmark-forbereder-sig-paa-en-sommer-med-coronavirus . Det betyder, at det er mest sandsynligt, at Danmark vil være lukket ned i minimum et par måneder endnu. Epidemien vil tidligst lette til juni – juli, alt efter, hvor meget virussen påvirkes af sol og sommer. Men officielt taler man i skrivende stund “kun” om, at landet vil være lukket ned til påske. At epidemien skulle være overstået allerede på dette tidspunkt er imidlertid næppe realistisk.
Samtidig er der en betydelig risiko for, at der vil kunne komme en ny epidemi til næste vinter: Da vil de dele af befolkningen, som ikke er blevet smittet under den første bølge, kunne blive smittet, fordi deres immunsystem endnu ikke har kunnet danne antistof.
Under den spanske syge i 1918 – 20 kom første bølge i 1918, anden bølge i 1919 og tredje bølge i 1920, og tilsammen døde ca. 15.000 til 18.000. Under den aktuelle corona-virus forventer man – ud fra erfaringerne fra Kina og Italien – betydeligt lavere dødstal.
Med udsigt til nye bølger af epidemien er der en stor risiko for, at der også til næste vinter vil blive iværksat meget drastiske skridt med henblik på at stoppe smittespredningen. Med tilsvarende meget store samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser.
Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen og sundhedsmyndighederne i skrivende stund er tavse om disse mørke udsigter.
Det afgørende dilemma
Hvad er værst: Sygdommen – eller kuren imod den ? Med “kuren” menes her nedlukningen af landet med henblik på at stoppe smittespredningen, og med denne nedlukning følger afsindige økonomiske tab.
Det var ingen ringere end Trump, der bragte dette dilemma på benene den 25. marts, da han for første gang talte om, at han overvejede at påbegynde en ophævning af nedlukningen til påske for at få “hjulene igang igen”.
Dagen efter greb den tidligere statsminister tråden, idet han i BT henviste direkte til Trump: “Kuren må ikke blive værre end problemet!” https://www.bt.dk/debat/lars-lokke-rasmussen-kuren-ma-ikke-blive-vaerre-end-problemet
Lars Løkke – og mange danskere – var blevet opskræmt over de uhyrlige omkostninger ved nedlukningen. Dagen forinden, den 25. marts, var sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen ude i pressen med en melding om, at hvert reddet liv ville koste ca. 1 mia. kr. ! https://www.avisen.dk/sundhedsoekonom-peger-paa-enorm-regning-per-reddet-l_592456.aspx
En del tyder imidlertid på, at at dette er stærkt fortegnet: Formålet med en tidlig nedlukning er jo at bremse epidemien så tidligt som muligt: Det betyder, at nedlukningen sætter ind på et tidspunkt, hvor kun få mennesker endnu er døde af Covid-19 – og dette giver meget store omkostninger i kroner og øre pr. afdøde. Ideen med den voldsomme nedlukning er jo imidlertid at forebygge, at epidemien får virkelig fat og afstedkommer helt andre dødstal. Set i dette lys vil omkostningen pr. reddet liv være betydeligt mindre. Hertil må vi tilføje, at hvis sundhedssektoren ville have været gearet til at tackle en stor epidemi, og såfremt myndighederne fra starten af ville have grebet håndfast ind imod den, så ville den være kunnet blive bekæmpet på en helt anderledes virkningsfuld måde – og til langt lavere omkostninger.
Når sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen samt Lars Løkke Rasmussen – der som indenrigsminister i 0’erne var chefarkitekt for det nuværende sundhedssystem – stejler over, at hvert reddet liv skulle koste 1 mia., skyldes det jo, at de har været vant til stenhårde økonomiske kalkyler, når man skulle vurdere, hvilke patienter, der skulle tilbydes livreddende behandling. Kalkyler, der udgik fra, at der “ikke var råd”, og at man derfor ud fra en iskold cost benefit-betragtning skulle vurdere, hvor man kunne redde flest liv indenfor en særdeles stram økonomisk ramme ( … fordi skattesænkninger for velhavere i den produktive, arbejdsdygtige alder i det nyliberale samfund anses for væsentligt vigtigere end livreddende foranstaltninger for syge mennesker, som ikke længere arbejder og tjener penge).
Det nyliberale samfund har således ved at skære ned på pandemiberedskabet gjort samfundet forsvarsløst overfor en kæmpe epidemi, og ved at gribe alt for sent ind imod den gjort det meget sværere at bekæmpe den.
Corona og kapitalisme – Socialistisk Arbejderavis’ leder: http://socialister.dk/corona-og-kapitalisme/
FN advarede mod epidemier i 2007 – men det blev ignoreret: Socialistisk Arbejderavis http://socialister.dk/forstaa-corona-krisen-og-staa-sammen-imod-den/
Regeringens voldsomme indgreb har et totalitært islæt, der går betydeligt ud over en sundhedsfagligt begrundet indsats for at stoppe smittespredningen. Det ses ved at sammenligne med Sverige, hvis indgreb mod smittespredningen er meget mindre drastiske, idet man i betydeligt omfang overlader initiativet til den enkeltes fornuft, som bakkes op af oplysningskampagner fra Folkhälsomyndigheten, Sveriges Sundhedsstyrelse. Den danske regerings drastiske indgreb har affødt følgende:
Vær kritisk over for en regering, der gennem meget omfangsrige foranstaltninger, love og grænselukninger fører politik med totalitært islæt – et indlæg af Michael Nebeling 22. marts: http://socialister.dk/mange-er-ikke-velkomne-i-det-sammenhold-regeringen-kraever/
