Næsten alle økonomiske prognoser for verdens BNP (brutto national produkt) i 2020 peger på en 1-3 %’s nedgang i vækst. Det er lige så dårligt, hvis ikke værre, end under den store recession i 2008-9. Og prognoserne for de store økonomier for dette kvartal, der slutter i denne uge, samt prognoserne for næste kvartal forudser alle et årligt fald på i alt mellem 20-50 %! De økonomiske aktivitetsindikatorer (kaldet PMI’er), som er undersøgelser af virksomhedens vurderinger af, hvordan det går, registrerer en rekord-nedgangen for marts måned 2020.
Amerikanske virksomheders aktivitetsindikatorer (PMI’er)for marts måned 2020
Dette skyldes alt sammen nedlukningen af virksomheder globalt og isoleringen af arbejdstagerne i deres hjem. Kunne man have undgået nedlukningerne, så dette drastiske ‘forsynings chok’ ikke ville have været nødvendigt for at klare pandemien? Jeg tror, at det sandsynligvis kunne have været undgået. Hvis regeringerne havde handlet med det samme med de rigtige indgreb, da COVID-19 første gang dukkede op, kunne nedlukningerne have været undgået.
Land for land: En sammenligning i udviklingen af coronavirus-forløbene. Antal bekræftede tilfælde siden det 100. smittetilfælde
Hvad skulle man have gjort?
Hvad var de rigtige indgreb? Det, vi nu ved, er, at alle over 70 år og/eller med sygdom skulle have valgt at isolere sig selv. Der skulle have været en masse regelmæssige testninger af alle, og alle de smittede skulle have været anbragt i karantæne i op til to uger. Hvis dette var blevet gjort fra begyndelsen af, ville der have været færre dødsfald, hospitalsindlæggelser og en hurtigere uddøen af virussen. På denne måde ville nedlukningerne af samfundene sandsynligvis kunne have været undgået.
Men tests og isolering af de smittede blev ikke udført i begyndelsen i Kina. Først var der benægtelse og derefter dækkede man over virusrisikoen. På det tidspunkt, da de kinesiske myndigheder begyndte at handle, som de skulle med test og isolering, var byen Wuhan allerede blevet oversvømmet med virus, og herefter blev man nødsaget til at lukke samfundet ned.
Ingen undskyldninger for de vestlige lande.
I det mindste havde kineserne undskyldningen om, at dette var en ny virus, der hidtil havde været ukendt for mennesker, og dens infektionsniveau, spredning og dødelighed havde ikke været kendt. Men for regeringerne i de store kapitalistiske økonomier gælder der ingen undskyldninger: De havde tid til at forberede sig og handle. Italien handlede for sent med at anvend test og isolering, så døren blev først lukket efter at virussen var kommet indenfor. Deres sundhedssystem er nu overbelastet og kan næppe klare det.
Der var nogle lande, der udførte massetestning og effektiv isolering. Sydkorea gjorde begge dele; og i Japan, hvor 90 % af befolkningen bar masker og handsker og vaskede hænder, ser tiltagene ud til at have bremset virkningen af pandemien ved at de smittede på en effektiv måde isolerede sig selv uden at myndighederne så sig nødsagede til at lukke landet ned.
Sydkoreas COVID-19 tilfælde og tests
I en lille italiensk landsby midt i pandemiens epicenter i Norditalien, Vo Euganeo, der faktisk havde Italiens første virus-dødsfald, blev alle de 3.000 beboere testet på tilsvarende måde, og de 3% af landsbybeboerne, der var smittet, blev anbragt i karantæne, endda selvom de fleste ikke havde nogen som helst symptomer. Gennem isolering og karantæne varede nedlukningen af landsbyen kun i to uger.
Stik modsat var udviklingen i Storbritannien og i USA, som brugte lang tid, før de begyndte at teste (i et omfang, der stadig er utilstrækkeligt) og få de smittede til at isolere sig selv. I skrivende stund har den føderale regering i Washington stadig ikke beordret en national nedlukning.
Antal COVID-19 tests per million indbyggere i hvert enkelt land. Oplysninger fra den 22. marts 2020
Hvorfor handlede G7 regeringer ikke?
Hvorfor undlod G7-regeringerne og andre at handle? Som Mike Davis forklarer https://inthesetimes.com/article/22394/coronavirus-crisis-capitalism-covid-19-monster-mike-davis er den første og vigtigste grund, at sundhedssystemerne i de store økonomier ikke har været i stand til at handle. I løbet af de sidste 30 år er de offentlige sundhedssystemer i Europa blevet udsat for nedskæringer og privatisereringer. I USA har den dominerende private hospitalssektor selv skåret ned for at øge overskuddet. Ifølge American Hospital Association faldt antallet af hospitalssenge med opsigtsvækkende 39% mellem 1981 og 1999. Formålet var at skaffe overskud ved at øge belægningen af hospitalssengene. Men ledelsens mål om 90 % belægning betød, at hospitalerne ikke længere havde kapacitet til at modtag patienttilstrømning under epidemier og medicinske nødsituationer.
Og det samme gælder Danmark: http://socialister.dk/de-skandaloese-politiske-grunde-til-myndighedernes-noelen-i-starten-af-corona-epidemien/
Nedslidte sundheds systemer
Som et resultat er der kun 45.000 senge på de amerikanske hospitalers intensivafdelinger til rådighed til at kunne håndtere den forventede spidsbelastning af alvorlige og kritiske corona-tilfælde, når epidemien topper. (Til sammenligning har sydkoreanerne mere end tre gange så mange ledige sengepladser pr. tusinde indbyggere end amerikanerne.) Ifølge en undersøgelse fra nyhedsmagasinet “USA Today” har ”kun otte amerikanske stater nok sygehuse til at behandle den 1 million amerikanere, som er 60 år og derover, og som ventes at kunne blive syge af COVID-19”. I USA har lokale og delstats sundhedsinstitutioner 25% færre medarbejdere i dag end sammenlignet med før den “Sort Mandag”, der markerede Finanskrisens start for 12 år siden. I løbet af det sidste årti har de amerikanske føderale institutioner til forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme, Center for Disease Control and Prevention (CDC) oplevet, at deres budget er faldet med 10% . Under Trump er det kun blevet værre. New York Times skrev for nylig, at “21 procent af de lokale sundhedsafdelinger rapporterede om reduktioner i budgetter for regnskabsåret 2017”. Trump lukkede også Det Hvide Hus’ pandemikontor, et direktorat der var blevet oprettet af Obama efter Ebola-udbruddet i 2014 for at sikre en hurtig og koordineret national reaktion på nye epidemier.
I USA findes en privat plejehjemsindustri, der udelukkende arbejder med henblik på at generere profit. Denne opbevarer 1,5 millioner ældre amerikanere. Denne industri er stærkt orienteret imod at være meget konkurrencedygtig, og det er baseret på lave lønninger, underbemandinger og ulovlige besparelser. Titusinder dør hvert år som følge af, at disse private profitorienterede plejehjem, der udfører langtidspleje, negligerer de mest grundlæggende procedurer for infektionsbekæmpelse og af at myndighederne ikke holder ledelserne ansvarlige for det, der kun kan beskrives som bevidst drab. Mange af disse hjem finder det billigere at betale bøder for overtrædelser af reglerne for hygiejne end at ansætte ekstra personale og give dem ordentlig træning.
Lidelser midt i “et hav af penge”
“Life Care Center”, et privat plejehjem i Seattle-forstaden Kirkland, er “et af de dårligst bemandede i hele delstaten”, og er i staten Washington “et af de mest underfinansierede – en absurd “ø” bestående af den mest alvorlige lidelse midt i et hav af penge”, som en repræsentant for fagforeningen på området karakteriserede det. Offentlige sundheds embedsmænd overså den afgørende faktor, der forklarer den hurtige overførsel af sygdommen fra “Life Care Center” til ni andre plejehjem i nærheden: ”Sygeplejersker, som på grund af områdets huslejeniveau (det højeste i Amerika) er nødsaget til at arbejde i flere jobs, normalt på flere plejehjem.” Disse sygeplejersker forårsagede smittespredningen fra plejehjem til plejehjem. Myndighederne kunne ikke finde frem til navnene og placeringen af de mange ekstrajobs på plejehjem, og mistede således al kontrol over spredningen af COVID-19.
Medicinal industriers ansvar
Og så er der de store medicinalindustrier. De store medicinalvirksomheder udfører kun ganske lidt forskning og udvikling af nye antibiotika og antivirale midler. Af de 18 største amerikanske medicinalvirksomheder har 15 totalt forladt området. De midler, der er mest profit i, er hjertemedicin, behandling af mandlig impotens samt i vanedannende, opiums-holdige, beroligende midler (som har forårsaget, at 400.000 er døde af overdoser af disse vanedannende midler i årene 1999 – 2017 – the “opioid epidemic”). Derimod er der ikke profit i præparater, der skal bekæmpe hospitalsinfektioner, nye sygdomme samt traditionelle, dødelige tropiske smitsomme sygdomme. En universel vaccine mod influenza – det vil sige en vaccine, der er målrettet mod de ikke-muterende dele af virusens overfladeproteiner – har været en mulighed i årtier, men er aldrig blevet betragtet som profitabel nok til at være en prioritet.
Se også denne analyse af corona-krisen og USA: http://socialister.dk/valg-i-usa-er-graensen-for-bernie-sanders-kampagne-naaet/
Regeringer er blevet advaret
COVID-19 ikke ikke kommet som et lyn fra en klar himmel. Sådanne pandemier er blevet forudsagt i god tid af epidemiologer, men intet er blevet gjort, fordi det koster penge. Disse forsømmelser vil nu føre til, at det vil komme til at koste meget mere for samfundet.
FN advarede mod epidemier i 2007 – Forstå corona-krisen og stå sammen imod den – Socialistisk Arbejderavis 18. marts: http://socialister.dk/forstaa-corona-krisen-og-staa-sammen-imod-den/
WHO opfordret regeringer til at handler i forhold til pandemier i 2008: https://apps.who.int/gpmb/annual_report.html
Corona og krisen i verdens økonomi
Den globale økonomiske nedgang er nu en realitet. Men hvor længe og hvor dyb vil den blive? De fleste prognoser taler om et kort, skarpt fald efterfulgt af et hurtigt opsving. Vil det ske? Det afhænger af, hvor hurtigt pandemien vil kunne komme under kontrol og forsvinde – i det mindste i år. Den 8. april ophæves nedlukningen i Wuhan, da der ikke længere er nye tilfælde af smittede personer. Så fra fremkomsten af virus i Wuhan i januar har epidemien i området varet i omkring tre måneder, og nedlukningen strakte sig over to måneder. Det ser endvidere ud til, at toppen af pandemien kan være nået i Italien, som i skrivende stund kun har været lukket ned i to uger. Så måske om en måned eller to bliver Italiens nedlukning ophævet. Men andre lande som Storbritannien er lige nu ved at gå ind i en nedlukningsfase, mens helt andre lande stadig har en eksponentiel vækst i sygdomsepidemien, der muligvis kræver nedlukning, til gode.
Så det ser ud til, at en afslutning på det globale forsynings-chok vil være usandsynligt før juni, sandsynligvis meget senere. Selvfølgelig kunne kollapset i produktionen slutte tidligere, hvis regeringerne beslutter ikke at lukke samfundet ned eller at afslutte dem tidligere. Trump-regeringen antyder allerede, at den kunne finde på at ophæve nedlukningen indenfor de næste 15 dage “for at få økonomien i gang” (på bekostning aflere dødsfald osv.); men mange delstats-guvernører vil måske ikke være med til dette.
Globale økonomisk recession (negativ vækst)
Selv hvis økonomierne skulle komme sig hurtigt i anden halvdel af 2020, når nedlukningerne er afsluttede, vil der ikke desto mindre stadig være en global økonomisk nedgang. Mange håber, at et opsving vil indtræffe hurtigt og markant i andet halvår af dette år. Der er to grunde til at tvivle på det: For det første var den globale økonomi allerede begyndte at glide ind i en recession med negativ vækst, allerede før pandemien ramte. Således var Japan i tilbagegang; Eurozonen var tæt på det, og selv væksten i USA var aftaget til under 2 % årligt.
Se også en vurdering af verdens økonomiske tilstand før corona krisen:http://socialister.dk/den-naeste-oekonomiske-krise/
Og mange store såkaldte nye vækstøkonomier som Mexico, Argentina og Sydafrika var allerede begyndt at opleve økonomisk tilbagegang. Faktisk strømmede kapital ud af det globale syd mod nord, en proces der nu er accelereret med pandemien til rekordniveauer. Med sammenbruddet i priserne på energi og metaller står mange råvarebaserede nye økonomier (Brasilien, Rusland, Saudi-Arabien, Indonesien, Ecuador osv.) over for et stort fald i eksportindtægterne. Og denne gang, i modsætning til 2008, vil Kina ikke hurtigt vende tilbage til landets tidligere niveauer for investering, produktion og handel (især da handelskrigstoldsatserne med USA forbliver på plads). I 2020 kan Kinas reale BNP-vækst være så lav som 2 % sammenlignet med over 6% sidste år.
Stol ikke på aktiemarkeder som indikator
For det andet boomer aktiemarkederne på grund af de nylige statslige kreditindsprøjtninger udført af den amerikanske nationalbank Federal Reserve samt som følge af de forventede enorme økonomiske hjælpepakker, som mange lande inklusive USA gennemfører eller vil gennemføre med henblik på at stimulere den kriseramte økonomi. Men den igangværende økonomiske nedgang vil ikke kunne undgås uanset centralbankernes indsats eller de finanspakker, der planlægges. Når en nedgang kommer i gang, falder lønninger, og arbejdsløsheden stiger hurtigt. Det har en kaskade- eller multiplikatoreffekt tværs igennem økonomien, især for ikke-finansielle virksomheder i den privatkapitalistisk sektor. Dette vil føre til en række konkurser og lukninger.
Og virksomhedernes likviditet er farligt skrøbelige. På tværs af de store landes økonomier er bekymringerne steget over stigende virksomhedsgæld. I USA, på baggrund af let adgang til lån af billige penge igennem årtier, har ikke-finansielle selskaber oplevet, at deres gældsbyrder er mere end fordoblet fra 3,2 billioner dollars (altså 3.200 mia. dollars) i 2007 til 6,6 billioner dollars i 2019.
En nylig artikel af Joseph Baines og Sandy Brian Hager afslører det hele på den alle tydligeste måde:https://sbhager.com/covid-19-and-the-coming-corporate-debt-catastrophe/
Igennem årtier er den kapitalistiske sektor skiftet fra at investere i produktive aktiver og flyttet til at investere i finansielle aktiver – eller ‘fiktiv kapital’, som Marx kaldte det. Aktie-tilbagekøb og udbetaling af udbytte til aktionærerne har været dagens orden snarere end at geninvestere overskuddet i ny teknologi for at øge arbejdskraftens produktivitet. Dette gjaldt især for større amerikanske virksomheder.
Forholdet mellem indtjeningen og udbetalinger til aktionærerne i amerikanske virksomheder
Som et spejlbillede heraf har større virksomheder reduceret deres investeringer til kun at være en brøkdel af overskuddet sammenlignet med 1980’erne. Interessant nok har mindre virksomheder interesseret sig mindre for “kreative finansielle krumspring” og har fortsat med at øge deres investeringer. Men husk, at hovedparten af investeringerne kommer fra de store virksomheder.
Forholdet mellem indtjeningen og kapitalinvesteringer i amerikanske virksomheder
Størsteparten af små amerikanske (og europæiske) virksomheder har problemer. For dem er profitterne faldende. Som et resultat er den samlede profitabilitet af amerikansk kapital faldet, især siden slutningen af 1990’erne. Baines og Hager hævder, at “dynamikken i aktionærkapitalismen har skubbet firmaerne i de lavere led i det amerikanske virksomhedshierarki over i en tilstand af økonomisk nød.” Som et resultat er virksomhedsgælden steget, ikke kun opgjort i antal dollars, men også i forhold til omsætningen, især for de mindre virksomheder.
Profitmarginer (forholdet mellem netto-indtjeningen og salget) i amerikanske virksomheder
Det er lykkedes at holde skindet på næsen, fordi renterne på selskabsgæld er faldet markant og holder gældsudgifterne nede. Alligevel har de mindre virksomheder meget højere renteudgifter sammenlignet med de store virksomheder. Siden 1990’erne har deres gældsudgifter været mere eller mindre stabile, men er næsten dobbelt så høje som for de ti procent største virksomheder.
Forholdet mellem gælden og indtjeningen i amerikanske virksomheder
Men tiderne med billig kredit kunne være ovre, på trods af den amerikanske nationalbank Federal Reserve’s desperate forsøg på at holde låneomkostningerne nede. Virksomhedens gældsrenter er steget med raketfart i løbet af denne pandemikrise. En bølge af misligholdelse af gæld er nu på dagsordenen. Det kunne “sende chokbølger af sted igennem de allerede skælvende finansielle markeder, hvilket kunne blive en katalysator for et større sammenbrud”. Selv hvis nedlukningen kun skulle vare et par måneder frem til sommeren, kunne denne økonomiske nedgang få hundreder af små virksomheder til at gå nedenom og hjem – og endda også nogle store fisk. Tanken om, at de store økonomier kan have et V-formet opsving, altså først en meget skarp nedgang og så hurtige op igen, synes meget mindre sandsynlig end en L-formet, hvor økonomier går i recession og bliver der over længere tid.
———————
Oversættelse af artiklen “Lockdown” fra den 24. marts på den engelske marxist Michael Roberts’ blog https://thenextrecession.wordpress.com , oversat af Charlie Lywood
———————
LINKS til andre artikler i Socialistisk Arbejderavis om verdensøkonomien, corona-krisen og Danmark:
“Corona og kapitalisme”, Socialistisk Arbejderavis’ leder 16. marts: http://socialister.dk/corona-og-kapitalisme/
Vær kritisk over for en regering, der gennem meget omfangsrige foranstaltninger, love og grænselukninger fører politik med totalitært islæt – et indlæg af Michael Nebeling 22. marts: http://socialister.dk/mange-er-ikke-velkomne-i-det-sammenhold-regeringen-kraever/