Britisk marxistisk økonom, Michael Roberts har i sin bog, “The Long Depression” beregnet at det gennemsnitlige tab af BNP i de største økonomier i verden var 6% i de første 18 måneder fra 2008 til midten af 2009. Globalt faldt verdens BNP “kun” med 3,5% fordi Kinas vækstrater, under finanskrisens første to år, opvejede de andre landes tilbagegang.
Men denne gang menes Kinas vækst at blive reduceret fra ca. 6% til kun 2%. Så der er ingen hjælp at hente der. Pandemien er global – og det er de økonomisk konsekvenser også. Krisen bliver mindst ligeså, hvis ikke mere, omfattende og dybere end finanskrisen. Coronavirussens effekt på verdens økonomi ser ud til at være på højde med det vi oplevede i 2008.
Den danske krise
Den endelige “pris” i tabt produktion, konkurser, arbejdsløshed, hjælpepakker, sundhedsvæsen mv. kan ikke beregnes nøjagtigt lige nu. I Danmark siger Nationalbanken i en rapport om dansk økonomis situation, at man kan forvente en minusvækst på mellem 3% og 10% i 2020 alt efter hvilket scenarie for genåbning, man vælger. Formandskabet for det Økonomisk Råd, der rådgiver regeringen, beregner en minusvækst på mellem 4% og 6% i 2020. Og endelig mener IMF (International Monetary Fund) at en tilbagegang i BNP i Danmark på 6,5% er sandsynligt.
Det er alt sammen afhængigt af udviklingen af COVID-19 og den internationale situation. Covid-19 kan komme tilbage i efteråret med en ny nedlukning til følge. Samtidig er der ingen koordinering internationalt. Det er alle nationer for sig og alle regioner for sig (i bedste fald). Under alle omstændigheder er det en illusion at tro, at man hurtigt kommer tilbage til ”business as usual”.
OECD generalsekretær Gurria siger: ”…vi ved ikke hvor lang tid det vil tage at fikse arbejdsløshed og lukning af millioner af mindre virksomheder: men det er ønsketænkning at tale om om en hurtig genopretning”.
Se OECD’s rapport om effekten af Covid-19 om verdens økonomi: http://oecd.org/coronavirus/en/
Kaster penge efter erhvervslivet
Ligesom i 2008-2009 har regeringer verden overreageret ved at kaste penge efter erhvervslivet, men få lunser til almindelige folk i et størrelsesforhold ca. 2:1. Hvor meget regeringerne har kastet efter erhvervslivet er forskelligt. Rusland har brugt lidt under 1% af BNP og Danmark har brugt 11.5% af BNP. Gennemsnittet er 4% Det afspejler sandsynligvis, hvor gældsplagede det enkelte lande er. Altså hvor meget man tør bruge af reserverne. Danmark ligger i det absolut lave ende med en gæld, som kun udgør 30% af BNP. Andre lande, som f.eks. Japan, har en gæld som er større end deres BNP. De milliarder og atter milliarder kommer fra skatteyderne – altså hovedsagelig arbejderklassen. De lån som skal optages, eller de reserver i nationalbankerne til at finansiere hjælpepakkerne, er offentlige penge eller statens penge. Endnu engang viser det sig, at når krisen rammer, så kan markedet og dets højt besungne ”usynlige hånd” kun klare sig ved at bede om at staten om hjælp. Nationalbanken beskriver det således ”Hjælpepakkerne kan midlertidigt holde hånden under beskæftigelse og virksomheder…(men) når restriktionerne på den økonomisk aktivitet udfases, vil der sandsynligvis være behov for mere traditionel finanspolitisk stimulans for at understøtte efterspørgslen”.
Se Nationalbankens vurdering af effekten på dansk økonomi: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Sider/2020/04/Dansk-og-international-oekonomi-ramt-af-pandemi.aspx
Det der siges her, går imod alt hvad der har været “god økonomisk latin” for skiftende regeringer de sidste 10 år. Den stramme styring af de offentlige budgetter via blandt andet budgetloven fra 2012, og nedskæringsrunder efter nedskæringsrunder, er slut. Nu er der behov for at statskassen bruger penge for at stimulere økonomien. Derfor ser man både Dansk Industri og Dansk Erhverv foreslå stribevis af lettelser på skatteområdet, frigivelse af indefrosne feriepenge, fremskyndelse af offentlige investering osv.. Søren Pind har foreslået et skattefri år. Man kalder det ”helikopterpenge”. Altså at man kaster man penge ud og håber på at befolkningen vil øge forbruget.
Og det gentages verden over af økonomer. I årevis har de moderne repræsentanter for Keynesianismen, en gruppe økonomer som går under navnet Modern Monetary Theory (MMT), argumenteret for at den stagnerende verdens økonomi skulle sparkes videre gennem en statsdrevet investeringsstrategi. Den britiske økonom John Maynard Keynes lagde navn til ideologien om de store offentlige investeringer og opbygning af de moderne velfærdsstater, specielt i Europa i 1950’erne og 1960’erne. Og nu har Keynesianismen så igen fået vind i sejlene.
Problemet med Keynesianismen
Problemet med teorien og dennes politik er, at den ignorerer den afgørende faktor: kapitalismens sociale struktur og natur. Under kapitalisme produceres varer ikke fordi der nødvendigvis er et behov, men fordi det giver profit. Der investeres når udsigten til at tjene penge er til stede. Profitterne er afhængige af to ting. Hvor god den enkelte kapitalist er til at udbytte sine arbejdere, der skaber værdierne i samfundet. Og om de omkostninger der er ved at investere i ny teknologi, kan få prisen pr. enhed til at falde og dermed have en fordel overfor konkurrenterne. Men det ville de kun gøre hvis det er profitabelt. I den sammenhæng er deres lyst til at investere ikke afhængige af, om staten leverer effektivt efterspørgslen eller ej.
Ideen om at staten skal stimulere den vigende efterspørgsel fordi folk bliver arbejdsløse i en recession og har færre penge at bruge, eller ikke tør brug det de har, har en lang tradition. Men der er meget lidt evidens for at det virker. Det giver kun mening hvis statslig gældsætning og pengetrykning fra nationalbankerne, enten indirekte eller direkte bliver investeret produktivt. Men man overlader til virksomheder at bestemme om de vil eller ej. Og her ligger hunden begravet. To tredjedele af dansk økonomi er for eksempel i private hænder. Så med mindre man vil overtage store dele af dansk erhvervsliv og omstrukturere de grundlæggende markedsmekanismer som fungerer i dag, overlader man investering til markedet.
Økonomer omkring MMT mener at fuld beskæftigelse kommer igen efter coronakrisen uden at man rører ved kapitalismens sociale struktur. Bankerne vil forblive banker med deres usolidariske ageren under krisen. De store virksomheder vil bare rulle videre. Medicinalindustrien, som ikke har forsket i vaccine og virus fordi ”det ikke kan betale sig”, vil producere videre som om intet var hændt. Kødindustrien, hvis destruktionen af biodiversitet og produktionsmetoder for kød har skabt betingelserne for COVID-19, skal bare fortsætte uanfægtet. Ligesom de store tech-giganter vil blive ved med at unddrage sig eller betale meget lidt skat, der hvor de beslutter sig for at slå sig ned. Kapitalisme vil således blive fikset med (meget) hjælp fra staten og altså finansieret af MMT’s pengetræ: os. Men dens grundlæggende skavanker og ødelæggende natur vil forblive urørt, bortset fra nogle kosmetiske ændringer som lidt flere arbejdere i bestyrelser og deslige.
Kan staten redde kapitalismen?
Kan statslige penge denne gang få bugt med recessionen (altså negativ vækst) og få gang i kedlerne igen? Her ser vi helt bort fra det absurde ræsonnement om at ”vækst” i sig selv “det gode”. Er det ikke den blinde vækst, som har bragt os hertil, hvor kloden er ved at blive kørt i sænk? Er det ikke en produktionsmåde som nedbryder vores helbred, og skaber en så stor ulighed at Verdens 2.153 dollarmilliardærer ejer mere rigdom end 4,6 milliarder mennesker – det er omkring 60 procent af verdens befolkning? Hvor næsten en milliard har mindre end en dollar om dagen og er de første ofre for en økonomisk tilbagegang.
Se Oxfams rapport om uligheden i verden: https://politiken.dk/oekonomi/art7607680/Her-er-rapporten-der-kan-f%C3%A5-dig-til-at-sp%C3%A6rre-%C3%B8jnene-op
Lad os prøve at svare ud fra systemets egne præmisser. For at finde ud af om en statslig støttet vækst efter recessionen har en chance, bliver vi nødt til at se på hvordan den globale økonomiske situation så ud før COVID-19. Den samlede globale vækst i 2019 var kun på 2,4% ifølge Verdensbanken, mens IMF vurderer, at de største økonomier kun havde en vækst på 1,6%. Dvs. under de magiske 2%, som er lige akkurat nok til at sikre befolkningstilvæksten og nyinvesteringer. Ellers har man en stagnerende økonomi med tendens til recession. Årsagen hertil er at virksomheder ikke investerede tilstrækkeligt til at sætte gang i et større opsving, trods de store bankpakker efter finanskrisen og meget lave renter. Der var nærmere tale om lidt mere end stagnation. Profitraten ved nyinvesteringer stod simpelthen ikke mål med risikoen. Man kunne kun tale om en vis optimisme i forhold til Kina. Men dette håb er nu slukket. Siden 2009 har BNP pr. indbygger kun steget med gennemsnitlige 1,6% globalt set. Det gælder for langt de fleste økonomier. De humpede videre uden at komme tilbage til de vækstrater som var gældende før 2008/2009.
Ingen vækst i den globale handel
Under coronakrisen er den globale handel ved at gå i stå. Men væksten i den globale handel har faktisk kun kunne hold trit med den globale BNP-vækst siden 00’erne. Denne stagnation i væksten af den globale handel har betydet store gnidninger mellem nationer og har udviklet sig til handelskrig mellem USA og Kina. Det har også betydet, at mange lande har søgt protektionistiske løsninger, som har styrket en bevægelse mod højre i lande som USA og Brasilien, og svækket progressive lande i Sydamerika. Når der handles mindre med råvarer på grund af de manglende investeringer i de store kapitalistiske økonomier, kastes de råvareproducerende lande ud i krise. Det er også sådan man skal forstå oliepriskrigen mellem Rusland og Saudi Arabien. Denne tendens er nu kun forværret af coronakrisen. Altså er den inter-imperialistiske rivalisering forstærket med risici for flere konflikter.
I 2008/2009 var kapitalismen billedlig talt ”i en respirator” der sugede billig finanskapital, som statskasserne stillede til rådighed. De foranstaltninger som stater lavede for at redde banker og de store virksomheder, og i øvrigt var afhængige af bankerne, skulle have smurt systemet så man igen kunne investere i produktion. Men det skete ikke. Profitabiliteten var ikke stor nok. I stedet skete der to ting. Det ene var at, bankerne blev rigere, fordi de ikke kunne afsætte pengene. Det andet var, at firmaer valgte højrisikabel finansspekulation i stedet for. En masse penge blev hvidvasket og endte i skattely. Et spin-off var, at uligheden steg dramatisk. De rige blev endnu rigere og ”the working poor” blev endnu flere.
Gældsbyrden
Det at kaste penge efter virksomhederne har betydet en betydelig stigning i gældsbyrden i verdens økonomi. Finansjournalist John Plender, skriver i Financial Times, at i slutningen af 2019 var den globale gæld 322% af det globale BNP. Og langt det mest af gælden var i virksomheder uden for den finansielle sektor. Mange af disse ville have meget svært ved at afdrage/indfri deres gæld under den igangværende krise.
Chef global strateg, Ruchir Sharma for det amerikanske investeringsfirma Morgan Stanley beregner, at én ud af seks virksomheder i USA ikke tjener nok til at kunne betale renterne på deres gæld. Man kalder dem ”zombie virksomheder”, fordi de bliver holdt i live af billige lån til at betale renter af gamle lån. Under den her krise har vi allerede set Debenhams, som ejer Magasin, gå konkurs. De har 22.000 ansat på verdensplan. Konkursbegæringen kom fra långiverne som vil trække deres penge hjem fra Debenham. Dette scenarie kommer til at gentage sig overalt i de kommende måneder. Og spørgsmålet bliver om staterne også denne gang vil stoppe den almindelige kapitalistiske udrensning, som ellers vil presse alle disse ”zombie virksomheder” ud af markedet?
Problemer for staterne er: vil man tillade store firmaer at krakke som i 1930’erne eller vil de gentage øvelsen fra 2008/2009, hvor de ikke turde? Alt tyder på, at det er det sidste der sker lige nu. Alle de hjælpepakker, som staterne har stillet op med samt Verdensbanken, EU’s centralbank og IMF er langt større end under finanskrisen. Faktisk dobbelt så meget. Det svarer til 4% af globale BNP. Desuden er 5% af det globale BNP garanteret af regeringerne gennem lån. Hovedsagelige uden betingelse, hvis bare man vil investere og skabe produktion for at modvirke recessionen. Men selv med alle disse foranstaltninger så er spørgsmålet om det kan hjælpe et system, som i forvejen er i dyb krise. Sandsynligvis ikke, især hvis ikke der kommer en udrensning af systemet, hvor man tillader at de svageste kollapser. Profitraten er fortsat alt for lav.
Kreativ ødelæggelse
Derfor hører man stemmer for en decideret udrensning af produktionsapparatet. Tidligere IMF chef, den famøse Dominique Strauss-Kahn kommenterer situationen således: ”… den økonomiske krise kan give os en vej ud ved at ødelægge kapital. Investeringsmuligheder, som skabes ved at en del af produktionens apparat kollapser… kan genoplive den “skabende ødelæggelsesproces” som Schumpeter beskrev”.
Citeret i Michael Roberts “The post-pendamic slump”: https://thenextrecession.wordpress.com/2020/04/13/the-post-pandemic-slump/
Det er kapitalismens traditionelle måde at komme ud af en krise på. Problemet er, at det har vanvittige menneskelige omkostninger, som vi så i 1930’erne. Massearbejdsløshed, fattigdom og endelige Anden Verdenskrig. Krisen blev faktisk først stoppet da de fysiske ødelæggelser af produktionsapparatet havde et tilstrækkeligt omfang under krigshandlingerne. Og staten sikrede krigsproduktion – enten gennem nationalisering eller store ordrer til firmaerne.
Kapitalismens alternativer og vores
Derfor giver det nuværende kapitalistiske markedssystem os kun to alternativer. Mere af det samme, som faktisk har vist sig ikke at kunne sikre en vækstrate, der kan holde trit med befolkningstilvækst og de nødvendige nyinvesteringer, samtidigt med den giver os klimaødelæggelse, krige og ekstrem ulighed. Eller “lad det falde som ikke kan stå”, hvor scenariet er massearbejdsløshed og sandsynligvis en langt farligere verden, hvor nationalisme og racisme vil blomstre endnu mere op. Ikke nogen særlige attraktive alternativer.
Men der er en anden vej. En verden, hvor der produceres og forskes, ikke efter hvad der kan betale sig, men efter hvad mennesker og naturen har brug for. COVID-19 har afsløret et system som er totalt ud af kontrol. Markedets usynlige hånd betyder pandemi pga. den profithungrende fødevareindustri. Det betyder manglende forskning i virus og vacciner. Det betyder elendige sundhedssystemer, som var skåret ned til sokkeholderne da COVID-19 ramte dem. Det betyder banker, der beriger sig selv og deres aktionærer og nægter at hjælpe små virksomheder under krisen. Det betyder massearbejdsløshed. Det betyder, at millioner vil dø i nedlukninger af samfund. Og så vil de have, at vi redder systemet uden at kny. Coronakrisen stiller spørgsmålet, om ikke demokratisk planlægning af ressourcer, produktion og distribution burde komme under almindelige menneskes kontrol? Og burde vi ikke tage disse ting fra dem som ejer og kontrollerer vores liv? Med andre ord om ikke socialisme er et bedre alternativ end det barberi, systemet kan byde på?
Videre læsning:
Michael Roberts, Covid-19: Det forsømte forår og det kommende økonomiske kollaps http://socialister.dk/3233-2/
Asbjørn Gammelgård, Den kommende økonomiske krise http://socialister.dk/den-naeste-oekonomiske-krise/
Markus Christian Hansen, Corona -eller kapitalismekrise? https://solidaritet.dk/corona-eller-kapitalismekrise/
