Den globale pandemi har sat turbo på årtiers udhuling af det i forvejen stærkt begrænsede liberale demokrati.
De seneste ugers indskrænkning af grundlæggende demokratiske rettigheder er den suverænt mest vidtgående i landet siden 2. verdenskrig. Uden høringsfase, hvor f.eks. juraeksperter, menneskerettigheds-organisationer og almindelige borgere kunne fremsætte indvendinger. I rekordtempo er der foretaget voldsomme indgreb i bl.a. den personlige frihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed og retten til at bestemme over egen krop.
F.eks. mulighed for forbud mod forsamlinger ned til 2 personer, tvangsundersøgelser, tvangsbehandling, tvangsvaccinering og nedlukning af legepladser og fodboldbaner. I følge en række eksperter er det svært at vurdere, hvad der er sundhedsfagligt begrundet eller blot et politisk ønske fra regeringen. Kloden over smugles et væld af autoritære tiltag ind ad bagdøren.
I Ungarn har Orbáns højreradikale regering f.eks. tildelt sig selv diktatoriske beføjelser uden tidsbegrænsning. Borgere kan fængsles i op til 5 år for at bryde corona-karantæne eller for at offentliggøre “falske” eller “forvrængede” oplysninger, som kan skabe “uro” eller “ophidse” befolkningen. I USA har præsident Donald Trump varslet stop for indvandring. På samme måde blev den danske grænselukning modsagt af sundhedseksperter. Desuden er der i Danmark bl.a. indført mulighed for dobbelt eller firedobbelt straf for ”corona”-lovovertrædelser.
Garanti for misbrug
Strømmen af såkaldte antiterrorlove siden angrebet 2001 på USA’s forsvarsministerium og World Trade Center viser samtidig den overhængende fare for misbrug af foranstaltninger, der er indført med henvisning til COVID-19. Politiets øgede magtbeføjelser er blevet brugt i sager, som intet har at gøre med terror. Om alt lige fra bander, narko, menneskesmugling, børneporno, økonomisk kriminalitet, brandstiftelse og bedrageri til røveri og drab.
International solidaritet med legitime oprørsbevægelser i f.eks. Colombia, Palæstina og Kurdistan er blevet kriminaliseret. Og det kurdiske Roj TV mistede sendetilladelsen pga. en beskidt handel om tyrkisk støtte til Anders Fogh Rasmussen som NATO-generalsekretær. Derfor er det også naivt at tro, at coronalovene ikke vil blive brugt på alle mulige andre områder. Midlertidige begrænsninger af rettigheder bliver hurtigt permanente.
Længe inden den nuværende pandemi var den globale kapitalisme inficeret af en autoritær virus. Bl.a. steg den amerikanske fængselsbefolkning under især Reagan og Clinton med eksplosiv fart. USA har verdens største antal fængslede i forhold til indbyggertallet, og stigningen fortsætter stadig. Den danske udvikling er mindre ekstrem, men på mange punkter fulgt i samme spor.
Orwells mareridt er vores virkelighed
Antallet af indsatte i danske fængsler er rekordhøjt. Især i slutningen af Nyrups regeringsperiode fra 1993-2001 accelererede den autoritære udvikling. Der kom maskeringsforbud (senest udvidet med burka- og niqāb-loven). Rockerloven betød forbud mod enkeltpersoners ophold bestemte steder såsom klubhuse. Nu udvidet til zoneforbud mod ophold i f.eks. en hel kommune. Det rammer også f.eks. hjemløse, der samtidig kan få bøder for at tigge.
Senere har vi bl.a. fået civile agenter, visitationszoner, præventive anholdelser og længere varetægtsfængslinger. Plus vandkanoner, heste og peberspray til politiet (sidstnævnte oprindeligt et alternativ til brug af stave og pistoler). Samt mulighed for dobbeltstraf i såkaldte ghettoer og håndtrykstvang for at få statsborgerskab. Arbejdsløse og syge er ramt af mere kontrol og flere sanktioner.
Efterretningstjenesterne kan sammen med tech-giganter som Amazon, Apple, Facebook og Google overvåge selv de mest intime detaljer i vores privatliv. Orwells totale overvågningssamfund er på mange måder vores virkelighed.
Autoritær stat er nyliberalismens siamesiske tvilling
De sidste tre årtier har kriminaliteten i Danmark været faldende, så hvad forklarer de evige nye stramninger? Den italienske marxist Antonio Gramsci påpegede, hvordan den herskende klasses hegemoni (”overherredømme”) bygger på en blanding af rå magt og ”konsensus” (samtykke fra befolkningen). Den styrer ikke blot ved hjælp af politi, domstole og militær, men også gennem institutioner som kirker og skoler samt civilsamfundets partier, foreninger, medier osv. Faldende profitrater for de store koncerner førte i 1970’erne til kapitalismens nuværende nyliberale fase. I denne periode er de nævnte institutioner blevet kraftigt undermineret. Det har svækket den herskende klasses folkelige legitimitet (se f.eks. rekordhøj mistillid til medier og politikere).
Derfor har den herskende klasse være tvunget til at styrke statens repressive apparat. Nyliberalismen betyder derfor ikke mindre stat (de offentlige udgifters andel af BNP er tværtimod vokset). Men derimod en omstilling af staten, hvor de mere direkte kontrol- og undertrykkelsesfunktioner vokser på bekostning af f.eks. levering af velfærdsydelser. I takt med at kapitalismens kriser bliver stadigt mere ukontrollable (virusser, økonomiske kriser, klimakatastrofen etc.), vokser kapitalens afhængighed af staten (og f.eks. dens finansielle støttepakker).
Liberalt demokrati versus socialistisk demokrati
Den nuværende situation viser, at det kan være legitimt at indskrænke nogle individuelle ”friheder” (f.eks. handlinger, der udsætter andre for livsfare). På samme måde forhindrer en lille minoritet af kapitalisters ”ret” til at eje og kontrollere de vigtigste produktionsmidler som maskiner, fabrikker, kontorbygninger og råstoffer i praksis alle andre fra at udøve samme ”ret”. Man kan få ubetinget fængsel for tyveri af en flaske håndsprit, men arbejdsgiverne kan uden straf tvinge ansatte på arbejde under livsfarlig smitterisiko. Og hvert år dør omkring 1.600 mennesker af arbejdsrelateret kræft i Danmark. Og 2.000 mennesker dør årligt af andre arbejdsmiljøfremkaldte sygdomme. I allerværste tilfælde kan et dødsfald koste en arbejdsgiver ikke fængsel, men en bøde på 500.000 kr.
Forfatteren Anatole France skrev, at den nuværende formelle lighed for loven består i, at ”saavel Rig som Fattig [forbydes] at sove under Broerne, betle på Gaderne og at stjæle Brød.” Karl Marx, hvis idéer den moderne arbejderbevægelse og venstrefløj bygger på, påpegede begrænsningerne i ”menneskerettighederne”: De var et produkt af de borgerlige revolutioner i USA 1776 og Frankrig 1789. De var for Marx ”de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, d.v.s. det egoistiske, fra medmennesket og det fælles-menneskelige adskilte mennesker” og ”i praksis… den private ejendomsret.”
Senere påpegede Marx, hvordan udbytningen af arbejdere for merværdi sker efter lovens principper om frihed og lighed (hvor arbejderen ”frit” sælger sin arbejdskraft til kapitalisten). Men under overfladen hersker der reelt ufrihed og ulighed, da arbejderen pga. manglen på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft. Kapitalismen og dens liberale demokrati med formel frihed og lighed befinder sig i en krisetilstand. Som revolutionære socialister må vi derfor kæmpe for at erstatte dem med et reelt demokrati, hvor de væsentligste beslutninger over økonomi og samfund tages kollektivt de steder, folk arbejder, går i skole eller bor.