Denne artikel blev først publiceret i Politiken søndag d. 22. marts. Forfatteren har givet os love til at publicerer den her.
Pas på jer selv og pas på hinanden«. »Stå sammen – ved at holde afstand«.
Statsminister Mette Frederiksen siger med myndig stemmeføring systematisk fraser som disse, når hun taler til nationen i disse uger. Spinfraser og formuleringer, der til sammen skaber en fælles forståelse i stuerne af et nationalt samlet Danmark, én stor familie med statsministeren som den altfavnende mor, der altid har ret og varetager familiens tarv først.
Problemet er, som jeg ser det, at en fælles ukritisk national orientering mod statsministeren og regeringen føder ind i en klasseløs illusion om, at ’vi’ alle har samme interesser, som regeringen entydigt varetager. Og når vi forholder os sådan til coronakrisen, begrænser vi de måder, vi kan tænke krisens mulige konsekvenser og løsninger på.
For nej, vi lever ikke i et klasseløst samfund. Og nej, ikke alle borgere i Danmark har de samme interesser. Konsekvenserne af en krise har forskellige effekter, alt afhængigt af hvor i samfundet du befinder dig. For asylansøgerne i asylcentrene, som alene har ret til akut sundhedsbehandling, og som er under konstant politisk beskydning, har en sundhedskrise potentielt andre konsekvenser, end den har for en statsansat universitetsforsker med dansk statsborgerskab som mig. For rengøringsmedarbejderen har en finansiel ustabilitet efter coronaudbruddet andre konsekvenser end for dem, som har bedre økonomisk overskud og stabilitet. Og når SAS sender 10.000 medarbejdere hjem, rammer krisen stewardessen hårdere, end den rammer direktøren.
Politisk framing
Jeg anser denne uges grænselukninger – som sundhedsmyndigheder i Danmark, Sverige og Europa-Kommissionen ikke anbefaler, men snarere betvivler virkningen af – som et værktøj, der alene tjener til en politisk framing og iscenesættelse af krisen og den samlede nation med en stærk ledelse. En grænselukning gør coronakrisen og smittefaren til et nationalt problem, hvor handlinger og tiltag alene formes og begrænses af nationens form og vidde.
Det er interessant, at grænselukningen formentlig ikke har nogen effekt på smittespredningen. Smitten er rejst ind i Danmark gennem danske statsborgere, som selv efter grænselukningen vil kunne komme ind i landet. Men grænselukningen giver mening, fordi vi frygter migration og asylansøgere, som forbindes med det fremmede og det farlige. Og på den måde virker grænselukningen formentlig stærkere i at binde hvide danskere sammen i frygt end på at begrænse smittespredningen.
Det ser vi blandt andet udfolde sig, når DF, Nye Borgelige og Venstres Inger Støjbergs forslag til krisehåndtering fokuserer på at stoppe muligheden for at søge asyl, lukke asylcentre og begrænse indvandring generelt. På nuværende tidspunkt er ingen registreret smitte kommet til Danmark gennem folk, der søger om asyl. Men der går en lige linje fra den metaforiske og retoriske rammesætning af den såkaldte ’flygtningekrise’, hvor mennesker ’ukontrolleret oversvømmede’ Europa på motorvejene, til den nuværende metaforiske og retoriske rammesætning af coronavirus.
Klasseforkel
Dette er en tid, hvor vi skal tage den generelle sundhedssituation alvorligt. Hvor vi skal tage fælles forholdsregler, personligt og kollektivt ansvar og sikre foranstaltninger, der kan beskytte de af os, for hvem smitte kan betyde død eller omfattende behov for medicinsk behandling. Men det er også nu, vi skal være kritiske over for den politiske framing af og de politiske reaktioner på krisen.
Når krisen gøres til et nationalt anliggende, rettes vores kollektive følelser mod det nationale fællesskab, mens mennesker, der ikke genkendes som en del af fællesskabet, ikke beskyttes på samme måde. Det ses på brutal vis i Norge, hvor udlændinge uden opholdstilladelse nu bliver udvist ’af hensyn til folkesundheden’. I en situation, hvor man kunne gøre det modsatte; sikre folk med prekære livsmuligheder sundhedstilbud og steder at være, hvor de ikke udsættes for smitte. Og tænk på de mennesker, der er fanget mellem nationer og uden borgerrettigheder i f.eks. flygtningelejre i Grækenland eller Tyrkiet, eller andre folk, der er nationalt, økonomisk og på andre måder prekært stillet og uden for beskyttelse.
Det centrale er, at når nationen står som rammen, og når statens beskyttelse alene rækker ud til den ’gode medborger’, for hvem hjemmeisolation og karantæne er en (fysisk, social og psykisk) mulighed, så får vi svært ved at få øje på de folk og grupper, som af forskellige grunde falder uden for denne ramme og beskyttelse.
Er de udsatte i Danmark i sikkerhed?
I Danmark er det stadigt uklart, om myndighederne vil sikre og beskytte migranter, sexarbejdere og hjemløse med eller uden papirer over hele landet. For mange af disse mennesker vil kontakt med myndigheder betyde risiko for deportation eller anden straf. Det står også hen i det uvisse, om man vil sikre sundhedsmuligheder og adgang til medicin for narkomaner og stofbrugere i prekære situationer, for hvem adgang til stoffer er en nødvendighed.
Når myndigheder aflyser statsborgerceremonier i en situation, hvor netop statsborgerskab er en af de afgørende forskelle mellem, hvem der sikres beskyttelse, og hvem der ikke gør, så er min tiltro til myndighedernes bekymring for særligt udsatte grupper ikke særlig stor. Tænk sig, at man hellere vil aflyse ceremonierne, så folk, der har ventet i mange år på og lever op til alle kravene til statsborgerskab, nu må vente endnu længere på statsborgerskab, end man vil aflyse det symbolske håndtryk.
Den politisk skabte virkelighed
Man kan tænke, at disse tiltag er udtryk for en nødsituation og ikke for ’normalpolitik’. Men det er vigtigt at huske, at den politiske framing og de politiske og statslige reaktioner skaber den virkelighed, som kommer efter krisen. En ny politisk virkelighed, hvor nedlukning af institutioner, tvangslukninger, grænselukninger, begrænsning i muligheden for at samles og andre semitotalitære politiske værktøjer nu kan anvendes, ikke for første gang, men igen. Disse værktøjer er i sig selv med til at konstruere en nation som krisens primære løsning og opdele borgerne i ønskede medborgere og uønskede andre. En opdeling, som også er racialiseret.
Stoler vi virkelig nok på Socialdemokratiet og andre politikere til, at dette skal være politiske værktøjer, også i andre kriser i fremtiden?
Læs også Internationale Socialisters analyse af corona-krisen.
http://socialister.dk/corona-og-kapitalisme/
http://socialister.dk/forstaa-corona-krisen-og-staa-sammen-imod-den/
